Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8397Visninger
AA

10. Når ”Mjav” kan oversættes til ”giv mig så min stemme igen!!” - Part 2

 

25 min senere havde Jerry forklaret og inddraget de tre piger i sin plan. Den var lige til… Måske for ligetil ifølge Malu.

”Er du sikker på at katteurt er løsningen Jerry?” spurgte Malu med rynkede panden i det hun justerede fælden en sidste gang.

Fælden lignede mest af alt et bur man benyttede til at fange mus levende med. Den eneste forskel var størrelsen som her var på størrelse med Hagrids hund Trofast efter Malus opfattelse. Fra dets åbning gled der et tyndt spor af urter hele vejen hen mod døren og ud af denne for at forsvinde ude af syne.

 Jerry kneb øjne sammen og svarede tørt: 

”Du kunne ligeså godt sige at du ikke tror at planen vil komme til at fungere… men den kommer til at fungere med mindre du også vil påstå at Mathies forstærkningseliksir ikke er lavet korrekt?”

Inden Malu kunne nå at svare dukkede lyden af løbende fødder op og standsede brat op ind til dem:

”Så er sporet lagt ud Jerry, men vi er nok nødt til at skynde os inden alle Hogwarts katte komme rendende..” 

Fik Melissa forpustet fremsagt i det hun trådte ind i det næsten tomme besværgelseslokale. Hun trak vejret dybt et par gange, inden hun holdt sine arme krydset over hovedet for at fjerne den værste side stik, bevægelsen gjorde at hendes hår faldt i bløde bølger ned af hendes ryg i stedet for at falde slasket frem, ligesom Mathie var hun ikke lige frem sporty. Hun var bare heldig at have gener, der gjorde det umuligt for hende at tage på. Når man talte om Mathie lød det pludselig prustende bag hende, der ligesom hun havde været ude og lægge et spor ud:

”Prust host, prust start!”

Den blonde skønhed gik et skridt til siden og glemte alt om sin sidestik, i det hun trak den lille kvinde med sig da det så ud til at hun ville kunne finde på at falde omkuld og det gik ikke at hun landede foran døren indtil lokalet.

”Godt skynd jer at gemme jer! Melissa du smækker døren i snart det forbandet kræ er komme herind!” 

Kommanderede den unge mand med en stemme, der fik Malu til at nikke let med et lille smil spillende i mundvigene. Hun kunne genkende selvtilliden der strømmede fra ham. Melissa havde fået lært ham et og andet om at fremstå som en stærk person.

Rettere hentet den styrke frem som lå dybt inden i ham.

Det var noget Malu kendte til, da Melissa også havde hentet den frem i hende, men hvis der var en person som havde bragt noget til dem alle så var det Mathie. Hun kastede et blik mod Mathie, som godt nok sad mere eller mindre på hug bag en stol mens hun langsomt var ved at genvinde evnen til at trække vejret ordenligt. Hun ville gøre alt for dem, det havde hun bevist flere gange og hun havde bragt dem venskabet i sin reneste form. Situationen de sad i nu bekræftede blot Malus tanker, eftersom hun ikke kendte mange... udover dem altså, der selv ville skaffe sin vens stemme igen.

Med disse tanker forsøgte hun at krybe endnu mere sammen på bordet, hvilket frembragte et irriteret grynt.

Hvordan Jerry havde fået hende overbevist om, at det var et genialt sted at gemme sig anede hun ikke, eftersom hun med sin størrelse knap nok kunne holde ben og armene inden for dets overflade. Hun trak sine fødder ind under sig og mærkede hendes ryg protest mod denne uvante sammenkrøben stilling. Den eneste fordel var, at hun havde en god placering i forhold til at overskue rummet i det Jerry benyttede en besværgelse Milla en gang havde benyttet og sendt ham op at flyve i loftet: 

Wingardium Leviosa

Den eneste grund til Jerry havde valgt denne besværgelse var at i tilfælde deres plan B ikke fungerede, kunne de gå videre til plan C med det samme, hvilket gik ud på at lade bordet med Malu falde ned oven på katten.

