Hogwarts 3 - Serverius' hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2016
  • Status: Igang
Dette er den afsluttende historie om Mathie Serverius og hendes venners oplevelser på Hogwarts. Det er gruppens sidste og syvende år på den magiske skole og mange ting har ændret sig siden sidst. En ny lærer er kommet til lærerstaben. En lærer der har en speciel opgave. Gruppen står hver især overfor at nye forpligtelser og valg der ikke kun har betydning for dem selv, men også for deres omgivelser. Som om det ikke var nok bliver Mathie uden selv at vide det en brik i et spil hendes far i flere år har været en del af. Et spil der indeholder flere mørke hemmeligheder end selv han var klar over. Noget tyder på at dette år bliver et mørkere kapitel i Mathies liv.

19Likes
69Kommentarer
8407Visninger
AA

31. Anklaget - Det sidste bevis

Mathie Serverius,  7 års huffelpuff elev og eliksirmester og datter af den mest eftersøgte mand, var arresteret og var ved at blive eskorteret til.. Ja hvor til?

Med udsigt til at de kunne have endt i en ildelugtende, mørk rum med totur instrumenter i hver en krog, var lugten af sygehus og de sterile omgivelser en behagelig overraskelse. Ikke fordi hun ville indrømme det, men hun var lettet også blev hun alligevel ængstelig, da aurorerne forholdt sig ikke blot roligt, mens også i stilhed. For hvad lavede de egentlig på... Hun kastede et blik rundt og konstaterede ret hurtig det ikke var et almindeligt sygehus.

Hvornår havde man nogensinde set en kost, en mobbe og et par spande fyldt med sæbevand svæve hoppende afsted hen ad en lang gang uden der så meget som blev spildt en dråbe vand?

 

Til sidst kunne hun ikke holde tavsheden ud, da ingen lod til at ville mæle et ord frivilligt til hende og Dumbeldoor, hvis tilstedeværelse hun stadig fornemmede mere end hun så efter manden selv: 

”Undskyld hvad laver vi på Sankt Mongus? Jeg troede ingen havde adgang til det...Åh.”  

Varulven, aurorernes leder, vendte sig halvt mod den unge kvinde, hendes lyst til at tale lod til at være forsvundet, da de stod uden for en rude, der virkede til at være det eneste som adskilte virkeligheden fra de syge. Hun havde kastet et enkelt blik der ind og kunne ikke løsrive sig for det skrækkelige scenarium, der udspillede sig for hendes uskyldige blik.

Mennesker række op og række ned lå inde i lokalet.

Hun så ældre mennesker kaste sig rundt i vild febervildelse. Hun så trætte, men desperate mødre som sad med deres ramte børn på skødet og skreg efter healerne, som limefarvet fart striber strøg rundt imellem dem alle.

Han iattog hende med en neutral mine, da hun forfærdet gik tættere hen til ruden og lod sin hånd berører glasset. Pludselig virkede antallet af aurorer overvældende da han så den unge kvindes ansigt, men i forhold til at han havde fået Dumbeldoor med, så fortrød han ikke så meget igen.

Det havde ikke været en del af planen, men der var intet at gøre..

”Alle… Den rammer virkelig alle…” kom det hviskende fra hende, inden hun skrækslagen så op på ham i det han gået hen ved siden af hende. Det var tydeligvis noget helt andet at se mennesker, der var blevet ramt af epidemien i virkeligheden end at læse om dem i profettidende. ”Det er ikke kun dem vi er kommet for at se… ” svarede han og begyndte at gå med langsomme trin længere ned af gangen på afdelingen.

 

Fem minutter senere var de nået ned til nogen mere isoleret lokaler. En auror holdt vagt uden for en dør med armene overkors og med ryggen hvilende op ad væggen, nikkede han blot til sin chef inden denne trådte hen og åbnede døren for den unge kvinde, som skælvende og som den første gik ind i rummet. Hun så forvirret rundt og så stivnede hun.

