Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8430Visninger
AA

22. Hvad vil du gøre?

I New York havde man i de seneste par uger været plaget af sorte skyer.

Ikke fordi det var første gang at der kunne gå uger inden man så solen. Men at skyer decideret sugede det mindste lys til sig så man allerede midt på dagen måtte lade de mange tusinde gade lys, udover de store lystavler med diverse reklamer, være tændt for at byen ikke skulle synke hen i fuldkommen mørke kl.12.00 om dagen. 

Godt nok var man gået ind i efterårets tegn, men dette var alligevel en anelse for mærkeligt.

Ifølge mugglernes vejrudsigter skyldes de mørke skyer mange ting. Den seneste teori var at det  drejede sig om forurening skyerne havde opsamlet over længere forløb som nu havde ophobet sig så meget at det nok ikke ville vare længe før skyerne ville splintres som små meteor stykker falde ned i byen.

Teorien om forurening var faktisk ikke helt ved siden af. Det var dog ikke forurening fra menneskenes mange maskiner og kemikalier som skyen opsugede.

Nej det var frygten og den panikartige stemning  som steg op og lade sig i tykke kager rundt på den forvejen mørke sky. Skyen havde vokset hver eneste dag i de uger, så fra at have fyldt en fjerdedel af himlen, var den nu så stor at den dækkede så meget af byen at selv yderkanterne havde problemer med lyset.

Ingen  af mugglerne satte spørgsmålstegn ved om det faktisk var en kæmpemæssig skyblokade eller om det kunne være noget andet?

 

Magikerne reagerede dog  efter et par ugers tavshed inden de sendte ugle-post op til skyen, at den skabte for meget opmærksomhed og om de oppe på skyen ville være så venlige at flytte sig?

Måske ville det have været underligt at bede en sky om at flytte sig, men i dette tilfælde kunne det lade sig gøre.

Altså hvis de væsner inden i skymassen var villig til at reagere.

At beordre en rede fuld af dæmoner ville være lige så risikabel som at stikke hånden frivilligt hen til en drages mund. Hagrid, Nøglebærer og Godsforvalter på Hogwarts mente dog han heller ville tage chancen med en drage end med en dæmon. Derfor var det bedre at spørge høfligt og bede til at nogen af dæmonerne kunne se det fornuftige i deres forespørgsel.  

 

”Et par timer til og så kan vi påbegynde rejsen til Kina,” lød det fra en grøn dæmon med vinger som en sommerfugl, i det han netop havde mast sig igennem skyen og landet på et stykke fladt terræn, der gemte sig inde bag skymassen. Et stykke terræn der mest af alt mindede om en borggård.

Skyen fungerede som en illusion og skjulte den kæmpemæssige flyvende borg. Faktisk var det nærmere et helt bjerg, som der dannede en fuldkommen perfekt pyramide, hvis man så bort fra den flade top og de mange små afsatser, som dækkede dens sider. Den grøn huddet dæmon bukkede let efter at have meldt sin rapport til vedkommende der havde stået og ventet inde i borggården. Den grønhuddet havde ikke mødt ham før ansigt til ansigt, men han havde da hørt rygterne om denne underlige dæmon og hans gerninger. Han hold dog tand for tunge i det stod afventende og ventede på dennes svar. 

Den blå håret dæmon med neonblå tattoveringer i sit ansigt og med de sammenfoldet skyggeartige vinger gemt på sin ryg var først for et par uger siden blevet udpeget som en af dæmonkongens nye leder, indenfor nogle bestemte områder. At han var endt med at stå for borgens sikkerhedsforantaltninger og næring til illusionen omkring den, var kommet meget bag på ham (det var som de skulle bruge den panikartige stemning til og som var drivkraften bag skyens fremgang hen over himlen). Han nikkede alvorligt, gjorde tegn til at den anden måtte gå og blev tilbage da den grønne dæmon begav sig ind imellem rækken af søjler for at se om der skulle være en bid mad et sted. 

