Scream I Niall Horan A.U Short story (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2014
  • Opdateret: 14 okt. 2014
  • Status: Færdig
Et var at jeg var hunderæd, da vi havde ti sekunder tilbage, inden at spillet virkelig gik i gang, og vi så blev sendt ind i de små rør, der førte os op til arenaen. Dog havde jeg lige hurtigt kigget til min side og set at Niall stod på platformen ved siden af min. Og for første gang lignede det han havde bare en lille smule form for frygt i sit blik, da han hurtigt havde fået øjenkontakt med mig. Dog var det kun kort, inden den lille form for følelse forsvandt og han hurtigt sagde: "Du bliver den første, der ryger." og så var kanonen startet og spillet var gået i gang, mens mit værste mareridt begyndte.

32Likes
30Kommentarer
1588Visninger
AA

2. Part 2

"Sid nu stille." Sagde jeg opgivende, da han for 100. gang rykkede på sig, da jeg rørte ved hans pande.

"Men det gør ondt!" Udbrød han og rykkede på sig igen, da jeg duppede det afrevede stof, fra mine bukser mod flængen i hans pande. Jeg orkede ikke at svare, men lagde bare min hånd fast på hans hoved og vendte det om mod mig, så han kunne sidde stille. Han kiggede mig hurtigt i øjnene, og jeg kunne hurtigt mærke hvordan jeg spændte lidt.

Hvorfor kiggede han sådan på mig? Som om jeg var et stykke kød han kunne fortære når som helst... Som om jeg var et bytte han vogtede over nat og dag. Jeg fik endelig til sidst det størknede blod væk fra hans pande og trak så det afrevede stof fra ham. Han kiggede mig hurtigt i øjnene igen og jeg måtte indrømme, at jeg kunne se forandringen i hans øjne tydeligere for hver dag, der gik. Ja, for hver dag siden... Siden sladredroslerne.

Han kiggede dog stadig på mig på den der skræmmende måde... Men alligevel, så virkede det som om at han var forandret. Som om at hvis vi lige passerede hinanden, så virkede han nærmest... Hvis man overhovedet kunne tro det... Men genert. Nærmest usikker og tøvende.

Jeg ville virkelig ønske, at han ville fortælle mig grunden til hvorfor han hørte min stemme, da han var trådt ind i sladredroslernes sektion. Faktisk forstod jeg det overhovedet ikke...

Drengen, der ikke elskede eller overhovedet holdt af nogen. Drengen, som altid kiggede på alle, i sær mig, som om at man var et bytte han havde fanget og skulle til at fortære. Drengen, der havde sagt at jeg var den første der røg, mens jeg kunne se, at han mente, at han nok også selv skulle sørge for det... Hørte min stemme.

Hvordan var det overhovedet muligt?

Det gav slet ikke mening i mit hoved.

Jeg kiggede forsigtigt over på drengen fra 12, der sad og stak i jorden med en pind. Jeg ville gerne snakke med ham, men da jeg skulle til at rejse mig, mærkede jeg hurtigt Niall tage fat om min arm. Jeg kiggede spørgende på ham, men han kiggede bare på mig med munden i en stram line, mens han svagt rystede på hovedet. Jeg kiggede tilbage på 12'er drengen. Jeg vidste at han sørgede. Clarices død var stadig ret tydelig hos mig, så mon den ikke var endnu tydeligere hos ham.

Erindringer om os der løb, mens flere hundrede aber, eller hvad det så end var, spurtede efter os. 12'er drengen var foran os sammen med 12'er pigen, mens at Niall og jeg var bag dem og jeg virkelig prøvede at løbe så hurtigt jeg kunne, hvilket overraskende, gik snildt, lige indtil at pigen snublede over noget og skreg smertefuldt, så vi alle straks standsede op for hurtigt at hjælpe hende... Eller jeg var i hvert fald stoppet op. Dog til min store skræk, var hendes fod drejet om på en meget mærkværdig måde og de hundrede aber hælede ind på os. Jeg nåede ikke engang at reagere, inden at drengen havde råbt undskyld til hende, og Niall havde taget fat i mine arme og hevet mig ind foran sig og havde fået mig til at løbe igen. Jeg husker tydeligt hendes høje skrig og så lyden af kanonen, der lød få sekunder efter. Men det var ikke lige så slemt som frustrationen, der ramte os alle, da vi opdagede at vi havde efterladt hende kun få 10 meter fra udkanten af skoven. Havde vi bare lige taget hende med os, havde hun måske været i live.

