Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8411Visninger
AA

13. Fængselsnisser og tilnærmelser

Der var stille på gangene…

Vel og mærke fordi det var tidlig morgen.

Det eneste sted hvor der så ud til at være liv på denne tid var i køkkenet, hvor husalferne pilede frem og tilbage for at gøre de fire lang borde klar til morgenmads sessionen.

Stilheden varede indtil ja…

Nogen forstyrrede den.

I det her tilfælde var det et kollegium, der væltede ud af sengene langt tidligere end normalt på en søndag.

 

”AHHHHHHHHHHHHHHHHHHHH!”

 

"HVAD HVEM!!"

En faldt med et brag ud af sengen. 

"TROLDE!"

Skreg en anden temmelig søvndruknet. 

"HVEM ER DET FU..HOVED!"

Brølede en anden.
 

Jerry kunne knap registrere de andre drenges vrede udbrud da han vågnede skrigene op til en skærende smerte, der skød igennem hans tænder.

Aldrig havde han haft så ondt i tænderne…

Det gjorde endda mere ondt end den gang hans bror Jim havde overtalt om til at forsøge at spise gargoyle ost. Han knækkede fire tænder eftersom osten var af sten. Da pigerne havde hørt om den lille historie, havde han forventet en smule medlidenhed, men det var de forkerte piger for i stedet spurgte de hvordan man lavede gargoyle ost?

Det føltes værre end da Thanatos sidste år havde fået smasheren til at smadre ind i hans krop….

Måske ikke helt så slemt, men det gjorde hamrende ondt plus smerten fokuserede kun på et sted i kæben…

Han fik da efterhånden præciseret hen til hvor smerten faktisk sad.

Men denne her gang..

Han jamrede sagte i mens han trillede rundt i sengen.

”HOLD SÅ OP!!!”

Brølede en stemme ind i hans hoved, forskrækket slog han sine øjne og mødte et par glitrende mørkeblå øjne, der normalt udstrålede venlighed, men lige nu tydede mere på at han skulle tage sig i agt for hvad han tog i munden i det næste par dage, hvis han ikke straks gjorde som der blev sagt.

Udtrykket fik ham til holde op med sin jamren og i stedet udstødte han et enkelt: ”auvt,” da Mathie endelig gav slip på hans tank top hun havde formået trække ham så hårdt i at han var kommet halvt op at sidde og trådte et par skridt væk fra sengen for at lade ham sunde sig lidt og rette på sit filtret morgenhår. 

”Tak rødtop…” Lød det fra en Jerry værelseskammerater, en stor med brede skuldre fyr, der til forveksling kunne ligne den fyr som i deres første tid på Hogwarts havde været mentor for ham og Mathie: Patrick Holzenberg. Observation var ikke helt forkert da da han var lille broren: Peter Holzenberg.

Mathie sendte fyren et bredt smil og forsøgte så herefter at lade være med at rødme ved synet af dennes nattøj. Hun burde virkelig lærer at banke på inden hun styrtede ind på drengenes sovesal, men Jerry havde virkelig skreget højt så selv pigerne vågnede og ja så havde lavinen bare rullet.

Peter lod dog ikke til at være flov over hendes stirren eftersom hun selv heller ikke ligefrem var klædt på, men mere end han var eftersom han kun havde nogen slasket blå pyjamas bukser på. Hun havde derimod en stor pink t-shirt der kun lige gik ned til låret, men var så åben for oven at der ikke var langt fra at den ville afsløre alt da den kun hvilede på hendes skuldre og et par små hvide natbukser som man netop kunne ane under kanten af t-shirten. 

Jerry rynkede panden let da han endelig kunne fokusere på andet udover smerten i et kort øjeblik og kom så i tanke om at Peter havde faktisk forsøgt at få ham til at arrangere et møde med den kønne rødtop, men på det tidspunkt var hun begyndt at date Thanatos. Han gned sin smertende kæbe, han måtte hellere tage det op til overvejelser med Melissa, hun var en bedre Kirsten Giftekniv end han var.

