Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8437Visninger
AA

11. Påmindelsen om et åbent sår…

 

Efter et par vilde dage var weekenden pludselig oprundet og med mulighederne for, at skulle afprøve 7 års elevernes fælles lavet varmeskjold, så især en gruppe frem til at kunne slappe lidt af. 

Proceduren til at lave varmeskjoldet havde været ganske simpelt i hvert fald hvis man fulgte Mathies beskrivelse af proceduren var det noget i stil med:

”Varmeskjold? Ahh det er da let tag din stav og stik den i vejret også øhmm ja hvad hed den nu…?”

Hun var stadig ikke så god til at udtale besværgelsens navn, men hun kendte besværgelsen og vidste hvordan den skulle udføres til præcision. Det havde hun bevist den første gang de havde sendt besværgelsen op.

Alle 7 års eleverne var blevet hentet ud og stå i en stor cirkel, hvor professor McGonnagall og professor Flitwich havde givet dem deres første instruktioner. Det måtte dog gennemgås flere gange eftersom vinden slog voldsomt omkring dem og de to magiker kunne med hovedrysten se på, hvordan eleverne sloges med halstørklæder, frisure og kapper, der fløj rundt om dem og fik dem til at puffe ind i hinanden, når de forsøgte at styre deres vinterkappers tilbehør. Da instruktionerne endelig var kommet ud til eleverne som efterfølgende trak deres stave og som en mund råbte de besværgelsen, hvilket var lidt af et mirakel at de faktisk formåede at gøre dette:

 

”CALOR SCUTUM”

 

Og en række skarpe mørke pink stråler skød ud af spidsen på deres stave op imod himlen og langsomt i det de nåede et samlet centralt punkt gled ud og et forunderligt lyserødt flimrende felt sank ned. En af strålerne var kraftigere end nogen af de andres og måtte dæmpes en smule af sikkerhedsmæssige hensyn. Professor Flitwich smilede venligt til hekse lærlingen da han endelig fik fanget hendes opmærksomhed væk fra det lyserøde glitrende felt og sagde venligt:

”Frk. Serverius du behøver ikke, at gøre mere lige nu.”

Men ud over denne lille glædelig overraskelse over Mathies fremgang med besværgelser var det alligevel et forunderligt syn, der udfoldede sig for de to lærer.

Fire kollegiers 7 års elever stod samlet uden at puffe og skubbe til hinanden, men havde tværtimod i den halv time det havde taget at få instruktionerne og derefter udført dem ved hjælp af samarbejde. For at skjoldet over det store område, der inkluderede søen skulle kunne holde i nogen dage havde alle 7 års eleverne fået besked på at hver tredje time skulle de løfte deres stave og pege op mod himlen. Hvis ikke alle 7 års eleverne gjorde dette resulterede det i at folk der sad udenfor ville få en grim overraskelse, der bestod af store mængder vand, der ellers blot var gledet af på skjoldet ville hamre igennem det svage vibrerende felt og ned på jorden.  Som en lille ekstra gevinst havde man ligesom for næsten 6 år siden valgt at vise en illusion af en solrig himmel indenfor skjoldet eftersom varmen mere mindede om de varme sommerdage i en juli måned.

 

Eftersom der var tre timer til de igen skulle løfte stavene havde fem 7 års elever valgt at tage deres skolebøger og nogen tæpper med sig og havde derefter placeret sig i området ikke så langt fra Hagrids hytte eftersom Hagrid havde lovet dem at hvis han fandt tid ville han gerne invitere dem på te og sine hjemmelavet karameller (sten-karamellerne).  

De fem elever sad på de regnbuefarvet tæpperne, hvis mønstre fik det til at svimle for deres blikke hvis de så for længe på tæpperne i stedet for på de ting, de havde slæbt ud med det formål at studere..

Eller det var meningen at de skulle studerede, men ikke alle i den lille gruppe gjorde dette.

Milla havde samme morgen modtaget et brev fra sin penneven, som de endnu ikke havde hørt navnet på, men noget i dennes brev til hende, som hun valgte at læse, mens hun sad med sine venner, fremkaldte en sådan rødme i hendes kinder, at varmen fra disse ville have dugget ravencloor elevens små firkantede briller helt til. De havde efterhånden konkluderet, at der ikke var helt uskyldige ting, som denne penneven skrev.

Malu blev distraheret da hun på Melissas opfordring fortalte lidt om hvordan det var at have besøgt Kirels familie om sommeren. Normalt inden Malu selv blev forelsket havde hun aldrig drømt om at skulle have sådan en samtale med Melissa, der smilende samt nikkede let til det den mørkglødet unge kvinde fortalte. Melissa som fra starten ingen intentioner havde om at lave lektier, lod Jerry stryge hendes hår, eftersom hun havde valgt at placeret sit hoved i hans skød. Noget hun havde gjort på trods af at han svagt havde protesteret mod dette, eftersom det var meningen at han skulle læse op til Forsvar mod mørkets kræfter. Men Melissa var Melissa så han vidste det var en tabt kamp samt hun var mere interessant end de lektier deres vampyrlærer havde givet dem for. Desuden mindende varmen og himlen ham alt for meget om sommer. I en rum tid svævede nogen af dem imellem lyserøde skyer, indtil...

