Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8395Visninger
AA

27. Et møde - At være klar til fremtiden

Imellem tiden noget tættere på Hogwarts foregik der et andet slags møde.

Det var henover middagstid og selv på denne tid af dagen kunne man mærke at efteråret i den grad var kommet. Til trods for kulden bevægede sig en enkelt person frisk afsted hen ad vejen ned til den magiske by Hogsmead. Vedkommende kunne identificeres som en af de ældre skoleelev og tilmed en ravenclaw elev.

Hvordan?

Eleven havde ikke skiftet over til en mere anonym kappe, og i stedet valgt at beholde sin kappe med en blå stribet kant nederst på kappens kant, hvilket var kendetegn for de elever som gik på kollegiet Ravenclaw. Til gengæld var kappens hætte trukket så langt ned at ansigtet lå fuldkommen i skygge. Dette forhindrede de fleste i at se hvem det var som sneg sig afsted. Kun skoene vedkommende bar afslørede at det var en ung kvinde, som gik rask til.  

Den høje ravenclaw elev sneg sig som nævnt ikke af sted, selvom det hun skulle, var hemmeligt og kun netop havde fået lov til at begive sig ned i troldmandsbyen igen efter længere tids karantæne pga. et slagsmål der var fundet sted for et års tid siden*.

For det første, hvis hun først begyndte at snige ville hun blive lige så klodset som Jerry nogen gange blev og hvilket ikke kunne sammenlignes med Mathie, når hun først havde startet dagen skidt ud med at vælte noget.

For det andet gav kulden hende en god undskyldning for konstant at rette på kappen og hætten, så den dækkede alt. 

For det tredje havde hun læst mange artikler om emnet indenfor luskeri og snigeri. Hun havde konkluderet ud fra sin læsning, at så var det bedre at se ud som om at man havde alt mulig ret til at være til stede.

Indtil videre fungerede den strategi udmærket. Det hjalp også, i det hun trak sin sorte kappe tættere om sig i det en kølig vind strøg hastig forbi hende, at ingen umiddelbart ville mistænke en fuldkommen anonym ravenclaw elev gå rundt alene i Hogsmead. Okay måske var det ikke helt smart at hun havde taget sin kollegiet kappe på, men hun kunne ikke tage sin dynejakke, da den pænt sagt ville skrige mere op. Hun sukkede resigneret, det var lidt forsent at ændre på det nu, i stedet sikrede hun sig hætten stadig var oppe imens hun gik videre. Hun satte farten op, i det hun fik øje på den beværtning, der hendes endelig mål længere fremme: De Tre Koste. Allerede på denne afstand kunne man fornemme varmen fra kroen, der fik hver eneste forfrosne nerve i hendes indre til at sætte farten op så hendes rolige gang var ved at nærmere sig løb. 

 

Et kvarter senere hvor hun havde tumlet og mast sig igennem skænkestuen og opad en trappe til den øvre etage, hvor der var fuldkommen mennesketomt. Hun gik roligt hen ad gangen og lydene fra skænkestuen, svandt hen til en svag summen jo længere væk hun kom fra trappen. Hun forsatte med at gå til hun nåede den sidste dør. Døren der førte indtil det værelse på kroen hvor hendes hemmelighed gemte sig.

Hun trak vejret og mærkede hvordan varmen indenfor fik hende til at svede let under sin kappe, som hun for en sikkerhedsskyld havde valgt at beholde på.... Indtil videre. Hun løftede sin hånd og bankede et par gange, inden hun lod den anden trykke håndtaget ned, så døren gled kontrolleret op med et klik. Det dæmpet klik fik alligevel den unge kvinde til at kaste et blik rundt om sig i det tilfælde nogen var kommet op oven på eller var ved at gå ud af et af de andre værelser.

Imens hun gjorde dette, var hun uopmærksom og opdagede først for sent at døren ikke længere var på klem, men var så meget åben at hun ville kunne snige sig igennem, hvilket der ikke blev til noget, da noget varmt greb fat i hendes hånd på håndtaget og trak hende ind på værelset med sådan en voldsomhed at hun ikke nåede at reagere før hun i det næste blev trykket ind mod et bryst og hoved blev tvunget op til et kys. Hun reagerede refleksmæssigt og vidste at Malu ville have været stolt over den lussing hun havde givet vedkommende.

Lussingen larmede ildevarslende, men fik ikke vedkommende til at give slip. Tværtimod, til gengæld kom der et par svovlende eder kom fra denne. Tonen og stemmen ederne blev fremsagt i, fik et par bjælder til at ringe for Milla, det hjalp også at hun nu imellem ederne kunne høre hvad han sagde ellers:

”Troede du skrev at du havde fået nye briller .. auvt for den da…”

Hun rettede sit blik hen mod personen, der stod med et forpint udtryk i sit ansigtstræk, hvor huden rødmede hidsigt op. Resultatet af lussingen, måtte hun konkludere flovt.