Jeg sukkede tungt og mærkede at Niall rejste sig ved siden af mig, så jeg kiggede om på ham.

"Jeg går ud og tjekker området ud." Sagde han og gik længere op af skråningen, i den del af arenaen vi havde sat os i. Jeg rejste mig hurtigt op, så han så mig.

"Nej, Olivia... Bliv her." Sagde han og rakte hånden lidt op, for at stoppe mig. Jeg nikkede svagt og satte mig så ned igen. Han kiggede hurtigt over på distrikt 12-drengen, som hurtigt nikkede til ham, inden at Niall fortsatte op af skråningen. Jeg sukkede hurtigt, og kiggede så over på drengen, der besynderligt nok allerede kiggede på mig. Jeg bed mig lidt i tungen og rejste mig så beslutsomt, for at gå over og sætte mig ned ved siden af ham. Han kiggede kort på mig, inden han begyndte at rode i jorden med pinden igen.

"Hvad er dit navn?" Spurgte jeg forsigtigt, så han stoppede med at rode i jorden og kiggede på mig igen.

"Louis." Svarede han. Jeg smilede hurtigt. Jeg kunne godt lide det navn... Det lød venligt, som et navn man kunne finde tryghed ved.

"Jeg er..."

"Olivia. Jeg ved det godt." Afbrød han hurtigt. Jeg tav og vendte så mit hoved mod jorden.

"Han plejer at sige dit navn, når han sover." Sagde Louis hurtigt. Jeg frøs og kiggede så hurtigt på ham.

"Hvem?" Spurgte jeg, selv om jeg nok allerede kendte svaret. Louis sukkede lidt og kiggede så tøvende på mig.

"Nia..." Han nåede dog ikke at sige hans navn færdigt, inden at et højt skrig hørtes, samtidig med en høj brølen. Jeg kiggede hurtigt på Louis, der havde lidt hen af det samme angstslagende udtryk i øjnene, ligesom jeg selv. Vi rejste os begge to hurtigt op, og han trak hurtigt sin økse op fra holderen bag hans ryg, mens jeg greb fat om kniven i mit bælte, da det høje skingre skrig kunne høres igen. Vi begyndte hurtigt at bevæge os hen i retningen af skriget, der desværre lød til at være tæt på, da Louis gispede højt. Jeg forstod ikke hvorfor, men fik præcis samme reaktion, da jeg fik øje på den lille dreng fra 9, som lå nede i græsset foran os. Jeg smed mig hurtigt ned på knæ og lagde min hånd på hans hoved, mens han kiggede skrækslagent op på mig, med sin hyperventilerende vejtrækning. Jeg mærkede panikken i mig, da jeg så blodet fra det åbne sår ved hans bryst. Det var tre lige store revner... Som var det fra en kat, eller en hund... Eller endda større.

"Vi må hjælpe ham!" Sagde jeg desperat til Louis. Dog trak han bare vejret tungt og gik så over ved siden af mig.

"Olivia, se på ham. Der er intet vi kan gøre." Sagde han, så jeg hurtigt kiggede ned på drengens gispende vejrtrækning, der langsomt begyndte at svinde ud.

"Men..."

"Olivia." Sagde Louis bare hårdt. Jeg mærkede sorgen inden i mig, da jeg hurtigt så drengen lukke øjnene i og tage sin sidste indånding, inden at kanonen hørtes over os.

"Men hvad gjorde det her?" Spurgte jeg fortvivlet, men jeg fik intet svar, kun Louis hurtige vejrtrækning og lyden af grene, der knækkedes. Jeg kiggede hurtigt op på Louis, der kiggede tomt ud længere fremme, så jeg hurtigt kiggede på det han havde fået øje på. Og alt inden i mig stivnede.

De skarpe tænder, de store klør, de gule øjne... Det var ikke et dyr vi havde set hjemme i distrikt 7, ikke engang hørt om. Jeg rejste mig langsomt fra drengen på jorden, mens jeg så hvordan det store uhyre blottede sine tænder endnu mere.

"Vi kan ikke overleve det her." Sagde Louis lavt. Jeg mærkede hvordan mit hjerte bankede hårdt i frygt mod mit bryst, da uhyret langsomt og knurrende trådte tættere på os.

