Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8430Visninger
AA

8. Fremtidens usikre veje

En måned senere havde Hogwarts eleverne efterhånden kommet ind i en rutine.

En rutine der inkluderede lektier, timer, venner, quiddicht træning for nogen, lektier… og lidt flere lektier.

Men alle startede rutinerne med at indtage noget spiseligt som f.eks. morgenmad.

Denne morgen var ikke nogen undtagelse, bortset fra at klokken endnu bød til at man burde lægge i sin seng og nyde varmen inden man skulle op og vandre i de kølige gange i de næste mange timer.

Nogen havde nemlig trodset klokken og sad bænket ved et af lang bordene nøjagtig som de havde gjort de sidste mange år og nød morgenmaden.

Nogen morgner var de alle snakkesaglige, andre morgner var de mere stille, men uanset hvilken morgen det var, var der altid en zombie til stede ved morgenbordet.

”Hun sad til klokken 1 i nat for at skrive en liste til nogen af første års eleverne, hun minder lidt om Milla da hun lavede den oversætter dims til Malu sidste år...” mumlede Jerry forklarende til sin kæreste der sad ved hans højre side og sad derfor direkte overfor zombien.

Zombien der umiskendelig grad lignede Mathie.

Den morgen hvor Mathie ville sidde med et kæmpe smil i sit ansigt og samtidig ville være frisk som en havørn, ville være den dag hvor Hagrid havde fundet et kæledyr (udover Trofast selvfølgelig), som ikke var ude på at bide eller slå nogen ihjel.

Hvilket nok sandsynligvis aldrig ville ske…

Zombien tog en bid af det tørre stykke toastbrød og gumlede temmelig mekanisk, mens hun stirrede direkte på Melissa der forsøgte på bedste vis at ignorere dette.

I forhold til Malu og Jerry der tog denne mærkelige vane med et grin og skuldertræk havde Milla og hun selv svært med at affinde sig med det stirrende trætte blik.

Måske skyldtes det at det mindede dem om det første år, hvor Mathie brugte dage og nætter på at øve til den troldmandsprøve og havde til sidst mere eller mindre lignet denne zombie. Den blonde skønhed pustede let ud, inden hun fraværende strøg Jerrys sorte forpjusket frisure. 

Hun måtte overtale ham til at lade sig klippe… Bare et par cm. Hun mærkede en svag rødme skød op i sine kinder, da han sendte hende et smil, så sommerfuglene i hendes mave blafrede endnu mere.

En følelse hun aldrig blev træt af føle, når hun var sammen med ham gjorde at hun droppede sin ide om at klippe ham. Han så nu også ganske dejlig ud med sit halvlange pjuskede hår. 

Milla sukkede tørt ved synet af det forelskede par, inden hun kastede blik over på Malu, der sad over for hende, hun var heller ikke videre selskabelig i det hun havde glemt at læse op til professor Mcgonnagalls fag og derfor forsøgte hun på bedste vis at spise og læse samtidig. En imponerende præsentation i det drejede sig om mysli som hun normalt spiste med yougurt, men denne morgen havde hun taget mælk på i stedet og havde formået at redde sit sorte hår væk fra mælken i sidste øjeblik, selvom det gang på hang faretruende tæt på skålen hun havde placeret klods op af den store og gamle bog, der skreg næsten til ravencloor i det hun så på den at hvis griffindoor eleven så meget som spildte en dråbe på den ville den gå i stykker forevigt. Hun krympede sig let da Malu endnu en tog en mundfuld op til munden og fik den indenbords inden dråben af mælk der havde bevæget sig under skeen var lige ved at give slip. Til sidst vendte hun blikke væk og sukkede endnu en gang blot lydløst. 

Milla vidste bedre end at forstyrre griffindoor eleven, der var endnu en god grund til at hun læste ihærdigt op til professor Mcgonnagalls fag selvom det i sig selv burde være grund nok. Nej det skyldtes at hun gik efter at få de bedste karakter så der ingen problemer ville blive når hun ville søge ind og blive auro ligesom hendes mor havde været den gang hun var live.

