Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8441Visninger
AA

18. Mareridts varsler

 

Hun gik.

Hvorfor?

Det vidste hun ikke.

Hun anede faktisk ikke, hvor hun var henne.

Der var mørkt omkring hende.

Hun var i hvert fald ikke på Hogwarts...

Så meget var hun klar over, i det hun famlende og usikkert strakte sine hænder frem og i håb om at ramme et eller andet. Det var lidt af et sats eftersom hun ikke vidste hvad der kunne gemme sig måske kunne det være noget som ville koste hende fingrene, men noget måtte hun jo gøre.

Og…

En hård lettere kradsende overflade stødte mod hendes håndflader og føltes ikke kun kradsende, men også stikkende. Normalt ville hun ikke have bidt mærke i sådan en ru overflade, men eftersom hendes syn var blevet frataget midlertidig pga. mørket var alle hendes andre sanser i den grad blevet skærpet. I det mindste var hun ikke i tvivl om at hun var i live i det at de eneste lyder, der nåede hendes ører var lyden af hendes puls samt vejrtrækning og en dunkende lyd, der kun lød øredøvende inden for hendes ører. Der gik lidt tid før det gik op for hende, at det var hendes hjerte der hamrede.

Hun trak vejret koncentreret og dybt inden hun begyndte at gå.   

Mørket dominerede stadig hendes synsfelt uanset hvor meget hun forsøgte at knibe sine øjne sammen i et forsøg på bare at kunne se en smule, om det så bare var omridset af noget eller nogen. Det gøs i hende ved tanken "nogen", måske var mørket at fortrække frem for noget ukendt. Hendes krøller (det gik hun udfra) blev ved med at hoppe ned i ansigtet af hende og virkede til at have sit eget liv for uanset hvor mange gange hun med sin ene hånd strøg krøllerne bag øret, sprang det ligeså hurtig frem igen.

Hun kunne mærke hendes ryg var klæbrig af sved og fik hendes nattrøje til at klæbe sig til huden i det hun med en hånd hvilende på væggen havde gået i noget der føltes som flere timer. Hun anede ikke om hun var gået i ring eller havde overset noget. 

I mørket forsvandt alt. 

Hendes ben krampede i protest over ingen hvile at få og hendes hånd der hvilede mod væggen kløede voldsomt. Ikke i håndfladen det havde hun kunnet forstå, men oven på. Indtil nu havde hun modstået fristelsen til at fjerne sin hånd på væggen for bedre at kunne klø den. Hun frygtede at hvis hun mistede forbindelsen med det eneste fysiske hun havde fundet i mørket ville hun ikke kunne finde det igen. Hun havde haft bøjet nakken da hun mærkede trætheden gjorde sit indtog i sin krop. Kulden i tæerne bed og fik hende til at betragte sine tæer.

Vent lidt… Hun blinkede et par gange. Hun kunne se sine fødder! De var godt nok oplyst af et mærkelig koldt blåligt lys. Men det betød jo bare... Hun vendte blikket væk fra sine fødder og så det..

En lysende firkant, der var for enden af den lange smalle gang.

Hun mærkede i det næste hvordan hendes ben uden videre pludselig fløj af sted under hende og bragte hende tættere og tættere mod den lysende firkant. Hun forsatte også ind i den lysende firkant, hvor hun i sidste øjeblik måtte standse op da en væg med selvlysende blå inskriptioner spærrede vejen. Det gik op for hende at det var:

”En blind gyde…”  

Fik hun efter skuffelsen presset frem imellem sine læber. Stemmen lød høj i den svage belysning. Hun drejede sig en smule rundt og betragtede de tre vægge som spærrede vejen. Rummet var på størrelse med lageret i eliksir lokalet, hvis man altså tømte det for reoler alt det. Hænderne kløede og hun gav sig fraværende at klø dem ved at skifte imellem dem. De blå inskriptioner syntes at springe ud fra væggene og nærmest bad hende om at læse dem, hvilket ville blive besværligt eftersom hun ikke forstod skrift tegnene. Også alligevel.. Et af tegnene blev ved med at stråle i en stærkere blå farve end de andre og mindede hende om et eller andet. Hun rynkede sine bryn let i forsøg på at grave det frem fra sin hukommelse.

