Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8416Visninger
AA

15. En natteskabning - Blodplaster?

 

”Der er noget som har undret mig…” proklamerede Milla ud af det blå, da hun og de to huffelpuffer sad på biblioteket. Malu og Melissa var til Forsvar mod mørkets kræfter som de fandt ganske interessant på trods af vampyrens særer måde at undervise på, han mindede lidt om deres lærer i magiens historier: professor Binns, der næsten kunne få selv Milla til at falde i søvn. Der var dog ingen på nogen af årgangene, som havde vovet at gøre mine til at sove i vampyrens timer... Ikke efter at han havde statureret et eksempel på, hvad der ville ske hvis man var uopmærksom. 

Tonelejet ravenclaweren sagde dette i fortalte dem af erfaring, at det var faktisk var noget hun længe havde gået og tænkt længe over.

Normalt fandt hun faktisk selv svarene.

Så de kiggede på hende med samme slags opfordrene blikke, normalt skulle de også spørge hende hvad det var hun undrede sig over, men intet var normalt den dag.

Hun forsatte lige i det Jerry åbnede munden for at spørge hende:

”Sir Dariuz har været her en del måneder… Han er en vampyr og vampyrer drikker blod…”

Nu så hun direkte op de to andre overfor sig, for at se om de var med så langt. De nikkede, men så ganske forvirrede over dette, hvor ville hun hen med dette?  To sekunder efter denne tanke var slået ned i dem forsatte Milla:

”Hvor får han så blod fra, når han er her på Hogwarts?”

Mathie smilede.

Se det var et spørgsmål hun kunne besvare og det gjorde hun, selvom det i hendes venners ører lød som en lang sætning hun fyrerede af:

”Han har slet ikke drukket blod de sidste par uger. Lad mig forklare jeg og nogen af de andre eliksirmestre havde et møde i sommers i Diagonal strædet. Det møde resulterede i at vi i samarbejde med nogle vampyrer gik i gang med at eksperimentere om man kunne finde en anden løsning på deres øhm... mad problem. Det resulterede i nogle blodplastre fremstillet med essens af menneskeblod.. ”

Hun gav sig til at fortælle processen af fremstillingen af disse plastre, hvor der ville blive fremstillet forskellige smags varianter, men til sidst sluttede hun eftertænksomt af med ordene:

"Jeg vidste bare ikke at sir. Dariuz havde meldt sig som en af forsøgskaninerne..”

”Øhm jeg vil nødig spørge, men hvor fik i blod fra til eksperimentere med?” spurgte Jerry en anelse grøn i kinderne. Mathie svarede ganske upåvirket: ”Det er muggler blod..” som om det gjorde det bedre, ”efter som magisk blod har en negativ effekt på vampyrer… I hvert fald virker det til at sir. Daruiz er allergisk overfor magikerblod... ”

Dette fik Jerry til at spidse en vampyr med allergi? Han nåede dog ikke at spørge før de to piger han sad med gav sig til at diskutere lavmælt i det de begyndte at overveje det etiske og uetiske ved brug af blodplastre.

Denne samtale foregik et par timer før deres undervisning ved selv samme lærer, for da de endelig kom til undervisningen skete der noget i de timer, som fik Dariuz til at undersøge plastrene efter timernes afslutning.

Plastrene dækkede det meste af hans underarme.

Han lignede en junkie… ubevidst slikkede han sine læber, der føltes sprukne.. Han stønnede sagte, hvor savnede han smagen af blod…

Ægte blod.

De her plastre han betragtede dem med afsky. Var ikke nok til at stille sulten… Den dybe sult der rumsterede inde i ham. Hans hugtænder blev længere og han havde nær bidt i sin tunge, da han forsøgte at betvinge sin sult. ”Nej,” mumlede han sammenbidt, trak vejret dybt. Det var en menneske vane han stadig fandt beroligende i forhold til at han faktisk ikke behøvede luft.

Han var jo død…

Døde behøvede ikke luft. Men konceptet i at hans hjerne nu skulle fokusere på at tænke: ind med luften… og ud med luften…

Langsomt mærkede han tænderne krympe.

Han sukkede lettet og grinede nervøst. Han havde nær ødelagt det hele med den pige, men han var nødt til at gøre noget ved dette.

Plastrene duede ikke til længere varende ophold blandt mennesker.

Selvom det var mennesker med magisk blod, kunne han ende med at blive desperat nok til at forsøge at bide dem. Hvilket for hans vedkommende kunne ende grimt… Faktisk havde han som den eneste vampyr det problem, at han skulle helst have rent muggler blod. Han kunne klare sig med halvblods, men resultatet efter indtagelse af deres blod var tja… Han ville nyse kraftigt og hans hud ville udsende en underlig lugt. Ikke en grim lugt, men meget mystisk dunst af mættede roser.

Det var heldigt at han havde sit eget rum her på Hogwarts og ganske tæt på sit undervisningslokale, så han ikke behøvede at skulle bevæge sig rundt på gangene. Blandt alle de levende, hvis bankene hjerter tvang blodet til at cirkulere rundt i deres kroppe… Indtil i dag havde det faktisk gået med at tilbageholde sit mindre kontrol problem…

”Ahh pokkers,” knurrede han da bare tanken om de levende igen havde fået det til at summe ubehageligt, han var så distraheret at der gik lidt tid før han opfangede at nogen bankede på hans dør.