På en briks inde midt i lokalet lå en hun genkendte. En som altid havde gjort sit bedste for at beskytte hende, men også lært hende forskellen på gode og onde gerninger. Det ingen anden end hende mor.

Til trods for blegheden, sveden feberen forudsaget, de underlige symboler på hendes hud var det stadig hendes mor, som lå der. To healer stod bøjet over hende og som en rejste de sig op i deres fulde højde og betragtede de nyankomne med trætte miner.

”MOAR!!” råbte Mathie og ville have kastet sig frem hvis ikke to sæt hænder havde grebet fat i hendes skuldre og holdt hende på plads med lethed til trods for at hun på bedste vis forsøgte at vride sig fri.

”Selv din mor må lide under dette…  Så hvad har du at sige?” kommenterede Bellum køligt, betragtede pigen, der holdt op med at kæmpe imod de to store aurorer, der lidt efter slap hende. 

Hun så for første gang ned i gulvet simpelthen uden ord. Hun bemærkede ikke en gang, at en auror samlede Dumbeldoors kåbe op fra gulvet, hun havde tabt, og lagde den blidt på den unge piges skuldre.

Angst, frustration og raseri bølgede fra hende, og fik hendes hænder til at fingere med noget hun havde hængende inden for sin grå pullover. En handling han med vilje havde fremprovokeret i håb om at kunne finde frem til flere beviser. Han vidste at mange mennesker under pres ville forsøge at distrahere sig selv med et eller andet. Gerne noget de kunne sidde og pille ved.

”Det du har der... Giv mig det..” sagde han derfor køligt og rakte sin hånd frem imod den unge kvinde, der rettede sit tårervædet blik imod ham.

Et par sekunder gik.

Bellum holdt ud af øjenkrogen øje med den hvid skægget troldmand, der lavmælt fulgte en hviskende samtale med de to healer. Selvom troldmanden virkede optaget af de svar ham fik, betød det ikke at han ikke kunne høre hvad de talte om. ”Her….” Sagde hun med gråd i stemmen i det hun tog halskæden op over sit hoved, rystede det fri af sit hår og rakte ham det. Det gav et gib i samtlige aurorer, da de så det.

 

En halskæde med et fuldkommen identisk øje som det de havde set på samtlige kroppe under epidemien.. Men det mest skræmmende var at øjet var en tro kopi af den unge Serverius’ øjenfarve.

Det andet og sidste bevis de manglede....

”Det er ikke godt vel?” Spurgte den unge kvinde, selvom hun tydeligvis kendte svaret, men hun håbede i den grad på et andet svar. Et andet svar han ikke kunne give hende. I stedet gav han ordre om at de skulle videre.

Mathie nåede at kaste et sidste blik på sin mor, der til trods for sit udseende så ud til at være stabil, inden hun fik et let puf med en tryllestav. Pludselig krævede det åbenbart tryllestave nu at eskortere hende frem til ministeriet. Hun rakte ned efter sin egen der normalt var i hendes lomme i nederdelen. Hun havde glemt at hun netop selv havde sagt til dem at den lå i hendes kappe. Hun trak vejret dybt. En smule skælvende, men uden at græde. Hun bemærkede ikke de medfølende blikke de omkringstående auror sendte hinanden, da et par tårer alligevel slap fra hende og gled ned over hendes kinder.

 

For Mathie føltes det som timer, men i virkeligheden tog det kun en time, da de skulle ankomme så ubemærket som muligt, at komme fra det magiske sygehus til ministeriet. Her fik hun en helt anden side af det smukke arkitektoniske sted at se.

En side hun aldrig troede hun skulle opleve.

”Jeg skal nok sørge for at de behandler dig godt…” Lød det fra Dumbeldoor, da de stod alene inde i den lille celle hun skulle være i. Hun fik af vide, inden hun trådte ind i cellen, at det faktisk var en af de pænere celler og det var kun en formalitet i det hun trods alt var mindreårige magiker. Hun så utilpas på de mørke vægge, som ligeså godt kunne have været fyldt med svamp og mug for luften føltes kvælende:

”Professor, hvornår bliver… hvornår skal jeg døm…” Hun kunne slet ikke få ordet over sine tørre læber, troldmanden fornemmede hendes problem, lagde endnu en gang sin hånd på hendes skulder, der syntes at synke længere og længere ned: ”Retssagen begynder nok først om et par dage…” Blidt gav han hendes skulder et klem, ”Vær stærk, lov mig det Serverius..”