”Auvt!” udbrød hun i det hun nu havde kradset temmelig længe på sine håndflader, men i det hun så ned på sine hænder ønskede hun at det bare havde drejede sig om et mindre kradse mærke, der var gået hul på. Hun havde bestemt ikke forventet det her.

Hun skreg højt og gennemtrængende.

Et skrig fuld af angst.

På begge hendes håndrygge sad der et øje.  

Det hvide omkring selve det farvede i øjet havde endda været rødt og irriteret.. Tydeligvis et resultat efter hendes negle der let havde kradset i hendes håndrygge. Øjne havde på samtidig blinket til hende  og ladet de tårer der burde løbe ned af hendes kinder pludselig flød ned over hendes hænder.

Øjnene var ægte.

Det var hendes...

Hun tog sine rystende hænder op til ansigtet for at dække de tomme øjnehuller, og skreg endnu højere. 

 

”MATHIE!!!” skreg nogen til hende igennem mørket efterfulgt af en heftig rusken. Ruskeriet fik hende til at slå øjne op og synet af de velkendte og bekymrede ansigter, fik hende til at indse, at hun var i sikkerhed.

Hun var i Huffelpuffs pigernes sovesal... Hun mærkede hvordan hjertet faldt til ro og lettelsen bredte sig i hende. 

Pigerne blev dog synelige lettet da den rødhåret pige med tårerne løbende ned af kinderne græd og nu ganske vågen mumlede noget der lød som en blanding af tak og det var kun.. "et mareridt."

 

Et andet sted på samme tid

”Det var kun et mareridt…”

Prustede manden lettet i det han med hjertet siddende i halsen var vågnet op med sådan et spjæt og med tryllestaven klar i sin hånd, havde han skræmt uglen han midlertidig delte bo med. Uglen havde efterfølgende tudet vredt af den mærkelige mand, som ellers havde snorket ganske dæmpet siden den var kommet hjem fra sin jagt tur og havde fundet manden sovende under den bjælke den havde sin rede. Udmattet og samtidig lettet lagde manden sig ned igen, satte tryllestaven tilbage på plads i sin handske og ignorerede uglens kortvarig skældud. Han rettede let på sine mørke briller, der havde bevæget sig ned over hans næseryg, i det han havde lagt og sovet, og puffede dem blidt på plads imens hans anden behandsket hånd hvilede oven på sin brystkasse. Selv igennem det tykke lag af tøj følte han hvordan hjertet stille og rolig faldt tilbage i den mere rolige rytme. Hans krop sitrede dog stadig efter det pludselige skud adrenalin der var skudt igennem hans krop, det var svært at overbevise sig selv om at det kun havde været et mareridt, men...

Mørket…

Øjnene...

Var nogen alt for genkendelige tegn, han som ung havde lært at frygte. 

Mareridtet var en advarsel som ikke skulle skubbes til side.

Han gryntede utilpas da et strå havde fundet vej igennem hans tykke lag af tøj og prikkede ham på ryggen. Han forsøgte at vende sig en smule med det resultat at flere strå fandt vej igennem hans tøj. Han sukkede dybt og opgav i det han roede let op i sit mørkebrune hår, hvor et par dominerende grå striber var ved at gøre sit indtog. Med et grynt fik han efterfølgende stablet sig op på bene. Han stønnede let da det lød til at alle hans led knirkede knagende i det han strakte sig.

Han kunne efterhånden mærke at livet som flygtning og eftersøgt af alverdens magiker var begyndt at tære på ham. Det havde ikke været noget problem for ham tidligere, men da havde han også været yngre.

