Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8441Visninger
AA

19. Du kunne også bare have ladet være.....

”Mathie Mathie… Mathie…..”

Sang Jerry drillende og prikkede gentagende gange til zombien ved morgenbordet, der på bedste vis forsøgte at ignorere det overfriske alt for muntre morgenmenneske. Han formåede dog i sit prikkeri at ramme samme sted på hendes overarme så hårdt at det var ved at gøre ondt.

”Jerry jeg tror altså ikke det der er en god ide..” Lød det fra Malu, der med en bekymret mine betragtede hvordan den rødhåret zombie langsomt, men sikkert var ved at gøre klar til at få afreageret. Der var trods alt en grund til at de alle lod hende være om morgen. Hun var den sødeste person når hun var blevet mere vågen i sit eget tempo, men vækkede man hende uden grund så….

”Pjhat hun kan da tag det. Ik' os?” Svarede drengen muntert og forsatte sit prikkeri. Havde hans kæreste været der, ville han have siddet med hende og snakket, derved være distraheret, men eftersom Melissa havde siddet længe oppe den foregående aften havde hun ladet et ord falde til dem om at hun gerne ville sove lidt længe, hvilket de for en gangs skyld gerne ville unde slytherin eleven. Især da det skyldtes hun gerne ville være frisk til en test som sir. Dariuz havde fundet på at lave til nogen af eleverne. Malu havde for nogen dage forinden været prøveklud med hensyn til gennemførelsen af testen og hun havde klaret sig glimrende i forhold til hun ingen forberedelse tid havde haft, hvilket også gjorde at hun høstede temmelig mange point hjem til Gryffindoor, der fik de fleste til at spærre øjne op. 

Hun vendte dog hurtig tilbage til virkeligheden, da Mathie pludselig uden varsel drejede sig halvt rundt på bænken, greb fat i håndleddet af den arm som blev ved med at irritere hende. I de få sekunder dette havde taget hende, havde hun med sin anden hånd fundet sin tryllestav frem. Hun mærkede hvordan vreden sendte varme rundt i hendes krop og fik hendes kinder til at blusse op. Jerry grinede i den tro, at hun bare ville lave gas og forsøgte at trække sin arm til sig. Noget i hans latter fik den rødhåret pige til at reagere, så selvom hun med sine mørkeblå øjne ville have kunne skudt lyn lød hendes stemme så søvndruknet, at man ikke kunne høre hvad hun sagde i det det gik hen i noget mumleri. Hun havde i det hun mumlede peget på sin bedste vens mave og lidt efter lød der et forskrækket skrig fra Jerry, som i et par sekunder var dække af en tåget lilla masse. 

De tre tøser så op på hans ansigt i det tågen lettede og manglen på ansigtet fik Milla til at udbryde i et mere overrasket end forskrækket toneleje, mens Mathie forskrækket gav slip på hans arm:

”Åh holy…!”

Lidt efter faldt Malu stemme ind. Den var en anelse skinger i forhold til hendes normale rolige toneleje:

”For Merlins skyld Mathie du har smeltet hans ansigt af!”

Indtil Jerrys stemme lød, men det kom ikke fra hvor hans ansigt burde sidde:

”Hvad hyler I sådan op for? Det er kun lyset som er gået ud i storsalen, det er da ikke noget at skrige over…”

Tilsyneladende havde han ikke hverken hørt Milla eller Malus udbrud. Det blev den bebrillet pige som forslog at de måske skulle gå fra morgenbordet lidt tidligere:

”Jerry.. du skal ikke være bekymret, men jeg tror vi skal tage på sygeafdelingen lige nu…”

Det ansigtsløse ansigt reagerede på samme måde som Jerry ville have gjort, når han stod i en situation han ikke forstod, hvilket bedst kan beskrives, at han lænede sit hoved en anelse til den ene side, som en opfordring til at forsætte og forklare tingene mere uddybende. Normalt en ret nyttig måde at få svar på, men....