Man kunne tro det eller lade være, men den blonde skønhed et stykke længere henne ad bordet havde nogenlunde de samme planer hvis altså ikke hendes familie af fuldblods troldmænd fik nys om det. Den slanke mand ved Melissas side havde nogen helt andre fremtidsplaner end hans kæreste. Han var allerede en temmelig dygtig magisk botaniker, så han havde en drøm om at bevare det som et fritidsjob, mens han i virkeligheden trænede til at kunne blive udtrukket til et af de allerstørste Quiddicht-hold til dato og det hed noget i retning: Tordenvarylerne. Hvilket var endnu en grund til at de sad så tidligt ved morgenbordet da Jerry skulle træne med Quiddicht holdet blot om et kvarters tid. Han sad allerede i sit Quiddicht udstyr bortset fra kosten, der var placeret på bordet i det han havde været igang med at ordne nogen børster på den. Mathies fremtidsudsigter derimod var… Ja hun var jo allerede Eliksirmester og så vidt Milla havde hørt af rygter lod det til at flere magiske virksomheder ønskede den unge rødhåret kvinde som brygmester på trods af hendes far var eftersøgt. 

Til sidst rettede den bebrillet unge kvinde opmærksomheden mod sin havregrød… en meget deprimerende ret at spise synes hun på trods af at det var temmelig sundt og hun havde selv øst det op i sin tallerken. Hun kunne selvfølgelig bare skubbe grøden til side og tag noget andet, men hun kunne næsten høre sin mors stemme skælde hende ud for at lade god mad gå til spilde.

Det var trods alt ikke madens skyld at hun mistede lysten til at spise den.

Hun fjernede sit blik fra grøden og rettede sin opmærksomhed mod bordet og lod sine øjne glide søgende frem og tilbage bag sine brilleglas, hvis hun nu proppede lidt af den honning på hun havde set for få sekunder siden på bordet og der var den…

Åh for Rowenas skyld, hvordan var den endt oppe ved zombien?

Zombien lod først ikke til at mærke at hun blev betragtet i det hun stadig temmelig mekanisk gumlede videre på sit stykke toast. Milla sukkede og skubbede automatisk sine briller et stykke op på næseryggen igen, rejste sig halvt op fra sin plads og strakte sig tværs over bordet med sin hånd strakt ud efter honning. I sådanne  tilfælde forstod hun Mathies frustration over sin højde. Det var temmelig frustrerende at se sine fingerspidser strejfe glasset uden at kunne trække det til sig og…

Pludselig havde hun glasset imellem sine fingre og hun bed mærke i at Mathies fingre havde skubbet så meget til glasset at Milla kunne nå det. Hun mumlede svagt et tak, som zombien besvarede med et grynt.

Med et stille tilfreds suk satte Milla sig igen denne gang med glasset fyldt med honning og vendte straks bunden i vejret på glasset, sagde: ”Et skævt…”

Hun havde opdaget for to år siden at honning glasset var blevet forhekset og reagerede på kommandoer som f.eks. Et skævt eller en skefuld.  

Ret praktisk eftersom honning kunne være en klistret affære og hun havde gjort kunsten efter derhjemme… Hvilket havde skabt en smule problemer for familien eftersom ingen andre udover Millas forældre vidste, at hun var i lærer som heks.

Apropos hendes families uvidenhed om hendes magiske evner, havde de selvfølgelig stillet spørgsmålet som hun vidste ville komme på et eller andet tidspunkt:

”Nå hva skal du så være?”

Indtil videre havde hun trukket på skuldrene da hun ikke rigtig for sjov kunne sige at hun ville være drageopdrætter, men når hun og alle de andre på 7 år blev færdige næste år skulle hun gerne have fundet ud af det inden da ellers ville hendes familie se underligt på hende… Hun rettede sig selv altså de ville se endnu mere underligt på hende end de allerede gjorde.

Hun prustede let inden hun satte sin albue hårdt ned i bordet og holdt derefter sit hoved op med hånden og ignorede smerten der skød let op igennem hendes albue ved sammenstødet med den hårde bordoverflade.

Hvor svært kunne det lige være at finde et interessant job i den magiske verden uden det nødvendigvis inkluderede muggler, mens stadig ikke virkede underligt at nævne som ikke ville kede hende halvt til døde….