Han sparkede let til halmen der lå løst på gulvet, fik en sky af støv til at rejse sig op. Uglen fnøs inden den valgte at sætte sig med ryggen til manden. På trods af at støvet indikerede at der gik langt imellem pludselig besøg fik den overnattende lagt halmen sådan som han havde fundet det. Det havde været temmelig sent da han med et puf dukkede op efter at have benyttet en transitnøgle, som denne gang havde været en øl kapsel. Transitnøglen havde bragt ham op på en mugglers høloft selvom den eftersøgte troldmand ikke forstod hvorfor muggler kaldte det et hø loft, når der nu altså kun var halm. 

Han børstede hurtigt halmstråene af, der havde sat sig fast i hans tøj. Han standsede midt i en bevægelse da et jag af smerte skød igennem hans håndrygge. Han havde oplevet værre smerte end det han fornemmede nu, hvilket også gjorde at han kun blinkede et par gange inden han med rynket pande betragtede sine tykke handsker. Handskerne som dækkede hans hænder var lavet af et magisk materiale, der gjorde at det blot var som at trække et ekstra lag hud på. Smerten var kortvarig og erstattet af en stikkende fornemmelse, der langsomt fortonede sig. Han vidste godt hvad det betød og det fik ham for første gang (siden han ikke kunne besøge sin hustru dette år) til at ryste. Rettere sitrede det kun anelse om hans hænder, men for ham kunne han ligeså godt have haft kramper.

For han var bange….

Mathias Serverius den største og mest eftersøgte eliksirmester var rædselslagen…

 

Nogle timer senere på Hogwarts..

Sad Mathie mere eller mindre og prikkede til sine spejlæg…. Hun havde formået at spise de to stykker bacon som nogen havde lagt på tallerken til hende og drukket mindst 2 krus kaffe. Alligevel prægede mareridtet hende stadig væk… I det hun en gang imellem ikke kunne lade være med at kaste et blik mod sine håndrygge.

”Jeg troede du var kommet mareridtene livs?” lød det bekymret fra en ung kvinde der sank ned ved siden af hende efter at have sat den store stabel bøger fra sig på bordet, hvorefter hun strøg et par gyldenbrune lokker tilbage. Mathie smilede træt da lyden af bøgernes møde med bordpladen hamrede igennem hendes hoved. Det var lige før hun ønskede at hun havde haft drukket for meget alkohol end at have mareridt. Hun formåede dog efter lidt tid at samle sig til at svare og kunne ikke forhindre sin stemme dirre af træthed:

”Det troede jeg også…”

Hun strøg blidt øjet der hvilede mod hendes bryst med en finger og lod så sin hånd purer op i hendes viltre røde hår, der på trods af hendes træthed denne gang havde valgt at holde fest. Ravenclawen kunne ikke undgå at bemærke vedhænget eftersom huffelpuffen med vilje havde strejfet det:

”Måske skulle du droppe at gå med halskæden?”

Hun skyndte sig at tilføje ved synet af sin venindes øjne, der blev spærret op i forbløffelse over at hun kunne finde på at forslå sådan noget og æggene fik lov til at hvile i fred på tallerken:

”Mathie du får ikke ordentlig hvilet dig, det hjælper ikke at du også er blevet hjælpelærer i eliksir.. Desuden er din mor jo ikke her til at holde øje med om du har den på eller ej... og hvad kan der ske ved at tage den af kun om aftnen?”

”Jamen… jeg ved det…” lød det træt fra huffelpuffen og lagde gaflen med en opgivende mine oven på spejlæggene. Ravenclawen strøg forsigtig pigens røde krøller, hun forstod Mathies dilemma og hun havde samtidig lyst til bare at tage halskæden af hende med vold. Godt nok havde hun ikke kunne finde noget magisk på den, der kunne indikere at den var forbandet, men smykket var foruroligende nok i sig selv.

