Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8435Visninger
AA

14. Trolde angreb

 

Lugten af brændt kød virkede overvældende i det de to skikkelser pludselig ud af det blå dukkede op i en hvid røg sky.

Den ene af dem havde endda taget et ordentlig snus efter at teleporteret og endte med at begynde at hoste. Den anden slog den hostende kammeratlig i ryggen med nogen ordentlig dunk.

Hosten stilnede af efter et par velrettet dunk, der fik det til at ryste i hele kroppen. Inden den første rejste sig op fra sin overbøjet stilling, gjorde en bevægelse til den anden, der nikkende gav sig til at gå i en cirkel rundt om det sted de var kommet til.

Det sted der var den eneste grund til de var der.

Det var et sted ministeriet endelig havde taget beslutning om at noget måtte gøres.

Den ældste af skikkelserne stod tilbage og betragtede stedet. Ødelæggelserne var omfattende. Det der før havde været en mægtig stor mugglergård med hvid kalket vægge samt tilhørende staldbygninger var nu reduceret til større bunker af ruiner. Imellem bunkerne kunne man i det han langsomt gik nærmere se hvor lugten af brændt kød stammede fra. Kadaverne af køer og grise lå spredt imellem ruinerne. Han standsede først i det han stod i midten af det der tidligere havde været en flot ryddelig gårdsplads og betragtede med en bedrøvelig mine resterne af dette. Han rettede let på sine hinkesten briller og skulle til at vende sig halv rundt for at støde til sin kammerat, da han fik øje på dem.

Synet af disse, fik ham til at trække vejret dybt et par gange.

Han var vandt til at se lidt af hvert men at se en hel familie af forkullede muggler lig fik hans tanker til at stå stille. De forkullede lig lå tæt op af hinanden, som om de i desperation havde søgt trøst ved hinanden. I respekt for de døde sank han ned på knæ, tog ligeledes sin mørkebrune bowler hat af og holdt den stramt imellem sine hænder. Hans lyse krøller gik til hans øre og smuttede lidt fremad i det han bøjede hovedet let.

Lyden af skridt brød stilheden i det de nærmede sig den brunklædte trenchcoat siddende mand. Lyden af skridt standsede lige skråt bag denne. Vedkommende der netop var kommet tilbage efter sin runde om den nedbrændte går sitrede af indespændt raseri. Manden der hvilede på sine knæ behøvede ikke at dreje hovedet for at vide, at det var hans assistent og det nærmeste han kom på en ven, han trak vejret dybt og sagde i et neutralt toneleje:

"Markov aflæg rapport…”

En dyb stemme svarede, der var ingen tegn på vrede i stemmen utrolig nok:

”Der er intet liv at se.. Corvus. Kun fem store lig af trolde og disse mennesker…”

Corvus drejede sit ansigt en smule så han ud af øjenkrogene kunne betragte Markov.

Kirel Markov nyuddannet troldmand, lignede stort set sig selv, selv tøjet han bar mindede umiskendelig grad om hans skoleuniform fra Durmstrange med den forskel at dette var mørke grønt og han faktisk havde en tyk sort læder vest over det. Tøjet kunne stadig ikke skjule hans muskuløse bygning og han havde dog ladet sit hår gro så den mørkerøde farve kom til sin ret og en begyndende skægvækst havde også vist sig på hans overlæbe, hvilket mest var til ære for sin kæreste. 

”Jeg har identificeret resterne af ligene som skovtrolde, men hvornår er skovtrolde begyndt at være så aggressive?” Kirel slog en hånd ud mod ødelæggelserne, hans chef sukken lød træt da denne svarede:

”De burde heller ikke være aggressive, de er de mest dovne væsner jeg har oplevet, selv Hagrid finder dem uinteressante til trods for deres størrelser.”

Han rejste sig træt op med et sidste trist blik på ligene, vendte han sig brat mod sin assistent og sagde i et alvorligt toneleje, der automatisk fik Kirel til at spidse øre:

”Vis mig hvor du fandt troldene, så forklare jeg hvad jeg har opsnappet i den seneste tid..”

Kirel pegede og de begyndte at gå mod den østlige ende af hvor murbrokkerene sluttede hvor lugten af brændt kød blev erstattet af noget som lugtede mere råddent, imens forklarede Corvus frustreret:

”Skovtroldene begyndte allerede at vise tegn på en atypisk adfærd sidste år, men på det tidspunkt var alle mere fokuseret på trekampsturneringen og eliksirmesterskabet og alle ressourcerne blev sat på disse områder, derfor tog man sig ikke af disse meldinger.. men se hvad vores magiske system arrogance har resulteret i…”

Corvus havde ikke hævet stemmen, men Kirel havde nu kendt manden så længe at han fornemmede bitterheden og skammen dryppe fra det han videre sagde:

”...at en familie er døde… en ganske almindelig mugglefamilie. De havde ikke en fair chance. Det er sådan noget her vi magikere skulle forhindre.”