Den tilbageværende dæmon stregede endnu punkt over på sin liste med en lang sortsværtet negl, som han netop havde dyppet i lille flaske blæk han havde siddende i sit bælte. En normal dæmon ville have brugt en stentavle og brugt sine negle til at snitte et flueben ind for hvert punkt, men denne dæmon fortrak pergament og blæk, selvom han måtte opgive at få fat i fjerpenne. Ingen dæmon ville frivilligt doner fjer, da hans egne vinger kun eksisterede i skyggeform kunne han ikke bruge dem til dette formål samt de andre dæmoner mente han havde tillagt sig mærkelige vaner, som han da på bedste vis forsøgte at komme til livs.

Nogen vaner var lettere at slippe af med end andre også var der de vaner som gjorde at han til sidst kom på tværs af de andre dæmoner, f.eks. hans menneskelugt som kom af sin trang til lange bade og at han havde beholdt sin tryllestav, der som en evig påmindelse om hans udstødelse stak op af skaftet på sine rockerstøvler. 

Men ellers var han begyndt at vænne sig til dæmonlivet igen, hvorimod en hvis anden ikke havde sluppet sit midlertidige liv han for en kort bemærkning havde haft. 

 

Måske var det på tide at aflægge ham sit sædvanlige besøg?

 

Morfeus nikkede for sig selv og stak listen ned i sit bælte så det stak halvt op og prikkede ham generende ind i det nederste ribben. Med en grimasse skubbede han til det inden han spredte sine vinger. Hans elskede vinger var noget han havde savnet i alle de år han havde været forstødt og skulle mænge sig med magikere og andre almindelige dødelige. Han fyldte sin lunger med luft, inden han med et par slag med vingerne svang sig op i luften og svævede ud i den tætte sky masse.

På jagt efter en hvis ung dæmon.

Hans eftersøgning tog dog ikke længe før han fornemmede hans tilstedeværelse i yderkanten af sin bevidsthed og ved at følge dette svage spor landede han lydløst på en af de mange klippeafsats, der stak ud af det flyvende bjergs sider. Denne afsats kunne med lidt god vilje kaldes en balkon. Han lod sine gule øjne glide hen mod kanten af klippeafsatsen, indtil det standsede ved synet af en skikkelse som sad på en af de større kampesten, der gjorde det ud for et primitivt gelænder.                    

En dæmon af den højeste byrd.                                           

Af en dæmon at være, så skikkelsen ligeså menneskelig ud som ham selv. Med den forskel at denne dæmon var dog noget kun højere og bredere over skuldrene samt hans muskuløse overkrop man kunne ane under den slidte hvide skjorte var solbrun. Hans lange sorte hår blafrede let i vinden, i hvert fald de lokker som havde revet sig fri af den løse hestehale han havde lavet. Hans blik var rettet ud mod skymassen, men alle vidste at de var lilla og var alt andet end menneskelige eftersom pupillerne var en mørk streg og de slog gnister, hvis man gjorde ham vred nok. Han var dæmonernes næste hersker og med sine magiske evner ville han blive en af de største. Det var dog svært at se dette lige nu eftersom dæmonprinsen havde valgt at skjule sine vinger og den magi der plejede at gløde omkring hans krop, havde han dækket til. Morfeus iagttog sin herrers søn, der endnu en gang var sunket hen i tanker.

 

Godt nok var han selv forandret, men Thanatos forandring var i den grad mere mærkbart.

 

Siden han var kommet tilbage efter at fået lov til at gøre sin uddannelse som troldmand færdig havde han været usædvanlig distræt. Dette fremgik på flere punkter udover sin trang til at dække sine mest tydelige dæmontræk f.eks. havde han ikke brækket nogen knogler på nogen af sine tjenere. Han nægtede ligeledes at slås unødig med andre dæmoner med mindre det var en del af den sædvanlige træning alle dæmonerne skulle igennem. En gammel sikkerhedsordning alle dæmoner var tvunget til at følge, for at de alle havde en chance mod de farlige magikere, hvis de skulle finde på at angribe.

Faktisk….

