Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8397Visninger
AA

30. Ministeriets beslutning- Når ulven går i krig

Om aften på Hogwarts i den store sal havde man valgt at lade eleverne sidde, hvor de ville under aftens måltid. Dette skyldtes at man ville give nogle af eleverne en mulighed for, at få en snak med de mennesker, de var allermest trygge ved. Disse elever havde nemlig tidligere på dagen blevet kaldt ind en efter en på de forskellige kollegiet overhoveders kontorer, bare for at få af vide, at nogen i deres familie var blevet ramt af den mystiske epidemi. 

En epidemi de alle indtil videre kun havde læst om i den sene udgave af profettidene.

At få af vide at deres familie var blevet hentet ind og sat i karantæne på Sankt Mongus sygehus var nok det som for alvor slog hårdest. For når alle blev hentet ind og endda efter ordre af ministeriet, eller af ministeren, så var det alvorligt. Selv fra en speciel gruppe havde ikke kunne undsige sig epidemiens angreb mod sin familie.

”Jeg har altid haft sagt til dem at jeg ville vise dem den magiske verden… men jeg mente altså ikke indefra et af dets hospitaler..” hviskede Milla, hun havde opgivet at få sin stemme til at makke ret da hun havde haft det ene gråd anfald efter det andet mere eller mindre var blevet ramt af hæshed. Det var opstået i det øjeblik at Professor Flitwich var kommet med beskeden:

”Frk. Willieunsen… dine forældre er blevet ramt… ”

For derefter at få af vide, at hun ikke en gang måtte tage ind og se til dem, da faren for smitte simpelthen var blevet for stor. I fuldkommen chok var hun sunket ned på knæ inde på hans kontor og den lille nisselignende troldmand havde tilsyneladende forudset dette for han havde sørget for at hendes venner i det samme trådte ind på hans kontor.

Ingen af dem sagde noget i stedet havde Mathie været den første af dem til at synke ned på knæ ved siden af hende og knuget den stivnede krop indtil sin. Varmen hun fik i knusset fik hende til at knuge sig til Mathie, der ikke så meget som rykkede sig i det hun hjerteskærende begyndte at skrige af smerte og frygt..

Mest af frygt. 

Tårerne havde lige siden strømmet ned over kinderne, men hun skreg ikke mere. 

Hun orkede ikke en gang at tørre tårerne bort, da det krævede at hun skulle fjerne sine briller konstant. En handling som krævede kræfter hun ikke havde. Hendes hænder føltes klamme og kolde, tanken om hendes forældre kunne blive de første som døde af den mærkelige sygdom gjorde det bestemt ikke bedre.

Et par hænder lukkede sig om hendes ene hånd, hun mærkede i det samme varmen fra disse forplantede sig op igennem sin ene arm og ud i resten af sin krop. Hun så på hænderne, der hvilede oven på bordet.

Den ene hånd var spinkel, mens den anden var robust og varm.

Den samme beskrivelse man ville give af den, der ejede den robuste hånd. Hun løftede sit blik og så hen imod en ung rødhåret kvinde som sad overfor hende og sendte hende et opmuntret smil og et varmt glimt hun så i de blå øjne fortalte hende alt det hun i forvejen vidste.

Hendes forældre var stabile…

Hendes venner ville være der for hende.

Beskytte hende…

Trøste hende…

Lade hende græde…

Lade hende skrige…

Lade hende være hen..…

Hun fik ikke lov til at tænke tanken færdig, da det næste som skete var helt uventet. Det var aldrig sket før i Hogwarts historie…

Noget der bedst kunne beskrives som et tordenbrag blandet med ulvehyl skar pludselig igennem den allerede deprimeret og spændte atmosfærer, der var i storsalen. Overrasket blev de alle stille og vendte sig mod dørene, der var lukket i den ene af storsalen, som i det næste blev smækket op med såden et brag, at dets hængsler protesterede højlydt mod en behandling som denne. 

Det virkede til at alle bevægede sig i slowmotion. Lærerne var først ved at rejse sig fra deres bord i det Dumbeldoor allerede stod nede foran døren og var den eneste som var imellem de uindbudte gæster og eleverne.

De uindbudte gæster var ingen ringere end nogen af de stærkeste aurorer der eksisterede i dette århundrede.

Alle 9 og en af disse var den mest berømte af dem.

