Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8435Visninger
AA

16. En natteskabning – ”Hvorfor driver jeg af sved?”

 

I faget: Forsvar mod mørkets kræfter havde den nye lærer, vampyren sir. Dariuz, trukket dem igennem adskillige nye racer, der igennem de seneste årtier var blevet mikset sammen med magi. Et eksempel på hvordan et magisk miks kunne se ud, havde Dariuz fra sin brystlomme fremdraget: En pigget tyrkis blå egern og ikke større end et hønseæg. Han lod til elevernes overraskelse dyret gå på omgang i klassen. Det lille egern havde især bragt lykke blandt pigerne indtil han fortalte at egernet levede af at suge farver ud af ting. Dyret havde lidt efter bekræftet ham i dette, i det den fik bidt sig fast i en piges tykke sorte halstørklæde og suget farven til sig. 

Halstørklædet så faktisk næsten død ud efter den behandling… Og havde fået adskillige af pigerne til at se blege ud. 

For ikke at skræmme dem yderligere havde det udødelig væsen dog til denne time valgt at tale om de mere normale overnaturlige væsner. Han havde dog kun nået at afslutte emnet om varulve i det en hånd fløj op fra den forreste række.

(Alle havde lært af Mathies fejltagelse plus vampyren havde ikke udskiftet bordet de to huffelpuffer sad ved så hullet i dets overflade mindede dem på at holde igen med snakken.)

Vampyren lagde kridtet og vendte sig mod eleverne og nikkede let til denne, som straks åbnede mundne:

”Sir. Du har slet ikke været inde omkring deres race.....”

”Min race hr. Findrix?” spurgte Daruiz køligt og betragtede huffelpuffen, der sad alene oppe foran. Normalt ville pladsen ved hans side være optaget af en rødhåret ung kvinde, men tilsyneladende havde den unge dame ikke tænkt sig at dukke op lige foreløbig. Han koncentrerede sig igen om Findrix, da denne lettere stammende forsøgte at undskylde sin taktløshed:

”Ja… øhm altså undskyld det var ikke for at fornærme....”

”Godt… Stil mig nogen spørgsmål…” 

Vampyren så afventende på eleverne. De så usikre på hinanden nok var de blevet 7 års elever, men denne lærer havde virkelig fået sat sig i så meget respekt at det var ved at være på grænsen til frygt. Han var dog ikke mere skræmmende end Professor McGonnagall kunne være, hvis hun for alvor blev vred. Til trods for at han kunne smadre borde med sine bare hænder var synet af griffindoors overhoved langt værre og hun var endda en dødelig. Endelig vovede en nervøs ung mand fra Ravenclaw at spørge, man kunne næsten høre hvordan han måtte synke før han overhovedet turde havde åbne munden:

”Er det sandt at vampyrer …kan hypnotisere deres of.. Jeg mener mennesker?”

”Åh det er skam sandt, det var sådan det skete for mig i sin tid og…”

Bank bank afbrød det og ind trådte Mathie mens hun undskyldte for at komme forsent.

”Det gør skam ingenting frk. Serverius kom lige herop…”

Mathie stivnede umiddelbart ved synet af deres lærers smil, inden hun fik taget sig sammen til at gå ned mod sin plads foran. Imens hun gik tænkte hun som en gal over hvad han ville? Normalt ville han have set koldt på hende og derefter blot minde hende på at hun stod til at banke svampe og derefter ignorerede han hende ellers.

Tøvende satte hun derfor sin taske på bordet, inden hun ville gøre noget andet. Jerry sendte hende et urolig blik, men til forskel fra hende havde han en fornemmelse af hvad der snart ville ske. Han forsøgte i hvert fald at fortælle hende det med sine vilde øjne blinkeri, men hun havde altså ikke lært at morse endnu. Hun trak vejret dybt, forsøgte at virke uanfægtet i det hun vendte sig rundt gik over til sir. Dariuz og satte sig uroligt ned på stolen vampyren netop havde trukket frem fra den tomme luft, som om det var fuldkommen normalt. Hvis det var meningen at hun skulle føle sig flov fordi hun kom forsent lykkedes det ham. Eftersom alle eleverne stirrede på hende. Hun knyttede sine hænder, der hvilede på hendes knæ der var dækket af hendes sorte nederdel.

