Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8393Visninger
AA

17. Det importerede spøgelse

Udenfor Hogwarts murer ikke så langt væk fra Den Forbudte skov lå Nøgleforvalterens hytte med en tilhørende køkkenhave.

I køkkenhaven havde halv kæmpen på denne regnfrie dag valgt at beskæftige sig med sine planter samt opsætte nogen fælder for et par forvildet have-nisser. Han først skulle undervise sidst på dagen, ville han have masser af tid. Eller....

Det troede han i hvert fald indtil han opdagede det der var faldet noget ned i hans have.

Hagrid betragtede forvirret den blodrøde farvet træ æsken, der stod oven på et af hans kæmpe græskar, som skulle bruges til allehelgensaften. Der var stadig mindst 2 uger til at de skulle udskæres. Da græskarene endnu ikke havde opnået den helt perfekte størrelse, ergo en højde på 1,80 m, som Hagrid fandt acceptable og var gået ud for at prikke lidt til den med sin lyserøde paraply. Han var nået helt hen til bedet hvor hans store orange græskar stod snorlige rækker og var så bremset op ved synet af æsken.

Faktisk havde han efterhånden vænnet sig til at elevernes uglepost fra tid til anden faldt ned i hans have og landede på hans grøntsager og især en elev modtog altid pakker der landede på hans græskar. Det der så fik ham til at betragte den røde æske med en hvis forvirring var, fordi at som regel, var det først dagen før hun havde fødselsdag at han skulle lege pakkebud ikke to uger før.

Hvordan han kunne vide det var hendes? Fordi det landede på det mindste af hans kæmpe græskar, nøjagtig som hendes uglepost altid gjorde.  

Halv kæmpen rystede på hovedet. En pakke var vel en pakke og han kastede et enkelt blik ned på æsken. I det han tog fat i den mærkede han et ubehageligt gys løbe ned af sin rygrad da træ æsken kom i kontakt med hans hud. 

Det fik ham til at stivne og den lyserøde paraply faldt til jorden. Trofast pev ved hans side i det hans herre og ven holdt den underlige kasse imellem sine hænder.  

”Så så Trofast det er bare en æske…”  lød det beroligende fra Hagrid i det han bukkede sig ned efter sin paraply som han stoppede i sin ene lomme, inden han sammen med hunden begyndte han at gå op mod slottet, hvor der netop ville blive serveret morgenmad. Da han havde sagt ordene havde han selv håbet at kunne dæmpe uroen der spredte sig i ham, men det havde den modsatte effekt og den store hund kunne mærke det.

 

Et kvarter senere

”God morgen Hagrid,” lød det muntert fra den tykke abbed i det denne svævede igennem stor salens store døre samtidig med at halv kæmpen trådte ind. ”Morgen abbed,” hilste Hagrid fraværende i det han havde travlt med at se ud over vrimlen af elever, der sad spredt ved de fire lang borde. Nogen gabte højere og mere lydhørt end andre og andre var så meget morgen mennesker at man fik en lyst til at kaste en snegle besværgelse på dem. Endelig fangede han et glimt af noget rødt, der ikke tilhørte gryffindoors farver, eftersom det kom fra Ravenclaw bordet af.

Det tog kun få sekunder at gå hen over stengulvet med pakken i mellem sine hænder fra døren og hen til hvor de fire M’er og Jerry ganske rigtig sad ved Ravenclaw bordet. Malu var den første som opdagede kæmpen i det han stillede sig bag Mathie der netop var kommet ud af sit zombie mode, men hun var så optaget af at indsnuse sin morgenkaffe at hun ikke mærkede at nogen stod bag hende.

”Godmorgen Hagrid?” 