"Louis, vi bliver nødt til at løbe." Sagde jeg, da han trådte tættere på mig. Dog trådte han langsomt forbi mig og så kiggede hurtigt undskyldende på mig, inden han sagde:

"Jeg er ked af det." Og så skubbede til mig og satte i løb... væk fra mig. Jeg gispede højt, da uhyret med det samme satte i løb efter ham, mens jeg panikslagent kravlede bag ud, for at slippe væk. Jeg prøvede at rejse mig op, men mine ben føltes som gele', da lyden af den høje kanon hørtes for anden gang i dag. Jeg kiggede hurtigt bag ud, og til min store skræk, så jeg hvordan uhyret stod og bed i noget nede for enden af bakken, indtil den vendte sit hoved og så kiggede på mig. Og jeg ved ikke om det var den kæmpe følelse af angst og panik, der fik mine ben til at rette sig ud, eller det at uhyret begyndte at sætte i løb op mod mig, men jeg kom på benene og begyndte for titusinde gang, syntes jeg, at løbe for mit liv. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, mens frygten bankede sig rundt i alle mine årer... Specielt da den her høje blonde dreng kom til syne længere henne af skovens stier.

"NIALL!" Skreg jeg skingert, og så så hvordan han hurtigt vendte sig om og kiggede forskrækket på mig.

"LØB... NIALL, LØB!" Skreg jeg af mine lungers fulde kraft, mens jeg nærmede mig ham mere og mere, indtil han hurtigt rakte sin hånd ud mod mig, til jeg nåede ham og han tog fat i min hånd og vi løb så hurtigt vi kunne gennem skoven, mens lyden af monsterets høje brøl fyldte mine ører. Jeg kiggede hurtigt bag ud, og så hvordan bæstet var omkring få meter bag os. Dog mærkede jeg nogle arme gribe hårdt fat i mig, inden jeg nærmest blev væltet til siden, mens Nialls krop bankede ind i min og alt blev omslugt af iskoldt vand. Jeg mærkede hvordan vandet fyldtes i mine lunger, mens jeg baskede rundt med arme og fødder for at komme op til overfladen, men strømmen var for stærk, og jeg blev kastet i alle retninger. Jeg nåede dog kun op til overfladen en enkelt gang, hvor jeg lige nåede at høre Niall råbe mit navn i frustration. Jeg prøvede at koncentrere mig om at finde ham i den store strøm, mens jeg mærkede hvordan jeg blev banket ind i kanterne af strømmen, der drønende førte mig længere og længere væk. Og mens jeg mærkede hvordan vandede omslugte mig mere og mere og fyldte mine lunger med vand, mens at det høje desperate råb fortvivlet kaldte på mig, men var for langt væk. Så besluttede jeg at det var det... Jeg havde ikke flere kræfter tilbage jeg kunne bruge til at kæmpe det sidste. Jeg var udkørt og brugt. Jeg havde ikke spist i snart to dage og jeg kunne mærke hvordan min krop langsomt gav op, for hver time der gik i denne arena. Så jeg kiggede hurtigt op i den orange solnedgang, der var over mig, mens at vandet omkring mig fadede ud og jeg blev skubbet ud i havet, mens jeg lukkede mine øjne i og gav op, så mine øjne fyldtes med mørke.

 


* * *

 


"Vågn op... Please, Olivia. Vågn op!" Stemmen var svag. Som om at nogen kaldte på mig fra lang afstand. Det var meget svagt, men jeg kunne høre det.

Jeg åbnede mine øjne og mærkede hvordan overraskelsen mødte mig, da jeg stod på den store gule mark som jeg kendte så godt der hjemme fra. Jeg kiggede mig forsigtigt omkring, mens jeg mærkede hvordan solen bagte mod min nøgne hud.

"Olivia!" Lød stemmen igen, men denne gang tydeligere end før, som hvis at personen bevægede sig hen mod mig. Jeg kiggede hurtigt rundt, for at finde stemmens ejermand indtil jeg så... ham. Han gik i mod mig med sit store velkendte smil på læben. Og jeg følte mig helt glad og lettet over at se ham.

"Jeg kan ikke tro det... Zayn?" Spurgte jeg, da han trådte nærmere, så jeg kunne se hans store brede smil. Han nikkede.

