Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8430Visninger
AA

35. Azkaban - Helvedes forhave

 

Azkaban..

Bare navnet kunne få de fleste, der bare havde den mindst smule kendskab til den magiske verden, til at krybe sammen i rædsel.

Azkaban var et troldmandsfængslet, hvor kun de farligste fanger blev sendt hen, og lå ikke just i et paradis område. Ude midt i havet på en mindre ø, hvor intet kunne gro havde man for flere århundrede siden placeret en kæmpemæssig borg. Borgen var så stor at den kunne huse hundredevis af fanger, eftersom dens indre kun bestod af celler og gange for mere behøvede de ikke.

Det var en borg, hvor ingen fange nogensinde havde kunnet flygtet fra.

Ingen havde endnu formået at snøre stedets fangevogtere.

Vogterne var væsner der nød at suge hver eneste glæde og latter ud af de levende og varmblodet mennesker, der måtte være så uheldige at komme i deres besiddelse uanset hvor længe eller kort tid det måtte varer. Fangerne blev herefter efterladt med sine værste og frygtligste minder og i sidste ende ville de være drevet så langt ud, at deres sind ikke stod til at redde.

Disse væsner blev i troldmandsverden kaldet dementorer.

Frygtindgydende skyggeklædte skabninger... Højere end noget andet menneske kunne blive og mere mareridts fremkaldende skulle man lede længe efter.

Men selv disse væsner kan distraheres...

 

For to dage siden forandrede forholdene sig for nogen af fangerne på 7.etage, da celle nr. 1839 pludselig blev optaget igen. Siden den fange var ankommet havde dementorerne mere eller mindre sværmet som bier omkring en blomst og havde faktisk ignoreret de andre fanger der var på etagen. De der var tættest på cellen kunne dog ikke undsige sig en hvis påvirkning, men de var ikke så hårdt ramt som den fange, der sad i cellen, hvis skrig og hulken og fortalte dem, hvor meget vedkommende kæmpede imod dementorernes kraft. 

Cellerne på denne etage gav ikke meget privatliv i forhold til de andre etager, hvor cellerne dernede trods alt havde vægge og døre med lås på. Disse celler mindede derimod mere om fugleburer med undtagelse af cellens bagvæg, borgens murværk, hvor man havde placeret en lille åbning, hvorfra der kom en smule lys ind. Derfor kunne alle fangerne se hinanden, selvom de ikke var et så opmuntrende syn. Møgbeskidte og lugten var langt være hvis det havde varmt, men pga. dementorerne var der aldrig varmt og man kunne næsten ikke lugte noget i kulden. 

Støj niveauet på etagen var forholdsvis lav, men alligevel mere skræmmende, da man trods alt kunne høre jamren fra de fanger, som ved at overskride grænsen fra normal til sindssyg. De resterende fanger havde endnu styr på deres indre kaos, selvom de for hver besøg af dementorer blev rystet og rusket mistede mere og mere af dem selv. Det var også dem, der var mest nysgerrige efter hvem det var som kunne tiltrække dementorernes opmærksomhed så meget?

Ikke fordi at de ville klage over dette, men lidt nysgerrighed kunne ikke skade dem…

Desuden hvor meget mere kunne de straffes?

De der var tættest på den ny ankomnes celle, kunne i første omgang (efter at dementorerne endelig lod til at være færdige for denne gang og var drevet videre) kun se en sammenkrummet skikkelse, der lige kunne anes i den ringe belysning. En af fangerne tog mod til sig og spurgte med en stemme, der tydeligvis ikke havde været i brugt i lang tid:

 ”Er du død?”

Først virkede det ikke til at vedkommende var i live, men så bevægede skikkelsen sig og begyndte langsomt at sætte sig op midt inde i sin celle. De så overrasket på den viltre røde manke som vedkommende ejede. Det var længe siden nogen havde set sådan en ren manke og de blev endnu mere overrasket, da stemmen, der svarede tydeligvis tilhørte en ung kvinde, selvom de skam havde en mistanke udfra skrigene:

”Jeg har det for koldt til, at jeg er død…”

Sarkasmen var ikke spildt på disse fanger, der alle mere eller mindre gav et bekræftende grynt som svar, der ligeledes fortalte hende, at de virkede overraskede over at hun faktisk var i stand til at være sarkastisk.

