Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8423Visninger
AA

28. Ministeriets beslutning - Når sygdom rammer, må selv de værste konkurrenter stå sammen

2 uger gik uden der skete det store i den magiske verden. 

Det mest interessante man kunne læse i profettidene var noget om en mindre flok pixi-gnomer havde sneget sig ind på et muggler instution.. Rettere et pigekollegium og havde selvfølgelig skabt en forfærdelig masse ballade.  Balladen havde dog alligevel været så omfattende, at flere forskellige afdelinger i ministeriet havde været nødt til at stille nogen af deres mest kompetente kollegaer til rådighed for Glemsel-afdelingen, der beskæftigede sig med at slette mugglers hukommelse og rydde op efter magiske tilfælde, så de kom til at ligne almindelige muggler uheld. Dette var hvad profettidene havde formået at få gravet frem og som ikke en gang var særligt sladder værdigt. 

Det var kun indtil at man på Sankt Mungos Hospital for magiske kvæstelser havde opdaget noget foruroligende.

Noget som endnu ikke var kommet resten af den magiske verden for øre.

Det ville dog ikke vare længe før en eller anden lækkede disse informationer til trods for den stramme kontrol hospitalet førte. Kontrollen var blevet yderligere strammet op ved, at aurorer fra ministeriet stod vagt i forklædninger ude foran det røde stenhus hospitalet var placeret i et lurvet og beskidt gammelt rødt varehus kaldet Skrub & Skur A/S. Disse aurorer var dukket op kort tid efter, at sygehuset havde sendt en besked til ministeriet.

Imens man ventede på at høre nærmere fra ministeriet havde man på hospitalet allerede skabt en hård opdeling mellem de patienter der ikke var ramt af dette og dem der var ramt af det. Hvilket betød at en hel afdeling var lukket af til dette. Det drejede sig om hele deres anden etage, hvor deres afdeling: Trolddomsbaciller lå placeret. Healerne der normalt ikke arbejdede i den afdeling vidste, at noget var under opsejling eftersom afdelingen kun var til de tilfælde hvor folk kom ind med smitsomme sygdomme…

Sygehusets stærkeste healere drøftede lavmælt deres situation, men ingen var ligeså bekymret som de healer, der faktisk var lederne i den ramte afdeling. 

De to limegrønne klædte herrer stod foran en rude, der var det eneste udover døren et par meter længere henne, som gjorde det muligt at se ind til patienterne i dette lokale. Inde i selve lokalet stod der mindst 25 senge og alle var i brug. Alle patienterne lå med svedglinsende pander og hivende efter vejret, der for flere af dem kastede dem ind i en række krampeanfald, der tvang flere af de ligeså limegrønne klædte sygeplejersker til at trække deres tryllestave. I forhold til alle andres healers dragter havde denne afdelingen fået designet deres dragter til at have særlige masker de kunne trække op, så de hurtig kunne dække det meste af deres ansigter. Det gav et ubevidst ryk i den ene af de to udenfor afdelingen, da en af sygeplejerskerne  rettede sin stav mod en patient, der var i gang med et krampeanfald og i det næste klappede patientens arme og ben sig ind til kroppen. Den totale benlås-besværgelse var blevet brugt meget i mellem disse vægge for at kunne holde patienterne i ro længe nok til at få diverse beroligende eliksirer i dem.

Besværgelsen og de beroligende eliksirer var bestemt ikke en løsning på længere sigt. 

”Hvor mange er der kommet ind indtil videre?” Lød det bekymret fra den ene healer med blikket fastblik på scenariet, den anden sukkede opgivende og svarede: ”Det korte svar ville være for mange, men det er støt stigende. Siden den unge heks slæbte sin muggler kæreste herind for at få hjælp til ham…”

Faktisk havde den unge muggler mand protesteret ganske heftigt, men havde intet kunne stille op eftersom han ikke kunne forklare, hvordan havde fået de mærkelige lysende symboler, der med jævne mellemrum lyste op på hans hud eller hvorfor han uden videre gik og besvimede. Den unge mand havde dog forlængst mistet bevidstheden og hans kæreste nægtede at tage hjem og var derfor hastig iklædt en deres novice healer dragter, der var hvide udover en grønlime kant nederst på kåben. 

Men lige siden parret var kommet ind, havde lavinen bare rullet og flere og flere havde henvendt sig. 

”Muggler?”

”Muggler, fuser og magiker, børn, unge og ældre… Denne epidemi er fuldkommen ligeglad hvem vedkommende er…”

”Den er ikke just kræsen... Hvad er symptomerne?”

”Første stadie er de mystiske symboler, der kort varigt dukker op, indtil den smittede når feberstadiet og derefter krampeanfaldende, som for fleres vedkommende stopper deres vejrtrækning… men ja flere af disse symptomer indikere det ikke kun kan være smitte farligt, men også kan opstå ved indtagelse af gift...”

”Vil udbruddet også ramme fuldblods?” Lød en helt tredje stemme bag dem. Overrasket vendte de to healer sig mod høj slank mørkklædt mand med blondt hår, der var redt tilbage i en stram lav hestehale og et fint studset skæg prydede hans hage. Hans isblå øjne betragtede dem køligt efter tur og ville have fået de fleste til at krybe halvt i knæ for ham. 

Han var en kendt og magtfuld fuldblods troldmand, hvis slægtslinje kun bar præg af magiker. 

En af de nærmeste kandidater til posten som minister for magi.