Det så bare mere uhyggeligt ud i det ansigtet var forsvundet.

 

Mathie var i den grad vågnet op og havde ligesom de to andre piger registeret det sted hvor stemmen nu kom fra og tøvende fortalte hun Jerry det, der bagefter ønskede at han blot havde troet at han befandt sig i et meget mørkt rum. Det var bare ikke tilfældet og det kunne ikke gå hurtig nok med at tage på syge afdelingen, hvor Melissa kort efter dukkede op med en enkel kommentar der bestemt ikke var fuld af medlidenhed:

”Jerry jeg har længe advaret dig imod at drille hende om morgen, hun er en zombie heks..”

”Jeg havde forventet lidt mere medlidenhed,” mumlede den unge mand en smule tvært, der kort forsvandt ved at den blonde skønhed lænede sig en smule ind over ham, inden hun blidt trykkede ham let på næsen med en formanede pegefinger, der fremkaldte et lille smil, selvom hun hurtig gjorde det klar for ham at det var hans egen skyld at han nu lå på sygeafdelingen:

”Du burde vide bedre, hvad man kan finde på når man føler sig presset søde..”

Malu sukkede tog til hovedet med en alvorlig mine selvom hendes øjne glitrede af indestængt latter, da hun alvorligt sagde: ”Jeg tror vi slår vores rekord for besøg på syge afdelingen hvis vi forsætter på den her måde..”

Milla fik dog hurtig vendt samtalen tilbage til udgangspunktet, at det var Jerrys egen skyld:

”Du burde vide at især rødhåret hekse skal man vogte sig da de er meget kendte for deres temperament..”

Mathie afbrød protesterende:  ”Det passer altså ikke.. ” Fire sæt øjne stirrede vantro på hende, ”men jeg ville ikke… undskyld…”

”Undskyldninger kan løse mange ting, men ikke lige det her.

De fem elever krympede sig alle ved stemmen der lød bag dem, som ikke blev bedre af at vedkommende trådte frem og stillede sig ved siden af sengen hvor Jerry lå udstrakt med sin brystkasse blottet. Heksen rynkede koncentreret panden så der opstod et par dybe rynker. Resten af hendes træk var holdt helt neutrale. Så det gjorde det vanskeligt for de unge mennesker at tyde om hun faktisk morede sig en smule over situationen. Milla påstod senere at hun havde set den ældre magikers mundvige dirre en smule.

”Professor Mcgonnagall,” fik Milla endelig tvunget frem: ”skal de hjælpe Madame Pomfrey med øhm..?”

De kastede alle et blik ned mod Jerry der tydelig utilpas betragtede de stirrende ansigter, som derfor også var den eneste som så hvordan gryffindoor overhovedet let rullede med øjne ved Millas spørgsmål, inden hun med noget der kunne tyde på en smule sarkasme svarede:

”Ja det er jeg nødt til eftersom der er tale om....”

”Mørk magi…” Afbrød en mand i det han uden videre pludselig stod over på den anden side af sengen, hvor ingen af de andre var. Det gav et gib i de unge mennesker bed Minerva fat i. Ingen af dem havde lagt mærke til at han var dukket op.

”Sir Dariuz, hvad gør de her?”

Kom det spørgende fra Mathie, men inden hun nåede længere fik hun uventet en albue i siden af Milla, der umærkelig rystede på hovedet i det de mørke blå øjne spørgende søgte hendes egne grå. Selvom de blå øjne forsøgte at forlange en forklaring rystede hun endnu en gang på hovedet: 

For hvordan forklarede man lige sin bedste veninde, at der var nogen ting som var bedst ikke at spørge nærmere indtil ting... Især hvis der var indblandet mørk magi i det?

Det var dog et unødvendigt træk i det vampyren ignorere de unge kvinder og så i stedet blot alvorligt på den ældre dame:

”Det er mørk magi og derfor mere inden for mit felt. Det må de medgive mig professor Mcgonnagall.”