Hans navn gik som løbeild imellem eleverne:

Varulven Bellum…

Auroren der kom med krig.  

Dumbeldoor rynkede panden ved synet af disse aurorer. Mørkklædte og bevæbnet til tænderne med diverse magiske amuletter og ekstra tryllestave lignede de mere magikernes udgave af rockere ikke ligefrem indgød tryghed i første omgang, som de ellers skulle skabe. Han lod sit årvågne blik glide hen over gruppen. Han kunne genkende de fleste af dem og størstedelen af gruppen nægtede da også at møde hans blik. De havde en gang selv siddet i denne sal og nydt måltider og samværet med deres klassekammerater. Et par af dem havde han endda været mentor for.  Han rettede sit skarpe blik mod deres leder Sir. Bellum. Manden havde nøje udvalgt sine mænd. Ikke nok med at de havde været Hogwarts elever, men de var også animaguser og mindst to af dem udover deres leder var varulv.  

Dumbeldoor smilede og hans toneleje var neutralt da han kommenterede deres ankomst:

”Ministeriet har ellers ikke meddelt at de ville sende aurorer til Hogwarts, så hvad skyldes æren?”

Bellum løftede det ene af sine buskede bryn og betragtede troldmanden foran sig. Det lange hvide skæg og hår, de halvmåne formet brilleglas samt regnbue farvet kåbe kunne måske få de fleste til at konkludere at denne troldmand umuligt kunne være rektor. 

Hvordan kunne en sådan en gammel nisse i det hele taget være uddannet troldmand?

Men varulven vidste bedre. Manden bar måske en mærkelig påklædning, men det kunne ikke på nogen måde skjule at han var en mægtig mand.  Hans autoritet og magi svøbte sig om ham som en ekstra kåbe. En kåbe han bar med stil, når det altså passede ham at bruge den.

”Ministeriet har givet mine mænd og jeg beføjelser udover det sædvanlige…” svarede varulven, inden han herefter rakte den ældre troldmand en sammenrullet pergamentrulle, forseglet med ministerens personlige symbol trykt i blodrød voks. 

Dumbeldoor brød med det samme seglet og lod sit blik feje hen over teksten i mens han langsomt rullede det ud. Bag ham bevægede flere af eleverne sig uroligt og han fornemmede hvordan alle lærerne, efterhånden som de kom ned oppe fra højbordet, stillede sig bag ham og dannede en beskyttende kæde. Han mærkede imens hans stadig læste hvordan de værste spændinger tog af ved sine kollegaers tilstedeværelse. 

Eleverne så for første gang Dumbeldoor stirrer sammenbidt på varulven da han var blevet færdig med at læse skriftrullen og spurgte køligt:

”… Ingen indblanding?”

”Ingen indblanding...” gentog Bellum fast og tog det som et tegn på at troldmanden faktisk ikke ville blande sig, selvom manden ikke på nogen måde havde flyttet sig. Upåvirket vinkede Bellum to af sine mænd frem, imens henvendte professor McGonnagall sig mumlende til Dumbeldoor: ”Professor hvad er det der sker?”

Ligesom de fleste af lærerne undrede hun sig over at Dumbeldoor ikke ville tage disse barbarer med op på sit kontor og drøfte sagerne der, men på den anden side var det tydeligt at denne gruppe aurorer ikke var på høflighedsvisit og kun var ude på en ting...

At skabe uro...

 

”Hold jer i ro…” kommenterede den ældre mand og undlod bevidst at svare hendes spørgsmål. Det var tydeligt at han var vred i hvert fald for Minerva, som også havde kendt ham længe nok til at kunne ane nogen små tegn, der afslørede hans humør, som f.eks. hans øjne. De lynede af arrigskab og selv ikke den neutrale maske kunne skjule det. Det blev kun tydeligere i det Bellum løftede en bog op og spurgte ud i storsalen, det var ikke nødvendigt at råbe, da alle var tavse som en grav, men de rørte alligevel uroligt på sig, da spørgsmålet var så simpelt, at det vækkede en hvis nervøsitet i dem:

”Hvis bog er dette?”

Han regnede ikke med at alle kunne se den, men han havde haft ufattelig trang til at præsentere beviset på denne måde. Desuden havde ministeren antydet mere end en gang at det ikke var nødvendigt træde varsomt i denne sag. Man kunne på afstand ane, at bogen var højrød, men det var langt svære at se det var en bog, som ikke uden videre hørte til en almindelig magikers husholdning.