”Sir. Dracuna? Vi forventede ikke…”

”Ahh mester Fudge var ved at…” tilsyneladende var det blevet in, at afbryde folk for pludselig lød der endnu en stemme, der tilhørte en slank næsten ranglet og mørkhåret kvinde, hvis hår var sat op i en kunstnerisk knold og var dækket af en yderst delikat damehat:

”...Drukne i papirarbejde og valgte at sende os, her er dokumentationen for vi har hans tilladelse til at forhøre os om hvordan det står til her og foretage de nødvendige valg til at løse problemet..”

”Fru Findrix jeg kan sagtens håndtere denne situation, de kan roligt tage tilbage til ministeriet..”

Man kunne næsten fornemme hvordan Leongard Bleed Dracuna, hvor meget det pinte ham at fastholde sin kolde og meget neutrale maske når stemmen ikke kunne rumme mere gift end hans gjorde. Judy Marie Findrix derimod sendte ham et af sine berømte afværgende smil, der tvang ham til at bide sine sidste ord i sig. Nok var Dracuna en af de nærmeste til posten som minister, men det var fru Findrix også. Hendes afværgende smil ændres til en alvorlig mine da de endelig skulle i gang med det, de var kommet for at gøre. 

Få sekunder efter vendte de sig mod healerne, der ikke undgå at mærke de spændingerne imellem dem. De havde hørt om hadet mellem disse to magiker, men at se det var noget ganske andet. Måske var Fugde virkelig faldet af på den ved at tvinge disse to til at arbejde sammen.

Et kvarter senere stod de alle fire samlet inde på den ene healers kontor, der var spækket med bøger om diverse magiske syge fænomener samt kurer. De fleste af bøgerne var slået op og fik kontoret til at fremstå ekstrem rodet, da de med besvær undgik at træde i nogen af de kasseret bøger, der lå på gulvet. I dette rum Fru Findrix startede forfra med det mindre forhør med Dracuna som vidne. Da de fik symptomerne af vide, blev især Hr. Dracuna interesseret i at høre nærmere om disse:

”Hvordan så symbolerne ud?”

”Det er lige det at i første omgang ligner de bare lyse klatte, men efterhånden som timerne går begynder, det blive tydeligere og ligner til sidst dette…”

Healeren fremdrog et stykke papir og lagde det på skrivebordet ovenpå de forskellige stabler af noter, de havde skrevet i håb om at nå frem til en modgift. De havde overvejet at sende bud efter eliksirmestrene, men det krævede også ministeriet blev involveret. De to fremtidige kandidater til ministerposten bøjede sig begge frem for bedre at betragte tegningen.

Et øje...

Deres reaktion på tegningen kom bag på healerne for i det næste lød de som et gammelt makkerpar, der vidste hvem der havde styr på hvad og at selv ikke det papir de havde fået udstedt kunne klare dette:

”Kontakter de ministeren?”

”Jeg kontakter ham nu.. Får de fat i aurorerne?”

”Ja..”

De skulle til at gå, da healerne som en person udbrød, fuldkommen forbløffet over det der foregik for næsen af dem:

”Vent hvad gør vi? Skal vi opretholde karantæne og tavsheds..”

”Drop bare tavsheden, nyheden blev spredt i det øjeblik vi blev kontaktet,” lød det tørt fra Dracuna og Fru Findrix tilføjede og rettede på sit stram siddende hår der kunne anes under den lille skæve damehat:

”Eliksirmesterne skulle gerne være på vej.. og I må hellere skaffe flere sengepladser til alle… Jeg mener alle!”

Det sidste blev fulgt af en advarende pegefinger. Ingen uanset set race skulle snydes for at blive behandlet. Som det sidste lød det, at de for alt i verden skulle undlade at vise nogen tegningen. 

Med disse ord forlod de sygehuset igennem den eneste åbne kamin, der var i hele bygningen. De resterende indgange og udgange var blevet spærret af, så healerne såvel andet personale var ligeså meget fanget på sygehuset som patienterne. 

 

Et kvarter senere trådte de to magiker lige efter hinanden ud i ministeriets indgangshal. De grønne gnistre fra susenetværket sprang stadig rundt på dem i det deres gevandter fløj omkring dem i det de nærmest småløb afsted. Hvilket var imponerende eftersom Fru Findrix bar små højhælet sko, der klikkede vildt og voldsomt i det de strøg afsted.

Heksa og andre troldmænd de fløj forbi hørte svagt ord som:

”Auror…Varulv”

”…Eliksirmester”

”…mor….”

Blot en time senere efter at have aflagt ministeren et besøg havde de allerede organiseret alt, hvad der skulle gøre for at panikken og derved forhindre denne mystiske epidemi i at sprede sig endnu mere. For nogen ville være tåbelige nok til at gå i panik ved de første tegn på sygdommen og gemme sig, og på den måde blive ved med at sprede den. Det var derfor enormt vigtigt at disse blev opsporet og sådan kunne de forsætte. 

Den korteste version af den liste de to kandidater i fællesskab faktisk fik lavet, kunne bedst skæres ned til fire punkter:

1. Kontaktet alle aurorer, selv dem man så som ustabile og egentlig uegnet til denne type opgaver... 

2. Få dem til at finde frem til syge, der måtte skjule sig.

3. Få dem til at bevogte sygehuset og dobbeltvagt ved ministeriet.

4. Få dem til at tage ud til et bestemt hus et sted i England.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...