Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8416Visninger
AA

37. Azkaban - Den kolde vind

 

”Det er her… det er faktisk her...” Kom det overrasket fra en ung kvinde med briller, mens hun lagde sit hoved tilbage for at få det fuldende billede af borgen kun få meter fra hvor hun stod sammen med et par andre kappeklædte skikkelser.

Der var ingen vagtposter. 

Hvorfor skulle der også være det?

Det var jo Azkaban... 

Stedet hvor ingen nogensinde var sluppet væk fra. 

 

En kold vind fløj tæt forbi dem og dens kulde fik det til at dirre indvendig. Ingen af dem vovede, at tænke over hvor meget af kulden de mærkede faktisk stammede fra stedets vogtere. Med tanken på de uhyggelige dementorer så de alle ud af øjenkrogen og kastede distrikt blikke op mod den grå mørke masse af skyer, som dækkede himlen bedre end et lag mos ville kunne dække et græs område. 

”Ja… kan du ikke mærke hvor koldt her er!” udbrød Melissa og skuttede sig, men fik ikke den ønskede medlidenhed. I stedet fik hun besked på at tie stille. Jerry tog dog hendes hånd i sin, mens han med den anden holdt sin tryllestav løftet. Forberedt på hvad som helst. Hun gjorde det samme og kastede et blik rundt på de andre.

De havde forsøgt at forberede sig på den kamp, der måtte forkomme, men til forskel fra Corvus og Kirel, havde de ikke decideret noget kamp udstyr på. Pigerne havde dog fra gemmerne fundet deres dragter frem, der lignede quiddicht dragterne til forveksling, som blev lavet til dem under trekampsturneringen. Jerry havde dog valgt at bruge sin quiddicht dragt eftersom han var på Huffelpuffernes Quiddicht hold, men ligesom pigerne havde han behov for nogen justeringer. I hans tilfælde var det dog kun farverne der skulle ændres, fra gul til en sort farve, hvorimod pigernes (især Malus dragt) gik igennem større justeringer angående størrelsen nogen steder på dragten. Hun stod stadig og forsøgte at rette på sin dragt uden at vække for meget opsigt, og til sidst rakte hun hænderne op med tryllestaven i hængende i munde for at rette på sin svingende hestehale. Den havde løsnet sig en smule under flyveturen. 

Kirel lod sine fingre glide hen over sine armbeskytter lavet af læder, for at sikre sig en sidste gang, at hans reserve tryllestave sad hvor de skulle, imens fandt Corvus nogen små poser frem og rakte hver af heksene en pose med en alvorlig mine. Milla vejede den lille pose i hånden. Den vejede ikke mere end en tennisbold ville have vejet, men ud fra sine iagttagelse hun havde gjort sig ved at betragte Jerry. Han havde bøjet sig frem og snust til den lille lukkede pose Melissa havde i sin hånd. Hans ansigtudtryk efterfølgende sagde det hele, i det han benovet så hen på troldmanden. Det måtte være nogen effektive urter der var i de små pose, siden huffelpuff havde sådan et udtryk. Han var jo ikke  en slags halv gud til botanik for ingenting. Hun vendte sig lidt efter denne konklusion sin opmærksomhed mod den ældste troldmændene, da denne havde overtaget ledelsen i den lille gruppe:

”Fra og med vi går ind er der ingen som siger et ord, ikke så meget som en hvisken. Ingen fjanterier…” Malu hævede blot sin ene bryn ved ordet fjanterier. Nok var de stadig børn i hans øjne, men de var udmærket klar over at der ikke var plads til at fjante. ”Poserne i netop har fået indeholder urter der ved kontakt med en hård flade vil udløse et stort lysglimt. Det kan på ingen måde erstatte en ægte patronus, men give jer tid nok til at fremmane en..” Milla bed mærke i at han undlod at sige stikke af, da han roligt forsatte: ”Vi har kun den her chance, det er derfor ekstrem vigtigt at alle følger planen uanset hvad der sker.”

Hans blik hvilede et øjeblik på hver enkelt, selv Kirel måtte stå ret. Melissa skar en grimasse inden hun ligesom de andre nikkede.

Planen havde de allerede gennemgået mens de fløj. De havde måttet råbe til hinanden eftersom, jo tættere de kom på den lille ø hvor Azkaban, jo højere slog bølgerne mod hinanden. Så larmen fra havet var øredøvende.

Men planen var ligetil, de havde delt sig op i grupper, for på den måde at dække et større område og de havde kun 2 time til at nå hele vejen rundt på Azkaban, før alle skulle stå ude ved kostene igen med eller uden Mathie.. Den sidste del af planen var de ikke helt enige om.