Alligevel var der en som reagerede på fremvisning af bogen:

”Det er min…” lød en stemme.

Forvirring, varme, frygt og nervøsitet bølgede omkring denne. Bellum vejrede det som en hund og bød med en armbevægelse denne at komme op.

 

Få sekunder efter skiltes kæden af lærer for at lade en af deres 7 års elever træde igennem. Eleven standsede nervøst op ved siden af Dumbeldoor som hun skævede op til, inden hun så op mod varulven, som gentog sit spørgsmål endnu en gang og ved at træde et skridt frem, som fremkaldte en svag duft af angst:

”Det er din bog?”

”Ja sir.. altså det ligner min, men den burde lægge hjemme ved min mor…” svarede den unge kvinde, hun strøg en rød krølle væk fra sit ansigt. Bellum betragtede den unge kvinde, hun var blevet ældre at se på siden han så hende sidst. Hendes blik veg ikke fra hans til trods for at han kunne se uroen i de mørkeblå øjne og duften af angst tog en anelse til.

Angsten for hvilke konsekvenser af hendes indrømmelse ville koste...

 

”Så må jeg desværre meddele dig at du er anholdt. Skyldig i brug af sort magi…”

Efter den annoncering var der så stille, at selv spøgelserne, som var tilstede i salen, holdt vejret, indtil den unge kvinde som en ballon, der tabte luft gispede ordet:

”Hvad?”

”Frk. Serverius… De anholdt med mistanke om at de står bar den ukontrollerbar epidemi…”

De to aurorer der var kaldt frem trådte hen imod den unge kvinde imens deres leder stadig talte. Mathie vendte sig med det samme halvt og så op på sin rektor, men de eneste ord hun formåede at få tvunget frem var:

Professor.. jeg…..” 

Men Dumbeldoor forstod hende langt bedre end hun selv gjorde,og sagde beroligende til hende imens han sendte aurorens leder et udfordrende blik:

”Jeg ved det Mathie Serverius og jeg tager med dig…” Ved brugen af hendes fulde navn og løftet fik hendes frygt til at dæmpe sig en smule, i det de to auror stilte sig på hver sin side af hende. Hun så dog stadig ængsteligt fra den ene til den anden, inden hun forsigtigt sendte dem et varmt om end nervøst smil. Ikke en reaktion de var forberedte på, så de smilede automatiske igen, selvom det blev til nogen groteske udgaver da de havde gamle ar på kryds og tværs i ansigtet, der stammede fra deres forvandlinger under fuldmånen, som de aldrig havde ladet heale pænt. 

Hun lod sit blik glide søgende videre til hver enkel auror indtil hendes blik mødte Bellums. Hans mørke blik fik hende til at ranke sig. 

Hun var ikke længere huffelpuff eleven, nu var hun eliksirmesteren, den yngste i dette århundrede og anklaget for udøvelse af sort og ukontrollerbar magi igennem miksturer. Det sidste fik hende til at vakle en anelse indtil en kroget hånd lagde sig på hendes skulder og hun kastede et blik bag ud og mødte rektoren beroligende mine, hun sank en klump af nervøsitet.

Det skulle nok gå.. det var bare en stor misforståelse.

Hun var så meget væk i sine tanker, at hun automatisk blot fulgte med da den større gruppe satte sig i bevægelse, hvilket betød at hun ikke bed mærke i at de forlod storsalen. Selv ikke da dørene lukkede sig i bag dem med et hul bump og forhindrede den eksplosion af støj der i samme øjeblik blev udløst inde i storsalen.

Jo, altså bogen den kampklædte auror havde viftet med indeholdte ikke just de mest velsignede eliksir, men hun havde aldrig lavet nogen af dem. Hvis bogen var deres eneste bevis for at kunne give hende hele skylde, ville det som Milla ville have utrykt det: være en meget tynd omgang sjatværk de kom med.

På den anden side, den mindste smule negativt de kunne drysse hen over hende ville blot forstærke deres egen opfattelse af hvor stor en trussel hun var. Selvom hun ingen ide havde om hvor meget de faktisk så hende som en trussel, men ministeriet havde aldrig lagt skjult på at de ikke brød sig om hende og hendes far...

