Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8397Visninger
AA

32. Anklaget - En facade

Tre dage efter Serverius anholdelse, måtte man desværre konstatere at epidemien forsatte med at sende folk ind på Sankt Mongus sygehus, så at spærre den formodet gerningsmand inde havde umiddelbart ikke hjulpet. Den eneste trøst de fleste havde var, at endnu ikke var ingen døde, men det var blot et spørgsmål om tid, da patienterne blev svagere og svagere jo længere tid der gik. 

Man havde håbet indenfor de tre dage, at der ville have sket mirakel eller bare et eller andet. Selv de utallige afhøringer som den unge fange efter sin anholdelse blev udsat for, fik de ikke noget ud af. Aurorerene handlede ganske vidst efter ordre fra ministeren, men da han havde givet dem frie hænder, havde de udover afhøringerne anbragt den unge kvinde i en isolationscelle. Til ingen nytte ud over at hun gav sig til at snakke så snart de åbnede døren eller den lille luge som sad i døren indtil hende. Nøj hvor kunne hun snakke, hvilket gjorde at vagterne ikke altid var helt sikre på hvem, der blev mest straffet. 

Derfor havde det været lidt af en lettelse da Cornelius Fudge endelig satte en dato for at sagen endelig kunne komme i retten, men at den allerede skulle være på 5 dagen kom bag på alle. 2 dage var ikke længe for hverken forsvarer og anklager til at samle beviser og vidner ind. 

 

På femte dagen efter Mathies anholdelse, skulle retssagen endelig finde sted for en domstol. Ganske vidst havde man kun haft kort tid til at forbedre selve retssagen, men det var alligevel nok tid til at man havde besluttet sig for at den skulle være for lukkede døre. Tydeligvis betød lukkede døre dog bare at alle, der arbejdede indenfor ministeriet var velkommen til at overvære sagen, så man havde været nødt til at flytte retssagen over i den store retssal for at alle kunne være der. Det smarte ved denne retssal udover størrelsen, var at der var tre sæt døre, den ene var beregnet til at føre fanger ind og ud og var placeret en tand længere nede i salen, mens den anden oppe øverst blev benyttet af dem som ønskede at overvære retssagen. Den sidste dør var placeret lige bag det sted hvor dommeren sad sammen med sit følge, var kun beregnet for dommeren selv, advokater og vidner at benytte. 

 

”Kan du se hende?” spurgte en stemme hviskende sin sidemand, en høj slank blondt skønhed, der ikke nåede at svare før:

”Hun kommer til at stå midt i det hele, det bliver svært at undgå at se hende,” hviskede stemmen på anden side af den som spurgte. Den unge mand som havde spurgt løftede et bryn af den bidske kommentar, men i det han så den bebrillet piges kamp med at holde sig sammen undlod han det. Malu sad på hendes side og var klar til at holde om hende hvis det hele blev for meget for hende.

Hvordan det lige var lykkedes gruppen at overtale både professor McGonnagall og professor Dumbeldoor til at få lov til at overvære retssagen kom stadig bag på dem. Det var først rigtig gået op for dem, da sad de sammen med henholdvis Dumbeldoor og McGonnagall på en af de øverste siddepladser i deres mest anonyme sorte kapper for at falde i et med mængden. Hvor en hviskende mumlen omkring dem fortalte dem, at nyheden om at selv frk. Serverius mor var blevet ramt, fik de fleste nu til at stille spørgsmåltegn ved pigens anholdelse. Et af spørgsmålene de især havde oppe at vende var f.eks. hvorfor skulle hun ønske sin egen mor blive ramt? 

Dørene indtil retssalen var allerede lukkede, hvilket var meget godt da salen allerede var fyldt op til bristepunktet af diverse folk fra de forskellige afdelinger i ministeriet og mindende mere om et af disse colesseum hvor publikum betragtede de kæmpende nede på jorden.

Apropos kæmpende...

Dommerne og hans folk var netop ankommet og havde taget plads, så alle afventende hen mod den sorte dør, hvor den anklagede skulle komme igennem.

Det kunne derfor ikke vare længe før.... 

Alles samtaler og unødig støj dæmpes i det samme, da den sorte dør blev slået op og ind trådte to kæmpemæssige aurorer op, lige bag dem kom en lille skikkelse ind med flammende rødt hår, men hun var ikke alene for som de sidste trådte ydeligere to aurorer ind i salen. Den lille profession bevægede sig helt ind på midten af gulvet, hvor en stol stod, her blev den unge kvinde placeret. Det tog en rum tid og folk på bænkene rørte uroligt på sig i samme øjeblik som aurorne var færdige.

Et kollektiv forvirret gisp løb igennem rækkerne, da de så grunden. For det første måtte de have løftet pigen op på stolen, eftersom stolen var så høj at hun havde ville være nødt til at klatre for at komme op at sidde. For det andet var pigens hænder blevet lænket fast til stolens armlæn. For det tredje var det hendes tøj. Hun var i klædt en sort/stribet langærmet kjole, der var så slidt at den så mere grå ud og hvis det ikke havde været for hendes udstråling samt røde hår, der tiltrods for dagene i den isoleret celle, var krøllerne vildere end nogensinde, ville hun have fremstået temmelig ynkelig. Nu lignede hun bare en tilfældig ung kvinde, der var kommet i en situation hun ikke selv var skyld i. 

Overraskende nok var det ikke Fudge som skulle være dommer, men der er ingen tvivl om at manden, der skulle dømme hende var blevet håndplukket til netop hendes retssag. Han udstrålede i hvert fald en ildevarslende aura, der ikke lovede godt for den unge kvindes dom. 

