Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8421Visninger
AA

26. Et møde - Planer

Langt fra Hogwarts..

Faktisk var det endnu længere væk fra Hogsmead, og det var slet ikke i nærheden ad Diagonal strædet.

Var der et særligt møde i gang.

Et møde kun ganske få indviet anede fandt sted, og hvis nogen udover de indviede kendte til mødet skyldtes det nærmere, at de blot ikke var blevet fundet og likvideret.

Mødet fandt sted i et større værelse med ildevarslende blå farvet vægge, der fik rummet til at føles koldere til trods for at der i værelsets ene ende var en pejs, som man selv på afstand kunne se var tændt for. Hvis det ikke var fordi at ilden kastede rundt med skyggerne og knitrede sagte. Den føltes lun når man befandt sig helt tæt på, (hvilket ville sige klods op af den) ville man tro at det var en af disse fake-kaminer nogen muggler var så stolte af at have i deres stuer. Det var det bare ikke. Det sorte marmor pejsen var lavet ud af var imponerende da blot dets størrelse vidnede om den omfattende rigdom, der var blevet spenderet på at lave og få det bygget ind i væggen. Rummets resterende møbler bar samme udseende af, at det var et bekosteligt hjem. Rettere de få møbler der var placeret i rummet viste en smag for dyrere og omend mystiske ting.  

7 store stole med armlæn lavet i sort sten med 7 forskellige motiver hugget ind og gav dem deres helt eget unikke udseende udover et eneste motiv, der bandt stolene sammen. Motivet var placeret oven over vedkommendes hoved, når denne sad placeret med ryggen hvilende mod ryglænet, var der indhugget et øje. Størrelsesmæssigt dominerende stolene rummet og mindede mest af alt om tronstole. Dog var en af stolene en anelse større end de andres. Ikke meget men nok til at minde de andre tilstedeværende om at der kun var en som bestemte af dem som var mødt op til dette møde.  

Man sad ikke videre behageligt i disse stenstole og det var ikke ualmindeligt, at især de yngre, der var tilstede sad en anelse uroligt i et forgæves forsøg på at sidde komfortable, mens de ældre sad mere roligt. Hvilket blot var en konstatering af de var mere vant til det. Som en del af deres traditionelbundet møder var det forskrevet at de alle bar sandfarvet lange kåber, som dækkede hele deres krop med undtagelse af ansigt og hænderne, hvoraf nogen bar handsker. Om det var for at holde varmen eller for at skjule noget var svært at sige. 

I 7 time havde ingen mælet et ord og havde hverken fået vådt eller tørt.

Til sidst fik en af de yngre kutteklædte skikkelser nok. Ikke fordi han ikke var klar over konsekvensen, men at sidde i stolen kunne han altså ikke klare et sekund længere og han vidste at de sagtens kunne bruge yderligere 3 timer på dette. Han var vant til at være i gang hele tiden og desuden vidste de alle sammen godt hvad mødet drejede sig om. Eller hvad det burde dreje sig om.

”Min mester og de herrer. Vi har ikke tid til det sædvanlige traditionelle fi... vaner omkring vores møder. Tiden render fra os… Især for dem mester..”

Han så roligt op i det han rettede sit blik mod stolen hvor mesteren sad. Klar over at hans frækhed for at bryde traditioner kunne koste ham livet. Han strøg ubevidst sin håndflade mod sit lår, da han alligevel mærkede at han svedte en smule. Bevægelsen fik tatoveringen der prydede huden på hans håndryg til at lyse kort varigt op inden det forsvandt ligeså hurtigt igen.

Mesteren overraskede ham ved at nikke og sagde: ”Du har ret det er direkte tåbeligt, men sådan som det ser ud nu, ser det ikke ud til at vi behøver at skynde os så meget… Vi kan endda få lidt sjov ud af den korte tid, der er tilbage…”

”Sjovt?” Gentog en ældre herre til højre for den unge mand, mesteren gjorde et nik hen imod en anden ældre herre ikke at man kunne se dennes ansigt så godt pga. hætten, men hans stemme fik det til skurer i ørerne: ”En større plan for at skaffe den vigtigste brik hjem.”