”Corvus vi kan stadig gøre noget for dem, selvom det ikke er på den måde du allerhelst ville og det er da os blevet lettere for os at komme rundt da ministeret gav deres tilladelse..”

”Hrmff det er kun til at Fugde går af, jeg tør ikke tænke på hvis Hr. Dracuna bliver den nye minister.. Han ville grine af vores lille forretning med at mægle mellem magiske væsner og få lavet et særligt reglement for at køre os i sænk… ”

”Der er da også en anden mulighed.. du ved fru Findrix?”

Corvus standsede brat op og sendte ham et løftet bryn: ”Fru Findrix… hvornår er du blevet så politiks underrettet? Nej vent lad mig gætte din kære veninde Frk Gandrich?”

Kirel smilede let ved sin kærestes navn, svarede muntert: ”Det kan betale sig at have en velunderrettet kæreste, selvom hun ikke giver ligeså mange informationer som din penneven gør…”

Det var ganske få gange at Corvus rødmede og det skete kun når Kirel opdagede ham med disse mærkelige velduftende breve der stammede fra Corvus penneven eller hemmelige kilde, som regel forsøgte magikeren at slippe uden om ved at distraherede Kirel med noget andet. Hvilket han også gjorde denne gang i det de faktisk var så tæt på det sted, hvor fem døde troldekroppe nærmest lignede små bakker i det høje græs. Han kommandere nemlig Kirel i gang med at undersøge troldene for at finde en dødsårsag. Han ignorerede endnu en gang stanken fra det begyndende forrådne kød ligene udsendte.

Trolde lugtede på ingen måde bedre end mennesker, selv i døden lugtede det dobbelt så slemt.

Corvus nærmede sig den største af troldene. Som Kirel noterede han sig at troldene faktisk var skovtrolde, eftersom deres hud var mere grønblå og de benyttede sig gerne af store bjørneblade til at dække deres øhm private dele, men ikke disse fem trolde.. De var udstyret med små korte hør bukser, der i en grotesk grad lignede alt for små hotpants på troldene. Hvilket nok mere skyldtes at de var svumlet op i den korte periode der var faktisk havde været varmt. Han trak sin tryllestav og mumlede Levioso besværgelsen, og skyndte sig at holde sig for næsen i det den døde krop langsomt hævede sig og frigav endnu en omgang dødemandslugt. Han sank en klump og gik så endnu tættere på for at studere trolden.

En halv time og fire trolde senere var de endelig nået til at undersøge den sidste af troldene.

Den lå et stykke længere væk fra de andre i retning af skoven. I forhold til de andre havde denne fået brandsår på dets arme og hoved.

”Gad vide om smerten fik dens aggression til at forsvinde?” mumlede Corvus og prikkede let til den med sin tryllestav, han ville blive nødt til at smide sit tøj ud og rense sin tryllestav bagefter. Han var så langt væk i sine forskellige tanker, at der gik lidt tid før han opfattede Kirel snakkede til ham:

”Corvus har du set dens fødder?”

Corvus rullede let med øjne bag glassene, nogen gange stillede han altså nogen mærkelige spørgsmål den dreng, han svarede sarkastisk: ”Nej jeg kunne ikke undgå at se de store str. 90 elefantfødder i det jeg faldt hen over dem..”

Kirel bed dog ikke mærke i sarkasmen i det han forsatte: ”Det ser altså ikke normalt,” han lagde sit hoved en smule på skrå og satte sig på hug, ”Har trolde klanmærker?”

”Nej selvfølgelig ikke!” brummede Corvus mere irriteret, også: ”Jamen hvad er det så der er på dens fod?”

”Hvad mener du?”

"Det ligner et brændemærke..."

Nu fik Corvus’ nysgerrighed og hævntørst overtaget og fik ham til at gå de 4,5 meter der var den mindste af troldenes fulde længde, og satte sig på hug ved siden af Kirel og betragtede det underlige mærke.

Mærket var så langt inden i dens hud at skidt havde kunne sætte sig i dybden, at det næsten var usynligt. Corvus dunkede let Kirel på ryggen for at sige: 

Godt set.

De to magikere lod synkront deres hoveder på sned til den venstre side og studerede det underlige mærke, det blev dog ikke mere tydelig af den grund.

Til sidst tog Corvus resolut fat i dens fod med en hånd, han gav et støn fra sig eftersom fodens vægt kom bag på ham og begyndte med den anden at skrabe skidtet væk der dækkede dens fod flade. Efterhånden blev brændemærket så synligt at de nu kunne se hvad det var. Kirel rejste sig hastigt og skyndte sig over til den næste trold og Corvus gjorde det samme og tog fat i den tredje trolds højre fod og fjernede skidt. Tre af troldene havde dette mærke ergo havde de sidste to trolde også dette mærke, men der var intet magisk ved mærket, men det var underlig nok i sig da Kirel sagde det Corvus tænkte det lignede:

 

”Det ligner… det ligner et øje?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...