Langsomt fik hun trukket sine ben under sig og en anelse usikkert rejste hun så op og vaklede hen til tremmerne forenden af hendes bur, hvor hun greb fat i de kolde jernstænger med sine vamle kolde fingre og lod sig synke ned på knæ med hovedet hvilende mod tremmerne.

En fange i nabocellen ved siden af hendes betragtede hende med et tænksomt blik, der næsten brændte ind i ryg og fik hende af nysgerrighed til vende sig mod manden i den anden celle.  Hun lod langsomt sine hænder synke ned i sit skød, da hun lagde hovedet en smule på sned, mens hun kneb øjne en smule sammen for at skelne detaljerne i hans fremtoning nærmere. Han så langt værre ud end hun gjorde, hvilket sagde lidt om hvor længe han havde været der. 

Mandens hår og skæg var langt og beskidt. Neglene på hans smalle og krogede fingre var lange, men filet til så de lignede rovdyr klør. Det blik der mødte hendes fortalte hende, at han til trods for sit udseende, var han endnu ikke knækket og var klar til at slå dem ihjel, der kom i vejen for ham, men der var også glimt af sårbarhed. Da manden åbnede munden så hun et glimt af adskillige sorte tænder og selve stemmen var dyb og brummende. Nærmest hypnotiserende, da han blot gjorde en konstatering:

”Du er Serverius datter…”

Hun ikke så meget som blinkede i det hun svarede, det kom ikke ligefrem bag på hende, at en mand som ham lod til at vide hvem hun var: ”Ja jeg er, men jeg fortrækker at blive kaldt Mathie.. hvem er du…?”

”For dig er jeg blot fangen ved siden af din celle..” lød det koldt. Hun rynkede brynene ved denne afvisning og kravlede tættere på, da manden arrigt forsatte:

”Jeg ved godt hvad du er ude på… får du mit navn, vil der ikke gå længe før du vil forsøge at tvinge mig til at give dig lidt hår eller en dråbe blod.. nøjartig som….."

Mathie afbrød ham vredt, men lavmælt så kun han kunne høre det:

”Det ville jeg da aldrig gøre.. det er jo sort magi.. blodmagi! Så langt vil jeg aldrig gå…”

Hvis hun nogensinde skulle få den tanke at ville bruge andres blod til eliksirer, der ikke var afgivet frivilligt, så havde hendes mentor, professor Snape, truet med, at han ville sørge for hun ville ønske at hun aldrig var kommet på Hogwarts... Hun gøs af ubehag ved tanken, men fastholdt mandens blik. 

Den unge kvindes ansigt var lige ud foran hans hærget ansigt eftersom hun nu sad ud foran ham, hvilende på sine knæ. Hendes mørkeblå øjne gnistrede af liv og vreden i hendes øjne var heller ikke til at tage fejl af. Han løftede hovedet lidt og sendte hende et skævt blik og så ned på hendes hænder, der var knuget så hårdt sammen at knoerne var blevet helt hvide af anstrengelse. Han mødte hendes blik igen, mens han brummede: 

”Du har virkelig ingen ide om hvordan din fars og din families klan er?”

”Familie klan? Min far er da ikke medlem af nogen klan… er han?”

Hendes vrede blik blev erstattet kortvarig af usikkerhed. Hun havde trods alt aldrig rigtig hørt om sin fars baggrund. Hendes mor havde i hvert fald vidst et eller andet, da Mathie var mindre havde hun spurgt hende om, hvorfor hun ingen farfar og farmor havde? Hendes mor var kun kommet med en svag kommentar om, at når tiden var inde, ville hun få det fortalt. 