Da hendes tanker faldt på hendes far tog hun hånden op til halsudskæringen af sin skjorte der netop stak op over kanten af pulloveren og mærkede om lædersnoren stadig  var der. Lettet lod hun hånden synke  og i stedet svang hun sine arme omkring sig da en særlig styg vind strøg forbi dem og fik hende til at kaste et blik rundt på de velkendte omgivelser. Bellum havde netop ført dem ud af Hogwarts hovedporte ud til de grønne arealer, hvor vinden legede tagfat med alt og alle der var ude i det. Hun bed tænderne hårdt sammen, da hun kunne mærke de første tegn på klapren. En reaktion på at vejret i den grad havde ændret sig. Aurorene lod sig ikke mærke af kulden, men de var trodsalt mere påklædte end hun var. 

Bevægelsen deres fange havde fortaget, da hun rørte sin halskæde, gik ikke ubemærket forbi aurorene, men eftersom hun allerede var blevet arresteret, kunne de roligt vente med visteringen til de nåede deres ende destination.

En destination som deres leder først i sidste øjeblik ville fortælle dem af sikkerhedsmæssige årsager. Den ældre troldmand som fulgtes med dem, befriede sig for sin overkåbe og lod den svæve hen og lægge sig omkring den unge rystende kvindes skuldre. Han var sakket en smule bag ud i det de var gået, men det forhindrede ikke den unge kvinde i at kaste et hastig og taknemlig blik henover sin ene skulder så de røde krøller dansede og slog legesygt omkring sig og sendte den ældre mand et varmt smil.

Dette fik Bellum til at skære tænder, da han i selv samme øjeblik havde kastet et observerende blik rundt, men det var hans egen skyld. Havde han kunnet styre sin tålmodighed ville han have bedt Dumbeldoor om en samtale under fire øjne og måske af den vej fået udleveret pigebarnet distrikt, men nej det ville da være alt for simpelt at gøre og når ligefrem ministeren havde givet mulighed for at lave bare en anelse ballade omkring sagen, så måtte han jo ligesom gribe muligheden.

Han havde dog ikke forventet, at tidens største troldmand ville følge med... 

På den anden side var det længe siden, at Fugde havde hørt eller set manden, så måske var det en god mulighed for at få ham til at oppe sig lidt. Han lod tankerne standse for en kort bemærkning, da den unge kvinde endelig vendte sin opmærksomhed mod ham. Hendes blik var stadig varmt, men præget af nervøsitet. Han sendte hende sviende blik for at forhindre sit hjerte i at blive blødt. Det virkede for i det næste trak den unge kvinde sig en smule tilbage. Hun bumpede dog ind i de to aurorer der på en usagt befaling standsede hendes tilbagetog og tvang hende til at stå stille, eftersom hele gruppen stod stille. Den ene af aurorene bøjede sig en anelse ned og forsøgte at komme til hendes nederdels lommer, der var et sted under den regnbuefarvet kåbe, på jagt efter...

"Min tryllestav lægger i min kappe..."  lød det sandfærdigt højt fra pigebarnet, og som fik auroren til at kaste et forvirret blik på hende, da hun med et ryk trak sig væk fra ham, og hen i mod Bellum, der trak på skuldrene. Fra pludselig at sende et arrigt blik ignorerede han hende totalt nu, som var hun blot en ting:

"Det gør blot hele processen lettere... Lad os komme afsted.." 

Et sikkert tegn på at han virkelig ikke brød sig om hende...

Pludselig slog en anden tanke ned i hende.

Noget hun burde have tænkt over før, men det var først da varulven og de andre fandt deres tryllestave frem, at det gik op for hende, at hun faktisk ikke anede, hvor de var på vej hen. 

For hvor førte man egentlig de anklagede hen inden de skulle for en domstol?

 

Imens Mathie gjorde sig disse tanker, var Aurorerne ganske tilfredse med dagens resultat. Efter deres opfattelse havde denne anholdelse været nem, men det ville være synd at sige at anholdelse skete i ro og orden, for selvom Dumbeldoor var taget afsted med huffelpuffen, var hele stor salen et stort kaos. Elever skreg fra alle årgange og kollegier, selv fra Slytherin lød der kraftige protester over denne anholdelse, hvilket nok mere skete i chok over det kunne ske. 

Det burde ikke være muligt.

De kunne da ikke arrestere en elev?  

Kunne de?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...