 

Milla lod brev være brev, da hun endelig bemærkede at den eneste stemme der endnu ikke havde talt om kærlighed var musestille.

Ravenclooren sad i skrædderstilling og lod derfor begge hænder synke ned på sine knæ imens hun lænede sig en smule frem og så med et lille grin over mod huffelpuff eleven. Den rødhåret pige sad ganske koncentreret og lod ikke til at bemærke alle amorinerne der svævede omkring hendes venner, var ved at læse (Milla lagde sit hoved en smule på sned for at se hvad der stod på bogen): Besværgelser for dummies nr. 9 i serie.

”Mathie?” kaldte Milla blidt i det hun rettede let på sine briller, men noget i hendes toneleje gjorde at i det den rødhåret pige så op fra sin bog var det med et smil og et lettere løftet bryn:

”Jaeh?”

”Hvordan går det med dig og Thanatos?”

De andre stoppede deres egen samtale og fulgte interesseret med i deres, fornemmede Milla, i det de alle ikke kunne undgå at se det lille gib det gav i Mathie ,da hun hørte navnet på sin kæreste:

”Altså jeg mener bare at I må da have fejret, at I har kendt hinanden i et års tid? Gjorde han noget specielt fløj en tur med dig?”

Mathie sukkede og så på dem med et lille trist smil imens hun med en hånd fraværende fangede en af sine viltre krøller og legede med den imens hun stille svarede undveg let Millas granskende grå øjne:

”Apropos Thanatos.. og jeg…” Hun trak vejret dybt ind og så direkte ind i de grå øjne: 

”Vi kommer ikke sammen mere…”

Nu havde hun deres fulde opmærksomhed i det Melissa med et sæt rejste sig og nær havde give Jerry en kæberasler i sit hastværk i at kunne betragte Mathies ansigt, hun spurgte også i det sammen hun kom op på sine knæ med håret hvirvlende omkring sig:

Ikke sammen? Jamen hvorfor ik? Det er garantere ham... det pokkers SVii…”

”Melissa!” 

Lød det skarpt fra både Malu og Milla der med et par vrede blikke fik den blonde skønhed til at lade det sidste dø ud, mens de med undrende blikke betragtede deres veninde, der sad med et ganske lille smil på sine læber på grund af Melissas udbrud. Dette minespil, for det måtte det være, fik Malu til at spørge selvom det ikke kom dem ved:

”Hvorfor er I ikke sammen mere, der må være en grund?”

Mathie gav en mærkelig sukke lyd fra sig og så på dem alle fire efter tur i det hun forklarede, hun havde tydeligvis forberedt sig på sådan et spørgsmål:

”Er det ikke åbenlyst... 1. Han er en dæmon… endda dæmon prins og det vil han jo være uanset hvor god en illusion han bruger. 2. Jeg er en heks.. Hekse og dæmoner skal ikke være sammen, selvom jeg har lidt dæmonblod i mig gør det mig ikke til en acceptabel, hvordan var det nu... mage? For ham,  hvilket egentlig var nummer 4 og nr. 5 er allervigtigst… Kan I huske hvor let vi fik lov til at forlade dæmonernes borg?” 

Da de fire andre nikkede forsatte hun:

”Det var fordi Thanatos lovede at han ville vende hjem så snart han var færdig på Hogwarts og han blev jo færdig før sommerferien…”

Hun kunne se hvordan hendes venner genkaldte sig den dag hvor de havde fået lov til at tage af sted. Faktisk havde det været underligt, at de ikke skulle have kæmpet sig vej ud på trods af at Mathie godt nok gav sin julegave væk. Den smukke flakonvedhæng der havde vist sig at indeholde formskifterblod. Det samme som flød i Mathies blodbaner.

”Og det er så det eneste der gør at I må slå op?”

”Milla hold nu op, det var jo gået i stykker før eller siden.. Han er jo trods alt et udødeligt væsen og jeg ville blive gammel og rynket som en rosin, så snart jeg fylder 55 år og nej selv ikke de vise sten kan hjælpe… Desuden er vi stadig venner og nu gider jeg altså ik' at snakke mere om det.” 