Den ældre troldkvinde så med et temmelig overbærende på vampyren og i det hun åbnede munden forsøgte hun at sende ham et ligeså overbærende et smil, hvilket ikke lykkedes og endte med at ligne en fordrejet maske: 

”De overdriver, det ville Madame Pomfrey sige hvis hun ikke var i færd med at tale professor Dumbeldoor.”

Herefter stirrede de undervisere intense på hinanden, så de unge kvinder der stod omkring sengen for en sikkerhedskyld gik et skridt tilbage. Det virkede til at luften var blevet langt køligere på sygeafdelingen da de to vidt forskellige professorer alligevel havde fundet et punkt de kunne være enige om at de begge var.

De var begge lige stædige.

Ingen af dem ville vige og normalt havde professor McGonnagall intet imod at samarbejde med andre, hvis det var absolut nødvendigt, men denne vampyr... På trods af at det var Dumbeldoor som havde ansat manden, stolede hun ikke på ham. Hun vidste, at hendes gammel ven og kollega igennem mange år, Albus ikke havde haft andet valg eftersom vampyren var den eneste som havde søgt stillingen som Forsvar mod mørkets  kræfter lære, udover professor Snape selvfølgelig.

 

”Jeg er ligeglad om magien var pink! Vil I ikke nok bare sætte mit ansigt hvor det hører til?!”

Udbrød Jerry arrigt, der herefter skyndte sig at mumle undskyld i det de to lærer stirrede ned på ham. Herefter lod det til at de to undervisere endelig lod til at ville samarbejde. Vampyren startede at tale, hvorefter den ældre heks forsatte hvor han slap:

”Hvor mange lyshår tror de?”

”Et burde være nok, det er jo trods alt modbesværgelsen der er det afgørende”

”Selvfølgelige, om tre timer så burde det være overstået.”

”Det lyder korrekt Sir. Dariuz”

De nikkede enstemmigt, hvilket fik de unge mennesker mere eller mindre til at måbe, rettere den rødhåret huffelpuff var den eneste som vidste tydelig tegn på forbløffelse, mens hendes venner formåede at holde munden lukket. De kunne dog ikke forhindre deres øjne i at spærre sig op i forbløffelse, da sir Dariuz vendte sig halvt rundt mod heksen og gjorde noget de ikke ville få se igen det næste lange stykke tid. Han nikkede respektfuldt med sin ene hånd på ryggen og med den anden knyttet over det sted hvor hans hjerte burde have slået. I det han gjorde dette spurgte han høfligt med blikket rettet mod den ældre dame:

”Vil de professor Mcgonnagall tage dem af dette, jeg har nogen af deres elever oppe til en mindre prøve og jeg vil sikre mig at ingen er kommet til skade…”

”Jeg har styr på det her, skynd de dem heller op til deres undervisning..”

Med endnu et nik vendte han sig bort fra de levende og begyndte at gå så hans lange trenchcoat blafrede bagud og var det sidste som de så i det han gik ud af døren et stykke længere nede i afdelingen.

”Øhm professor hvad mente han med tre timer?” udbrød Milla efter næsten at have måtte bide sig selv i tungen for ikke at bryde ud med alle sine spørgsmål, som hun nu hurtig gav sig at rable af sig:

”Og hvad er lyshår? Hvilken besværgelse talte I om?”

Malu måtte tage sin ene hånd op for at skjule det smil, der brød frem i hendes ansigt i det Mcgonnagall så næsten helt opgivende ud i samme øjeblik at ravenclawen åbnede munden. Det varede dog kun ganske kort da hun overraskende nok valgte at besvare dem, hvilket nok skyldtes at hun trods alt skulle inddrage en af de andre sygeplejersker. Sygeplejersken, der stillede sig hen til dem, havde ligesom Madame Pomfrey, bar en uniform der i første øjekast lignede nonnedragter, men i forhold til Madame Pomfreys dragt havde denne sygeplejerske en hvid/sorte kantet stribe rundt langs det røde stof. De elever der kom mest på syge afdelingen (som f.eks. gruppen) vidste at den hvide/sorte stribe indikerede rangorden blandt sygeplejerne.

