Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8423Visninger
AA

33. Anklaget - Nej!

På en anden gang havde en ung mand samt dennes venner fået en af de førende kandidater til posten som minister for magi trængt op af en væg for at få nogen svar. Eftersom vedkommende havde siddet i nærheden af dommeren og måtte derfor have haft bare en smule indflydelse. Det var i hvert fald det de troede. De var endda stukket af fra deres barnepiger. 

”Mor kan du slet ikke gøre noget?” spurgte Jerry frustreret med alle tegn på at han snart ville råbe. Træt så den sorthåret kvinde på ham med sine varme og blide øjne, hvor det fine spind af rynker ved øjne så ud til at være blevet dybere i løbet af de sidste timers arbejde og nu stod hun og forsøgte at forklare sin søn og hans venner, at hun altså ikke kunne blande sig i alt.

Hun kunne intet gøre…

”Jeg ser de bliver belemret med nogen af de samme frustrationer fru Findrix..” Lød det køligt fra en mandsstemme. De vente sig alle mod en høj mand med hvid blondt hår i klædt en mørkkåbe og ved sin side sås en ung skønhed, der lignede ham umådelig meget, men med et strejf af varme til forskel i sine ansigttræk. Denne så i hvert fald op på ham selvom hun allerede ragede et stykke op over hans skulder og sagde mere irriteret end frustreret:

”Far du lovede at skaffe Mathie alt den hjælp hun kunne få..”

Manden eller Hr. Dracuna løftede blot sin ene bryn ved den udtalelse og kommenterede tørt:

”Det behøvede jeg ikke, hun havde allerede den bedste.. med mindre du vil påstå at Dumbeldoor ikke er den bedste?”

Den udtalelse fik flere af de omkringstående til at måbe. Jerry og Milla stirrede i hvert fald meget åbenlyst på ham med åbent mund og det hele, mens Malu havde nøjes med at sende ham et overrasket glimt i sine brune øjne og holdt masken.

”Se ikke så overrasket ud børn.. Hr. Dracuna er fra en af de gamle familier, der faktisk værdsætter Dumbeldoors holdninger og han har et svagt på punkt for Hogwarts,” kom det roligt fra Jerrys mor, der i det samme fik tilsendt et isende blik fra Dracuna, ”…ikke alle hans holdninger!” svarede han køligt.

”Men hvorfor gjorde han så ikke noget?”

Det blev dog hverken Jerrys mor eller Melissas far der svarede, i stedet lød der en genkendelig stemme bag dem, åbenbart kunne alle snige sig om bag dem og overraske dem:

”Han prøvede under hele retssalen at komme i tale med minister Fudge, som sad spærret inde på sit kontor for at få mulighed for at omstøde dommen… Nej den Dumbeldoor der sad i salen med os var blot en illusion og kan ikke gøre så meget desværre udover det med at indkalde healerne og forhindre Bellum i at indkalde jer som vidner…”

Professor McGonnagall så træt på eleverne, der alle stirrede på hende med vantro lysende ud af deres øjne, tanken var ikke en gang faldet dem ind, at de kunne være kaldt ind so vidner.

”Så han vidste fra starten at Mathie ville.. blive sendt..” forsøgte Melissa at presse frem imellem sine sammenbidte tænder, inden hun kunne fare i den ældre heks stod den unge mand ved hendes side og tog blidt fat i hendes hånd og klemte den, i det han lod ravenclaw eleven fuldende sætningen:

”Han vidste hun ville blive sendt til Azkaban… er det overhovedet sket før at man sendt en mindreårig dertil?”

”Nej,” svarede Hr. Dracuna og Fru Findrix i kor, ”Ikke hvad der er blevet registreret…” forsatte Fru Findrix med et træt blik:

"Tag tilbage til skolen med professor McGonnagall og pas jeres undervisning, vi skal nok kontakte jer, når der er noget nyt i sagen...”

Børnene så mere eller mindre målløse på de voksne. Mente de virkelig de skulle forsøge at følge med i undervisningen og lade som om at alt var i orden?

Intet var i orden.