For første gang siden det uventet møde med sin mor, sendte hun ham et lille skævt smil fyldt med varme, da hun svarede: ”Det lover jeg professor… Vil de ikke nok sige til de andre at jeg skal nok klare mig? Orv forresten tak for lån.”

Hun havde strøget den lånte kåbe elegant af og afleverede den lettere foldet sammen til ham, der blot tog den over armen med et sidste nik og et beroligende blik, inden han bankede let på cellens dør som blev åbnet og han trådte ud af cellen.

Døren lukkede sig bag troldmanden med et smæld og alle lyde forsvandt. Tilbage var kun lyden af hendes eget åndedrag. Usikkert betragtede hun endnu en gang sine omgivelser der blev oplyst af det underlig mug grønne belysning, som syntes at stamme fra mugget selv. 

Cellen var stadig møgbeskidt og hun ville slet ikke tænke på den mystiske anordning ud over sengen, der var placeret herinde skulle bruges til. Det skulle hun nok tids nok finde ud af. Forsigtig satte hun sig på sengen og overraskelse prægede hendes ansigt.

Den føltes behageligt og… Tårer fyldte hendes øjne, da hun så hvad der lå som dyne til hende.

Et hjemmestrikket tæppe i fire farver: havblå, kanariegul, flammende rød og smaragdgrøn.

Det lignede mistænkelig meget de fire kollegium farver.

Hun trak tæppet op med rystende hænder og begravede næsen i det. Hun kunne næsten ikke tro det, hvis ikke det var fordi hun netop sad med et bevis på det.

Det var Milla som havde strikket det, mens de andre havde tilføjet det nogle egenskaber:

Blå for beroligelse, gul for fred, rød for varme og grøn for eftertænksomhed.

Endnu en gang fik hun bevis for at hendes venner altid ville stå ved hendes side og de ville gøre alt for at hjælpe hende uanset hvad og hvordan.  

Hun smilede og svøbte tæppet omkring sig, mærkede med det samme hvordan varmen fandt vej til hendes krop og tankerne hun havde gjort sig forsvandt en efter en, da trætheden langsomt, men sikkert indtog hendes hoved. 

 

Et par timer senere blev døren indtil cellen lukket op med et klik og en auror stak hovedet ind for at se om alt var som det skulle være. Han kunne dog ikke lade være med at betragte fangen i et par minutter. Han havde ikke selv deltaget i arrestationen af denne, hvilket mere skyldtes at han var en af de nyere auror, der først var begyndt at komme væk fra skrivebordene af. 

Fangen stod anklaget for at have udøvet så mørk magi, at man skulle forvente det drejede sig om end langt mægtigere person end den person, han stod til at bevogte. 

På den slidte briks lå den unge rødhåret kvinde og sov tungt med et multifarvet tæppe svøbt tæt om sig. Selv i den mugne belysning var det let at skelne den unge kvindes ansigtstræk, som i den grad antydede, at hun ikke just drømte om muffins og kager, så helt upåvirket var hun heller af dagens oplevelser… Han af de andre auror havde fået af vide, hun havde set.

Men hvor mange 17 årige oplevede at blive arresteret midt i aftensmåltidet på Hogwarts og derefter blive slæbt hen til et sygehus for at se udslaget af epidemien og derefter sent om natten kunne få lov til at tilbringe et par dage i en celle?

Med et træt suk trådte auroren et skridt tilbage, inden han lukkede og låste døren igen ind til fangen og skulle til at synke ned på stolen, der var sat direkte overfor døren, da noget pludselig slog ham:

 

 

Hvordan pokker var tæppet kommet derind?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...