"Åh gud... Zayn!" Sagde jeg og løb hurtigt over, for at forkorte afstanden mellem os. Han grinede lidt, inden jeg hoppede ind i favnen på ham og han slog armene om mig, så han kunne svinge mig rundt.

"Olivia." Sagde han, mens han knugede mig ind til sig. Jeg grinede, men det var ikke mit normale grin. Det var mere en slags lettet grin... Som i at jeg endelig følte Zayns arme omkring mig igen, hvilket kunne tyde på at mit mareridt endeligt var ovre. Jeg sukkede og knugede ham lidt mere ind til mig.

"Man, jeg har savnet dig." Sagde jeg og slap ham lidt, men havde stadig mine arme omkring hans nakke. Han smilede lidt og nikkede.

"Jeg savner også dig." Sagde han. Jeg kiggede lidt forvirret på ham, men alligevel, så var jeg også ligeglad. Jeg var hjemme, jeg var sikker... Det hele var slut. Og dog...

"Men..." Jeg slap Zayn helt, og så godt at han kiggede lidt undrende på mig.

"Men hvad med Niall?" Spurgte jeg og kiggede lidt rundt. Zayn grinede hurtigt.

"Vågn nu op, Olivia." Sagde han. Jeg vendte hurtigt mit ansigt mod ham igen og så hans ændrede ansigtsudtryk. Det var gået fra glæde til frygt.

"Please, Olivia... Vågn nu op!" Sagde han pludselig med angst i stemmen. Jeg kiggede forvirret på ham.

"Men jeg er vågen." Sagde jeg hurtigt, og mærkede så hvordan det langsomt blev koldere omkring os, mens at den højbelyste dag blev mørkere og mørkere. Jeg vendte mig hurtigt om og så hvordan marken blev henlagt i mørke... Som hvis en skygge lagde sig hen over den.

"Olivia!" Sagde en stemme højt bag mig, og jeg genkendte den med det samme. Jeg vendte mig om og så lige ind i hans klare blå øjne.

"Niall.." Sagde jeg lavt, da han med et smil gik tættere på mig. Jeg kunne mærke hvordan jeg spændte i kroppen, som jeg altid gjorde, når han trådte tættere på mig. Han kom helt hen til mig, så han tårnede sig over mig og jeg kiggede op i hans dybblå øjne, der kiggede ned i mine.

"Olivia." Sagde han og flyttede forsigtigt sin hånd op mod min kind, hvor han forsigtigt nussede mig blidt.

"Niall... Jeg er bange." Sagde jeg ærligt, da mørket nærmede os mere og mere. Han grinede lidt, inden han rykkede sit hoved ned mod mit, så vores pander var mod hinanden.

"Please... Olivia, vågn op. Du kan ikke dø fra mig." Sagde han, da han lukkede sine øjne i. Jeg kiggede undrende på ham. Hvorfor sagde de begge to, at jeg skulle vågne? Jeg var da vågen, var jeg ikke?... Jeg så lige hvordan at mørket ramte os, så en tung følelse med det samme ramte mig i brystet og mine øjne lukkedes.

"Please Olivia... Jeg vil gøre alt, bare ikke dø fra mig." Lød Nialls stemme i det fjerne, indtil jeg slog øjnene op.


Jeg hævede mig brat op og kunne mærke hvordan vandet blev spyttet ud af min mund, så et stort hosteanfald ramte mig, mens vand blev ved med at kastes ud af mig. Jeg tog mig hurtigt til munden, da vandet stoppede og mærkede hvordan mit tøj klistrede til mig ligesom mit hår. Jeg kiggede fortumlet rundt og prøvede at vænne mig til lyset og stemmen, der kaldte på mig.

"Din idiotiske satan. Hvordan kunne du gøre det mod mig!" Råbte stemmen, og da jeg endelig så stemmens ejermand, og kiggede ind i hans blå øjne, så lettelsen ramte mig. Kunne jeg ikke lade vær med at trække vejret lidt roligere.

"Niall... Du er... i live." Sagde jeg hostende. Han prustede hurtigt og fjernede straks sine hænder fra mine kinder, som jeg underligt ikke havde lagt mærke til lå der, for at han så rejste sig fra mig.

