Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8428Visninger
AA

21. Kan et dødt hjerte elske?

 

På Hogwarts  var der gået et par dage uden der skete noget....

Der skete Ingenting...

Abselout igenting.. 

Efterhånden undrede de fleste af Hogwarts beboere sig, da der faktisk var behageligt stille. Hvis man altsså bort fra de 1 års elever, som hver torsdag formåede at skade dem selv eller deres hjælpelærer. 

Nej det var mere andre foranstaltet ulykker der plejede at vente dem, når de mindst ventede det. Der var f.eks. ingen pludselige hvirvelvinde i gangene eller skrald der kom væltende ned fra loftet ud af det den tomme luft.

Ingen poltergejst...

Selv pedellen fandt det temmelig underligt at han ikke havde råbt og skreget efter det for længst forsvundet spøgelse i flere dage, hvilket han først opdagede da beholdningen af hans forstærkede kamille te stadig var helt fyldt op. En te som han ellers drak flere krus af for bare at have en smule af sin stemme tilbage efter en lang arbejdsdag på Hogwarts.

 

Men mysteriet over manglen på det forstyrrede og irriterende poltergejst blev opklaret en dag hvor to huffelpuff'er var på vej til undervisning.

 

Jerry og Mathie iagttog forvirret det forunderlig syn de var stødt på i det de var på vej til Botanik, de var faktisk standset og søgt tilflugt i en niche for at stikke hovederne en smule frem for at kunne se det. De prikkede begge to efter skift til hinanden som ligesom for at sige:

Ser du det samme som jeg ser?

Derefter endnu et prik:

Ja.

Det de var blevet distraheret af, var skyld i at de først dukkede op midt i professor Spires fremvisning af dæmonbønner, hvilket fortalte dem at de var mindst en halv time for sent på den, men da de ikke rigtig kunne give en forklaring på deres forsinkelse, tog hun (deres eget kollegiet overhoved) 10 point fra dem hver.

En smule slukøret var de gået hen til deres pladser.

 

Jerry måtte udholde at hans ynglings lære i hans yndlingsfag fuldkommen ignorerede ham og hvis hun da ikke i ny næ under dæmonbønne plantningen havde sendt ham et skuffet blik.

Normalt ville de to huffelpuffer have sunket helt sammen af skyld over de fratrukne point, men det var eftersigende det hele værd, selvom mange af deres holdkammerater ikke forstod det eftersom de nægtede at fortælle det.

......... I hver fald ikke mens professor Spire forsat stirrede skuffet på Jerry i det denne efterfølgende dæmonbønne plantningen satte ham i gang med at pille gødningsbiller ud af en kæmpe pyramideformet lortekugle bjerg sammen med Mathie, der stod med en lilla spand og noget som lignede en gasmaske dækkede hele hendes ansigt.

Bekymret kastede Jerry et blik mod bjerget og tog et hurtig indsnusning og til hans forbløffelse kunne han intet lugte. Han vendte sig halvt mod den rødhåret pige han knap nok kunne se ansigtet på, kun øjnene ses. 

”Tror du ik at du overdriver lidt Mathie?” spurgte han med et løftet bryn imod gasmasken. En mærkelig mumlen kom fra hende, som Jerry på ingen måde kunne tyde, men han kendte hende godt nok til at vide at når hun sendte ham det blik, så betød det:

Man kan ikke være for sikker, lad os nu bare få det her overstået!

Han skyndte sig derfor at vende sit ansigt væk fra hende, så hun ikke kom til at se at han grinede over hele femøren.  

256 gødningsbiller senere havde de andre fra deres gruppe søgt ned til dem eftersom de nu var de eneste elever tilbage i drivhuset og professor Spire havde et ærinde der involverede en hvis halv kæmpe.   

”Så I siger… at I så Peeves… og dit spøgelse Mathie… Maibe? Snakke sammen?” Der blev tøvet en anelse i det de rigtige ord skulle findes og fandt dem: ”Sådan uden at Peeves så ud til at ville lave narrestreger?” Lød det temmelig tvivlende fra rawenclawen i mens hun med et løftet bryn bad dem om at afkræfte hende at det ikke var rigtigt det hun havde udledt af de to huffelpuffers historie. I stedet for at afkræfte Milla nikkede de to huffelpuffer begge ivrigt imens de stod med hver sin gødningskugle mellem deres hænder. De havde for længst opdaget at med et par handsker, fik de hurtigere pillet gødningsbillerne ud, selvom de første par gange havde fået det en anelse skidt eftersom handskerne ikke kunne forhindre dem i at få en fornemmelse af kuglens konsistens.