Jerry gav sin kærestes hånd et sidste klem inden han gav slip og rakte ned efter sin kost han ligesom de andre havde lagt på den våde jord. Malu stod allerede med sin hånden, da hun og Jerry fik øjenkontakt nikkede de begge og steg til vejrs kort tid efter. Det var deres job at agere lokkeduer for dementorerne. Resten skulle igennem den lille side dør, som Melissa havde fået af vide af sin far skulle befinde sig i nærheden af hovedporten.

En lille dør som aldrig var låst.

De andre havde stirrede vantro på hende da hun fortalte dem dette, men Melissa havde hvæset, inden nogen kunne betvivle hendes ord, at en Dracuna aldrig løj. 

1 time 45 min tilbage

Gruppen listede sig ind.

Ingen sagde en lyd.

Den smule luft de åndede ud stod som en tåge ud af deres mund. Lugten af havsalt sad så godt begravet i deres næser, at de knap nok kunne lugte lugten af indelukket fugtig kælder, hvor muggen og skimmelsvampen herskede.  Kulden der var indenfor Azkabans murer fik dem til at ønske sig udenfor i det vilde vejr. Med et par håndbevægelser sendte Corvus Kirel og Milla afsted i retningen af øverste etage, mens Melissa og ham selv ville gå ned i dybet af Azkaban.

De satte alle fire farten op da lyden af tordenskrald fandt vej ind til dem. Jerry og Malu havde sat planen i gang. Hvis de løb, der var ingen grund til at snige sig afsted, men risikoen for at løbe i armene af dementorerne var stadig stor og krævede at de stadig måtte sørge for at være årvågne.

Deres åndedrag blev mere og mere hivende, mens de to grupper løb rundt på etagerne, forbi rækkerne af celler, hvor mange af dem krævede at de var nødt til at standse helt op for at betragte vedkommende, der lå derinde, mens de måtte ignorere skrigene fra de andre fanger, der skreg om at blive løsladt. Fristelsen til at dele sig ydeligere blev større, men konsekvenserne af at bevæge sig alene rundt imellem etagerne opvejede trangen.

 

30 min tilbage

”Bliv her,” hviskede Kirel bestemt til den udmattede pige, som i det samme rystede stædigt på hovedet i det hun bukkede sig forover for bedre at kunne inhalere luft, men da hun i det næste hørte hvor larmende hendes vejrtrækning lød i stilheden, gjorde hun en opgivende bevægelse med sine skuldre. Lidt efter hørte hun hvordan Kirel med fjedrerende skridt strøg hen ad stengulvet. Hun ville have sendt ham et misundeligt blik efter ham pga. hans kondi. Fyren var ikke en gang begyndt at svede af alt det løberi! Men det krævede at hun løftede hovedet. Hun lod i stedet en hånd hvile mod en af tremmerne indtil celle, hun antog for at være tom, mens hendes anden hånd holdt tryllestaven en anelse kejtet for at komme det smertelige sidestik til livs. 

Troede hun…

Hun stak refleksmæssigt i et skingert hyl i det en knoklet hånd med lange negle havde grebet fat i hendes hånd, men hun holdt i det samme op da vedkommende forskrækket gav slip og lod hende trække sin hånd til sig. Det hjælp også at Kirel var kommet styrtende tilbage og holdt sin tryllestav så den pegede direkte mod fangen.

Fangen lod sine arme hænge langs siden, klar over at den mindste bevægelse, ville den unge mænd sende ham til helvede. De stirrede på skift på hinanden, indtil: ”I leder efter Serverius…” Ordene var knap nok hørlige og stammede fra fangen de nu endelig kunne se var en mand.

Skyggerne legede med deres synsans, men den kunne ikke forhindre dem i at se hvilken forfatning manden var i. Hans var tynd og udslidt, øjenhulerne syntes alt for store til det lille ansigt. Tøjet hang i laser og var blevet for stort med tiden. Milla betvang sin angst og trådte hen til tremmerne og spurgte hviskende: ”Ja..”

Manden trådte forsigtig nærmere, men vovede sig ikke længere frem, før Milla med et sideblik bød Kirel at sænke staven. Hvilket han gjorde… Meget langsomt.

Først da forsatte manden tilbage til tremmerne og stod ansigt til ansigt med disse underlige magikere. Meget unge magikere konstaterede han bagefter: ”Hun er på 7 etage…”

”Hvordan ved du det?” spurgte Kirel mistænksomt, manden hævede et bryn: ”hvorfor skulle jeg fortælle dig det?”

”Kirel hvis det er sandt sparer vi tid ved at hoppe over de næste tre etager” hviskede Milla, Kirel rystede på hovedet, ”Nej det duer ikke… vi ved ikke om han lyver…”

”Hvorfor skulle jeg lyve?” Spurgte manden tørt, ”jeg har trods alt ikke skreget op og kaldt på helvedes vogterne…”

Kirel rynkede panden, manden havde en god pointe, men der var altid en pris, selvom manden havde byttet rundt på dette: ”Hvad får du ud af det?”