Desuden…

”Ahhrf,” gryntede han og trykkede sin hånd mod den venstre side af hans ansigt. Udbruddet var dog højt nok til at Mathie hørte ham og drejede hovedet hurtig nok til at opfatte hans smertefulde træk i hans ansigt. Hendes røde hår væltede om hendes ansigt som hun strøg væk og satte bag sine øre selvom det få sekunder efter faldt frem af igen, hun sukkede træt:

”Hvordan kan det være at mænd er allermest pylret når de udsættes for ganske almindelig ting som tandpine, mens de ikke har noget imod at bide tænderne sammen hvis de bliver ramt af en smasher på trods af, at de har brækket ti ribben?”

Dette fik Peter og de resterende drenge på sovesalen til at smile bredt, da hun sagde det i samme toneleje som den legendarisk præfekt fra Ravencloor, der elskede at holde taler.

”HOLD K…!”

Fik Jerry presset frem mellem sine sammenbidte tænder, han ville faktisk have råbt det, men da han havde gjort mine til at munden mere end et par cm, så spændte det voldsomt i samme side hvor hans tænder dunkede, at det her var det bedste han kunne sige.

Mathie stirrede også skete det, noget det var længe siden de havde hørt i hvert fald så ukontrolleret.

Hun grinede.

Hun ikke bare grinede.

Hun skreg af grin så tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder, mens hun nærmest sank ned på gulvet med bøjet hoved i et forsøg på at stoppe sin latter.

 

1 halv time senere

Sad stort set alle fra Huffelpuff kollegiet i storsalen til nogen af ravenclawernes undren. De havde aldrig set det kollegium stå så tidligt op aldrig på en søndag. Det var endda før  at morgenmaden var dukket frem på langbordene. 

Peter selv så undrende over på de 7 års elever deriblandt Milla der dog var på vej over til deres bord med en bunke dokumenter under sin ene arm, han prikkede let til Mathie da hun havde valgt at bruge hans skulder… arm til at sove på. Hendes krøllede hår duftede af jordbær.

”Ehmm,” lød det fra hende, hun havde stadig lukkede øjne. Peter så forvirret over på Jerry, hvor et par 2 års elever var ved at forsøge overbevise ham om at tage op til Madame Pomfrey, han ignorerede dog disse og svarede næppe hørligt under deres støj:

”Bare snak hun svare dig.”

”Øhmm okay…”

Normalt talte Mathie ikke rigtig med spillerne fra Quiddicht, udover Jerry, men nu var Jerry også en af hendes allerførste og bedste venner, derfor tøvede Peter, han var ikke vant til at snakke med den rødhåret pige:

”Står Ravenclawerne altid så tidlig op?”

Han slog sig let i panden, det var ikke det han ville sige, men hun svarede mumlende:

”De har en læseklub og Milla har startet en debatklub for et par dage siden…”

”Så kan jeg bedre forstå det…” svarede Peter, selvom han faktisk ikke fattede hvem pokker der gad at stå så tidlig op på en søndag. Selv ikke en gang Qudditch holdet stod så tidlig op når de skulle træne.

”Hvad laver i så tidligt oppe? For hvis I absolut skal larme, kan i så ikke komme over og skabe lidt debat?” Spurgte Milla i det hun lod plumpe ned ved siden af Mathie, der lettere smaskende rettede sig op. Ingen af de to piger bed mærke i at Peter ganske let rørte sin arm det sted hvor Mathie havde haft hvilet sig. Mathie hævede et bryn imens hun svarede gabende:

”Spørg Jerry, og bare få din debat klub flyttet herover så kan I måske få noget fornuft ind i mellem ørerne på ham..”

