Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8401Visninger
AA

24. En natteskabning - En vampyrs svaghed

 

På Hogwarts havde man mange forskellige måder at straffe eleverne på. Den mest normale var at trække point fra, men der var også de undervisere der gjorde brug af andre metoder. Disse undervisere havde nemlig den opfattelse, at ville eleverne ikke høre måtte de føle. At eleverne så ville have endnu mindre tid til at lave lektier eller ikke kunne være med til fritidsaktiviteter var det ikke deres problem.

Især en type underviserer lod til at benytte sig meget af sådanne straffe og det var altid i det samme lokale dette foregik i. Det skete som regel i et klasselokale hvor undervisningen Forsvar mod mørkets kræfter i de seneste par måneder var blevet afviklet. 

Et rum som især en elev kendte næsten ud og ind, og der træt gik og gjorde rent. Eleven var alene denne gang om at tage sin straf, men i forhold til tidligere gik det hurtigere med at gøre rent. Hurtigere i den forstand at hun måske ville kunne nå at spise dessert i storsalen. Måske skyldtes det også at det var en af de sidste gange hun skulle gøre rent, da hun allerede havde gjort rent i en uge og straffen kun strakte sig til to dage mere.

Hvordan hun egentlig havde gjort sig fortjent til straffen kunne hun ikke huske og hendes venner kunne heller ikke huske det, men de mente det var bund uretfærdigt, at hun havde fået den.

Også alligevel ikke... For sir. Dariuz var en af de undervisere som kun straffede hvis de havde overtrådt reglerne og kunne ikke finde på at straffe eleverne bare for at hævne sig på dem. Selvom den rødhåret pige nogen gange kunne sværge på at han kun gik efter hende, men hun måtte tage fejl. 

At straffen kun indebar rengøring af klasselokalet og ikke havde kostet Huffelpuff nogen point og var en af grundene til at hun valgte at holde munden lukket. Hendes veninde fra Ravenclaw derimod havde fundet denne beslutning irriterende, og mente at der måtte lægge noget bag hendes venindes beslutning. Mathie havde forsøgt at se væk fra sin venindes faste blik, der blev forstørret af de tykke brilleglas, men hvordan kunne hun sige til sine venner, at det faktisk ikke gjorde hende noget at skulle arbejde noget hårdere? Det betød nemlig mindre tid til at spekulere i, selvom det betød at hun ikke kunne dele sine tanker om sir Dariuz med dem. 

Problemet var at det let kunne vendes rundt og få dem til at tro at hun var blevet mere paranoid, men hun havde altså aldrig oplevet en så mystisk lærer som han var (hvis man så bort fra Professor Morfeus). Måske var mystisk ikke det rette ord, hun standsede op i et kort øjeblik og lod kost være kost til hun fandt ordet...

Han opførte sig bare underligt... 

Og hun fandt ham altså nogen gange en anelse uhyggelig især de gange hun havde fået straffetjeneste af ham. Denne gang indebar det at hun skulle blive tilbage, når de andre fik fri for at gøre klasselokalet rent de gange om ugen de havde faget. Det gjorde hende som nævnt ikke noget, men det var mere hans opførsel når de var alene. Han vogtede nemlig over hende fra det øjeblik hun var alene til at hun forlod lokalet. 

En svedig krølle sprang ned foran hendes synsfelt, som hun træt strøg bag sit ene øre i det hun satte kosten fra sig i det ene hjørne. Hun nikkede for sig selv og betragtede det ryddelige lokale.

Ikke helt værst og klaret på mindre tid end normalt.

Hvilket nok skyldtes at for en kort bemærkning var sir. Dariuz gået ud af lokalet. Hun vendte sin opmærksomhed mod de tunge gardiner og strøg sin svedige pande med bagsiden af hånden. Hun trængte virkelig til noget luft og uden yderligere tanke end at få noget frisk luft ind gik hun hen til det nærmeste vindue og tog fat i det tunge gardin med begge hænder og trak det til siden. I det øjeblik gardinet blev trukket fra faldt lyset direkte ind i hendes ansigt og gjorde hende midlertidig ude af stand til at se noget som helst, mens varmen bagte hendes kinder let. At have gjort rent i et dunkelt lokale kunne umuligt være sundt for øjne.

Et pludselig skrig lød bag hendes ryg og afbrød hendes tanker.

Rædslagen og med bankende hjerte vendte hun sig med et sæt og lod det tunge gardin falde på plads foran vinduet og rummet blev igen dunkelt.

Det tog lidt tid før hendes syn havde vænnet sig til denne belysning, men hendes næse fejlede intet og en duft af brændt kød fyldte luften og en svag jamren nåede hendes ører. Da hun endelig kunne se efter et par sekunder var det som om  hendes hjerte var holdt op med at slå.

To meter fra hende lå en skikkelse fuldkommen krøbet sammen, mens denne som en fisk på land hev efter luft og jamrede sagte. Hun måtte have været i sin egen lille verden siden hun ikke havde opdaget at sir. Dariuz var kommet tilbage. Hun tænkte ikke nærmere over, at han var en vampyr og som en af deres særlige evner, kunne de være fuldkommen lydløse, hvis de ville snige sig ind på et bytte. I stedet gik det med en gysen for alvor op for Mathie, at hendes lærer i forsvar mod mørkets kræfter ikke var en almindelig dødelig magiker. Det havde ikke været nogen hemmelighed at han var vampyr, men at få demonstreret på denne måde en af vampyrernes største svagheder skræmte hende.

Hun kunne have slået ham ihjel ved et uheld!

Med et spring var hun henne ved ham og ordene væltede ud af hende, imens hun blidt lagde sin ene hånd på hans ryg og den anden på hans skulder  og i en mere sammenhængene form lød det noget i stil med dette:

”Sir. undskyld undskyld jeg er virkelig ked af det undskyld. Er de okay?”