Milla rynkede panden endnu mere indtil Malu forslog at de måske kunne spørge deres kollegium spøgelser om hvad der lige foregik?

”Og blive affærdiget ligesom sidste gang?” udbrød Milla irriteret og forsøgte at lave en Næsten hovedløse Nick parodi over de sidste ord han havde sagt til hende: ”Det er de dødes hemmelighed…. Og Dumbeldoors…”

”Vi er jo trods alt nødt til at værne bare en smule om vores efterliv,” lød det pludselig ud i den tomme luft.

Det gav et gib i dem alle sammen, nogen mere end andre. Mathie blandt andet kunne ikke undgå at give et forskrækket hvin fra sig, mens Melissa gav en mærkelig hvisle lyd fra sig, hvilket skyldtes at en tåget masse netop havde passeret igennem hende og det føltes koldere end sne. Den tåget masse antog kort efter en mere fast form foran dem og det stod klart at det ikke var en levende person. 

Uanfægtet af den forskrækkelse spøgelset havde forudsaget forsatte denne med en lettere fornærmet mine og lagde sine arme beslutsom over kors foran sit bryst:

”Og jeg lyder overhovedet ikke sådan frk. Willieunsen!”

Milla havde skam nok i livet til at se ned i jorden, da gryffindoors spøgelse stirrede på hende, selv om de grå øjne vidnede om, i det korte glimt Mathie havde set dem, at hun måske ikke helt var så flov over sin parodi.

”Men selv for os spøgelser… er det der sker mellem Peeves og Lady Maibe meget ualmindeligt…” forsatte Nick med en bekymret antydning i sit toneleje. Under dette trak Mathie og Jerry begge ud af deres udstyr, da det stod klart for dem at det ville blive en længere samtale, imens spurgte Malu og fik spøgelsets fulde opmærksomhed:

”Sir. Nicholas er det muligt at de to har mødt hinanden før, altså da de var lev…

Nicholas rystede allerede på hovedet, inden hun havde fuldendt sætningen og svarede benægtende:

”Umuligt de er fra hver deres århundrede af, så langt er Dumbeldoor kommet i sine undersøgelse af Maibe… men der er virkelig noget sælsomt dragende ved hende..”

”Det er rigtigt,” afbrød Jerry og de rettede alle deres øjne mod ham og han skyndte sig at forklare nærmere:

”I storsalen.. Første gang I så hende… Faktisk inden hun kom ud af Mathies urte-knuser dims, var I der allerede… Som om I vidste at der ville…”

”Vi anede det ikke…” forsvarede en anden stemme sir. Nicholas og frem tonede den Blodrøde Baron frem efterfulgt af den fede abbed, der placerede sig ved siden af Melissa som hastigt skyndte sig over til sin kæreste, til trods for at han nu lugtede af gødning, så var han et varmere alternativ end spøgelserne.

Milla havde igen rettet sig op og betragtede i første omgang undrende den forsamling der pludselig var samlet også inde midt i et drivhus med alle mulige magiske planter. Ved nærmere eftertanke var det ikke en gang så mærkeligt i forhold til den verden de var en del af.

"Siger at du selv Dumbeldoor er i tvivl?" Udbrød Jerry imens han gav sin kæreste et let klem da hun stod tæt op ad ham en anelse dirrende efter sit møde med spøgelserne kolde aura. Dette udløste en diskussion, for når selv rektoren af den magiske skole var i tvivl, ville det så ikke være bedre for alle parter at separere dem det hele handlede om?

Tankerne snurrede for Mathie da det gik op for hende, at diskussionen de levende og døde magikere havde gang i kunne resultere at man ville skille de to spøgelser fra hinanden…

Og tanken om adskillelse gav et jag igennem hende, det var ikke så smerteligt som det kunne have været, måske havde hendes eget virkelig bare behov for tid… Tid som spøgelser havde masser af, men til trods for denne sad de fastfrosset uden at kunne ændre på deres i forvejen ulykkeligsaglige skæbne.

Nej, hun kunne ikke lade dem diskutere det til ende. Hun knugede handskerne hun havde taget af og inden hun beslutsomt lagde disse på jorden ved siden af hvor hun havde placeret sin maske. Da dette var gjort rettede hun sig op og forsøgte på bedste vis at ignorere gødnings lugten bag hende i det hun klappede i sine hænder tre gange.

Klap.. klap… klap..