Det var dog ikke en plan han havde delt med nogen af pigerne, da der trods alt var mange risici ved denne.

Den slanke quiddichtspiller havde i forhold til pigerne valgt at stille sig langs væggen og håbede at væggens mørke sten ville opsluge ham. 

 

Den efterfølgende stilhed der lagde sig, fik dem alle fire til at lytte intens efter lyden af fire bløde kattepoter... Deres intense lytten førte frem at de kunne høre deres eget hjerte slå højt og var i deres egne tanker øredøvende høje i forhold til alt andet baggrundsstøj. 

Det var faktisk utrolig hvor stille der var udenfor dette lokale, men på den anden side var alle eleverne stort set ved at være samlet til aftensmaden.

En mærkelig rumlende lyd begyndte i lokalet, og som fik de fire venner til vende, dreje sig let i håb om at det ville få deres rumlende maver til at falde til ro også:

”Uhhh grrr dufter godt, mit alt sammen!”

Millas kurrende stemme nåede deres øre og fik dem til at stivne. Malu bed sig hårdt i læben da hun var ved at give et tøset hvin fra sig da Jerry i et kort ubetænksomhed havde glemt at det var ham som holdt hende oppe, derved ladet bordet falde 30 cm, hvilket var kommet bag på hende. Hun havde grebet fat i bordets kanter så hårdt at hun mærkede træet borede sig ind i hendes håndflade og hun smagte blod i munden.

En støvfarvet pels klump kom spankulerende ind med højt løftet hale med næsen som en anden sporhund  boret ned i katteurten og med halvt lukkede øjne kurrede den løs med Millas stemme:

”Mit mit mit… MIT!”

 Mathie forsøgte virkelig at holde et lettere grineflip tilbage ved lyden af dette, men så i det den var halvt inde i buret, fløj der en mærkelig pruste lyd ud mellem hendes fingre i det hun ellers havde forsøgt at dække sin mund med sine hænder. Katten drejede sig i det samme rundt ved lyden og Jerrys stemme skar panisk igennem støjen de alle fire frembragte på en gang:

”LUK DØREN!”

Noget de kom til at fortryde kort tid efter.....

 

15 min. senere på sygeafdelingen

”Hvordan fik I helt præcis gjort katten bevidstløs?” 

Spurgte Madame Pomfrey da de fire 7 års elever en smule flove afleverede den bevidstløse pjuskede kat til den ældre sygeplejerske som tog imod katten så den hvilede på hendes ene arm, mens hun sin frie hånd tjekkede dens øjne ved at tvinge øjenlågene fra hinanden og så den matte gule øjenfarve. Hun tænkte børn da de forsøgte at undgå hendes skarpe blik, indtil Mathie så op på hende med sine mørkeblå øjne og sagde: 

”Altså det var ikke helt vores skyld at hun blev bevidstløs… hun slog sig selv mere eller mindre ud…”

Madame Pomfrey hævede et bryn ved dette ikke mærkelige svar, spurgte: 

”I kunne ikke bare have fået fat i Hr. Filch og forklaret ham situationen?” 

Nu fik den ældre dame også de andres opmærksomhed, det var overhovedet ikke faldet dem ind at spørge pedellen Argus Filch om hjælp med hensyn til at få fat i katten. Med en hovedrysten gik Madame Pomfrey over til Milla der sad med lukkede øjne og gav nogen kurrende lyde fra i det Madame Hooch fraværende havde givet sig til at stryge pigens halvlange brune hår.

Madame Pomfrey havde, i det de fire elever var sat efter katten, set sig nødsaget til at tilkalde en af lærerne. Det var kun madame Hooch der havde tid til at hjælpe en uheldig 7 års elev. Egentlig burde det have været Ravencloors kollegieoverhoved professor Flitwick, men den lille nisselignende troldmand skulle diskutere nogle ting med professor Mcgonnagall samme aften og havde derfor ikke tid.