Ikke uden en hvis rødhåret og munter person ved deres side, der altid stod klar til at beskytte dem og støtte dem. 

Hogwarts var bare ikke det samme uden Mathie...

 

Et andet sted var de ved at gøre klar til at sende den skyldige til Azkaban. Det var en procedure de oprindeligt havde droppet, men pga. besparelser, havde de genoptaget denne rejseform. Et par hekse var ved at lægge sidste hånd på den forvokset kamin af sort onyx, der var så stor at Hagrids hytte sagtens ville kunne stå derinde. 

De forventede ikke de store problemer eftersom fangen havde været igennem alle de velkendte stadier af hysteri, chok, vrede osv. Derfor undrede det alle at det tog så længe at transportere den unge fange fra salen og hen til rummet, hvor dommen endelig kunne udføres. Da Bellum faktisk overvejede at sende nogen hen for at se hvor de blev af, blev døren i det samme ind til rummet slået op og han stirrede på de to auror da de mere eller mindre kom slæbende ind med den unge kvinde i mellem sig. De lod den unge kvinde synke ned på sine knæ med hovedet bøjet så meget at det krøllede hår dækkede hendes ansigt.

”Hun ville ikke gå selv sir..” Kom det forklarende fra den ene af auror som havde slæbt hende ind. Varulven nikkede og henvendte sig så til fangen:

”Der er ingen grund til sådan en opførsel unge dame, se op…”

Ikke særlig overraskende nægtede hun at se op.

Ingen rørte sig før Bellum med en pande rynke sank ned på det ene knæ og tog fat i den unge kvindes hage og tvang hendes ansigt op så han kunne se det. Håret faldt tilbage fra ansigtet som et gardin og afslørede striberne efter tårer der havde trillet ned over de bløde runde kinder, men det blik der mødte ham hang ikke sammen med den holdning pigen viste for dem.

De mørkeblå øjne indrammet af mørke vipper viste at hun bestemt ikke havde givet op og hun med et ryk rev sit ansigt fri og langede ham en kæberasler, der fik de omkringstående til at gispe højt. Ingen havde nogensinde vovet at slå en auror midt i ansigtet og da slet ikke en auror, der var varulv også. Til hendes skuffelse og held gjorde det vidst mere ondt på hende end det gjorde på ham, da hun straks med sin venstre hånd holdt om sit højre håndled, hvor knoerne på denne havde antaget en rødlig farve, men han havde dog ændret opfattelse af hende i det han køligt sagde:

”Imponerende.. kom så op og stå”

”Nej..” svarede hun hæst, forsøgte at ignorere den dunkende fornemmelse hun havde fået i sin højre hånd og så vredt op på ham, da han rejste sig op. Han løftede blot det ene af sine buskede bryn, inden han i det næste bukkede sig ned mod hende og sendte hende et snerrende smil, og hun i det næste pludselig så verden fra en hel anden vinkel.

”Lad os komme afsted…” lød det kort efter i det han gik forbi de få auror, han havde fået forsamlet, der mere eller mindre måbede ved synet af den unge kvinde, der uden dikkedare var blevet slynget op på hans ene brede skulder, hvor hun lå og sprællede som en vild. Hun forsøgte også på bedste vis at trække håret ud hans hovedbund, når hun nu alligevel var i gang med at være besværlig.

Det havde dog ikke den store effekt på manden. 

Han havde oplevet langt værre smerte end det hun udsatte ham for. Tilsyneladende gik dette op for hende inden de overhovedet var nået hen til den alt for store kamin, og i stedet koncentrerede hun sig om at sprælle som en gal. Først da Bellum stod foran kaminen udviklede situationen sig. En af aurorerne havde kastet noget susepulver ind i kaminen og til forskel fra det almindelige pulver skulle vedkommende ikke allerede stå inde i kaminen. Nej nu kunne hvem som helst uden for kaminen kaste det ind og træde ind bagefter…

Eller som Bellum demonstrativt gjorde stadig med den unge pige hvilende på sin skulder, trådte han ind i de grønne flammer, mens han sagde et ord: 

"Azkaban.."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...