Reaktionen var øjeblikkelig og på ganske få sekunder havde hun deres opmærksomhed. Hun smilede let og strøg en forvildet rød lok tilbage bag sit ene øre, mens hun stille sagde:

”Selv hvis det er ualmindeligt, som I kalder det, så hvorfor ikke lade dem være? Godt nok troede jeg, det jeg har set i dag ville kræve en levende krop, men nu…”

”Jeg er ikke helt med…” lød det fra den blodrøde baron, men abbeden fangede det hun ville frem til, han havde trods alt en større indsigt i mennesker end baronen nogensinde havde haft eller kunnet mindes at have været i besiddelse af:

”Du mener at det drejer sig om forelskelse frk. Serverius?”

”Mathie,” rettede hun automatisk, inden hun forsatte: ”Måske mere betagelse hvis det kan gøre det lettere for alle parter at acceptere..” Hun så på de skeptiske blikke, selv hendes venner sendte hende et: du er da ikke helt for klog nu blik. Med undtagelse af en ung bebrillet heks, som nikkede umærkeligt til hende. Nikket bød hende til at gå videre og tilføje sit triumfkort:

”Tænk lige på den seneste tid stilhed, der har været på gangene? Og Blodrøde baron, har det ikke været lidt af lettelse ikke at skulle holde øje med ham 24/7?”

Den efterfølgende tavshed fortalte Mathie at hun havde bestemt fat i noget, en fornemmelse af at de faktisk lyttede gjorde hende varm og fik hende næsten til at glemme revnerne fra sit eget hjerte.

 

I mellemtiden og uden at være klar over at deres skæbne netop var blevet taget op til diskussion svævede Maibe og Peeves rundt på gangene sammen. På et tidspunkt lod poltergejsten hende svæve et længere styk foran sig for at han fik mulighed for at tænke lidt. 

Han betragtede Maibe med en hvis forundring, han forstod ikke hvad særligt, der var i netop dette spøgelse. Han havde set adskillige smukke hekse blive til spøgelser uden at føle sig draget på samme måde som med Maibe. Måske skyldtes det at hun ikke umiddelbart ikke lignede en heks. Hun lignede snarer en man skulle tage hånd om og passe på, men der var også noget der bød til at man ikke skulle behandle hende som glas. To meget modstridende følelser, der svandt i det et navn brød ind i hans tanker:

”Pivees!”

Kaldte hun og sendte ham et smil, der ville have fået hans hjerte til at hamre lidt heftigere altså hvis han havde haft en levende krop ville det helt bestemt have gjort det. I stedet grinede poltergejsten bredt og skyndte sig at svæve hen til den unge kvinde og sagde:

”Det er nu Peeves de fleste kalder mig..”

”Vil du hellere…?” Spurgte hun forvirret da han pludselig rettede på hende. Siden sin ankomst havde hun været under forholdsvis tre spøgelsers vinger: den blodrøde baron, den fede abbed og sir. Nicholas, som hun havde bidt mærke i, at blandt de levende mere gik under navnet, Næsten hovedløse Nick og tydeligvis var et ømt punkt for ham. De tre spøgelser var flinke og høflige, men hun havde nu fundet et fjerde spøgelse, som ikke behandlede hende som et fuldkomment hjælpeløst væsen.

Peeves…

”De må gerne kalde mig Pivees, det gør mig faktisk… glad”

Han smilede en smule usikkert og imens han følte at ordet glad måske var en smule malplaceret, men det unge kvindelige spøgelse smilede bredt og tog glædelig fat i hans spøgelseshånd. Hvis Pevees havde været levende ville have antaget samme farve i hovedet som den lille eliksirmesters hår havde, da han så hvordan Maibes fingre flettede sig ind og ud imellem hans egne fingre.

”Så kom, og lad os ikke være så formelle, vi kan sagtens være dus. Desuden lovede du at behandle mig som du behandlede alle andre!"

Hun bed ikke mærke i, hvordan poltergejsten i et øjeblik så rædselslagen ud ved tanken om at skulle drille hende, men skyndte sig at smile, da hun vendte sit blinde blik imod ham igen: 

"Altså efter du havde vist mig denne, kaldte du hende Hulkende Hulda’s domæne?”

"Så lad os komme af sted... Maibe"

Lidt efter strøg de to spøgelser igennem Hogwarts kolde gange med hinanden i hænderne og ignorerede alt det de passagerede igennem.   

Hvis dette var glæde som alle de levende talte om at de kunne føle, så ville ingen af dem undvære det for alt i verden. Det slog ingen af dem at glæde var noget som man skulle passe på, da følelsen kunne vare længe, men bare på et øjeblik kunne glæde forsvinde..

Selv blandt de døde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...