Hvor munken havde lydt munter så lød den mørkglødet pige langt mere forundret ved synet af Hagrid. Eller rettere hun var mere forvirret over at han så ubehagelig til mode ud. Mathie og Milla vendte sig halvt rundt på bænken for derefter at se op mod kæmpen, ”Hej Hagrid,” udbrød Mathie med et bredt smil, mens Milla mere fokuserede på æsken i mellem hans hænder eller faktisk var det kun hans fingerspidser der var i berøring med æsken. Det så ud til at den snart ville smutte fra ham på den måde. 

”Hvad har du i kassen?” skar en nysgerrig stemme ind. Jerry rystede på hovedet af den blonde skønhed som sad mellem ham og Malu og så intens på æsken, mens hun fraværende let hamrede sine negle ned i bordfladen.

”Nå ja.. Godmorgen.. Æsken… er faktisk til Mathie.. Værs’ go..”

Mathie tog imod æsken, som halv kæmpen mere eller mindre næsten kastede ned til hende: 

”Tak Hagrid, men der er altså to uger til min fødselsdag?” svarede hun lidt forvirret og stirrede på æsken i det hun satte den på bordet og rettede hele sin opmærksom mod den.

Der var noget med den æske…

Hun lagde sit hoved en smule på sned og ganske langsomt uden at løfte æsken drejede hun den en omgang, så hun ville være den første til at se hvilket indhold der var i denne.

Hun mærkede svagt kulden som også Hagrid havde registeret, det var som kassen aldrig havde været imellem hans hænder. Hun registrerede ud af sin ene øjenkrog at Milla havde rykket sig en smule væk, ikke meget og måske var hun ikke en gang selv klar over det. De andre lod til at være hvor de skulle være, selvom Melissa pludselig var holdt op med sin nye vane med at banke sine negle ned i bordet... 

Det gav et uventet sus i hende, da hun kom i tanke om en tidligere situation de havde gjort noget ligende. Deres først år, hvor hun havde modtaget den meget nyttige og (farlige) slidte eliksir bog. Der havde de andre også reageret temmelig stærkt på pakkens indhold.  

Hun rynkede panden og strøg forsigtigt et par af sine krøller tilbage på plads bag sine ører og langsomt begyndte hun at fjerne den sorte snor. Hun ville have løst båndet med et snuptag, men det lå så stramt omkring æsken at det ligeså godt kunne have være gaffatape. Kulden omkring hende blev endnu mere intens, imens hun næsten halvt stod op og flåede i snoren. En fornemmelse af at kulden begyndte at trænge ind i hende og fik hende til at afbryde sin udpakning for at se op og forvirret så hun på en række spøgelser hvis hoveder nysgerrigt dukkede op fra langbordet af.

Den blodrøde barons hoved var gået igennem Malus skål med havregrød, hvilket udfra gryffindoor elevens ansigt udtryk besluttede sig for..... at hun faktisk var ret mæt. Hun lagde i hvert fald den ske hun havde gjort mine til at stikke ned i skålen på bordet. 

Mere forvirret end bange vendte Mathie sit blik ned mod æsken efter at have befriet den fra sit bånd. Hun trak vejret dybt inden hun med begge hænder greb dets låg og fjernede det med et snup tag. En skramlen fra folk der rejste og et sus af kulde i det spøgelserne steg op igennem bordet. Alt den larm bare for at de alle kunne se ned i kassen, hvis nu bare pigen ville fjerne sig så de kunne.

Mathie lagde låget ved siden af æsken og trak så tingene op, der havde lagt i ly i kassen mørke.

Et lydløst suk gik igennem dem alle da de så hvad det var:

”Det er bare en morter… ”

Den rødhåret hekse elev smilede bredt  ved Millas ord og bed ikke mærke til det skuffet toneleje, helt ærlig ravenclawen havde forventet en smule mere, ”det var ligeså en jeg stod og manglede..”

Mathie tilføjede forklarende, da Jerry påpegede at hun havde en i forvejen:

”Ja men den her er af mørk granit…åhhh”

Hun afbrød sig selv i det en kraftig rystelse gik igennem hende og hun mærkede at hendes krop forsøgte at finde et en udvej for at slippe af med rystelserne. Det føltes på samme måde som når blodet efter lang tid fik lov til at rulle igennem kroppen. Mathie gispede og forsøgte så at rejse sig op. 