Han satte sig på hug foran hende, hvilket gjorde at han faktisk måtte se op i hendes øjne. Han stirrede direkte ind i hendes ansigt der fik hende til at se væk.

”Godt så… frk. Serverius nu skal du bare se op… ” den unge kvinde vendte sine store blå øjne imod og ham og han greb med det samme til det:

”Slap helt af…. ja.. sådan… kan du mærke noget?”

Hun kunne ikke lade være med at smile ved ordene han lød så rolig, som en hypno… før hans ord sank ind, mærkede hun trangen til at hvile sig og hun havde en fornemmelse af at forsvinde fra sin krop.

For de andre lignede det at Mathies øjne at blive tåget i det hun svarede var hendes før så knyttet hænder slappe og hvilede stadig oven på knæene og hun lød døsig:

”Jeg føler mig lidt træt..”                                   

Lyset i hans øjne syntes at intensivere sig ind i hende og pille hver eneste del fra hende der kunne gøre hende en trussel mod hans kontrol også:

”Jeg vil gerne have at du hviler dig nu…”

Mathies krop reagerede hurtigere på den besked end hendes underbevidsthed, så inden mørket lukkede sig om hende mærkede hun at hun var ved vælte, og alt forsvandt for hende. 

Sir. Dariuz greb fat i pigens krop da denne var ved at tippe forover pga. den manglende styring og med en hånd i den varme skulder trak han hende op at sidde igen samtidig med at han selv rejste sig op. Han gav slip, iagttog hvordan hun var ved at vælte igen.

Jerry sprang op med en protest og i det samme smældede Dariuz en kommando ud:

”Sæt dig!”

Om kommandoen havde været møntet på Jerry fandt ingen af dem ud af i det den bevidstløse krop med et ryk rettede sig op og så ligefrem. I et øjeblik troede eleverne at den buttede huffelpuff faktisk havde revet sig fri af hans kontrol, men måden hun sad på fortalte dem noget andet.

Mathie ville aldrig sætte sig på den måde som hun sad på nu.

 

Øjnene var tomme som ved en dukkes. 

Hænderne hvilede ovenpå hinanden og anklerne var lagt over kors. 

Faktisk sad hun ganske elegant.

 

”Som I kan se…” forsatte Dariuz i et mere roligt toneleje og fornemmede frygten, ”er det ikke alle som kan modstå hypnosen… det gælder især for halvblods og muggler.”

Jerry havde ikke sat sig i trods over vampyrens arrogance, men hvem havde han selv at takke for?

Hvis bare han havde holdt sin mund eller bare Mathie havde kunnet ventet i fem minutter mere med at komme væltende ind. Pludselig udbrød Millas stemme, hun havde stilt sig i gangen mellem bordene og var ved at bevæge sig ned mod Jerry, men hun vendte brat rundt i det hun nåede ned til dem og gik istedet over mod "dukken":

”Er hun helt væk?”

”Nej hun er stadig derinde, jeg har hypnotiseret hende ikke fjernet hendes sjæl.”

Milla stillede sig nysgerrigt foran Mathies krop, der stirrede tomt frem for sig. Ravenclawen bukkede sig en smule og kneb sine grå øjne sammen for at se studere sin venindens ansigt, var det ikke som om der glitrede noget i hendes tomme blik? 

Dariuz lod ravenclawen være på trods af at det generede ham gevaldigt at lugten af denne fik det til at summe i hans tænder, men det føltes ikke så slemt som den rødhåret pige havde føltes i det han havde rørt hende kortvarig. Han havde fornemmet styrken i hendes blod, hvordan den ville have flået ham fra hinanden, på grund af den smule dæmonblod som brusede i hendes årer, men nydelsen ville have været det hele værd.

Han tvang sine tanker væk fra maden og samlede sine hænder bag sin ryg og stillede sig som en soldat foran sine menige:

”Denne tilstand bliver blandt vampyrerne omtalt som den tjenenede ånd. En smule ironisk eftersom man undergraver ofrets personlighed. Når ofret er i denne tilstand vil den gøre alt hvad for den vampyr der satte hypnosen i gang..”