Det sidste sagde hun anelse mere hårdt end nødvendigt og hendes ansigt nåede at få en tomatrød farve i det hun vendte sin opmærksomhed mod sin bog og lod de andre om at lade informationerne synke ind. De ville nok have forlangt at få mere af vide, hvis ikke halv kæmpens buldrende stemme pludselig lød og afbrød de andres spørgsmål:

”Hej med jer, jeg tog hele te sættet med ud eftersom vejret er herlig nok til at sidde ude i. Jeg må sige jeg er imponeret, sidste gang det var oppe var der så mange fejl i feltet at fuglene efterlod store huller når de fløj ud og ind, men jeres nøj…”

Hagrids tale varede så længe at de andre for en tid glemte Mathies kærlighedsliv i det alle mere eller mindre måtte redde deres forskellige skolesager i det halv kæmpen satte sig på sit eget tæppe ganske vidst, men havde placeret en bakke lige i midten af dem alle sammen, hvor hans store te krus var stablet ustabilt oven på hinanden og karamellerne havde formået at stable lige så ustabilt. Selve tekanden fremdrog kæmpen fra sin lomme og satte oven på Millas tabte brev. Den rødhåret pige skyndte sig i forvirringen, at snuppe et par stykker af de klistrede og hårde karameller.

Det gik jo ikke at lade dem gå til spilde. 

 

Deres lille picnic varede så længe at de nær var gået glib af aftensmaden i storsalen, hvilket ingen af dem, selv ikke Hagrid ville gå glip af på trods af den service de fem elever havde fået tidligere på ugen i selve køkkenet. Efter aftensmaden gik gruppen hver til sit...

Rettere gik Malu og Milla sammen til badesalen for præfekter eftersom det nu var blevet Malus tur af de tre resterende piger til at tage med Milla ind i det smukke badeværelse, mens Jerry og Melissa havde noget kæreste halløj at tale om, skyndte den sidste huffelpuff at fordufte.

 

Lidt tid efter lykkedes det for den rødhåret unge kvinde at finde en niche helt for sig selv i en af Hogwarts mange kroge, hvor der ikke en gang hang et eneste maleri på væggene.

Der var ingen levende som døde at skue.

Hun trak vejret dybt ind og ud og mærkede det så roen...

Roen omkring huffelpuffen gjorde det endelig klart for hende, at der ingen var i nærheden også smed denne sit glade ansigt. Hun stillede sig med ryggen op ad væggen, men selv ikke det røde tykke hår kunne forhindre kulden fra væggen i at gennemryste hendes hoved. Så lod hun tårerne trille ned over de bløde hede kinder og mens hun med den ene hånd holdt et hulk tilbage der truede med at bryde stilheden. Hulket fik alligevel kæmpet sig frem til en mærkelig halvkvalt lyd, mens hun med den anden hånd holdt tæt knyttet ved sit hjerte.

 

Det gjorde så ondt…

 

Hun sank ned mod gulvet og ignorerede kulden som skød op igennem nederdelen og strømpebuksernes stof. Hun var første gang siden bruddet med ham i sine følelsers vold. Tankerne for rundt i hendes hoved i en store pærevælling. 

 

Hun hadede og elskede ham for den tåbelige aftale han havde lavet med sin far.

Hun savnede ham som en sindssyg..

Hun havde løjet overfor Milla ved at sige de stadig var venner..

Det var de ikke en gang..

 

De havde begge valgt i den tro at det ville være lettere at takle bruddet ikke at kontakte hinanden på nogen måde.

 

Men nu...

 

Det var bestemt ikke blevet lettere at takle, hun kunne for alvor forstå dem der sagde at når deres elskede døde gik deres eget hjerte i stykker..

 

Hendes hjerte var revet i stykker.

 

Det var kun med viljestyrke at hendes sommer ikke var endt i gråd og mærkelige forklaringer overfor hendes mor, for hvordan forklarede man lige sin mor at man altså var kommet sammen med dæmon, men havde slået op?

 

Hun savnede ham.

 

Hun savnede ham så meget, at hun en gang imellem kunne bilde sig ind at det var ham som let trak i hendes krøller, når det i virkeligheden blot var en vind, der fik de røde krøller til danse. Hun trak sine knæ op til hagen og derefter lod hun sine arme holde om sine ben, hvor hun begravede sit ansigt ned på knæene og hulkede så meget at hendes næse begyndte at løbe. Det rev i hendes bryst hver gang et hulk blev presset ud. 

 

Hun savnede ham så meget at hun drømte om dagene de havde tilbragt sammen inden bruddet.

Hun drømte om deres skænderier.

Hun drømte om juleballet…

Hun drømte om deres julekys.

 

Langsom dæmpedes hendes gråd af da minderne ligeså langsomt nedfældede sig i hendes sind. For at berolige sig selv gentog hun den remse hendes hjerte og hjerne var blevet enige fungerede ganske godt at sige højt for, at forhindre hende i at synke helt ned. Så med en grådkvalt stemme, der blev opslugt at væggens kulde, fik hun snøftet:

 

”Det er kun en drøm… Han er bare en drøm.. Drømme forandres hele tiden…” 

 

Men inderste inde efter at have sagt dette, vidste hun godt at hun løj for sig selv....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...