Ansigtet tilhørte en troldmand med lyst krøllet hår, der lige gik ned til toppen af ørerne og brune charmende øjne blev forstørret op af hans briller, der sad en anelse skævt efter den effektive lussing. 

”Fonz Corvus...” hviskede hun smilende og strøg undskyldende hans kind efter den effektive lussing hun netop havde givet ham. Troldmanden skar drillende et lidende ansigt udtryk, inden han bøjede sig ned mod hende og kyssede hende blidt. Denne gang vidste Milla hvem det var og hun knugede sig ind til ham, mens hun nød kysset, mærkede hun hvordan hendes kappe hvislede ned mod jorden omkring hendes ben og hun følte sig meget lettere uden kappens vægt på sine skuldre. Han lod altid til at vide hvordan hun helst ville have tingene og de kunne diskutere så det bragede og alligevel blive enige til sidst.

De var gået fra at være pennevenner til at blive kærester. Det kom ikke bag på nogen af dem at det endte sådan. Måske var det ligefrem skæbnen at de sidste år var endt med at stå tæt sammenslynget. En ting der var en anelse frustrerende ved deres forhold var, at det måtte holdes hemmeligt eftersom Corvus var ældre end hun var, hvilket indtil videre var den eneste begrundelse for at holde deres forhold hemmeligt for alle. Hun havde ikke en gang nævnt det for sine venner, at hun kom sammen med Corvus..... Hendes tanker standsede ved Corvus... Hun måtte til se at lære bruge hans fornavn: Fonz. At bruge hans fornavn virkede mere kæresteartigt end bare at bruge efternavnet. Han havde dog sagt til hende, når han tog hende i at gå og mumle hans fornavn, at det ikke gjorde ham noget hun brugte hans efternavn, men hun havde alligevel sat sig for at gøre det. 

Apropo.. Fonz...

Pludselig  afbrød han deres kys ved at trække sig lidt væk.

Milla sendte ham et forvirret og skuffet blik i det hun så at han nu stod lidt over en armslængde fra hende. De havde ikke set hinanden i næsten to måneder og nu opførte han sig virkelig underligt: ”Milla inden du drager dine forhastede konklusioner… De er forhastet nogen gange!” Skyndte han sig at tilføje i det han så hun gjorde mine til at argumentere. Inden Milla fik taget luft ind for faktisk at argumentere gjorde han noget hun aldrig troede ville ske for hende.

Den unge kvinde måtte blinke et par gange og ligheden med en forvirret ugle var slående, da hun så ham nede på knæ, og han netop havde spurgt om hun ville gifte sig med ham?

Hun åbnede og lukkede munden et par gange. Pludselig i tvivl om hvordan hun skulle bruge den. Det måtte have varet længere end hun troede for pludselig følte Fonz sig ikke så selvsikker længere i det han nervøst sagde:

”Ehmm det er måske ikke sådan at almindelige mennesker frier.. jeg læste lidt om mugglers måde og fri på. Minder jo meget om magikernes måde at fri på så.. jeg troede ja… altså jeg ved godt du ikke er muggler og det er ret tidligt at tænke på det i forhold til hvor længe vi har været sammen, men..”

Han nåede ikke at sige mere før Milla bøjede sig ned og blidt lukkede munden på ham med et kys, hun trak sig en smule væk, inden hun sank ned på sine knæ overfor for ham, tog hun hans frie hånd og flettede sine fingre ind imellem hans, inden hun med røde kinder og tindrerende øjne svarede:

”Fonz du ved godt at længden af et parforhold ikke er den afgørende faktor.. Så ja, jeg vil gerne være din for evigt. Om det bliver på muggler eller troldmandsmaner er lige meget.. Bare vi er sammen…”

Han var så lykkelig at han slet ikke kunne sige noget og trak sine hænder fri med et ryk for i det næste at lægge sine arme omkring den spinkle kvinde og knuge hende indtil sig. Hun vendte sit ansigt op imod ham, som han blidt overdængede med små kys og sluttede af med et give hende smækkys midt på munden. Der var ingen tvivl om, at det var et smækkys da Milla havde fået den vane at hun ikke kunne lade være med at fnise ved denne type kys. Hvilket Corvus fandt overmådeligt sødt. En tanke slog uden videre ned i ham og alvoren der sås i hans øjne bag brilleglassene og fik Milla til at holde inde med sit fniseri og med et bekymret og spørgende blik opfordrede hun ham til at tale:

”Jeg kom til at tænke på at jeg burde have bedt om din fars tilladelse til at spørge om din hånd…”

Milla stønnede opgivende: ”Hvilket århundrede er du fra, det er jo ikke fordi vi skal giftes nu og her.. Desuden har jeg heller ikke ligefrem mødt dine..”

Hun holdt ubevidst skarp øje med hans reaktion til denne kommentar, men han nikkede blot nøjartig som hun vidste han ville: ”Det er selvfølgelig rigtigt… men jeg tænkte på...” Han strøg hendes korte hår væk fra hendes ene øre så han kunne puste hende drillende ind i det, noget hun hadede han gjorde: ”...at vi kunne tage hen og hilse på dine og mine forældre i dag….”