Professoren forklarede tålmodigt i det sygeplejersken gik efter lyshår, at disse hår havde sir. Dariuz fundet i det han havde en stor interesse for de nye arter af magiske væsner som var dukket op og blandt disse fandt han:

”Lanterne dyret.”  

Hun holdt en pause for evt. latterudbrud, men utrolig nok formåede de unge mennesker at holde masken, selv den unge huffelpuff kvinde formåede at se seriøs ud ved dyrets navn. Hun kneb øjne sammen, imens hun rettede let på sine briller. Hun så på dem en efter en, men da ingen af dem reagere, tog hun derefter sin forklaring op og fortalte at hårene fra denne kunne forstærke en række formularer bl.a. den formular man ville kunne bruge i dette tilfælde for at sætte kropsdele på plads.

”Normalt benytter man kun denne besværgelse ved ulykkestilfælde med brugen af Spektral transferens,” afbrød Milla så lynhurtigt at det var tydeligt, at hun ikke ville kunne have holdt den viden inde uanset hvad. Mcgonnagall rystede mildt på hovedet i det sygeplejersken kom tilbage med lyshåret.

”Skal jeg spise den der?”

Kom det halvkvalt fra Jerry, der med vantro øjne betragtede lyshåret da den skiftede hænder.

Pigerne kunne godt forstå ham.

Lyshåret var ligeså tykt som Malus tommeltot og ligeså lang som Melissas lange mand. Mcgonnagal valgte at daske ham let med lyshåret på hans skulder imens hun svarede:

”Hr. Findrix så vidt jeg kan se, så sidder dine øre stadig det rigtige sted, så få lige åbnet for hørelsen unge mand. Som jeg netop fortalte: Forstærker håret formularen og du skal derfor ikke spise den.”

Ravenclawen rynkede panden ved denne udtalelse og skulle til at åbne munden for at rette på den ældre troldkvinde, men i det næste mærkede hun en hånd lægge sig bestemt over hendes mund og hun drejede derfor hovedet let og mødt et par brune varme øjne, der ganske enkelt sagde:

Lad det lægge…

Malu tog først sin hånd til sig igen, da den bebrillet pige endte med at nikke ganske let, hvilket hun tog som et okay. Heldigvis for dem stod Gryffindoors overhoved med ryggen til dem og bed derfor ikke mærke i de to elevers tavse kommunikation, da hun i stedet overvåget af frk. Serverius og frk. Dracuna udførte besværgelsen. Hun brugte overraskende lyshåret som en tryllestav med den forskel at hun prikkede Jerry let på næsen og derefter bevægede den op for at berører hans hoved, for ligesom at fortælle ansigt at det var derop det skulle sidde.

PUFF

En tyk lilla sky dækkede pludselig hele Jerrys krop fra hoved til tå og fik de omkringstående til at hoste voldsomt. Mcgonnagall og Mathie trak sig automatisk væk fra skyen, hvorimod den blond skønhed valgte at blive stående tæt ved sengen. Det gik op for Mathie i det skyen forsvandt at Melissa havde holdt hans hånd under hele processen. Rettere de havde flettet fingrene tæt sammen.

Hun mærkede et lille stik i hjertet, som hun skyndte sig at gemme væk, da Melissa harmdirrende udbrød: ”Professor…. Hans ansigt har altså ikke rykket sig..”

 

Det var så her at de tre timer, den ældre heks og vampyren havde talt om, spillede ind.

3 Timer fra besværgelsens udførsel til at ansigt ville vende tilbage på sin rette plads.

Det betød eftersom han havde modtaget behandling besluttede madame Pomfrey, da hun kom tilbage til afdelingen, at udskrive ham til trods for pigernes udbrud og hans egen protest.