”Du mangler virkelig din kaffe Mathie…” svarede Milla med et lille smil, da hun fornemmede den lettere morgengnave zombie faktisk var til stede, ”Nå Jerry hvordan har du fået jaget alle huffelpufferne op? Åh wow! Har du fået en tandbyld? Du burde virkelig gå op til Madame Pomfrey..”

”Det er så det der er problemet han vil ikke gå derop…” stemmen fik Milla til at se over Mathies bøjet hoved da denne havde valgt at nu var det bordets tur til at agere hovedpude og de røde hår dannede et fint rødt gardin omkring hendes synsfelt: ”Du er en Holzenberg er du ik?” spurgte hun efter en hurtig analyse af Peters udseende, denne nikkede,”jeg giver dig lige et hint.... Du ved godt, at du er større end Jerry ik?”

Endnu et nik der kom en smule tøvende: ”Sååå hvorfor tager du ikke bare fat i ham og slæber ham derop?"

Blink blink

Svujs svujj lydene stammede fra flere kapper og lød pludselig øredøvende i det samtlige huffelpuffer hørte dette vendte de sig nemlig på bænkene og rejste sig op. På afstand lignede det en bølge af sort og gult der bevægede ned langs bænkerækkerne. 

Peter smilede i det han fangede Millas budskab og langsomt rejste han sig fra bænken. 

Jerry så pludselig nervøs ud ved at flere af huffelpufferne kom nærmere og han begyndte at føle sig som et får omringet af en flok trætte ulve, han forsøgte med en beroligende mine, der forsvandt i det han måtte skære ansigt: ”Rolig nu.... Har ikke hørt om fri vilje? Aaivt..”

I det han krympede sig slog Mathie til, ingen af dem havde forventet at hun kunne bevæge sig så hurtigt, men den kostede også et par blå mærker, i det hun mere eller mindre fløj op på bordet og greb fat i Jerrys trøje og trak ham og sagde: ”Peter… lad os følge hr. Findrix op på sygeafdelingen?”

Senere på sygeafdelingen blev Madame Pomfrey og hendes kollegaer ligesom ravenclawerne overrasket over at se huffelpuff elever så tidlig på færde og endda samtidig troppede op på sygeafdelingen. Endnu mere overraskende var det, at de havde fået slæbt den unge hr. Findrix op med noget der mindede om en golfbold siddende nær hans kæbe, som de uden videre blev overladt i hendes varetægt.

En lille flok 1 års huffelpuffer blev stående i nærheden af Jerrys seng og mindede Madame Pomfrey om en flok hundehvalpe. Selvom hun ville sværge på i det hun gav sig til at undersøge den gigantiske tandbyld, at den unge Findrix var af en ganske anden mening, da han imellem sine små smertensudbrud, når hun prikkede til bylden lidt for meget, mumlede:

”Små fængselsnisser…”

Imens spredte resten af huffelpufferne sig. Nogen kunne ikke komme hurtig nok tilbage til storsalen, hvor morgenmaden nu ville blive serveret, mens andre gabende gik ned mod deres sovesale.

Mathie var en af dem som for ned til morgenmaden for første gang i selskab med Peter. Utrolig egentlig eftersom de havde gået på samme årgang sammen i næsten 7 år så havde de aldrig tilbragt særlig meget tid sammen.

Faktisk var det ganske hyggeligt afgjorde Mathie efter de havde siddet nydt et godt morgenmåltid. Den bredskuldret huffelpuff fik hende i hvert fald til at smile bredt, men…

Hun rykkede sig en smule væk fra ham i det han havde formået at sætte sig lige op og ned ad hende så hun næsten ikke kunne bevæge den venstre arm.

Måske var han lidt for ivrig efter at få hende til at grine?

Hun begyndte at rejse sig op fra bænken, da hun så at han var ved at tale med nogen af de andre huffelpuffer, deriblandt en af pigerne fra hendes sovesal, men åbenbart var han mere opmærksom på hende end forventet i det han som et lyn drejede sig rundt og greb hendes håndled med et fast greb, hun var halvvejs oppe at stå, så der opstod en akavet tavshed indtil han spurgte forvirret:

”Hvor skal du hen?”