”Det er en god ide… men det går altså ikke…”, hun skyndte sig at tilføje da hun så hans såret stolthed: "Jeg kan altså ikke forlade skolens område så længe søde.. de andre regner med at jeg er på biblioteket i færd med at skrive opgaver. Det er kun et spørgsmål om et par timer før de går op og henter mig…”

”Suk hvor ville være lettere hvis du fortalte dem at vi kom sammen…”

Hun så vredt på ham da hun med det samme fornemmede hans bebrejdende undertone:

”Vi var blevet enige om at de ikke skulle blandes ind i vores forhold før det var absolut nødvendigt. Du vil måske fortælle det til Kirel?”

”Jeg havde faktisk tænkt mig og hører ham efter om han ville være min forlover… Desuden forstår han at holde tand for tunge… Han er trods alt min partner i vores forretning.”

”Han er også Malus kæreste, hvad tror du hun vil sige hvis hun fandt ud af at hendes kæreste vidste det før hende og endda holdt det hemmeligt?” Selvom hun havde en ide om at Malu ville have let ved tilgive Kirel, hvis det skulle være tilfældet. Faktisk forstod hun heller ikke hvorfor hun gjorde sådan modstand mod at fortælle sine venner det. Måske havde det noget at gøre med det hun tilføjede til deres samtale:

”Corvus kan vi ikke vente lidt i et par år med at blive gift? Jeg vil gerne have færdiggjort min uddannelse også vil jeg rejse sammen med dig ud i verden og se den.. Måske endda se andre troldmandssamfund.. ”  

Corvus gryntede let i det han mærkede sine  ben krampe og med et snuptag løftede han så meget op i den unge kvinde at han kunne strække sine ben og stadig have hende tæt på sig til trods for at hans rumpe nok også efter lidt tid ville protestere imod at sidde på de ujævne gulvplanker. De kunne selvfølgelig lade være med at sidde på gulvet, men så var det ikke sikkert at fik den fornøjelse af at se hvordan Millas blev sprutrød i hovedet, da hun  nu sad placeret på hans skød. Han grinede gavtyve artigt og fik et dask på den ene skulder, hvor til han endelig svarede:

”Godt du tager beslutningen om hvornår det skal siges og hvornår brylluppet skal stå..." Han forstod hendes ønske om at se verden for hun var ung, han ville ikke holde hende fast mod hendes vilje, og han mærkede hvordan hun lettet sank en smule sammen i sin krop  "..Og lige en ting inden jeg glemmer det..”

Hun mærkede det før hun så at han lod sine hænder glide om bag hendes nakke og et lille klik fortalte hende, at han havde givet hende en halskæde på. Hun bemærkede næsten ikke vægten af noget vedhæng, men kunne alligevel fornemme et eller andet der hvilede på hendes bryst. Nysgerrig kastede hun et blik ned og gispede.

En gylden ring med små blålige sten hvilede på hendes bryst i en sølvbelagt kæde.

 

Ikke ligefrem den mest distræte kæde....

Fonz smilede, rødmende sagde han: ”Når du endelig fortæller dine venner det, vil jeg gerne have du har et bevis på vores forlovelse som du kan tage i brug så snart du har gjort det…”

Den unge kvinder havde ingen ord, i stedet lod hun ring være ring (Hun kunne altid kaste en illusions-besværgelse på den) og kastede sine arme omkring sin kæreste.. Nej hun rettede hurtig på sig selv: sin forlovedes overkrop. Denne var ikke lige forbedret på sådan en reaktion og væltede bag over så han hamrede baghovedet ned i gulvet med et dunk.

Gryntende og med sin skønne piges øjne hvilende undskyldende på sig sagde han med et lille grin, inden han gengældte omfavnelsen:

”Jeg er vidst klar til at sige ja til kys og smerte delen, selvom jeg er ret sikker på det vidst mere hedder i medgang og modgang..”

Udtalelsen kom til at koste ham endnu et dask og et hav af små kys til forsikring om at hun trods alt holdt af ham. I de næste par timer var de i deres helt egen lille verden før de måtte sige farvel og tage tilbage til hver deres sted. Eleven nåede tilbage Hogwarts og troldmanden tilbage til sin forretning, der havde base på Diagonal strædet, uden nogen opdagede at de havde været væk i flere timer. Det eneste der vakte undren var at tilsyneladende, at de ikke havde fået lavet noget af det, de havde sagt de skulle lave i fred og ro. Især dette fik Millas veninder Melissa og Malu til at betragte hende med et lunt blik, mens de to huffelpuff elever derimod ikke lod til at have bidt mærke  i dette. Til deres forsvar var de igang med at lave den ekstra opgave sir. Dariuz havde givet dem. Som regel gav vampyren kun ekstra opgaver til elever, som mishagede ham, men i det mindste var det ikke rengøring. 

 

 

________________________________________________________________________________________________

*Se Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...