Dommeren var iklædt en sort kåbe, håret sad som pletter rundt omkring på hans hoved og resten var bart, under hans næse sad der et snorligt grålig skæg, der efter Millas hurtige vurdering ville gør en hver franskmand misundelig. Nok var hans udseende ikke det mest aparte ved ham, nej det var det man man så i hans dybtliggende øjne. I dem så man samme desperation som man kendte fra de pårørende til de mennesker, der var blevet ramt af epidemien. Det kom også hviskende frem under retssagen blandt de deltagende, at dommerens børnebørn var ramt af sygdommen. 

Dommeren betragtede iskoldt fangen, der ikke så meget som blinkede i det de fik øjenkontakt. Den yngste eliksirmesters blik var fast og fortalte ham tydeligt, at hun ikke ville give op. Dommeren var den første som brød kontakten da han i stedet greb fastere om sin hammer og hamrede den ned i bordet, inden han bekendtgjorde, at retssagen var igang. 

 

Efterhånden som retssagen skred frem krympede flere og flere af de tilstedeværende tæer. Havde hun dog bare kunne tage sandhedsdråber ville det være langt lettere, men eftersom de ikke virkede på hende var der intet alternativ.

Der var ingen tvivl om at hele sagen blot var en facade. Man havde for starten allerede bestemt retssagen udfald. Selvom det var vakte en del vrede udbrud især fra den ene fløj, hvor stemmerne der protesterede lød temmelig unge, da Bellum fremlagde de to beviser, der skulle afgøre pigens skæbne:

Bogen med de livsfarlige eliksirer og halskæden, hvor der sad det efterhånden meget kendte øje.

Det hele afhang af de to fysiske beviser, der sagtens kunne kobles til epidemien.

Men var selv en Serverius i stand til dette?

Eliksirmesternes ordfører forsøgte at forklare i det han blev indkaldt som vidne af Bellum, at det ville kræve flere en eliksirmester at fremstille en magisk epidemi. Dette gjorde blot at i stedet for at stå bag epidemien, så var hun kun medskyldig og hele skylden skulle selvfølgelig pålægges hendes far. Hendes egen forsvarer lod til at være forsvundet, men alligevel havde denne fået indkaldt healerne, som vidner, der nævnte det samme som eliksirmesterens ordfører:

Der måtte have været flere om at stå bag det.

Retssagen måtte have været end af de korteste de måtte have haft, for da beviserne samt afhørt de tilkaldte vidner var fremlagt for dem alle, var dommeren klar til at afgive dommen. Tilsyneladende var det ikke nødvendigt at lade juryen tage denne beslutning.

Den unge kvinde derimod forsøgte flere gange at afbryde dommeren. Dumbeldoor havde ellers fortalt hende, at det ville være dumt at sige noget under bevis fremførelsen, men eftersom denne var overstået, kunne hun vidst roligt give sig til at råbe højt. Hun kunne ikke gøre andet eftersom hun sad fastspændt til en stol, hvor håndjernene skar ned i hendes håndled (gad vide om de var forhekset til at gøre det?) og stolens sæde var heller ikke just behageligt at sidde på. Ingen forsøgte heller ikke at få hende til at tie stille under dommerens tale:

”Frk. Serverius erklæres skyldig i at være besiddelse af et ulovligt artefakt med mørk karakter og medskyldig i den epidemi som hærger i blandt os..”

”Jeg har kun gjort mig skyldig i det første, selvom den i sig selv ikke er magisk!”

Den bemærkning fik Milla til krumme sig sammen med et lydløs støn, hvorfor var det lige at Mathie altid var så ærlig? Malu lagde beroligende en arm om hendes veninde klar over at ravenclawen var så tæt på at rende ned og tage Mathie i forsvar. 

”Og i det hun nægter at udvikle en modgift…”

”Passer ikke jeg har sagt hvis I blot gav mig nogen tim…”

”Derfor sendes hun på ubestemt tid til Azkaban… ”

Mathie stirrede og forsøgte ikke en gang længere på at befri sig selv for sine lænker, ”Hvad?” hviskede hun næppe hørligt, men da der var så stille at man kunne en høre en knappenål falde til jorden kunne alle derfor høre den skælven der fulgte stemmen i det hun harmdirrende forsatte:

”Jeg har, siden den magiske verden blev åbent for mig, lært at ministeriet skulle beskytte den magiske verden, men hvordan gør den det ved at smide uskyldige i Azkaban?”

Bank bank

Dommeren havde som svar på hendes spørgsmål taget sin hammer og hamret den hårdt og bestemt ned i bordet, sagde følgende i et toneleje der ikke tålte modsigelse:

”En times pause inden næste sag..”

Manden rejste sig herefter op med sit følge og vandrede stille ud af salen med alles blikke hvilende på sig. Han stoppede ikke en gang, da hun begyndte at råbe: 

”NEJ DET KAN DU IKKE GØRE! HØRER DU!”

Råbte hun med tårerne løbende ned over kinderne, mens hun desperat forsøgte at vride sig fri af de to aurores greb, der netop havde befriet hende fra håndjernene og var i færd med at slæbe hende ud af retssalen. Det lykkedes hende først da dørene indtil salen lukkedes sig bag dem, at rive sin ene arm fri og tørrede hulkende sine øjne i ærmet. Hun skælvede så voldsomt, at auroren der ellers stadig havde holdt fast i hende gav slip på hende. Sådan stod de to aurorer ude på den stille gang og betragtede fangen som hiksende gentog, mens hun med en arm presset mod maven og den anden brugte hun til at tørre sine øjne og løbende næse med:

”Det er ikke fair… Det er ikke fair..”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...