Tilsyneladende var tiden nu, men uden at det var hendes mor som videre gav informationer…

”Faktisk kan jeg trøste dig lidt med at han på eget initiativ ikke længere er medlem af klanen…”

”Øhmm... Gudskelov.. ” hun sendte ham et ganske lille smil, der blev en anelse stiv, i det han forsatte:

”Det betyder ikke at klanen er færdig med ham… især ikke efter den katastrofe som indtraf på Durmstrange… det har du vel hørt om?” Pigen nikkede, men så blot endnu mere konfus ud i det han forsatte, ”den katastrofe gjorde et eller andet ved ham… så han kunne noget ingen i hans klan havde formået at gøre…”

”Jeg forstår ikke…”

”Hans familie lå langt nede klanens hierarki, men da din far mestrede en ny evne og det var, kombinerer almindelige eliksirkundskaber med disse typer magi op på et helt nyt niveau… Sådanne evner kan kun gå i arv… Og det gjorde pludselig at hans familie steg i graderne i klanen...”

”Jeg forstår stadig ikke noget, hvorfor fortæller du mig det her og hvad har det med mig at gøre?”

Udbrød hun i det manden pludselig tav, der var dog en grund til at han blev tavs.

Mathie havde været så optaget af at lytte til manden, at hun ikke havde noget at forberede sig på at dementorerne var kommet tilbage. Hun veg tilbage fra tremmerne da tremmernes overflade pludselig blev dækket af et tyndt lag is. Forskrækket så hun fra tremmerne til de svævende væsner i deres lasede og uhyggelige kåber.  Noget hun for længe siden troede kun fandtes i mareridt, men mareridt forblev uvirkelige, hvorimod disse var virkelige.

Langsomt og ganske forgæves forsøgte hun at kravle baglæns længere tilbage i cellen. Bagvæggen standsede hendes flugt. Hun kastede et desperat blik mod dementorerne der stive som statuer stod ude foran hendes bur. Det var kun indtil de langsomt strakte deres uhyggelige tynde arme ind imellem tremmerne og rakte bydende ud efter hende. Derefter mærkede hun ikke tårerne, der strøg ned over hendes kinder eller hørte hvordan hendes skrig blev flået ud af hendes krop og fik de andre fanger til at holde sig for ørerne. Det eneste hun kunne koncentrere sig om, var hvordan hendes glade minder langsomt hvirvlede bort fra hende.

Minder hun desperat forsøgte at holde fast i, mens hendes sind kæmpede for at holde sig ude af besvimelsens kærkommen mørke hun hellere end gerne ville have ladet sig synke ned i, hvis det ikke var fordi...

Hun måtte bare ikke give op…

For sine venner og mors skyld…  

 

Manden trak sig skælvende væk fra tremmerne og længere ind i skyggerne, alt imens han så hvordan pigen gik fra at skrige og hulke til at synke sammen og blive helt stille, hvor langt tid det havde taget anede han ikke. Han havde mistet tidsfornemmelsen for 3 år siden. Dementorerne blev dog stående i et stykke tid foran cellen, som om de håbede på, at pigen ville komme til bevidsthed igen lige med det samme. Men da de havde stået der i en rum tid, blev han glad for, at han netop havde nået at tale med pigen, i det de langsomt og søgende efter glæde begyndte at interessere sig for de andre fanger.

Forsigtig trak han ud af sine laser et meget slidt billede ud. Han kastede et blik på det, brummede sagtmodigt:

”Dit venskab har været et dyrt bekendt min ven…”

Han foldede det sammen igen og skubbede det ind i pigens celle, og hviskede i et toneleje der godt kunne minde omsorg i det døren ind til hans celle åbnede sig med et klik og kulden begyndte at kravle ind i ham:

”Farvel lille pige…”

 

Da pigen kom til sig selv igen var manden forsvundet, men tæt ved tremmerne, der havde adskilt dem, fandt hun noget ganske interessant. I første om gang lignede det et stykke nusset papir, men efterhånden som hun fik vænnet sig til den spøgelsesartige belysning  kunne hun se detaljerne i sit fund. Det var et bevægelig billede og med god vilje kunne hun se at der stod to personer i skoleuniformer på billedet.

To unge mænd, der kammeratlig klappede hinanden på ryggen.. Til hendes irritation kunne hun ikke se deres ansigter særligt godt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...