Hendes hjerne stoppede i en tid med at tænke i det hendes blik som sædvanligt ikke havde kunne hvile i bare nogen sekunder og var derfor gået på vandring og tæt ved Mathies hånd lå der den seneste udgave af Profettidene.

Selvfølgelig!

Hun kunne have slået sig selv i panden for det åbenlyse.

Hun skulle da være journalist og hvis det ikke gik, ville hun være redaktør for sit eget magiske tidskrift.

Åh ja man kunne ikke stile for højt i hendes verden ikke med så magtfulde venner som hun havde… eller de var i hvert fald ved at udvikle sig til nogen af de mest mægtige magikere på hver deres felter naturligvis.  

Mere optimistisk tog hun fat på sin havregrød og stoppede en god skefuld i munden og nød smagen af det strejf honning som havde blandet sig med grøden. Hun fik endnu et par mundfulde grød ned inden hun blev opmærksom på at Jerry og Melissa var gået. Hun rystede overbærende på hovedet, de var som ærtemalm på trods af at de havde været sammen i flere måneder nu, men hun var imponeredet over at de havde formået at kunne liste væk uden at hun bed mærke i det.

Hun kastede et blik over mod Malu der stadig med hovedet i bogen. 

Det måtte være et virkelig lang afsnit hun skulle læse, konstaterede hun, inden hun til sidst så over på zombien, der langsomt men sikkert var ved at blive til en mere vågen Mathie i det hun sad med et stort krus imellem sine hænder.

Efter pigens ansigtsudtryk måtte det være kaffe, der var i kruset.

Milla smilede og rystede let på hovedet så hendes hår dansede let for hendes øjne. I alt den tid hun havde kendt hende havde den rød håret pige aldrig været et morgenmenneske. Jerry var endt ud i at blive hendes personlige vækkeur, men hvordan han fik hende ud af sin lune seng om morgen blev en gåde for Milla eftersom hun ligesom alle andre vidste, at der lå en besværgelse over alle pigernes sovesale, så drengene ikke kunne gå ind, men pigerne kunne sagtens gå i ind deres sale..

Ikke helt fair, men ingen havde klaget. 

Hun betragtede de runde kinder, der lyste svagt rødt af ren og skær træthed…. Hun rynkede panden, der var et eller andet og..

Så gik det op for hende…

Mathie havde tabt sig eller det havde hun gjort stille og roligt de sidste par år, men hun måtte have tabt sig lidt igen. Ikke fordi det var voldsomt, så der var ingen grund til at råbe højt, men det var nu…

Milla tog en mundfuld grød og tænkte eftertænksomt videre....

Mystisk og den træthed, der prægede hende om morgen, virkede mere udmattenede på huffelpuffen end normalt, men Milla vidste bedre end at spørge hende om hun havde det godt og forvente at hun for en gangs skyld svarede andet end: jeg har det strålende, så tag jer ikke af mig, jeg skal bare gå lidt tidligere i seng... 

Det ville være det samme som at få professor Snape til at indrømme at han nød at ydmyge eleverne og han var pavestolt af sin tidligere protege Mathie.

En umulighed… 

Det bedste hun kunne gøre var at holde et vågent øje med hende og bede de andre om at gøre det samme, men det kunne også være hun overreagerede. For siden hun havde sagt til Mathie at vedhænget i halskæden ikke bar præg af nogen magiske spor syntes det at gøre hendes veninde endnu mere udmattet og hun selv? 

Hun fangede et glimt af vedhænget der hvilede på Mathies bryst. 

Øjet syntes at glitre let som om det mærkede at det blev betragtet... 

Hun var i den grad enten blevet paranoid eller også lå der flere hemmeligheder gemt i den halskæde end hun havde kunne finde frem til....

Hun skubbede tanken væk i det Malu strakte sig dovent med en veltilfredslyd, mens hun med en hånd smækkede bogen i og sagde efter sin veltilfredse lyd, som fik Milla til at blive temmelig bleg da hun havde glemt alt om det selvom hun havde læst lektierne:

"Så er jeg klar til testen idag..."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...