Milla var i hemmelighed lettet over ikke at skulle se den lille mand i øjnene efter dette eftersom han altid udtrykkelig understregede, hvor farligt det var at lege med besværgelser og formularer man ikke havde afprøvet før og vidste at det var noget Milla altid normalt tog til sig. Hun næsten sprang op så madame Hooch blidt, men bestemt, tvang det spinkle pige barn ned og sidde på sengen igen. Hun havde endelig registeret de andres ankomst. De så en smule flove og bekymrede ud slog det hende, inden hendes blik faldt på Madame Pomfrey og det denne holdt i sine arme: Madame Norris.

Synet af den mest forhadte kat, fik hende til at udstøde et højt og synligt lettet:

”MJAV!” kan oversættes til: Endelig fat de den fordømte kat!

 

En times tid senere havde gruppen fundet vej ned til køkkenet, hvor de nu sad bænket ved et af lang bordene og nød en meget sent aftensmad i selskab af husalferne, der på trods af deres protester sørgede for at der hele tiden var fyldte skåle og fade af mad til dem. 

”Har i fundet ud af hvad undskyldning i fire skal give Filch for næsten at have dræbt hans kat?” spurgte den muntre ravencloor elev, men fik pludselig travlt med at studere sit kyllingelår for mere kød, da 8 par øjne stirrede mere eller mindre hvast på hende, hvilket fik hende til at mumle: 

”I lod trods alt katten løbe ind i døren…”

Mathies blik gik fra hvast til en svag hovedrysten og hun kunne mærke at smil var ved at dominere hendes ansigt. Der var ingen tvivl om at Milla var i sit es efter at have fået sin normale stemme igen og huffelpuffen måtte indrømme at hun savnede den lidt på trods af at den knap nok havde været væk en hel dag. Hun valgte derfor ligesom Melissa at være stille selvom denne var stille pga. hun var optaget af at spise et stykke pizza med så meget ost på at hun havde travlt med at undgå at få den smeltet ost i håret. Men de to andre ved bordet ville ikke slippe den bebrillet unge kvinde så let på trods af det var deres skyld i første omgang at det hele skete.

”Jeg synes vi skal prøve sireneformularen igen, hvad siger du Malu?” spurgte Jerry med påtaget alvor vendte sig halvt mod Malu der sad og pustede til sin græskarsuppe, men med et lumsk udtryk i sine brune øjne svarede og lod suppe være suppe for en kort bemærkning: 

”Jo så kan det være vi rammer et mere stille dyr.... som en mus!”

Lynhurtig slog Milla hænderne ud i en blanding af opgivende og undskyldende position, havde nær mistet grebet om kyllingelåret i det hun udbrød: 

”Undskyld undskyld det var altså bare for sjov!”

Hendes reaktion fik med det samme udslettet den påtaget alvorlig og fik de fire andre til at le så voldsomt at husalferne bekymret iaggtog dem i den tro at det var maden, den var helt galt med. 


Det kom ikke bag på gruppens medlemmer, at de kom temmelig sent i seng samt at de med garanti ville sove over sig og komme forsent til de første morgentimer. 

Som forudsagt kom de forsent og Madame Norris gik ikke sin sædvanlige rute på gangene, hvilket desværre fortalte dem, at det der var sket dagen før ikke var gået ubemærket hen. Da mange elever nysgerrig stak hovederne sammen og undres over dette, hvilket ikke gjorde Pedellens humør bedre. Argus Filch var på grund sin stakkels kats tilstand (det skulle nævnes at katten skam overlevede sit styrt ind i døren) i sit værst tænkelig humør at det krævede en del mod før de fire elever endelig gik til bekendelse.

Det kom til at koste fire dages straffe tjeneste, hvor de skulle gøre rent uden brug af magi på steder, de ikke anede kunne være så snaskede og beskidte.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...