"Ja... Men det var du ikke, hvis jeg ikke havde reddet dig!" Råbte han mig nærmest i hovedet, på hans beskyldende og vrede måde, som kun han kunne. Jeg prøvede at trække vejret ordentligt, mens hans beskyldninger og fornærmelser blev råbt i hovedet på mig og jeg usikkert rejste mig op. Min vejrtrækning, som jeg havde været så heldig at have kontrol over i et minuts tid, begyndte at hyperventilere igen, mens at mine øjne begyndte at forme at lag vand ind over sig.

"Du er så dum! Hvorfor trak du ikke din kniv og angreb den? Nej nej, for du er så skide bange for alting og vil ikke gøre nogen, eller noget fortræd med dit lille uskyldige, rene hjerte. Uskyldige lille perfekte Olivia!" Råbte han, så jeg udslap et hurtigt hulk, mens de første tårer trillede ned af mine kinder og jeg hurtigt kiggede på at han stoppede med at gå i cirkler, for at træde tættere på mig. Han tårnede sig igen over mig, så jeg kunne se vreden i hans øjne, mens han blev ved med at råbe og pege af mig. Men jeg var ligeglad, det eneste jeg fokuserede på, var mine arme, der hurtigt lagde sig om hans bryst, så jeg hev mig selv ind mod ham og lod mine tårer trille ned over hans allerede våde jakke. Jeg mærkede hvordan han straks frøs i sin krop, mens at han stoppede med at råbe og tav i stedet. Jeg knugede mine arme stramt om ham og ønskede for mere end noget andet i hele verden, at han bare ville lægge sine arme om mig. Jeg ønskede for mere end alt i hele universet, at føle mig sikker. Jeg kunne mærke hvordan jeg var træt af at være bange og at have hele min krop fyldt med angst alle døgnets 24 timer. Jeg ville ikke mere.

"Please Niall, jeg beder dig." Hulkede jeg ind i hans bryst... Men igen, hvem prøvede jeg at narre? Det her var Niall Horan. Drengen, der ikke kunne føle eller udvise omsorg for nogle overhovedet. Det kunne godt være, at det var min stemme han havde hørt, da han var trådt ind i sladredroslernes område... Men det betød ikke, at han følte noget for mig på nogen måde. Jeg var vel bare et bytte han havde lidt højere end  andre. Så jeg måtte bare nøjes med at det kun var mig selv, der holdt armene om ham, mens mine hulk fyldte mine ører...

Men dog, så pludseligt var jeg ikke så sikker, da et par arme tøvende sneg sig ind over mine skudre. De var meget blide og forsigtige, men alligevel, så lidt efter lidt, så knugede de sig tættere og tættere omkring mig. Lige indtil de til allersidst holdt helt stramt om mig, mens han bukkede sig lidt ind over mig og klemte mig ind til sig og sagde:

"Bare rolig... Det skal nok gå. Du er okay... Det lover jeg."


Mørket faldt på og himlen blev lyst op af den store måne og dens tusinde stjerner. Jeg kunne mærke at kulden stadig sad godt i mig. Mit tøj var også stadig lidt fugtigt... Men jeg nægtede at tage mine trøjer af, ligesom Niall havde gjort. Men alligevel så tog jeg mig selv i, ikke at klage...

Tænk at under tøjet, var en markeret muskuløs krop, som pigerne der hjemme, sikkert ville dø over, hvis de kendte til. Med mindre de allerede kendte til det? Jeg havde ikke spurgt, jeg havde bare kigget en enkelt (lang) gang og så vendt mit hoved væk. Det var ingenting.

Vi var nu kun Niall og jeg tilbage fra vores lille gruppe. Både Louis og Clarice fra distrikt 12 var væk. Clarice over ved mutant aberne. Louis ved det uhyggelige monster med de flænsende tænder. I alt var vi kun 5 tilbage. Enden var nær.

Jeg vågnede op fra mine tanker, da et stykke træ blev kastet ind i det bål Niall havde lavet til os. Jeg kiggede hurtigt hen på Niall, der havde taget sit tøj på igen, og jeg misundede med det samme hans tørre tøj. Jeg trak mine ben lidt ind til mig og rykkede mig tættere på bålet, mens jeg gnubbede mine arme.