Malu smed sig halvt ind over bordet og et krigsbrøl slap ud mellem hendes læber i det hun slog tingene ud af hænderne på huffelpuffen. Morteren og støderen fløj ud af pigens hænder og landede med et ordentlig brag på gulvet, inden de trillede et stykke væk fra gruppen af elever og spøgelser, der alle havde trukket sig lidt tilbage i det Mathie havde rystet. Men da den lille huffelpuff stod tomhændet holdt rystelserne i det samme op og hun drog et langt lettet suk. Hun ville have sunket ned på bænken igen eftersom hun var noget halvt op at stå, hvis ikke sir. Nickolas havde udbrudt:

”Hvad er det?”

Alle de levende, hvilket som sådan kom til at gælde alle i hele stor salen eftersom de ikke ligefrem havde været stille, såvel som de døde så undrende og endnu mere forvirret til i det noget tåget og gennemsigtigt steg op fra både morteren og støderen  af. 

De fleste kunne ikke lade være, men ved synet tågen der så ud til at stamme fra begge de tabte ting begyndte stille at sive op og blive til en mere fast form.

En form af en ung og meget gennemsigtig kvinde.

Ved nærmere i iagttagelser så de nærmeste elever at hun var i klædt en gammeldags natkjole med lange ærmer, inden spøgelset ganske udmattet faldt ned på gulvet, mens det bange krøllede sig sammen og en hjerteskærende lyd af gråd kom fra spøgelset.  

Forsigtig svingede Mathie sine ben over på den anden side af bænken så i det hun rejste sig denne gang, stod hun i gangen mellem de to langborde.

Hun mærkede sit hjerte knuge sig sammen ved lyden af åndens gråd, hvilket fik hende kortvarig til at knuge sine hænder foran sit bryst for ligesom at løsne den knugende fornemmelse hun havde. Men da lyden af den grædende ånd blev ved, fjernede hun sine sammenknyttede hænder fra sit bryst af og gik i stedet forsigtigt hen til ånden.  Her gjorde hun en usædvanlig opdagelse, som ikke egentlig burde komme bag på hende. Spøgelset var ikke landet på gulvet, men svævede et par cm over jorden af. Hun trak vejret dybt og mærkede hvordan den knugende fornemmelse forsvandt i det hun vidste hvad hun skulle gøre. 

”Du skal ikke være bange…”

sagde hun stille i det hun bukkede sig en smule frem og rakte sin hånd frem mod den sammenkrummet spøgelse's skulder i det spøgelset havde vendt ryggen til alle de mennesker.

I ren og skær forvirring og bekymring for den unge kvinde på gulvet havde Mathie glemt en vigtigt ting…En ting som umiddelbart hurtig gik op for hende bagefter.

Spøgelser har ingen fast skikkelse så det endte med at hendes hånd gik igennem pigens skulder.

Dette fik dem begge til at trække sig i hver sin retning.

Mathie pga. kulden og ubehaget ved at røre et spøgelse og spøgelset, det var svært at vide hvorfor hun havde reageret…Men nu havde spøgelset i det mindste rejst sig gulvet vendt sig mod dem. Hun var dog holdt op med at hulke, i stedet havde hun vendt sit ansigt  op i mod dem, og de kunne for alvor se hvordan spøgelset så ud. 

Synet af hendes ansigt fik et kor af beundrende suk til at lyde fra de døde som fra de levende.

Hun var bedårende... Et andet ord kunne måske have beskrevet hendes udseende bedre, men det var første ord som det faldt alle ind ved synet af det blanke mørke hår, der gik helt ned lænden og ansigtet var fint formet, på trods af at natkjolen var temmelig stor i det, kunne man ane nogen kvindelige forme også fik de øje på det.