Selvfølgelig var det uundgåeligt, men en ravenclaw elev, en ung mand, kunne ikke lade være med at kommentere sin lærers udsagn:

”Sir…. De siger de kan få ofret til at gøre alt?”

Vampyren kunne fornemme opfordringen til endnu en demonstration:

”Det kan vel komme an på en prøve.. Serverius… hvad med at demonstrere det ved at…” 

En mærkbart tøven, der fik ham til at lægge sine arme tænksomt over sit bryst også kom der et lille koldt smil. Han sagde noget på et sprog ingen havde hørt før på trods af det lød som italiensk, men tilsyneladende forstod Mathie ham udmærket. For i det næste sprang hun op så Milla forskrækket trådte et par skridt tilbage, men ikke langt nok væk i det et par små varme arme greb hende om livet og løftede hende 30 cm op fra gulvet af og klemte voldsomt til, så den tynde bebrillet pige automatisk forsøgte at sparke ud og udbrød noget hun aldrig troede hun ville komme til at sige, i hvert fald ikke til hendes veninde:

”Mathie sæt mig ned! Det er ikke sjovt..”

Mathie reagerede ikke, men hun holdt op med at klemme hende. Det var et særsyn eftersom Milla var lidt hen ad Mathies modsætning, hvor Mathie lignede en prop lignede Milla mere om en tændstik. 

”Som I kan se, vil hun gøre alt hvad jeg siger… Selv endda at slå ihjel, hvis jeg bad hende om det… Slip hende…”

Han havde nået at opfattet smertes udtrykket i Millas øjne, da Mathie bare havde klemt til, ”ahh,” lød det lettet fra denne, da Mathie satte hende ned på gulvet igen, som skyndte sig at gå ydeligere et par skridt væk uden for Mathies rækkeviddet. Tiltrods for dette blev "dukken" stående og Dariuz forsatte uanfægtet:

”Hendes fysik vil I opdage er blevet langt bedre eftersom hun i denne tilstand ikke lader sig styrer af sin hjerne og derfor vil presse sig selv til total udmattelse, selv da vil hun forsætte..”

Milla, efter at have ømmet sine ribben, og Jerry rynkede panden, det var en beskrivelse de udmærket kunne sætte på Mathie uden hun var under hypnose, de spærrede skrækslagen øjne op ved vampyrens næste ord:

”Hvad med en sidste demonstration også slipper I for resten af timen?”

Uden at vente på svar bød han Mathies krop hen ved siden af sig og foran dem alle lænede han sig frem i mod hende og hviskede noget i dennes ører.

I det han rettede sig op sagde han:

”Godt Serverius indtil nogen stopper dig og siger dette ord, vil du benytte Hogwarts som din personlige løbe bane…” Som sagt som gjort i det hun hvirvlede ud af lokalet det var lige før hun smadrede ind i døren som dog fløj op fra en lydløs kommando fra vampyren. Hun for ned ad gangen og det varerede ikke længe før lyden af hendes skridt forsvandt.

Stilheden i lokalet var stor efter dette da vampyren med et køligt smil forsatte:

”De som vil stoppe den lille løber er velkommen til at komme ned til mig og høre ordet, men det er vigtigt at I skal kunne holde hende fast og jeg står selvfølgelig ikke til ansvar hvis I ikke når til jeres næste time..”

Samtlige elever rejste sig og begyndte at gå ned til ham, alle fornemmede sitren af magt fra ham og han gjorde intet for at skjule det. Selv ikke en gang synet af alle eleverne fjernede ikke det kølige smil. 

Det var en blanding af ravenclaws og huffelpuffs elever, hvor man kunne finde Millas julekavaler fra deres 6 år og Peter der stirrede vredt på vampyren, der ignorerede denne. Milla var så raserende at hun nær havde overset den lille detalje i hans smil. Han smilede et af de smil der kun krævede synet af hans overtænder i munden. Synet af disse fik hende kortvarig til at rynke sine bryn, for virkede de to hjørnetænder ikke længere end de plejede at være?.

5 min senere var det glemt, 

Da de hørte ordet stirrede de bare på vampyren og ignorerede ham herefter i det de skyndte sig ud af lokalet uden deres ting, dem måtte de hente senere og resten af dagens undervisninger?

De måtte vige til fordel for at fange en løbende rødhåret pige.

