Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8423Visninger
AA

39. Velkommen tilbage frk. Serverius

 

Hogwarts eleverne rykkede alle uroligt på sig. Ikke pga. af velkomstkomitetens størrelse, der var trods alt kun 8, men på grund af at flere ansigterne var yderst velkendte. Blandt de 8 personers ansigter genkendte de uden problemer mindst fire af dem og med god grund vel og mærke.  

Madame Pomfrey, Professor Mcgonnagall, Hr. Dracuna og Fru Findrix. 

De stod alle med alvorlige miner, som tydede på at de stod i dragemøg til halsen.

Synet af de to forældre fik især Melissa og Jerry til at standse alt tankevirksomhed for blot at stirre på deres alvorlig udseendet forældre, (at Hr. Dracuna altid så alvorlig ud var en anden side af sagen) og i det næste kastede de med det samme blikke tilbage mod kaminen.

Måske var dementorene ikke så slemme igen, når alt kom til alt. Lyden af taktfaste skridt kom hen imod de unge mennesker, hvilket fik dem til at vende deres opmærksomhed tilbage hvor det burde have været hele tiden.

”Mor…jeg....” Nåede Jerry kun at sige i det kvinden kom hen til sin søn og afbrød ham i det samme ved at give ham et kram, der klemte luften ud af ham og det eneste hun sagde til svar var:

”Det gør du aldrig igen!”

Han stod stiv som en støtte, da hans mors arme lå stramt om ham, forsigtig lagde han sine egne arme om hende, mærkede hvordan hans ellers så stærke mor, sitrede af indestængt gråd og bekymring. samvittigheden vældede kort ind over ham, men han vidste at han måtte svare hende med hjertet:

"Undskyld mor, men det kan jeg ikke love mor..." Kom det ærligt fra hendes lille dreng som ragede et godt stykke op over hende og imens han blidt krammede hende igen. 

Melissa derimod lagde sine arme beskyttende overkors foran sit bryst og fik en pludselig trang til at betragte gulvet under deres fødder, da hendes far nåede hen til hende og ud af øjenkrogene så hun hans hånd løfte sig imod hende. Hun kneb sine øjne sammen, men i stedet for et slag mærkede hun hvordan en varm hånd blev lagt oven på hendes hoved og klappede hende blidt et par gange. Hun rettede sit blik mod denne mystiske mand, der lignede hendes far, som sendte hende et af sine varme smil, der var en sjældenhed i sig selv. Hun mærkede glæden boble let i brystet, og hun rettede sig vilkårligt op... Den boblende glæde varede indtil han rakte hende et krus chokolade på Madame Pomfreys opfordring. Den blonde skønhed tog imod kruset med et dybt suk. Siden trekampsturneringen, havde hun haft meget svært ved at være i nærheden af chokolade. Bare duften af det kunne få hendes mave til at snurre. Det var ikke på den gode måde.

Professor Mcgonnagall sikrede sig at resten af gruppen og Corvus og Kirel, selvom hun brugte sit bedste nedstirringsblik på dem, havde fået tæpper til at svøbe sig i og Madame Pomfrey sikrede sig at de alle fik chokolade. Imens den ældre heks var i færd med dette var Mathie blevet trukket hen til en bænk af healeren, som tavst iagttog pigens rystende hænder da denne løftede sit krus op til sine læber for at drikke det. Healeren greb meget forsigtig fat i pigens håndled under processen og målte hendes puls.

 

En time senere beordrede Bellum alle med undtagelsen af gruppen om at forlade rummet. Selv de andre aurorer der havde stået som tavse skygge rundt langs væggene blev beordret ud. Under dette havde gruppen trukket sig hen til bænken, hvor Mathie sad godt pakken ind som en burrito. Malu og Jerry satte sig på hver sin side af hende, mens Melissa og Milla, havde fundet to skamler og kunne derfor sidde overfor de andre. 