Hvordan de kunne overse det var lidt af et mysterium eftersom bindet omkring hendes øjne dækkede halvdelen af spøgelsets ansigt og striber af noget mørkt dækkede hendes kinder. Mørke striber som selv den tykke abbed havde på sin munkekutte.

Blod var træls at få af, men for de døde blev det hængende...

”Åh du er blind, så kan jeg bedre forstå du blev forskrækket..” Lød det fra Mathie som om det forklarede alt, spøgelset vendte sit ansigt mod den varme stemme og svævede forvirret tættere imod hende. Da de stod næsten næse mod næse  gik det op for Mathie, at de var faktisk lige høje på trods af spøgelset foran hende svævede ganske få mm. over jorden. Det gav et gys i hende da hun fornemmede en kold hånd forsøge at røre hendes ansigt også:

”Du mærker ikke som dem, men du…” stemmen lød som de smukkeste glasklokker, eller var det bare i hendes ører det lød sådan i det Mathie endelig fik spurgt:

”Øh oka…men hvordan... ikke som dem, hvem er dem?”

”Jeg hedder Maibe…”

Det gav et hop i dem begge da en stemme i et rart toneleje stille sagde:

”Lady Maibe, vil I gøre os den ærer at følge os så vi kan tale om deres evt. viderefærd….”

Man behøvede ikke at have øjne for at kunne visse at hun var rædselsslagen ved ordet viderefærd. Spøgelse ville have knuget Mathies hænder hvis hun havde kunnet, og dette fik Mathie til at se ned og betragte sine hænder, der antog en mere og mere foruroligende kølig farve...

Blå.

Spøgelsets hænder var sunket ned i hendes og fik kulden til at sprede sig indefra i hende. Huffelpuffen lod blikket glide og indtil hun opdagede et underligt lettere lysende symbol på spøgelset håndled, der fik hendes tanker til at slå alarm. Hun havde set noget ligende før… men inden hun kom i tanke om det, blev hun afbrudt i det Maibe hviskende sagde:

”Jeg vil gerne blive her…”

Den tykke abbed smilede venligt. Hans smil beroligede spøgelset imens kom de andre spøgelser endnu tættere på og omringede til sidst den nyankomne. Sir. Nicholas var også ved at svæve tættere derover for at betragte den yndige skabning. Der var noget eksotisk over denne og der var ingen tvivl om at den unge kvinde havde været en skønhed, han nåede dog ikke langt før:

”Sir. Nicholas.. hvordan kan det lade sig gøre? Jeg troede at man som ånd i forvejen skulle have en forbindelse til Hogwarts…?” spurgte Milla, der skuffet måtte sidde tilbage da spøgelset med en alvorlig mine svarede:

”Det er de dødes hemmelighed… og Dumbeldoors…”

Inden Næsten Hovedløse Nick strøg igennem de andre spøgelser og med sine hænder fik fravristet Maibes hænder ud af Mathies så hun igen kunne mærke varmen strømme tilbage til sine forfrosne hænder. Spøgelset registrerede hurtigt takket i hendes øjne i det han og de andre spøgelser mere eller mindre bortførte Maibe, hun skyndte sig dog at råbe lige inden spøgelserne styrtede igennem en væg med den nyankomne unge spøgelse:

”De skal nok passe på dig Maibe.”

Hvis Maibe kunne have føle ville hun have følt varmen ved trygheden disse ord indhyllede hende i.

 

Mathie tog faktisk ikke fejl. 

Da hun nogen timer senere (efter at have tigget og bedt professor Mcgonnagall om lov til at tale med rektor) endelig var kommet op på Dumbeldoors kontor. Normalt ville hun have henvendt sig til professor Spire, men denne havde travlt med at holde øje med mandraker og Jerry havde advaret hende imod at spørge den runde godmodige heks og havde endda været temmelig hemmelighedsfuld:

”Hun er en værre krudttønde for tiden, så det skal virkelig være vigtigt..Nej du skal ikke spørge hvorfor hun er.. Jeg har tavhedspligt”

Hvilket havde fået hende til at henvende sig gryffindoors kollegiet overhoved. Professor Mcgonnagall virkede også til at være ganske tættere på Dumbeldoor end nogen anden på stedet. Hun sukkede og hun havde ellers svoret hun aldrig mere ville ende der, i det hun lod sine knoer ramme let på døren så det gav en let bankelyd og ventede med hånden løftet.