”Måske lægger folk ikke mærke til dit ansigt… eller mangel på det?” Forsøgte Mathie, i det gruppen var på vej mod storsalen eftersom tiden var inde til at få frokost. En begivenhed de nødig ville gå glip eftersom de havde (da de ikke mødte op til deres morgentimer) fået til opgave at rengøre badeværelserne. Pigerne gøs ved tanken om skulle gøres deres badeværelser rene, eftersom Hulkende Hulda holdt til, især ved et af badeværelserne. Mathie havde dog formået at have et slags venskab med spøgelset, hvordan det var sket anede hun ikke. Måske havde det noget at gøre med at hun altid hilste på spøgelset. Altså hilste på hende som hun hilste på de andre spøgelser med undtagelse af Peeves. Poltergejsten var ikke just et populært spøgelse og den Blodrøde Baron var den eneste som kunne styre ham. 

Da gruppen lidt senere var nået ned til storsalen søgte de ned mod de nærmeste borde, så Jerry ikke skulle vandre hele vejen op til den anden ende af langbordene. De endte med at sidde ved Ravenclaw langbordet, hvor de satte sig og gav sig til at snakke sammen om alverdens ting til trods for at en af dem havde sin skjorte åben så hans hud sås, hvilket den blonde skønhed ikke var så begejstret for. Melissa hjalp Jerry med at tage over på sin tallerken i det han i blinde forsøgte at styre sine hænder ud efter de ting han gerne vil have, da hans ansigt var placeret så langt nede at ikke en gang hans øjne kunne se over kanten af bordet. Resultatet var også at det meste af maden røg ved siden af tallerken end på den. Det sværeste var dog at overbevise ham at han måske skulle have lidt mere hjælp end han selv ville indrømme. F.eks. spurgte hans kæreste ham ganske høfligt:

”Øhm.. Jerry måske skal jeg skære tærten ud til dig?”

Hun rettede sin opmærksomhed mod den unge mands mave, da hans ansigtsløse hoved automatisk vendte sig mod hende, hvilket fik det til at vende sig ubehageligt i hende, men hans svar fik hende dog til at smile på Dracuna manere da han en smule vrissen svarede:

”Hvorfor jeg kan udmærket selv skære…”

Hvilket han demonstrerede da han greb fastere om sit bestik og begyndte at skære. En pinlig tavshed fulgte i det pigerne betragtede hans klodsede forsøg. Til sidst fik Milla med et halvkvalt grin sagt:

”Ja du skærer i luften og det får du altså ikke meget tærte ud af.”

Da de tre timer var gået ploffede ansigt tilbage hvor det hørte til, hvilket fik pigerne omkring ham til at sukke lettet. De havde efterhånden måtte forklare over hundrede gange, hvordan det lige var endt med at Jerrys ansigt sad på maven?

1års eleverne havde lige frem omringet dem for bare at stirre.

Kun truslen om at få fratrukket point fik dem til at flygte da Milla på bedste præfekt manere fik dem af vejen. Han nåede dog også kun at sige: "Endelig," med alle tegn på lettelse, inden han blev afbrudt af et smækkys af sin kæreste.

Først da Melissa havde sikret sig at hans ansigt blev hvor det var, fik Jerry endelig en mulighed for at tale med den rødhåret heks alene i det Malu og Milla trak afsted med slytherin for at lade dem tale ud.

”Mørk magi Mathie?” Spurgte den høje slanke huffelpuff og betragtede sin første ven på hufflpuff, der kun gik ham til brystkassen. Hun lukkede træt øjne inden hun åbnede dem og svarede:

”Jeg ønskede ikke at gøre dig ondt, det var bare for meget... jeg... undskyld…”

Hun mærkede kort efter et par arme om sig og en stemme blidt sagde:

”Det er i orden Mathie…” 

Så snart han havde sagt ordene kom tårerne trillende ned over hendes kinder, som hun snøftende forsøgte at skjule ved at bore sit ansigt ind i hans grå sweatshirt han havde fået udleveret af Malu, eftersom han trods alt havde følt sig ret blottet det meste af dagen. Hvis Malu, Melissa og Milla var som søstre for hende, så var Jerry den bror som hun aldrig havde haft.