Peter forstod at kommandere i forhold til at han ikke en gang var Quiddicht anfører, da denne stadig lå på sygeafdelingen efter deres sidste træningsession, og fik hurtig styret tropperne ud i små grupper, der skulle lokalisere hvor Mathie var løbet hen.

Milla og Jerry løb afsted sammen og havde nær væltet Malu da de tog en tur ind på biblioteket, som netop havde fået sendt Melissa til sygeafdelingen med papirsnit udslæt. Da hun så de to forpustede elever, undlod hun at udspørge dem og istedet slog hun følge med dem. Først ved at hapse små bidder af deres forpustet forklaringer forstod hun hvad der nogenlunde var sket. 

Først 2 timer senere havde grupperne fået skubbet Mathie op i en hjørne nede i eliksirlokalet, hvor hun rystende af overanstrengelse og ansigtet stribet af sved med et tomt blik blev med at løbe eller rettere hun travede rundt om sig selv eftersom de andre stod så tæt at hun ikke kunne komme forbi dem. Peter nikkede bestemt til Milla der i det samme råbte ordet der skulle standse hypnosen:

”Marmelade!”

Kroppen faldt i det samme som en kludde dukke ned på det kolde gulv gispende og svedende. Det røde hår væltede svedigt frem og faldt som et tungt gardin ned foran dennes ansigt. Forsigtig greb Peter og Malu fat i hver sin arm og trak hende op at stå, fik hende manøvreret over på en stol, som hun faldt slapt ned på det i det to elever gav slip på hende.

Også…

Et par heftige blink og det døde blik forsvandt til fordel et langt mere levende om end forvirrende blik da hun så sig omgivet af sine klassekammerater hvilket fik hendes brede smil til at dukke op og hende frejdigt til at udbryde:

”Hej venner! Hvad sker der?”

Hele vejen rundt om hende hørte hun lettede suk og nogen mumlede: ”Hun er tilbage…” eller "Hvordan kan det være hun ikke en gang lyder forpustet?"

Hun blinkede endnu et par gange i det hun rejste sig op fra stolen trak de andre sig lidt tilbage, hvilket gjorde at hun nu kunne betragte sine omgivelser. Synet af omgivelserne der var hjemmevante for hende passede ikke ind i hvor hun sidst havde været.

Der var da noget galt her? 

Hun rynkede panden og vendte sig mod sine venner, der så usædvanlig trætte og sveddryppende ud, og spurgte forvirret Milla da denne stod tættest:

”Hvorfor er vi nede i krypten havde vi ikke undervisning i forsvar mod mørkets kræfter?”

Milla trak vejret dybt og med et træt smil svarede hun:

”Jo for 2 timer siden…”

”2 timer..... Jamen… jamen jeg var jo lige kommet fra eliksirtimerne med de små... Det er da…”

De andre så overrasket på Mathie da denne så endnu mere uforstående ud,

”Kan du ikke huske at du blev hypnotiseret?”

”Nææ….. vent lidt blev jeg hypnotiseret?”

”Ja…”

Jerry rynkede panden og den samme dreng fra Ravenclaw der var skyld i dette hviskede næppe hørtlig så det var kun huffelpuff søgeren, der kunne høre det:

”Det er derfor der aldrig har været muligheder for at arresteret vampyrer… Deres ofre mister hukommelsen når de er færdig med at bruge dem, hvis de da ikke slår dem ihjel i stedet..”

Imens var Mathie at fortage en større afhøring af de tilstedeværende elever, hvilket faktisk var ret mange hun forsøgte at udspørge:

”Hvad har jeg lavet? Hvorfor driver jeg lige af sved? Hvorfor driver I af sved…? Jeg har ondt i hovedet…”

Mumlede hun så til sidst og tog sig til hovedet med et forpint suk. Malu smilede og lagde blidt sin arm omkring hende og sagde:

”Tag et bad Mathie og hvis du kan holde dig vågen til aftensmaden, så kan Milla og Jerry nok forklarer dig hvad der er sket…”

Mathie sendte de andre et alvorligt blik og fik spredt latter frem da hun svarede gravalvorligt:

"Jeg ved faktisk ikke helt om vil jeg have en forklaring nu, når du siger sådan...?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...