Klar til at slå igen, hvilket ikke blev nødvendigt.

Døren svang lidt efter op og Dumbeldoors stemme lød inden hun overhovedet trådte ind i kontor: ”Goddag frk. Serverius, jeg tænkte nok det var det var dem, kom bare ind og sæt dig endelig ned.”

Mathie sank ned i lænestolen, som ligesom den allerførste gang hun sad i den sank hun godt ned i den. Hun skubbede sig ud til kanten så hun kunne sidde med flad fod på gulvet og så med et grin på Fawkes da denne spankulerede hen af Dumbeldoors kateter for at komme hen og hilse på hende:

”Hej Fawkes..”

Hilste hun og nussede blidt fønixen, inden en distrikt rømmen lød.

Rødmende så Mathie op på den grønklædte troldmand, hvis hvide lange skæg så ud til at være blevet studset bare en smule, hun havde i et øjeblik glemt hvad det var hun ville også kom det hele tilbage og den ældre troldmand lod hende vrøvle eftersom det så ud til at han faktisk forstod hvad hun ville frem til:

”Professor jeg modtog den her pakke imorges. Jeg tror det var en fødselsdagsgave eftersom der lå en ny morter og støder... Eller jeg troede det var et nyt sæt, men så kom der et spøgelse ud da Malu slog den ud af hænderne på mig. Altså hun slog den kun af hænderne på mig fordi jeg fik et... øhm rysteanfald og Maibe… De andre spøgelser tog hende med, men jeg har ikke set eller hørt noget i flere timer.. Er hun…væk?”

Hun så op på den ranglede troldmand med bekymringen lysende ud af sine blå øjne, han stod stadig op og med et lille smil vendte han sig halvt mod den ene væg og sagde henvendt til denne, hvilket fik Mathie forvirret til at betragte ham:

”Sir. Nicholas bare bring hende ind..”

Ud fra vægge kom to grålige tåger ud og blev til to svævende skikkelser:

”MAIBE!” Udbrød Mathie ivrigt og sprang op i det samme begyndte det nu smilede unge spøgelse at kvidre løs:

”De havde helt ret frk. Serverius alle har været så søde.. er der noget galt frk. Serverius?”

Mathie var stivnet ved lyden af sit navn, hvorfra vidste spøgelset det var det hun hed?  Selv sir. Nicholas så overrasket ud i det Maibe uden videre slyngede navnet ud. Dumbeldoors ansigt var ikke til at aflæse og den reaktion de forventede at få fra ham udeblev i det denne blot sagde:

”Ingenting Lady Maibe, jeg tror bare frk. Serverius fik et chok at de tilsyneladende kunne se hende på trods af bindet?”

Mathie nikkede let til dette en vigtig lille detalje hun havde overset i sin forvirring over sit navn, for hvad skulle hun sige?

Spøgelset smil blev pludselig erstattet af et forvirret og usikkert udtryk i det hun hakkende forsøgte at forklare, men det endte med at sir. Nicholas satte en stopper for dette, da han selv huskede den første tids forvirring efter at være blevet til et spøgelse. Ligesom ham selv, var der ingen tvivl om at det unge spøgelse havde været død i flere år måske endda et par århundrede da hendes påklædning fortalte en historie helt for sig selv. Det var ikke unormalt at spøgelser først vågnede ved at en speciel person berørte deres ejendele.  Apropos ejendele havde Mathie taget morteren og støderen med sig og overdrog dem for en tid til Dumbeldoor, da han tilbød at undersøge tingene nærmere.

