Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8406Visninger
AA

38. Azkaban - Hvorfor har Dementorer så svært ved at forstå et nej?

 

Som redningsholdet havde været forberedte på var den rødhåret pige ikke i stand til at gå så meget som et skridt…Ikke uden en hjælpende hånd... Men at se det i virkeligheden var hårdere at se i øjne end forventet.

Melissa kunne slet ikke se på Mathie uden at ville drukne hende i medlidenhed og det var der i hvert fald ikke tid til. Milla var ikke stærk nok til at løfte hende. I stedet blev det Malu der måtte bære hende, da Jerry tilkendegav at hun var noget varmere end han var og Mathie behøvede alt den varme hun kunne bruge (Han vidste, at Malu forstod hintet om at han ikke ville kunne bære pigen uden at vælte). De overvejede ikke på noget tidspunkt at lade en af to fuldt uddannet troldmænd bærer pigen, det var vigtigere at de havde hænderne fri til at sørge for deres beskyttelse. Kirel greb fat i den unge rødhåret kvinde så forsigtig han kunne og med overraskende blidhed satte han hende på sin kærestes brederyg.

Det tog ikke særlig længe at spænde Mathie fast på Malus ryg. Hun var allerede udmattet og lod sin pande hvilende mod sin venindes nakke med sine arme slaskende ned forbi dennes ansigt. Hun bemærkede knap nok at Kirel lagde en kappe tæt omkring hende, som den ældste troldmand i gruppen netop havde afleveret til ham. Den tynde og beskidte kjole pigen havde på ville end ikke kunne forhindre en sommerbrise i at komme ind under huden af hende. Corvus nikkede let til Kirel, inden han vente sig mod resten flokken og spurgte højt nok til at overdøve den foruroligende stilhed, der kom i det de andre fanger tavse betragtede dem intenst:

”Er alle klar?” 

Støvet og beskidte nikkede de enstemmigt. Det kunne kun gå for langsomt med at komme ud nu. 

”Så lad os komme ud…”

Som sagt som gjort.

I det de bevægede sig ned af de stejle trapper for at komme ud, fik de endelig brug for at bruge lysglimts kuglerne. Milla begik den fejl at se ind i dem på trods af, at Kirel netop havde råbt de skulle se væk, og skreg af smerte. Hun slog sine hænder for sent op i foran sine øjne og jamrede. Hun var dog så fornuftigt at stå stille, der var intet gelænder på trappen til at kunne afbøde et fald. Corvus udbrød irriteret og var det et strejf af rædsel Jerry fornemmede, i det den ældre troldmand hastigt strøg forbi ham og tog med sin frie hånd fat i ravenclaws spinkle håndled og tvang hende løbende efter sig, da hun stadig mere eller mindre var halv blind:

”Du kan bare ikke adlyde en ordre!”

De andre fulgte tæt efter.

 

Den vilde jagt var igang.... 

For at spare tid sprang menneskene flere trin over, som de tydeligvis kunne mærke ikke var beregnet til at løbe på. Mange af trinene smulerede under deres fødder, men der var de allerede videre ved næste trin med dementorerne svævende efter sig. Det var mere held end forstand at ingen af dem mistede balancen på trappen, selv Jerry formåede at holde sig oprejst. Til trods for at dementorerne forfulgte dem tæt lykkedes det alligevel for gruppen, ved hjælp af lyskuglerne (Milla huskede at se væk, da de brugte dem), at komme ud under den grå og våde verden.

 

En verden de taknemlig tog imod...

Men glæden ved gensynet af den verden druknede mere eller mindre i det vand så ud til at komme væltende fra alle kanter. Fra både himlen og havet kom det. Det var som om at selv elementerne var imod det de var i færd. Vandet gjorde stien ned til deres koste glat og tvang dem til at sænke farten til en slags rask trav for at undgå at falde. Faldt de først ville dementorerne som glubske skygge ulve kaste sig over dem.

”Expecto patronum!” råbte Jerry ignorerede dråberne af vand der strømmede ned af hans ansigt. Regnvejret forsøgte på bedstevis at forhindre dem i at holde øje med dementorene. Et sarkastisk smil brød frem i hans ansigt, som om de ikke havde besvær nok i forvejen med at holde dementorne på afstand. 

Pludselig skete der det som ikke måtte ske.

En gruppe dementorer tvang sig ind imellem dem og fik splittet gruppen i to. Som ægte rovdyr vendte de herefter deres opmærksomhed mod den gruppe der i det øjeblik stod svageste.