”Hvad handler dine mareridt om frk. Serverius?” Spurgte en lys stemme. Stemmen fik Mathie til at spjætte sig og vendte sig halvt rundt og så lettet ud da hun opdagede hvem det var:

”Maibe altså…” udbrød hun i det hun så den gennemsigtige unge kvinde, hun nåede dog ikke at sige mere før Jerry i det samme slog sig ned overfor Mathie. Det distraherede pigen til at se væk fra spøgelset, og han lagde meget bevidst sin eliksirbog foran hendes tallerken, sagde i et bedende toneleje, der slet ikke stemte overens med hans drillesyge blik:

”Eliksirmester Serverius vil de ikke være så elskværdig at nedværdige dig til at hjælpe en sølle magiker med at forstå disse mystiske kundskaber, så den sølle magiker kan bistå sine stakkels fæller?”

Spøgelset iagttog hvordan de levende pludselig var fuldt ud optaget at snakke sammen. Hun var, som sir. Nicholas fortalt, stadig temmelig forvirret over sin tilstedeværelse på Hogwarts samt hvordan hun i det hele taget hun kunne se noget… Ikke efter det hun havde været udsat for.. Hun ville have haft gyst af ubehag, hvis hun havde kunnet føle ubehag.

Hun så hvordan den varmhjertet Serverius med et bredt grin havde slået op på en side i bogen og gav sig til at forklare med opmærksomheden rettet mod den pågældende side, der åbenbart voldte hendes ven problemer. Pigen selv bed ikke mærke i de blikke hendes to venner sendte til hinanden, hvilke Maibe fangede. Nok var det længe siden at hun set sådanne blikke, men hun kunne genkende dem og det gjorde hende glad. De to levende magikere havde kendt hinanden så længe at de uden videre kunne gætte sig til, hvad den anden ville sige med øjne:

Tak fordi du distraherede hende, men vi skal have fundet en løsning…

Ja men senere lad hende smile igen.

Det unge spøgelse kunne have gjort mere opmærksom på sig selv, men hun valgte i stedet at lade sig sive ned igennem gulvet. Hun havde nogen ting at tænke over. Noget som foruroligede hende, for da hun havde stillet sit spørgsmål og Mathie havde vendt sig imod hende, havde hun fået øje på det. Smykket som hvilede på hendes bryst, havde fået spøgelset til at holde op med at trække vejret. Hvilket heldigvis ikke var et problem eftersom hun var død, men det gjorde hende alligevel urolig.

Selv ikke en gang i sit efter liv kunne hun slippe helt for dem.

 

Senere gik det op for Maibe, at frk. Serverius var godt nok let at distrahere, men det betød ikke at hun ikke kunne være opmærksom på andre ting samtidig…

”Maibe?” kaldte Mathie i det hun gik nede i krypten, ”uha der altså koldt”. Hun havde droppet at lede oppe på gangene, da der var så mange elever og hun havde en ide om, at som et temmelig nyt spøgelse gerne ville have ro til at finde sig til rette og det var lettest at gøre uden alt for mange nysgerrige blikke. Derfor var krypterne under Hogwarts det ideelle sted at lede.

At det måske kunne ende med at hun fik en forkølelse var en helt anden sag, som hun sagtens ville klare med et par dråber af hendes snot-eliksir (Hun havde lavet sin egen udgave af Madame Pomfreys hostesaft, som efter hendes egen vurdering var bedre).

Så på trods af kulden der var i krypternes hvælvinger og som hurtig krøb ind i de steder, hvor tøjet ikke dækkede. Havde hun ellers forsøgt at forberede sig på en længere tur nede i de dunkle belyste krypter. Hun havde faktisk taget sin foret kappe samt halstørklæde på og havde så regnet med at hendes hår ville holde hendes øre varme…Hvilket det efter blot et kvarters ophold i krypten havde måtte konstatere, da hendes øre dunkede smertefuldt. Hendes fingre der holdt tryllestaven foran sig rystede svagt ikke af anstrengelse, men på grund af kulden.