Opførte han sig slet ikke som en rigtig dæmonprins burde gøre… med mindre man talte den gang med, hvor en af de unge dæmon hunner havde sneget sig ind på hans kammer og havde lagt sig godt til rette i dennes seng. Hunnen var ung, hvis Morfeus absolut skulle indrømme det, så var hun meget attraktiv med sine lange slanke lemmer og bedårende pelset ører der stak op imellem et væld af lyserøde krøller som dækkede hendes hoved, mens hendes hud skinnede hvidere end sne og gjorde op for hendes manglende vinger. Men da Thanatos havde fundet hende i sin seng, reagerede han fuldkommen modsat end hun selv og andre af dæmonerne havde forventet. Han havde været så raserende, at hun dæmonen ikke havde ikke talt i næsten en måned af bare rædsel.

Han havde dog ikke slået hende.

Så lavt ville han synke til trods for at det var ganske normalt blandt dæmonerne, både hunner og hannerne sloges indbyrdes.

”Har du noget at sige Morfeus ellers kan du godt tage og skride!”

Hans dæmonluner var der dog stadig væk, tænkte han dog lidt efter tørt ved dæmonprinsens irriterede udbrud.

Han gik tættere hen til prinsen, men i en passende afstand indtil han kunne bedømme om det var sikkert nok at komme nærmere. I forhold til mange af dæmonerne med undtagelse af hans herre, vidste han udmærket godt hvorfor Thanatos havde ændret sig:

”Du er nødt til at lægge hende bag dig…”

 

Thanatos værdigede ham ikke et blik, og fastholdt sit blik mod skyerne, hvor et par tordendæmoner og lyndæmoner var ved at boltre sig på behørig afstand af borgen. Han gned træt sit ansigt med en hånd, da han trods alt svarede sin tidligere mentor:

”Jeg ville ønske jeg kunne… jeg ville ønske at jeg kunne slette hende fra mine tanker…”

”Det er der råd for…”

Morfeus hentydede til den mindre flaske af forglemmelses-eliksir Thanatos og Mathie i fællesskab på et tidspunkt havde fremstillet. Ikke at de havde været forudseende, da de på det tidspunkt stadig var fjender. Hvordan det så var endt med at flasken var kommet i hans besiddelse anede han ikke.

”Men jeg vil ikke…”

Stædige kræ, tænkte den gul-øjet dæmon i det han kneb sine øjne en anelse sammen, og smed sit triumfkort:

”Hvad så hvis hun har fundet en anden?”

”Det har hun ikk..”

”Udspionere du hende?”

Under samtalen havde Thanatos vendt sit ansigt i mod ham og Morfeus kunne ikke undgå at se det besideriske glimt, der lurede i den unge dæmonprins lilla øjne, da denne med et sammenbidt udtryk i sit ansigt svarede:

”Ja…”   

Morfeus strøg sig over sin hage, hvor hans fingre berørte tattoveringen, inderst inde kom det ikke bag på ham at Thanatos havde gjort dette:    

”Altid noget du ikke benægter det… du er ikke en hel normal dæmonprins længere….”

”Er det også gået op for dig?”

Inden han demonstrativt vendte sin opmærksomhed væk fra Morfeus, der umiddelbart ikke så ud til at svare.

Tavsheden syntes pludselig dominerende, hvor man kun kunne høre lyn og torden dæmonernes leg i skyerne bag dem.

VRUM…

Lynglimt og den buldrende torden skabte en hel særlig stemning og måske var det som havde fået Morfeus til at sige:

”Jeg ser kun to mulige løsninger, den ene har jeg nævnt og den anden vil din far helt sikkert ikke synes om..”

Det sidste i Morfeus sætning vakte en hvis fryd og fik dæmonen til at vende sig mod sin tidligere mentor, hvis gule øjne så alvorligt på ham i det han alvorligt måtte stille ham det uundgåelige spørgsmål, selvom iveren tydeligt kunne høres igennem hans toneleje:

”Og den anden mulighed?”

For første gang oplevede den unge dæmon en hvis sørgmodighed i sin tidligere mentors øjne, da denne alvorligt svarede:

 

”Spørgsmålet er nærmere om du er klar over hvad du kan risikere at miste?” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...