Malu mærkede sine kæber knagede da hun bed tænderne ekstra hårdt sammen. Dette var en af de situationer de havde taget op inden deres ekspedition og gennemgået, hvis det i værste fald skulle ske. Hun trak sin stav frem med sin eneste fri hånd, da den anden holdt godt i Mathies ene arm og med et enkelt svip dukkede hendes patronus op. Sabeltigeren sendte hende et dovent blik da den dukkede op, inden den vendte sig mod dementorerne. En lille tåge dukkede op udenfor hendes øjenkrog, et dybt suk fortalte hende at Mathie var vågnet op. Hun mærkede hendes venindes skælven da hun mærkede kulden fra de omkringstående monstre.

”Bare rolig Mathie…” mumlede hun højt nok til at Mathie hørte det, ”nu er det min tur til at passe på dig..” 

Hun gjorde sig klar, imens hun hørte de andres forgæves kamp mod dementorerne der spærrede dem vejen hen til dem. Det skete meget sjældent at nogen flygtede fra Azkaban, og dette var en af grundene til de fleste aldrig nåede længere. Der var bare for mange dementorer.

Hun betragtede de mærke væsner opmærksomt i skæret fra det blålys hendes patronus udsendte. Den silende regn gjorde det bestemt ikke udsigterne for at komme hel skinnet igennem nemmere. Hun mærkede et smil af vemod bryde frem på hendes læber, da hun tillod sig i et kort sekund at lade sine tanker vandre:

Så langt kom de trods alt.

Det  varen bitter pille at sluge, det eneste som trøstede hende var,

at de i det mindste kom til at dø under åbent himmel, i stedet for indefor i det frosne helvede.

Det var bare ærgerligt, at man ikke kunne se stjernerne for de voldsomme regnskyer.

Alt det Mathie havde gjort for dem også kunne de ikke en gang få hende væk fra det her helvede.

 

”I rør dem ikke!”

Malu kastede et blik rundt, men kunne umiddelbart ikke lokalisere hvor stemmen kom fra, i stedet så hun hvordan dementorerne tøvede et par sekunder, inden de svævede nærmere. Kulden blev mere intens og hun kunne endelig for alvor mærke hvordan hendes dragt klistrede til hendes hud i en blanding af sved og regnvand. Det var trods alt kampdragter ikke regnfrakker eller vinterkåber.

”Det var ikke en forespørgsel! Det var en ordre! Hold jer væk!” Brølede stemmen denne gang. Den lød bekendt, Malu rynkede panden imens nogen netop tvang sig i ind i den cirkel som dementornere havde fået dannet om pigerne og stillede demonstrativt foran dem, ”Bellum?” Kom det næsten mere eller mindre hviskende fra Mathie med alle tegn på lettelse. Malu følte det samme imens hun skævede til varulvens ryg.

Aurornes chef og varulv ignorede dem og havde ikke en gang fundet sin tryllestav frem, men alligevel tøvede dementorerne, selvom det måtte ifølge Mathie det samme som at forhindre hende i at få sit krus kaffe om morgen.

”Tilbage bag murerne!” Snerrede Bellum: ”Mathie Serverius er netop på ministeriets ordre blevet frikendt!” Ordet frikendt virkede utrolig nok efter hensigten for ligeså hurtig de havde indcirklet gruppen trak dementorerne sig ligeså langsomt tilbage med tavse skrig. Da de for forbi de unge kvinde var det som om de ikke kunne dy sig for at en sidste gang at nyde den tidligere fanges varme, da de suste så tæt på dem at det efterlod dem mere isende end før og den kolde regn deres tøj havde suget til sig hjalp ikke ligefrem med at holde på varmen. 

Bellum vendte sig mod de forfrosne piger. Hans mænd havde allerede hjulpet de tre andre Hogwarts elever og de to troldmænd, der mere eller mindre fulgte lidt for rolige med efter hans mening. De kunne i det mindste have vist lidt ydmyghed ved at forsøge sådan en befrielsesaktion…. Han ignorerede det faktum at det nær var lykkedes dem. Hans tanker blev afbrudt, at næppe hørlig stemme som trængte igennem regndråbernes fald:

”Jeg er fri?”