Han gav en jamren fra sig og hun besvarede selv sit spørgsmål:

”Dumt spørgsmål Mathie.. dumt spørgsmål, sir jeg bliver nødt til at hen..”

Inden hun nåede at fuldføre sætningen, havde vampyren taget hendes hånd, som havde hvilet på hans skulder og med en hæs stemme fik fremsagt:

”Nej bliv…”  

”Sir.. tror de ikke det var bedre… ”

Protesterede pigen, hendes ord lød i vampyrens ører som en kraftig summen, men hendes hænder føltes kølige efter de skader solen havde forvoldt ham. Han stønnede sagte og rystede på hovedet ved pigens ord, da han langsomt tvang sin krop til at heale sig selv. Processen tog en del af den styrke han havde fået opsamlet ved hjælp af det blod Dumbeldoor havde tilladt ham at få som kompensation til blodplasterne.

Pigen blev hvor hun var. Hun var sunket ned på sine knæ ved siden af ham med sin ene hånd hvilende på hans ryg og den anden holdt han i et fast greb uden at bekymre sig for at han var ved at kvase hendes håndled. For andre lignede det at hun var ved at give et disse side knus, det føltes som et, men skyldtes nok nærmere at hun ikke havde så lange arme. Han koncentrerede sig om lydene i rummet, hans åndedrag, hendes åndedrag og lyden af et hjerte, der før havde raset rædselslagen afsted var nu reduceret til en svar trommen efterhånden som det eneste menneske inde i lokalet var ved at falde til ro. 

Han tog en dyb indånding og hendes duft indikerede ligeledes at hun ikke var bange mere og hendes blod han mærkede rulle igennem den hånd han holdt knuget i sin og mast ned i gulvet... Han stønnede ved dette, hans tænder summede forventningsfuldt og han bukkede sit hoved dybere for at sikre sig derefter, at hun ikke umiddelbart kunne se hans ansigt. 

Hvis Mathie havde haft en fornemmelse af hans problemer, ville hun nok ikke have valgt at høre på den såret vampyr. Hendes samvittighed havde i mellemtiden overtaget hendes flugtinstinkt til at vige og det var trods alt hendes skyld at han havde fået så kraftige forbrændinger. Hans ansigt var dog vendt væk fra hende, men hun kunne nemt forstille sig hvilke brændsår der var dukket op, da hånden der knugede hendes hånd så skrækkelig ud og føltes feberartig mod hendes hud.

Røde, ophovne, sprukne og væskende små sår. 

Han havde tydeligvis i sidste øjeblik afværget de værste solstråler ved hjælp af sine hænder.

Hun kastede et blik henover hans ryg, mærkede hvordan hans spændte rygmuskler under hendes fingre slappede af og standsede ved synet af noget som før havde været dækket til af hans hår samt jakkes høje krave. En jakke han havde taget af og håret havde han netop fået studset, bed hun mærke i da et mærkelig mønster netop kunne anes på den kridhvide hud, lidt af den sorte skjorte han bar dækkede noget af mønsteret som kun kunne være en tatovering.

En tatovering hun havde en fornemmelse af at have set før. Hånden der havde hvilet på hans ryg løftede sig og i ren og skær nysgerrighed brugte hun to fingre til at skubbe kanten en anelse længere ned.

Hun anede ikke at det var det dummeste hun kunne have gjort.

Hun nåede at blinke en enkelt gang før hun mærkede et ryk i hendes hånd og i det næste drejede hele lokalet rundt for hende da hun pludselig stod op med sit ansigt ganske tæt på vampyrens ansigt hvor små røgskyer hvirvlede ud og ind af de mange sår, som solens stråler havde forvoldt. Hendes blik blev dog standset ved synet af hans fremskudte hugtænder. Han gav pludselig slip på hende og hun gik automatisk et par skridt tilbage med sine hænder knyttet sammen foran sit hjerte, som knugede sig sammen i angst i det hun så hans øjne.

Et par vilde blodskudte øjne stirrede vildt på hende, som et rovdyr der vurdere et bytte. Hun bed ikke selv mærke i at tårerne begyndte at løbe ned af hendes kinder, men det gjorde han. De salte tårer af angst brød blodlugten for en kort bemærkning, og gjorde ham i stand til at trække vejret dybt indtil han snerrende som et vildt dyr fik fremsagt et ord meget tydeligt:

 

”UD!” 

 

Om det var vampyrens voldsomhed eller udtrykket af død i hans øjne anede huffelpuffen ikke, men hun mærkede i hvert fald angsten overtage sin krop  og lynhurtigt adlød hun hans ordre i det hun med tårerne rullende ned af kinderne skyndte sig hen i den anden ende af lokalet og smækkede døren op med et brag og strøg ud uden at se tilbage. En lettelse for Sir. Dariuz havde hun set sig tilbage kunne det have vækket hans rovdyr instinkt. I stedet gjorde han en umærkelig bevægelse med sin ene hånd og døren gled langsomt i med et klik og et andet klik indikerede at nu kunne ingen komme ud eller ind. 

Vampyren sank med et mindre bump ned på gulvet igen, da healingsprocessen smertefuldt mindede ham på at der ville gå yderligere 13 timer før hans krop var kommet over dette. Hans tænder dunkede smertefuldt bevidst om at hvis han blot fik blod ville han være langt hurtigere over dette. Han rystede arrigt på sit hoved og bed beslutsomt sine tænder sammen så det knagede ildevarlsende. 

13 timer var ingenting...

13 timers smerte....

13 timer hvor han ikke kunne gøre andet end at vente...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...