 

Endelig fik gruppen mulighed for at lade deres adrenalin falde så meget til ro, at de faktisk havde tid til at gennemgå begivenhederne:

1.De havde brudt ind i det mest bevogtede fængsel i troldmandsverden.

2.De havde befriet deres ven og var næsten blevet slået ihjel i forsøget på det. 

Disse tanker gjorde deres rødhåret veninde sig ikke endnu, hun var mere nysgerrig efter at høre Milla efter noget og med en hæs stemme spurgte hun: ”Har den ring noget at gøre med at Corvus kom og hjalp til?”

Ravenclawen stirrede uforstående på Mathie, indtil denne nikkede mod hende og tvang hende til at se ned af sig selv. Hendes hjerte standsede ved synet der mødte hende. Ringen hun normalt bar indenfor sin tøj var smuttet ud under strabadserne. Men inden hun nåede at tage fat i kæden og skjule dets vedhæng havde en anden spinklerer hånd taget fat i vedhænget og var ved at undersøge det nærmere.  

”Det er en forlovelsesring….”

Det var egentlig utrolig hvor meget tonelejet i en stemme kunne udtrykke, tænkte Milla ved sig selv, da Melissas stemme på en eller anden måde kunne lyde både konstaterende og nysgerrig, men også en snert af mistænksomhed og irritation over ikke at fået det af vide kunne mærkes.

Det var på tide at de fik det af vide. Hvorfor havde hun ikke fortalt dem om det noget før? Hun vidste at især Melissa ville tage det som en personlig fornærmelse, men de andres reaktioner ville være værre.  Hendes mave knugede sig sammen mens hun fandt stemmen til at sige:

”Corvus og jeg… vi… er sammen…”

Hun fik et overbærende blik fra Melissa, der fortalte sit tydelig sprog: Den havde vi regnet ud.

”Du er godt klar over at vi forventer at komme med til brylluppet?” Kom det med et lille smil fra Mathie, der begyndte at se mere levende og varm ud. Milla så overrasket på den udmattede pige inden hun så rundt på de andre. De nikkede enstemmigt med et lunt glimt i deres øjne og iklædt deres bredeste smil. 

”Jeg gætter på at Kirel skal være forlover?” Konstaterede Malu roligt, ”tja så må Mathie, dig og mig blive brudepiger og Jerry er brudesvend… det er der faktisk noget der hedder!” Skyndte Melissa sig at tilføje, da hendes kæreste så mistænktsom på hende. Pigerne forsatte ivrigt bryllupssnakken, indtil:

”Hvad siger dine forældre til det? Vent lidt du har ikke præsenteret ham endnu har du? Åh Milla…” 

Spørgsmålet kom fra Melissa der efter sin konstatering i det sammen så forskrækket på sin veninde, hvis stemme igen syntes at være forsvundet, hvordan kunne Melissa aflæse hende på så kort tid?

Malu og Mathie ville have brudt tavsheden, hvis ikke i det samme dørene var gået op med et brag og ind trådte varulven ind sammen den sidst forventlige person: ”Som de kan se professor McGonnagall er de her alle sammen endnu..” Lød det koldt fra Bellum, ”Det manglede da også bare…” Kom svaret ret hurtig inden heksen strøg med et fnys forbi ham efterfulgt af Madame Pomfrey.

Til de unge menneskers lettelse tog de sig af Mathie selvom hun protesterede let i det de begge rutineret svøbte hende ind i en kappe og trak hætten godt over hendes hoved, så hendes ansigt lå i skygge. Imens dette blev gjort fik de unge mennesker af vide at både  Kirel og Corvus havde fået lov til at gå for en times tid siden.