Bankbankbank….

Stilhed…

Bankbankbank....

Dariuz knurrede frustreret af irritation og skyndte sig hent til døren, rev den så voldsomt op at det burde have fået vedkommende til at sprænge væk fra døren. Det var ikke tilfældet her. Den ældre magiker der havde banket på betragtede vampyren hvis irritation forsvandt som dug for solen ved synet af ham.

”Mester Dumbeldoor… hvad laver de her?” spurgte han i stedet køligt, betragtede den hvid skægget troldmand som nikkede venligt og nærstuderede opmærksomt vampyrens blege ansigt og de blanke øjne… Han lod blikket vandre ned og standsede ved synet af dennes arm hvor en række blodrøde plastre nærmest dækkede fra håndleddet og til albuen. Dariuz fulgte hans blik og bandede lavmælt, og trak sit ærme ned over armen, i sin iver efter at få vedkommende der bankede på døren til at forsvinde glemte han at trække sit ærme ned.

Mennesket… magikeren så roligt på ham indtil vampyren endelig forstod at han var nødt til at lukke ham ind og trådte så til siden så manden kunne gå ind i sin blommefarvet troldmandskåbe, der slyngedes sig tæt om den magre skikkelse. Med rynket pande betragtede vampyren menneske i det denne gik hen mod det åbne vindue, hvor en kold aftenluft kom ind og strøg rundt i det tidligere lumre kammer.

Ingen af dem sagde noget før vampyren lod døren falde i med et klik også:

”Deres opførsel tidligere i dag gjorde mig opmærksom på at vi nok ikke har taget gode nok forholdsregler i forbindelse med deres ansættelse og deres lille blod problem…”

Dariuz stivnede let, men vidste at han ikke på nogen måde kunne komme uden om det eftersom det skete midt i hans undervisning og mange af eleverne havde ikke kunne undgå at se det. Lysten til at drikke havde været fristende, men heldigvis havde han dog haft styret sig og i stedet valgt at demonstrere nogen af sine vampyrfærdigheder og nydelse ved at have gjort det han havde gjort fyldte stadig hans indre og var svær at slippe.

Han trådte automatisk et par skridt tilbage da Dumbeldoor stak en hånd inden for sin kåbe, erfaringer havde lært ham at være forsigtig for pludselig bevægelser og han skar tænder også trak troldmanden endelig det frem han havde gemt..

Forbløffet faldt hans skuldre tilbage fra deres vej op mod hans ører.

Det var ikke noget som umiddelbart kunne dræbe ham.

I Dumbeldoors ene hånd holdt denne en glaskaraffel, hvordan den i det hele taget havde kunne være inden for kåben uden at bule voldsomt tænkte han ikke nærmere over. Det eneste han kunne fokusere på, var det som var inden i karaflen. Karaflen måtte virkelig slutte tæt for oven eftersom han ikke havde kunne lugte det før nu. Eller det var nok erindringerne om duften der pludselig dukkede op ved synet af det der flød inde i karaflen.

”Er det…?” Spurgte han det var som halsen var tørret fuldkommen ind, ”Ja… Eliksirmestrene og jeg diskuterede det og de mente at det ville bedst hvis du en gang om ugen indtog blod og resten af tiden kunne du benytte dig af plastrerne… Nej frk. Serverius ved ingenting om dette på trods sin status som eliksirmester, men husk sker der noget lignende igen tager jeg mig personligt af det…” 

Dumbeldoor satte karaflen hårdere ned på skrivebordet end nødvendigt for at understrege det sidste i hans prædiken. Vampyren mærkede for første denne følelse af at skrumpe for øjnene af magikeren da denne stirrede på ham med et blik, der var så fast at det føltes som om at han så lige igennem ham. Han nikkede langsomt og velovervejet, som om Dumbeldoor fornemmede at Dariuz var ved at bruge den allersidste selvkontrol på ikke at fare hen til karaflen valgte han i dyb tavshed at forlade dennes kontor.

 

10 min senere

Nød Dariuz et glas fyldt med blod.

Et smukt vinglas af det fineste dyreste krystal. 

Han holdt forsigtig fast om dets spinkle sokkel med tre fingre og betragtede den livsgivende røde tyktflydende væske, der flød let rundt. I det øjeblik han havde hørt døren give sit velkendte klik fra sig havde han revet ærmet næsten i stykker for at fjerne plastrerne inden han for over til karaflen. Da han fik fat i denne og rev proppen af skreg hele hans indre efter det. Om det var den primitive reaktion på lugten af blodet der gjorde det, anede han ikke, men han fik med en kraftanstrengelse sænket karaflen væk fra sin mund og fandt med et støn vinglasset frem.. Og nu, han så over på karaflen, hvor der pludselig kun var en bundslat tilbage. Ærgerligt over sin tørst havde drevet ham som et vildt dyr besluttede han sig for at gemme slatten til senere. Han slikkede sine fortænder og nød resterne af blod som havde sat sig på overfladen.

 

Aldrig havde blodet smagt så godt. 

Aldrig havde han skammet sig sådan over sin opførsel tidligere på dagen.

 

*Det næste kapitel handler om de timer hvor alle eleverne fik en helt anden ubehagelig side af deres lærer at se. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...