”Øhhm… ud og nyde det sidste af varmeskjoldet… Professor Dumbeldoor nævnte i går til aftensmaden, at det ikke skulle fornyes i næste uge, hvilket vil sige i morgen faktisk så… ”

Hun fik til sidst vredet sig ud af hans greb i det han rejste sig op med hænderne støttet i bordfladen skrævede han over bænken, sagde med et kæmpe smil og gned sit karseklippet hår:

”Ingen dårlig ide.. Skal vi gå?”

Mathie spærrede overrasket sine øjne op også op på ham, hun havde trods alt ingen rigtig undskyldning eftersom Jerry stadig var på sygeafdelingen garanteret i selskab med Melissa nu eftersom Slytherin eleverne var ved at finde plads ved morgenbordet.

De andre... Malu og Milla var ved skabe en hed diskussion ved ravenclaw bordet.

Noget om trolde og mørk magi....

Hun rystede let på hovedet og sendte Peter et bredt smil, forsøgte at ignorere den nagende fornemmelse hendes mave udsendte og bekræftede ham med et enkelt nik. At et nik kunne betyde: godt så lad os gå tæt sammen ud af storsalen, var ikke lige det hun havde forventet, i det han uden videre gik tæt ved siden af hende og endda afpassede sine skridt med hendes, men måske var hun bare forkert på den?

Så sammen gik de to huffelpuff’er udenfor i den svindende varme som varmeskjoldet havde skabt, der ganske rigtig var ved at opløse sig selv.

Få steder hvis man så op mod ville man kunne se hullerne ud til det ægte vejr udenfor skjoldet, der bestemt ikke var et opmuntrende syn. Pludselige stoppede Peter brat op for lidt efter at læne hovedet tilbage også op imod himlen mens han sagde:

”Prøv lige at mærke varmen.. Mathie.”

Undrende gik Mathie tilbage til hvor han stod og standsede og så op imod himlen. Hun mærkede svagt varmen, men gøs let igennem da en kold vind havde fundet vej ind igennem hendes grå pullover: ”Prøv at lukke øjne så kan du bedre mærke varmen…”

Hun rynkede panden, men gjorde som han forslog og mærkede så at det faktisk virkede varmere med lukkede øjne. Hun smilede sagtelig og så mærkede hun det...

Et lille træk, der fik hende til at slå øjne op og så direkte på en boksernæse som kun Holzenberg slægten kunne prale af. Der skulle alligevel et par sekunder til før det gik op for hende at Peter pludselig var meget tættere på end før.

”Peter…” lød det stille fra Mathie da hun fornemmede at Peter ville noget mere eftersom han havde fanget en af hendes krøller og trak let i den, ”Ja” svarede han og bøjede sig endnu længere ned mod hende:

”Jeg kan altså ikke lide dig… ikke på den måde…”

Hans ansigt stivnede, han slap krøllen som gav den stød og trak sig tilbage. Han rødmede over sin ret dratiske tilnærmelser eftersom de kun havde spændt et par timer sammen og sagde stille:

”Forhaster jeg mig..? Jeg troede når nu at ham… Slytherinen var gået ud ville du måske…”

”Jeg er ked af det, men selv hvis der var gået længere tid.. så ser jeg dig altså ikke på den måde… Din bror var trods alt Jerrys og min mentor… og du ligner ham altså temmelig meget.... ahh lad mig forklare...”

Hun vinkede hænderne afværgende foran sig da hun fornemmede at hun var ved at bevæge sig over i den der:

”Det er mig ikke dig der er noget galt med..”

