Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8437Visninger
AA

29. Ministeriets beslutning - Når Aurorerne skrider til handling

”Fru Serverius?” råbte manden inde fra kaminen. Det var ikke just hver dag dette skete for ham.  

Et varmt sus og pludselig pres tvang mandens ansigt tættere på den knitrende barrierer nogen havde sat op foran pejsen. Han sukkede tungt og flygtede sine rockerstøvler klædte fødder en anelse da han var sunket ned på hug for at se ind i den stue, hvor en troldmand eftersigende havde fået så mange skæld ud at han endte med at tage en mugglerbus tilbage til London. Faktisk havde muggler kvinden formået at tage fat i hans øre og trukket ham ud fra kaminen og smidt ham ud af sin hoveddør med besked om at skrubbe af. Hun stak ham dog overraskende nok lidt muggler penge til bussen og smækkede herefter døren i hovedet af ham.

Han prikkede til barrieren og gryntede da han fik et rap over fingrene, der ellers var pakket godt ind i et par tætsiddende fingerhandsker lavet af læder. Det var nøjartigt som han frygtede det var en af disse barrierer med den tilføjelse, at alle uvelkomne gæster ville sidde fast til ejeren af huset kom ind og slap dem fri.

Måske var hun slet ikke hjemme? I det tanken strejfede ham, lød der en træt og næsten uhørlig stemme:

”Åh tryllestavsidioter…” 

Troldmanden inde i kaminen skar en grimasse og lod sit blik glide hen over det meget underlige farvet tæppe sorte og lilla prikker var vidst hovedmønsteret, inden hans blik standsede og gled op af en frodig kvindekrop, der var svøbt ind i en morgenkåbe.. Han stirrede på kvindens matte røde hår og det trætte blik, en prikken fra hans kammerat fik ham til at se på hendes hals der ikke var dækket af hendes røde manke. Synet af det glimtende symboler af øjet sås. En smule koldsved gled ned af hans, som han hurtig fik væk, da han med bestemt stemme sagde:

 ”Fru Serverius vi er sendt af ministeriet for at ransage jeres hjem… FRUE de er nødt til at lukke os ud, lad os hjælpe dem..”

Fru Serverius, eller bedre kendt som Magica og mor til den yngste eliksirmester, var så udmattet at hun måtte bruge dørkarmen til at støtte sig op ad, men ved hjælp af troldmandens skiften imellem trusler og bekymring fik det hende endelig til at gå hen til kaminen, hvor hun med en kraftanstrengelse tog en lille bøtte med kanel ned fra hylden og med en rutineret og meget langsom bevægelse fik hun strøget kanel rundt langs kanten. Hun mærkede hvordan hendes krop i det samme begyndte at forråde hende og forgæves greb hun ud efter bøtten med kanel, der faldt fra hende i samme øjeblik mørket væltede ind over hende.

Manden trillede mere end sprang ud af kaminen og greb kvinden inden hun faldt om på gulvet. Han sparkede ved et uheld til bøtten med kanel, hvilket resulterede i at dets indhold blev spredt ud over det hele. En heftig duft af kanel spredte sig og rykkede i de to troldmænds næser, da de begge nu var inde i stuen. Manden som havde grebet kvinden, gryntede ved hendes vægt, men fik hende svunget op i sine arme og rejst sig op, mens han smed ordre omkring sig:

”Tag kvinden til Mungos og sørg for at healerne er klar over hvem de har med at gøre… Få sat to aurorer indenfor afdelingen.. Sørg for hun får sit eget værelse...”

Så læssede han uden videre kvinden til den anden, der var ved at synke i knæ. Hans lange læderjakke (den lange jakke var traditionelt blandt aurorene, men de fleste var efterhånden ved at fravælge den pga. diverse problemer med bevægelse i den) blev enten så lang at den kunne ramme gulvet eller også var han krøbet, men da yderligere tre aurorer kom ud fra kaminen af skyndte han sig at rette sig op og nikke. Han vendte sig herefter i mod kaminen og så søgende rundt på hylden indtil dennes blik faldt på den grimme nisselignende krukke. Han smilede (det var ikke unormalt for magiker at opbevare susepulver tæt på kaminen i underlige beholder) og lagde kvinden over sin ene skulder (det kunne betale sig at træne), fik derved en hånd fri til at række op mod den grimme krukke og tog en lilla kugle frem. Det var ikke normalt susepulver, men konsistensen og duften tydede på at det kunne bruges til samme formål. Med et enkelt skuldertræk kravlede han møjsommeligt ind i kaminen med sin byrde og i det samme han smed det nåede han kun lige i sidste øjeblik at sige sin destination før han var forsvundet med den ramte kvinde.

Herefter gik alt stærkt.

Kun ganske få ordre fik hele ransagningen til efterfølgende at køre som smurt. Det hjalp også at stedet ikke var særligt stort, hvis man så bort fra at der både var kælder og loftsrum samt skur til rådighed for dem og han havde spredt sine mænd.

Måske gik det næsten for godt. 

Auroren skar tænder og en kriblen under hans hud mindede ham på at fuldmånens tid nærmere sig og der skulle han helst have fået sin eliksir… Imens han tænkte dette, gik han langsomt rundt i det lille hus. En duft af permanet hjemmebag hang overalt i det lille hus med undtagelse i køkkenet, hvor der hang en snert af brændt tomat i luften. Men intet hjem uden billeder og de billeder de stødte på i huset fortalte historien om en enlig mor og hendes datter, der på de fleste billeder lignede en lille lyserød candyfloss med undtagelse af et sommerbilled, hvor datteren grinede bredt ind i kameraet mens hun glædestrålende nejede dybt i en smuk mørkeblå galla kjole. Der var ikke så meget som skyggen af en mands tilstedeværelse på billederne…

Kun en halv time efter deres ankomst lød det pludselig inde fra eliksirmesterens kammer, at der var blevet fundet noget.

Lederen af ransagningen gik med faste skridt ind på værelset og undres over endnu en gang, hvordan det lige var den unge kvinde blev eliksirmester?

For værelses udsmykning bar ikke lige frem præg af heksekunster med mindre man talte de tørrede blomster med som hang foroven af vindueskarmen og tørrede. Værelset lignede et typisk pigeværelse med lyserødt sengetøj og et par huffelpuff farvet strømper smidt hist og her. Var det en bh, en af hans troldmand stod og holdt imponerende ud foran sig indtil lederens advarende blik fik denne til at smide den.

Noget der lignede mistænkelig meget en grævlinge-bamse dominerede det meste af enkeltmandssengen på værelset. Dyret bød til at man stak næsen dybt ned i dens pels og overgav sig fuldkommen til den. Han trak sit blik væk fra bamsen og stivnede i stedet da han fik øje på det, som hans mænd havde fundet frem til.

Det som var det eneste i hele dette hus, der indikerede at den ene af vedkommende som boede her var langt farligere end man skulle tro, men noget føltes bestemt ikke rigtig. Han ignorerede fornemmelsen og koncentrerede sig om de alt for tydelige beviser, som lå udslået på det hvide skrivebord med hele tre andre vidner.

”Det ser ikke godt ud… sir..” Brummede en af hans underordnede. Han kunne ikke være mere enig med ham i den udtalelse, da han trak sin ene handske af, lod han sine arrede fingrer strejfe omslaget på bogens åbne meget slidte side.  Siderne knitrede ved trykket og lød som en hvisken, der blev ved med at gentage fristende:

 

Du vil gerne...

Intet ondt vil ramme dig...

Kom nu...

Bare en lille eliksir...

Og alt bliver godt...

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...