”Hvorfor? Vent hvor jeg skal hen?” Spurgte Mathie, da Bellum efterfølgende tog hende op i sine arme, han nåede end ikke at åbne munden før Madame Pomfrey svarede i et beroligende toneleje:

”Rolig, Hr. Bellum vil blot sikre sig at du bliver bragt sikkert hen til sygehuset, hvor man venter dig. Nej… frk. Dracuna I skal ikke med,” Melissa havde gjort mine til at åbne munden og protestere, ”I fire følges derimod med professor McGonnagell og jeg tilbage til Hogwarts. Og sådan bliver det!”

Sådan blev det også.

De prøvede skam at protestere men kræfterne var der ikke og desuden vidste de udmærket godt, når Madame Pomfrey og Professor McGonnagall samarbejdede, så ville det have krævet flere kræfter at stå imod dem. Det hjalp også at Mathie beroligede dem med, at hun havde behov for alle de noter de måtte have fra undervisningstimerne, eftersom hun var gået glib af en del timer efter sit fangeskab. Desuden blev hun jo bragt til hospitalet ikke en kolde fangekælder.

 

Senere på en af Sankt Mungos sygeafdelingerne

Stod der fire aurorer og holdt vagt uden for det værelse hvor deres chef sad inde ved den frikendte fange de havde hentet fra Azkaban tidligere på natten. De var dog ikke alene foruden deres chef var to healer strøget ind sammen med dem. De rettede sig op og på skift gik de en tur langs gangen for at observere om alt så normalt ud, imens de tålmodigt ventede på nye ordre.

Ordre de måtte vente i et lille stykke tid på, da Bellum ingen intentioner havde om at forlade rummet lige forløblige, selvom det betød at han måtte stå og vente uden for gardinforhænget, der var trukket godt rundt omkring sengen, indtil healerne var færdige mere deres undersøgelser. Lidt privatliv var han vel nødt til at unde det stakkels pigebarn, var det kommet en anelse spidst fra en healerne. Bellum nåede dog ikke at identificere vedkommende til den kommentar.

Healerne havde dog under de rutinemæssige undersøgelser, udover at have hjulpet Mathie ud af fangedragten, fundet et slidt gammelt billede som de rakte Bellum, der stod på den anden side af gardinet. Varulven skænkede billedet et modvilligt blik inden han rutineret foldede billedet sammen og stoppede det ned i den lille pose, der allerede indeholdt et firefarvet tæppe og nogen andre af den unge kvindes ejendele. Posen sad fast til rejsekisten, der stod forenden af sengen. I det han lukkede posen til blev gardinerne trukket fra og refleksmæssigt iagttog han de to grønklædte healere inden han lod sit blik glide videre for til sidst at standse sit blik ved sengen, hvor den frikendte fange var blevet placeret i. Hun virkede så lille i den, at synet af dette fik hans sind til at vakle.

Den frikendte fanges røde hår krøllede kraftigt og hendes øjne sendte den samme varme og tryghed, som før. Det var kun indtil hun fik øje på ham. Hun spærrede sine øjne op og rykkede uroligt på sig ved synet af ham. Varmen blev erstattet af angst også selvom hun forsøgte at skjule det ved at sende ham et lille smil, men det kunne slette det koncept i at de havde et anstrengt forhold til hinanden. Det var trods alt ham som havde smidt hende ind i den lille celle på Azkaban.

Efterladt til dementorernes nåde og behandling.

Lyden af en knappenål der faldt til jorden ville have lydt øredøvende i den stilhed som fulgte. Den blev afbrudt da en en bekendt stemme skar igennem stilheden:

”Jeg ser de er kommet tilbage fra Azkaban frk. Serverius, dejligt at se de allerede er i bedring.”

Dumbeldoor kom ind i rummet med et af sine varme smil, der var ingen medlidenhed at spore og pigen sendte ham med det samme et af sine egne varme smil. Hun måtte dog vende sin opmærksomhed mod varulven da denne rømmede sig og rakte samtidig noget frem imod pigen, mens han alvorligt sagde:

”Det her er vidst din…”

Med skælvende hænder rakte pigen sine hænder frem og vendte håndfladerne op. Bellum lod det han holdt falde ned i hendes hænder. Det landede i hendes hænder og føltes kold mod hendes hud. 