Hun mumlede svagt: ”Lumos…” lyset strømmede fra tryllestavens spids og jog skyggerne på flugt og afslørede en pludselig tåget skikkelse, det gav et gib i hende ved synet af denne: ”Maibe, der var du… hvorfor svarede du ikke?” udbrød den dødelige unge kvinde i det næste og betragtede Maibe der svævede tættere på hende. I stedet for at svare på det hun spurgte om, stillede spøgelset i stedet for et andet spørgsmål i et toneleje der indikere en hvis bebrejdelse:

”Frk. Serverius de fryser jo, hvad laver de i det hele taget hernede på denne tid?”

Mathie rullede let med øjne, det lød som noget hendes mor ville have sagt, inden hun med et bredt smil svarede en smule afværgende så tryllestaven i et par sekunder ikke var rettet mod Maibe for at oplyse den gennemsigtige skikkelse op:

”Åh det er ikke så galt og den er ikke så mange endnu klokken, så jeg får altså ikke problemer,” hun behøvede ikke at nævne at hun havde en tilladelse, ”jeg var nysgerrig i forhold til det du sagde tidligere i dag..”

Spøgelset lænede spørgende sit hoved let til den ene side, mens munden var en lige streg, dette godtog Mathie som en opfordring til at uddybe: ”Du ved med hensyn til hvad mine mareridt handlede om…”

Spøgelset mund formede sig til det lille o, når man endelig fangede hvad nogen sagde og lyste ikke kun op i forståelse, men også bogstaveligt da hun udsendte et blødt og dæmpet lys, der gjorde at Mathie stak sin tryllestav tilbage i kappen.

”Åh det… det skal de ikke tænke på… jeg handlede overilet..” svarede spøgelset og strøg automatisk noget sit lange hår tilbage over sit ene øre også med vilje væk. 

Noget ved denne bevægelse fangede Mathies blå øjne der spærrede sig op i genkendelse, ”Maibe hvad er det du har på din hånd.. Maibe? Hvor blev du af? MAIBE!” råbte huffelpuffen i det Maibe uden videre slukkede sit lys og lod Mathie stå alene tilbage i mørket.

Huffelpuffen brugte herefter flere timer på at kalde på Maibe, men uanset hvad dukkede det unge spøgelse ikke op. Gennemkold og træt forlod Mathie endelig krypten i det sir. Nicholas var dukket op og antydede at hun altså forstyrrede freden. En ting der var irriterende ved spøgelser var, at eftersom de var døde, så havde de ret til at holde de levende hen i uvished om fortiden. Det var ikke alle spøgelser der var sådan, men tilsyneladende var Maibe en af dem.

Mathie havde en fornemmelse af at spøgelset vidste meget mere end hun lod komme til udtryk. Hun sukkede dybt, hun ville have fat i de andre imorgen og fortælle dem om Maibes reaktion. Lige nu trak hun sin dyne op til hagen med en hvis besværlighed, det var som om at dynen var tungere end normalt og puden nærmest sugede hendes baghovedet fast. Hun kunne knap nok høre de andre piger, der først var ved at gøre sig klar til at gå i seng på trods af at de alle skulle tidlig op til undervisning den følgende dag. Hun smilede i det mørket overtog og dæmpede alle lydende.

Det skulle gøre godt bare med en enkel nat uden mareridt…

Hun havde halvt fulgt sin mors bud og samtidig taget Millas råd til sig. For teknisk set havde hun stadig sin halskæde ”ved” sig på trods af, at den lå under hendes hovedpude. Hun vendte sig halvt rundt så hun kunne begrave sin næse i pudebetrækket og halvt bevidstløs af træthed søgte hendes hånd op under hovedpuden og fik ret hurtig lukket sine fingre rundt om det runde vedhæng der lå gemt derunder.

Bare for en sikkerhedskyld fløj det igennem hendes sind, inden hun fuldkommen forsvandt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...