Hun vidste, at han vidste at tårerne ikke kun var fordi hun havde udsat ham for dette, men også for andre ting.

Andre ting som hun endnu ikke var klar til at dele med dem og det var noget han respekterede. Han klappede hende let på ryggen som en lille baby, der skulle beroliges, hvilket i sidste ende fik tårerne til at standse. 

”Kom så i to huffelpuffs ellers når vi ikke til sir. Dariuz timer og jeg har en fornemmelse af at han gerne vil se om Jerrys ansigt er på plads!” Råbte Milla. Hun var vendt tilbage i det hun havde sendt Malu og Melissa videre til deres undervisning med forsikring om at hun nok skulle holde øje med de to huffelpuff elever. Som hun altid gjorde tilføjede hun resigneret og vinkede af de to der grinende kom hen i mod hende som et par uvorne unger i det de gav sig til at skubbe til hinanden med skuldrene. Okay, Jerry brugte nok nærmere sine albuer eftersom han var højere end Mathie der mere lignede en prop. Den unge kvinde nikkede let ved synet: Harmonien var genoprettet.

 

Om aftnen omkring sengetid

Sad Mathie betragtede halskæden med en smule dårlig samvittighed. I tre dag havde hun ikke haft den på fordi hun havde opdaget at hun sov meget bedre ved ikke at have den hvilende på sit bryst samt hun ikke længere følte at hun var ved at blive kvalt eftersom snoren var lang nok til at sno sig eller sætte sig fast i sengetøjet. Til gengæld havde hun nu svært ved at aflægge sig vanen med at række ud efter vedhænget som ikke var der. Den første gang hun havde lavet den bevægelse havde sir. Dariuz betragtet hende.

Ikke arrigt eller alvorligt som han plejede.

Han så nærmere overrasket ud, som om det kom bag på ham at en pige kunne finde på ikke at have lyst til at gå med en halskæde. Især så særpræget en halskæde som Mathies var.

 

Hun rystede på hovedet af sig selv, så de røde tunge krøller dansede rundt. Hun behøvede ikke at bøje sit hoved fremover for at betragte sit hår. Hun smilede ved synet af de flammende røde lokker, der hvilede på hendes brystparti.

Selv hendes hår havde fået sin særlige glød igen.

Normalt gik hun ikke så meget op sit hår, men lige for tiden glædede det hende.  Hun fingererede let med vedhænget mellem sine fingre. Dets runde kanter var perfekt rundet og hun havde endnu ikke fornemmet nogen uregelmæssigt i dets overflade. Hun smilede og forsøgte at grine stille, hvis hun blev ved med at spekulere og sidde sådan med vedhænget mellem sine fingre ville der højest sandsynlig ikke gå længe før hun ville sige:

My precious.

Hun slog hurtig sin ene hånd op for munden da hun hørte en svag mumlen fra en af sine klassekammerater, der sov så let at Mathie en gang havde påstået at vedkommende kunne vågne ved at græsset groede. Hun tog hånden væk fra sin mund i det hun fornemmede smilet og grinet var under kontrol og lagde sig bedre til rette under sin dyne. Hun kastede et sidste blik på kæden og mærkede den knugende fornemmelse i maven da hun gav sig til at vikle halskæden omkring hendes håndled. Hun forsøgte at sige til sig selv, at hun i det mindste havde haft den nogenlunde på sig om natten. Hun trak vejret dybt og mærkede hvordan hun næsten på magiskvis blev trukket ind i søvnens verden, det havde åbenbart kostet flere kræfter at få Jerrys ansigt til at sidde på maven end hun havde troet. 

Hun glippede søvnigt med øjnene et par gange før hun måtte give op og lade sig falde ned igennem mørket. Hun bed derfor ikke mærke i hvordan vedhænget i halskæden i et kort øjeblik så ud til at glimte inden det blinkede meget langsomt, inde det roligt betragtede omgivelserne. 