Hendes halskæde.

Hun anede hvorfra hun fik styrken, men det lykkedes hende at sige, mens hun knugede kæden efterfølgende indtil sig: "Tak..." 

Inden Bellum nåede at sige noget til dette, blev han afbrudt: 

"Patienten har altså brug for ro nu, så hvis I vil være så venlige at komme igen imorgen, kan I måske få lov til at stille jeres spørgsmål.. Godnat mine herre!" Kom det bestemt fra den ene af healerne og demonstrativt pegede på døren og ganske kort tid efter stod både rektoren og chefen for aurorene udenfor denne. Dumbeldoor rystede overbærerende på hovedet så hans høje hat var tæt på at falde af, inden han vendte sin opmærksomhed mod Varulven, som bukkede hovedet ganske let og bød ham farvel med ordene:

"Jeg håber ikke at støde på nogen af dine elever eller dig igen.." 

De vidste begge at det skulle oversættes til: Jeg tog fejl angående Serverius.

Healer var noget for sig selv, selv i den magiske verden.

Efter denne lille demonstration sikrede healeren sig at patienten var klar til at gå til ro for resten af natten og ikke havde unødvendigt ondt. Da den unge kvinde forsikrede healeren op til flere gange at hun nok skulle klare sig, lod healeren hende endelig falde i søvn uden flere afbrydelser. Hvis healeren havde taget sig tiden til at fokusere på andet ud over patienten ville han måske have undret sig over hvorfor skabet der den eneste af sin slags i rummet pludselig stod længere oppe i nærheden af sengen. Ingen bed derfor heller ikke mærke i at skabets dør efterhånden som timerne gik blevet skubbet mere og mere op som om nogen sad der inde. 

 

Tiden gik og morgenlyset kæmpede for at skinne igennem de tunge bomuldsgrønne gardiner der dækkede de mandshøje vinduer ud til troldmandsverden.

I denne morgenstund havde Mathie halvvejs i søvne skubbet sin dyne af sig og det varede ikke længe før hun lå og rystede af kulde, lys eller ej, der var stadig koldt. Hun gøs sagte og krøllede sig mere sammen. Hun anede ikke at der var endnu en person i rummet. En person som havde sneget sig ind og i de sidste mange timer siddet sammenkrøbet inde i skabet og fulgt med i alt hvad der skete i det lille rum. Det havde været svært at sidde stille da han så den tydelige angst der dukkede op i hendes blik ved synet af varulven, men med en enorm kræftanstrengelse og ved at knuge sine hænder så hårdt sammen at neglene skar sig igennem huden og fik hænderne til at dunke smertefuldt. Han kunne have siddet inde i skabet i flere dage for blot at betragte hende, hvis det ikke var fordi hun hostede i søvne.

Hun ville gå hen og blive syg, hvis han ikke gjorde noget!

Så stille som muligt steg han forsigtig ud af skabet uden at støje unødigt, selvom skabets knirken af lettelse over at slippe for sådan vægt lød alarmerende højt i dennes øre, gik han alligevel stille hen til unge kvinde. Med en overraskende blidhed tog han fat i dynen med begge sine hænder og trak det helt op til hagen af den unge sovende som automatisk smilede i søvne, da hendes krop registrerede dynens vægt. Et smil der var fyldt med velbehag og varme, noget der lokkede vedkommende til at give hende et blidt kys på hendes ene bløde kind og hviske noget til hende, inden han rettede sig op og trådte et enkelt skridt tilbage ind i skabets skygge og forsvandt. 

Da Mathie vågnede flere timer efter, var hun helt sikker på at have drømt en underlig drøm. Hun kunne ikke huske ret meget udover en meget bekendt stemme, som fik hendes hjerte til at slå et slag ekstra, havde hvisket:


"Velkommen tilbage frk. Serverius..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...