Hun slog i stedet blikket ned og sagde stille, mens hun tog sine hænder ned foran sit bryst og gav sig til at vride dem nervøst, dette fangede Peters opmærksomhed:

”Thanatos var mere end min kæreste... " Hun smilede smerteligt, "Han er min rival og ven. Ingen kan erstatte ham ikke… Han…”

”Du siger altså at jeg ikke er din type?” Afbrød Peter, hvilket fik Mathie til at løfte sit blik og sende ham et af lille men lettet smil over ikke at skulle forsøge at forklare det nærmere:

”Ja… jeg er ked af hvis du har opfattet noget andet… jeg ved jeg siger en klassikere, men vi kan stadig være venner ikke?”

”Det er nok bedre vi siger, at vi bare er klassekammerater…” svarede Peter stille, udbrød i det næste: ”Øhm du siger det vel ikke til nogen..?”

”Nu ved jeg ikke om jeg skal slå dig eller sparke for sådan en kommentar?” lød det tørt fra Mathie og kneb øjne let sammen, men opgav og mærkede hurtig et smil krybe tilbage på hendes ansigt. Alle på deres årgang vidste at hun hellere ville drikke gift end at fortælle en hemmelighed videre og hun kunne heller ikke holde på den fornærmet mine særlig længe af gangen. 

At hun så godt kunne drikke gift uden at blive påvirket var så en anden sag. 

Kammeratlig slog den noget større huffelpuff hende let i ryggen, men han undervurdere sin styrke og fik i stedet sendt den rødhåret pige ned og bide i græsset i samme øjeblik som skjoldet forsvandt. Solllyset skjoldet havde skabt en illusion af forsvandt på et øjeblik og blev erstattet med silende regn og en mere dunkel grå belysning. 

Peter skyndte sig at samle hende op at stå og hvorefter de skyndte sig at løbe over mod skolens indgangsparti. Det endte med at de nåede frem og stod i læ i porten som et par druknet og forpustet mus, hvilket i det de så hinandens drivvåde og ikke særlige praktiske tøj fik dem til at le og fjernede den sidste rest af akavethed.

Mathie lod en hånd hvile over sit hjerte, mens hun lo og mærkede at det var den rette beslutning da hun fornemmede lettelsen rumstere rundt i sin mave. Selvom, hun betragtede Peter let i det han forsøgte at vride sin trøje fri for vand, at han nu var meget sød...  

Søndagen forsatte sin gang og var usædvanlig stille i hvert fald under aftensmaden i storsalen. Stort set alle huffelpufferne forlod bordet inden desserten dukkede op. Hvilket skabte en del undrene blikke fra de andre lang borde, da de så hvordan grupper af huffelpuffer gabende forlod storsalen. De var simpelthen så trætte, desuden skulle de sikre sig at der lå is nok i en hvis for ivrig morgenvækkers seng. Det viste sig senere til deres skuffelse at Jerry var ganske ferm til tørre-besværgelsen og havde sovet ligeså tungt som en kæmpe. De tog dog senere hævn ved at smide ham i søen den følgende morgen. 

 

En enkel huffelpuff havde dog andre planer for sin søndag nat i det vejret holdt en pause med at sende kaskader af vand ned...

For lidt senere sad en ung kvinde oppe i Ugleriet.

Den unge kvinde skuttede sig lidt i det en vind kom fejende imod hende, men hun nød alligevel nattekulden.

Det havde sine fordele at være den yngste eliksirmester.

Ligesom sin veninde fra Ravenclaw havde hun fået en særlig tilladelse. Hendes tilladelse gjaldt dog ikke til bibliotekets forbudte afdeling, nej hendes tilladelse gjorde at hun kunne gå i gangene og udenfor Hogwarts murer midt om natten. Ikke noget hun havde benyttet sig af før, men denne dag havde været speciel og desuden manglede de Uglemos til deres lager i eliksirlokalet…

Faktisk var Uglemos et pænere navn for Ugleekskrementer, der skulle opsamles i nattens skygger.