”Brik… De mener vel Mat…?” Manden blev afbrudt inden han nåede at fuldføre sætningen, eftersom det sagtens i sidste ende kunne have reddet hans liv. Alle vidste at mesteren knap nok tålte at man nævnte vedkommendes navn de søgte: ”Ja ham… Den seneste melding lyder på at han har søgt til Finland og befinder sig midt i en kentaturflok… Nøjartig som han gjorde for 20 år siden… ”

”Og nøjartig som for 20 år siden har vi stadig ingen adgang til det land, og kan derfor ikke rører ham,” lød det utilfreds fra den unge mand.

Stilheden efter den udtalelse fik stemningen til at nå minusgraderne i rummet.

Mesteren talte med en rolig stemme i det han rejste sig fra sin stol og gik ud i midten af deres kreds:

”Det bliver ikke noget problem, min unge ven..”

Den måde mesteren sagde unge ven på, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på den unge mand og han rykkede sig nærmere hen til kanten af stolen, klar til at forsvare sig, selvom nåede i dennes holdning antydede at denne var udmærket var klar over, at det bare ville forværre det hele, hvis han prøvede på dette. Mesteren vidste hvornår en advarsel var nået ind og så lige frem for sig og direkte på den ældre mand, der nær havde sagt navnet. Den ældre mand vendte blikket ned mod jorden og undgik yderligere konfrontationer, da mesteren forsatte sin tale. En tale han lød til at have øvet sig gentagende gange på at sige højt:

”Klanen har alt for længe været adskilt og det er på tide at alle vender tilbage… Hvordan gik det med eksperimentet?”

Spørgsmålet blev uden videre slynget ud og var henvendt til langskægget mand, hvor selv ikke kåben kunne gemme skægget af vejen. Det nåede helt ned til gulvet og kunne bruges til at feje dette med. Måske blev det faktisk brugt til dette, da det så temmelig snasket ud. 

Den langskægget mand svar kom lige så promte:

”Min mester og herre.. Troldene har reageret som forventet på tågen..”

”Godt.. Godt… Så send tågen ud over byen..”

”Herre det er risikabel.. tænk hvis…”

”Bad jeg dig om at tale?”

Manden var ikke dum nok til at svare på denne kommentar og skyndte sig i stedet at stirre ned på sine sammenknyttede knoklet hænder og rystede på hovedet.

Det var alt han vovede at gøre.

”Desuden...” Mesteren gjorde omkring så hans kåbe hvislede som en klapperslange i det han med langsomme og velovervejet trin gik tilbage mod sin stol og lod sig synke ned i sædet på ny: ”…vil der gå en rum tid før tågen har slået igennem og krævet sine første ofre... Ofre han for alt i verden ikke vil miste..”

Tavsheden efterfølgende fortalte dem at møde var ophævet, men de ventede alligevel et par minutter før de efterfølgende sivede ud af rummet en efter en med en hvis fart. Inden de nåede så langt huskede de alle at bukke sig så dybt, at det var overraskende ingen af dem havde hamret panden ned i gulvet endnu.  De var klar over, at fra de trådte ud af rummet og deres fødder rørte korridorens bløde tæppeklædte gulve, at de skulle tilbage til deres opgaver og  uden yderligere snak gik de hver til sidst for at fuldende dem.

Da døren indtil værelset blev lukket i igen rørte den sidste i rummet en anelse på sig. 

Mesteren sad alene tilbage og mærkede ikke at ilden var gået ud før mørket sænkede sig i rummet. Han strøg kappen af sine skuldre og kastede et blik ned på sine hænder, hvor lange og snoet neonfarvet tattoveringer lyste op og så ud til at vokse op langs hans arme hele vejen op til skuldre. Med et ondskabfuld smil lænede han sit hoved tilbage så det hvilede mod stolens ryg og sagde henført til sig selv:

 

”Mathias… Du er snart min… igen…”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...