Stemmen tilhørte den unge forfrosne pige som sad på ryggen af den største af pigerne. Mathie tvang sit hoved op for at se på varulven og lod ikke til at mærke regndråberne torpedere hendes ansigt. Det blik hun sendte ham, fortalte ham at hun var rædselslagen for hvad han faktisk ville gentage. Det gav et lille prik i hans hjerte, som han dog hurtig rystede væk da han strøg sit våde hår tilbage med en opgivende bevægelse, men i det han svarede kunne Malu have svoret på, at der et strejf af varme i varulvens ellers så kølige toneleje:

”Ja, det var meningen vi skulle hente dig imorgen, men vi fik pludselige meldinger om at der var uvelkomne gæster på Azkaban, der var i færd med at bryde ind...”

Hvordan varulven formåede at betragte hele flokken uden at rykke sig ud af flækken eller rykke hovedet af led blev en gåde for dem, men det lykkedes ham at sende hver enkelt, især Corvus og Kirel, et irriteret blik, der burde have fået dem til at skamme sig. De sendte ham i stedet for blot nogen trætte og alvorlige miner, selvom det så ud til at det kneb for nogen af dem at holde et selvtilfreds smil tilbage. Bellum kastede efterfølgende et blik op imod dementorerne der på trods af hans ordre endnu ikke havde søgt op til selve borgen. De ventede svævende et stykke væk fra dem, som en flok alt for stille og meget hungrerende skygger. Han sukkede, dementorer var væsner som ikke altid tog et nej for nej. 

Det tog derfor noget tid at få dementorene til at vende tilbage til selve fængslet. En af aurorene påstod at sammenlignet med drager var dementorerne mere forudsigelige. Et blik på Bellum fortalte de unge magiker at han ikke var helt enig, men han var heller ikke uenig og efterlod i stedet denne auror og to andre tilbage med dementorerne. Så de ikke faldt dem i ryggen af dem, i det han påbegyndte næste fase af missionen:

At sikre sig at man fik samtlige af alle dem, der havde været med til at befri den unge kvinde med sig. Det gik ikke an at efterlade nogen.

Selvom synet af de to fulduddannet troldmænd i flokken i den grad fristede ham til at gøre det, der var vel undtagelser? Han skyndte sig at vende ryggen  til dem og viste dem vej hen til det sted, hvor en kæmpemæssig og primitiv udhugget kamin af sten var placeret. Det var deres billet til sikkerhed. Milla så irritereret på denne anordning, hvordan havde de kunne overse den kæmpemæssige kamin? De var ved nærmere eftersyn kun landet få meter fra den på deres koste, som aurorene var ved at samle ind for dem. Der var ingen grund til at efterlade disse magiske redskaber.  

På grund af sikkerhedsmæssige årsager fik de af vide at Mathie måtte fjernes fra Malus ryg. En af aurorne hjalp med dette og lod pigen efterfølgende holdes oppe af den mørkglødet pige og en ung mand, som minde umiskendelig meget om en hvis heks inden i ministeriet. Imens de unge mennesker rystede af kulde og lettelse gjorde aurorerne klar til at bruge susepulveret. De blev skilt af så de alle fulgtes med mindst en auror, selv Corvus og Kirel kunne ikke undsige sig dette. Om det var for at sikre ingen endte i de forkerte kaminer undervejs eller forhindre dem i at stikke af ville ingen af dem svare på. I små grupper blev de sendt af sted mod ministeriet vedhjælp af susepulveret. Et sted de gerne ville have været foruden. Det var der det hele var startet, men tiltrods for dette tog de udmattet med aurorerne uden kamp og det varede ikke længe før de kom snublende og tumlende ud af en kæmpemæssig kamin, mens aurorerne roligt trådte ud af kaminen og stillede sig langs væggen med rank ryg, så der var klar til de næste kunne komme ud. Trætte og udmattet med store smil rejste de unge mennesker sig op, det var kun til de vendte deres opmærksomhed væk fra kaminen og ud mod rummet i stedet. Varmen i rummet føltes pludselig kvælende, selvom Mathie nok ville have protesteret mod dette, og smilende blegnede ved synet af en stor gruppe mennesker som alle som en så alvorlig på dem.

 

Det var velkomstkomiteten. 

 

 

 

 

 

 

_______________________________________________________________________________________________________________


Hej allesammen undskyld at der er gået så længe, men her er endnu et kapitel. Det er langt og det kan også være jeg vælger det skal kortes yderligere ned, men det bliver først senere med mindre I har svært ved at finde hoved og hale i det, så giv mig gerne et vink om det, så skal jeg gøre mit bedste for at ændre det:) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...