Hvad hun dog ikke gjorde for at kunne lave en ny eliksir...

Uglerne havde betragtets menneskehunnen med hvis undren i deres store øjne i det hun havde givet sig til at fylde en lille lærredspose op med deres ekskrementer.

Massen var klæbrig og hun var glad for at uglerne heldigvis havde holdt sig til de samme steder samt den lille skovl hun havde medbragt, der også havde en tilhørende mere groftlavet pose, hun kunne lægge den i efter brug. Da hun havde skovlet den mængden op der var nødvendigt, havde hun fodret dem med nogen hjemmelavet kiks for ligesom at undskylde for at have forstyrret de resterende ugler, der var alt for gamle til at finde det umagen værd at fange mus på denne tid, når de nu fik glimrende uglefoder i dette stenhus…

Det var kun indtil en anden fugl havde fået alt opmærksomheden og de havde slået sig ned på trappens øverste trin.

Fuglen sad nu på hendes skulder og lod sig nusse, mens den kurrede let inden den selv gav sig til at pudse sine rødgyldne fjer. Det var lige før at dens fjerpragt gik i et med den unge kvindes røde hår. Men i skyggen, hvor Mathie havde søgt tilflugt i sin vinterkappe, var alle farver ens.

Hun så op mod himlen hvor månen var skjult bag nogle store mørke skyer.

Selv skyerne mindede hende på en særlig person.

Hun sukkede og forsatte med at nusse Fawkes hoved, i det hun lod sin anden hånd lege let med vedhænget i hendes kæde, tænk at hun faktisk var begyndt at vende sig til at have det uhyggelige øje hængende om sin hals og sagde stille:

”Hvorfor er det så svært at blive voksen? Jeg synes ikke jeg har gjort andet end at træffe valg i den seneste tid… ”

Hun så med et lille smil på føniksen da den på et øjeblik fik sine fjer til at lyse op og hun mærkede heden fra dens krop. Det gjorde ikke ondt, mens dens mørke øjne brændte sig ind i hendes blå. Hvis nogen havde set dem, ville man tro at de førte en samtale for lidt efter nikkede den unge kvinde alvorligt:

”Du har ret... Jeg bør droppe selvmedlidenheden…" 

Hun knugede vedhænget hårdere så fingrene blev hvide, inden hun slap øjet og rejste sig op med føniksen balancerende på hendes skuldre og spurgte den i et høfligt toneleje: 

"Vil du hjælpe mig tilbage til slottet?” 

Den flammende fugl udstødte en lyd og fik den rødhåret til at smile bredt i det den efterfølgende svang sig op i luften og fløj et stykke for så at dykke langt nok ned til at dets flammende fjer kunne lyse trinene op.

Mathie skyndte sig ned af trinene imens de stadig var oplyste og trak sin kappe tættere om sig. Alt i mens hun hastede ned af trinene mærkede hun en mærkelig prikken i nakken, som om nogen betragtede hende indgående.

Hun rystede voldsomt på hovedet og koncentrerede sig om at følge føniksens lys, der lyste stien op foran hende i det hun trådte ned på jorden fra det sidste trin op til selve Ugleriet. Hvis hun først fik bildt sig for mange uhyggelige ting ind, ville hun begynde at løbe afsted som en tosse af ren skær og skræk og måske være så uheldig at hun løb ind i et træ... 

Desuden hvem skulle også holde øje med hende?

Som den unge kvinde og den udødelige skabning efterhånden lod Ugleriet synke hen i mørket glødede noget op i skyggerne bag dem.

Noget der ikke hørte til på Hogwarts område.

Noget der slukkedes i det øjeblik at den rødhåret pige søgte tilflugt indebag Hogwarts tykke murer... 

Havde Mathie haft vendt sig om lige inden de tykke døre lukkede sig bag hende ville hun have haft set noget gnistret.

Gnistrer fra noget ildevarselende...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...