 

Udenfor Hogwarts legandariske område

 

”Hun ved tydeligvis ikke grunden til at hun skulle have halskæden på min herre,” stemmen kom fra kaminen, rettere fra asken, hvor et par sparsomme gløder lå. Glødernes placering dannede tilsammen et ansigt på en person, som dog ikke kunne anes tydeligt, men stemmen var kølig og man kunne ane en hvis sarkasme ved tilføjelsen af ordene: min herre og fik vedkommende, der var tilstedet og modtog beskeden til at nikke alvorligt med antydningen af et smil lurende.

Et smil der forudsagde at gløderne blev slukket i kaminen og henlagde rummet i total mørke.

Vedkommende lænede sig tilbage i den alt for bløde lænestol. Hans muskuløse arme havde indtil nu hvilet på armlænene, inden han tog sine hænder op i en passende højde og knækkede sine knoer. Lyden lød højere i mørket, men det var ikke højt nok til at kunne overdøve at det bankede på døren. Han behøvede ikke sige noget for i det samme som bankene lyde havde lydt, gik døren op med et stille klik og blev skubbet så meget op at lyset fra det tilstødende rum kom ind og skabet en lys stribe der afslørede de tykke persiske tæpper som gulvet var belagt med. Guld og sorte mønstre trådte frem  tydeligere frem i tæpperne og glitrede i det skabningen, som havde banket på, vovede sig ind. Den tøvede i nogen få sekunder og lukkede så døren bag sig med blikket fast rettet mod gulvet.

Lyset forsvandt med det samme.

Stilheden der fulgte afslørede at skabningen måtte bruge adskillige gang på at smække sin mund sammen indtil:

”Resultaterne fra undersøgelsen er kommet herre…” lød det forsigtigt fra den spinkle skabning, der ængsteligt fastholdt sit blik mod gulvet. Den holdt sine hænder tæt knyttet ind til sin overkrop og forsøgte at styre sin nervøsitet. Herren trak sine ben lidt efter lidt ind til sig inden han rejste sig op. Lyden af hans klæder hvislede let, da denne nu stod i sin fulde højde klar over at skabningen sagtens kunne se ham til trods for mørket, hvis den altså så op fra gulvet af. Han strøg let sin højre arm med sin venstre finger og et rødligt mønster dukkede på armen. Det rødlige mønster virkede ildevarslende og passede slet ikke til det ligegyldigt toneleje herren sarkastisk svarede i:

”Lad mig gætte, resultaterne siger at det er hende..”

”Hvordan kunne de vide det?”

Skabningen blev så forbløffet at denne så op, hvilket var en fejl da den to sekunder senere lå forpint på gulvet og ikke kunne forhindre sig selv i at udstøde en sagte jamren over de netop opstået smerter. Lyden af noget stof som hvislede tæt ved skabningen fik denne til automatisk at trække sig sammen så den lå i fosterstilling.

”Undskyld herre!” raspede den i angst og krøllede sig endnu mere sammen. Den stivnede fuldkommen da den mærkede en hånd let berørte dens hoved og herrens åndedrag lød så tæt på dens øre, at der var ingen tvivl om at herren havde sat på hug ved siden af den. Forsigtig da herrens hånd blev liggende vovede den at slappe så meget af at den åbnede øjne og kaste et sidelæns blik op mod..…

Herren rejste sig op og ignorerede den tykflydende masse der gled ned af hans arm i det han lod den falde ned langs sin side, så stoffet næsten ivrigt lod til at suge det meste af massen. Han mumlede henfor sig, i det han roligt gik hen i mod sin lænestol:

”Lad mig se… jeg skal først og fremmest have en ny tjener… og derefter..” Han mærkede sine mundviger gå op i noget som for andres øjne mere lignede et vildt dyrs snerren: "...kan det snart sættes igang.."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...