”Ingenting… jeg bliver afhentet om et par dage…” Han gjorde en sigende bevægelse med pegefingeren hen over sin hals, og tilføjede med et hult grin: ”se ikke så forbløffet ud. Der er en grund til at jeg sidder her.”

Inden nogen af de unge mennesker kunne nå at sige et ord, mærkede de kulden omkring dem blive mere intens, og manden hvæste: ”Se så at komme afsted!” 

Kirel greb så hårdt fat i Millas arm, at det knagede faretruende i det han i alt hast trak hende med ud af døren de var kommet ind af. Der var ingen tid at spilde. Milla trak sig med et ryk fri af Kirels greb og pegede på sig selv med sin tryllestav, hun så af øjenkrog at Kirel gjorde det samme og i det næste forsvandt de begge i en røgsky.

 

 

15 min.

”Hun er her!”

”Hvad laver I her? Bør I ikke?”

”Der er ikke tid til at forklare!”

”De er her snart, få hende ud!”

Stemmer.

Mørke og lyse stemmer…

Varme stemmer.

De virkede bekendte.

Nej hun orkede ikke. Kroppen var mere end villig til at lade hende synke ned i mørket. Mørket der gjorde hun ikke kunne mærke kulden. Den kulde som fyldte i hendes indre mere og mere. Men en lille del... en meget lille del inde i hende reagerede kraftigt på stemmerne og nægtede at lade hende synke længere ned i mørket.

”Mathie?”

Hvorfor kunne de stemmer ikke bare forsvinde? Tænkte hun træt.

”Hun reagerer ikke…..” mumlede Malu højt, mens hun og Milla gik længere ind i cellen og lod Kirel om at holde vagt sammen med Jerry. Låsen på cellen havde ikke været mange penge værd og var næsten smuldret væk under Kirels fingre. Glæden for at have fundet sin bedste ven svandt ind i det den sammensunkne skikkelse ikke reagerede.

Forsigtigt sank den mørkglødet kvinde ned på det ene knæ, inden hun med begge hænder efter at have lagt sin stav på gulvet greb fat i pigens skuldre og begyndte at ruske hende indædt. Måske ville hun have været mere forsigtigt, hvis det ikke var med faren for at de snart blev overfaldet af dementorerne. Hun skar tænder i raseri, da hun mærkede at Mathies så runde skuldre var blevet noget mere kantet... Ikke meget, men nok.

”Malu se!” Udbrød Milla ophidset ved siden af hende. Malu rettede sin opmærksomhed mod et par sløvt udseendet mørkeblå øjne, der så uden rigtig at se noget. Hun holdt op med at ryste pigen og stirrede tavst. Den unge kvinde rystede et par gange på sit hoved så de rødelokker lige bevægede sig en anelse og så igen på hende også…

”Malu!” kom det hæst i det næste fra den unge kvinde, inden denne kastede sig fra sin halv siddende stilling og direkte ind i Malus farvn og brast i gråd. Tårer hun så længe havde valgt at holde tilbage flød ned over hendes kinder og trak striber af skidt med sig fra øjne ned til hagen og hulkene undslap hende selvom det rev i hendes tørre hals. Hun knugede sig til den faste skikkelse, der blidt holdt godt fast om hende, men hun mumlede beroligende: 

”Sch… rolig…”

 

De kæmpede alle med at synke den klump af lettelse over at finde hende live imens gråden langsomt stilnede af...

”Hvad hulen laver I her!” Lød det rasende bag dem og fik de to andre udenfor cellen til at hoppe forskrækket. Milla kastede et blik hen over sin skulder også at en temmelig beskidt Melissa var ankommet. Hun stod på samme vagtsomme måde som Kirel gjorde, havde derfor ryggen til det støjende optrin som de to sidste af redningsgruppen var ved at lægge op til.

Gerningsmanden bag råbet var Corvus, som var dækket af edderkoppespind fra top til tå, og så rasende på Jerry, hvis hud man kunne ane glinsede af sved og salt fra havet, og derefter ind til pigerne, der sad i cellen... Rettere var det Malu som var offer for hans rasende blik, men hun ignorerede ham. Det kunne Jerry ikke og forklarede sammenbidt tvang ham til at se ham ind i øjnene:

”De var ikke til at lokke videre og pludselig fløj de alle sammen tilbage til borgen uanset hvad vi gjorde…”

Inden Corvus arrigt kunne nå at skælde ud blev han standset af en spinkel hånd, som lagde sig bestemt over hans mund og en stemme fik dem alle til at spidse øre:

”Der er ikke tid til at råbe og skrige! Lad  os nu bare få Mathie ud!”

Herefter kom der ingen yderligere protester eller bebrejdelser fra de to mænd, da ravenclaw eleven trak sig væk fra de to kamphaner, selvom deres blikke de sendte til hinanden tydelig fortalte en anden historie. I stedet koncentrerede de sig om den fundne fange. Næste fase af planen skulle sættes igang...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...