Hun bemærkede kort hvordan Maibe ved synet af morteren og støderen så temmelig utilpas ud. Hun mærkede selv en knugende fornemmelse i sin mave, som dog forsvandt i det hun så at den tykke abbed pludselig gjorde sin ankomst. Efterfølgende kunne ikke få hende til at lade være med at smile bredt selvom hun stadig var forvirret over det der skete. 

”Lady Maibe, Nickolas, kom nu kom nu den Blod røde baron nægter at gå i gang med festen før æresgæsten kommer!”

Udbrød den tykke abbed i et godmodigt toneleje og svævede ivrig rundt om dem, hvilket fik Dumbeldoor og Mathie til at træde et skridt tilbage, da kulden fra de døde føltes kraftigere.

”Fest?”

Lød det usikkert fra Maibe og hun vendte sit ansigt mod lyden af den godmodige stemme, abbeden nikkede ivrigt og Sir. Nickolas lagde en hånd på pigens skuldre, sagde henvendt til både de levende og Maibe:

”Jeg havde glemt alt om det.. Det er ved at være nogen århundrede siden vi sidst holdt en dødemandsfest for et nyt spøgelse og i det tilfælde var det for Peeves, så I må have os undskyld…”

Han skar en lidende grimasse ved poltergejstens navn i det han begyndte at trække afsted med det nye spøgelse og han fik hjælp af den tykke abbed da denne blidt i det han svævede baglæns ind i muren holdt begge det unge spøgelses hænder.

”Piives?” Forsøgte Maibe, "er hun også et spøgelse?" og udtrykte den samme forvirring som Mathie gjorde, når noget nyt og temmelig uventet var dukket op. En forunderlig lighed som gik hen over hovedet på pigerne selv, men en dyb rynke brød frem på den ældre troldmands pande i det han betragtede spøgelserne der ivrig snakkende drev igennem væggen.

”Professor, har de nogen anelse om hvad der lige skete?” Spurgte Mathie temmelig forvirret og rettede sit blik væk fra den massive sten væg og så op mod rektoren, der skævede ned til hende ud igennem sin  øjenkrog da denne smilende svarede:

”Dødemandsfest frk. Serverius, det var det der skete..”

”Dødemandsfesten?” Gentog Mathie med et uforstående ansigtsudtryk.

”Nemlig dødemandsfesten…” samtykkede Dumbeldoor uanfægtet af at huffelpuff’sen ansigt udtrykte mere forvirring end forståelse: "eh?"

 

Senere den samme nat i (7 års) pigernes sovesal ved huffelpufferne, lå Mathie og lyttede til de andre pigers dybe vejrtrækninger, og en enkel snorkede da også. Hun var en smule misundelig over at de allerede efter en times tid tumlen rundt i sengene kunne falde så hurtig i søvn. 

Hun gned træt sit ansigt med sin hånd og mærkede da hun strøg den over vældet af krøller, hvordan hendes lange røde hår mere og mere overtog hovedpuden, i det hun forsøgte at få styr på det vrimmel af tanker der gled ud og ind af hendes hoved. Hun havde så mange spørgsmål at hun ikke kunne falde i søvn for dem. 

Hvordan kunne så berømt en troldmand være så speciel tænkende?
Hvorfor havde den her dag været så forvirrende?

Hvem var det Maibe?

Og hvorfor virkede det til at hun på en måde følte sig forbundet med den døde pige selvom de på ingen måde lignede hinanden?

Efterhånden mærkede hun hvordan tankerne tonede ud og hun gav træt efter for mørket, der for en tid ville frarøve hendes tidsfornemmelse og bevidsthed.

Det var i hvert fald det hun troede... 



_____________________________________________________________________________________________
____________________________________________________

I må undskylde at der går så længe mellem publiceringerne, jeg vil forsøge at puplicerer mindst en gang om ugen, men jeg vil heller ikke jage med det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...