"Fryser du?" Spurgte han forsigtigt og jeg kiggede hurtigt hen på ham. Jeg vidste ikke helt om jeg behøvede svare, da min skælven afslørede mig ret meget, men jeg nikkede alligevel. Han svarede mig ikke tilbage, men til min store forbavselse derimod, rejste han sig fra sin plads overfor mig på den anden side af bålet og gik om og satte sig på hug ned ved siden af mig. Jeg kiggede nøje på ham, mens han begyndte at lyne sin jakke op. Jeg frøs straks og rykkede med det samme på mig selv.

"Rolig... Jeg rører dig ikke." Sagde han dog hurtigt, inden han hev jakken af sig og forsigtigt lagde den over mine skuldre. Jeg kiggede hurtigt på jakken og så på ham. Men han havde allerede rejst sig og var gået over og sat sig på den anden side af bålet igen, så jeg hev den bare lidt mere omkring mig. Det her var underligt... Niall havde ikke medfølelse eller sympati over for andre. Han var en selvoptaget idiot, der kun havde øjne for sig selv... Og dog, så efter de sidste dage, kunne jeg ikke lade vær med at tvivle.

"Tak." Sagde jeg lavt, så han kiggede op på mig. Han smilede hurtigt. Ikke et stort eller tandfuldt smil, men mere sådan et skævt, forsigtigt lille smil. Et Niall-smil. Jeg smilede skævt tilbage til ham, og så til at han rykkede lidt på sig og hev nogle blade frem, hvor der lå noget kød på. Han kiggede hurtigt lidt på kødet og så på mig, inden han rykkede lidt til siden og rakte mig det. Jeg tog forsigtigt imod det og smilede lidt større til ham, end smilet før.

Jeg havde så mange spørgsmål jeg ville stille ham... Men han virkede ikke som den snaksaglige type, der kunne sidde og have timelange samtaler over et bål. Så jeg tav, og spiste kødet taknemmeligt.


"Fryser du stadig?" Spurgte han, da vi havde slukket bålet og lagt os til at sove. Jeg åbnede mine øjne og kunne lige ane ham de få meter, han lå overfor mig i mørket. Jeg sukkede lidt og svarede bare:

"Mhmm." Jeg frøs virkelig meget... Det skælvede helt fra toppen af mit hoved til mine tåspidser. Og jeg havde endda Nialls jakke over mig, der faktisk var et par størrelser større, så jeg kunne sno den mere om mig, men jeg frøs stadig. Jeg savnede min seng, min pude og tæppe der hjemme. Og selv om jeg troede at tanken om det, ville hjælpe mig, så fik det mig bare til at fryse endnu mere.

Dog mærkede jeg hurtigt hvordan min krop frøs, da noget bevægede sig foran mig, og jeg så mærkede en persons tilstedeværelse, helt tæt på mig. Og selv om det var mørkt og himlen var helt mørk og kun oplyst af månen og stjernerne... Så kunne jeg se ham. Se hans øjne, der kiggede nøje ned på mig, mens han rykkede sig helt tæt på mig, så jeg kunne høre hvordan vores åndedræts var helt synkroniske. Han kiggede længe på mig, inden han brød øjenkontakten ved at kigge ned mod sin hånd, der en smule tøvende hejste sig og bevægede sig over mig. Jeg sagde ikke noget, men valgte bare at vende mig om på siden, mens jeg mærkede hans arm, der lagde sig betryggende om mig og trak mig tættere ind til ham.

Jeg kunne mærke at han rettede på sin frie arm, så han bukkede den og lagde sit hoved oven på sin hånd. Jeg kiggede lidt op på ham, inden jeg rykkede mig og forsigtigt lagde mit hoved op af hans albue. Han trak hurtigt vejret dybt, inden at jeg så mærkede hvordan han knugede mig lidt mere ind til sig og gemte sit hoved ned mod min hals.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at der ikke var noget ved den her "omfavnelse", der fik noget inden i mig til at... ændres. Ikke drastisk... Men mere som en lille gnist...

En form for varme.

Så jeg kiggede forsigtigt ned på mine arme og begyndte langsomt og lidt nervøst at bevæge dem op mod Nialls arm. Jeg prøvede at kigge efter en reaktion fra ham, men der kom intet, så helt forsigtigt lagde jeg mine hænder om hans arm og holdt den ind til mig. Jeg prøvede at lytte efter den mindste reaktion fra ham, men det lød mere som om at han allerede sov. Så jeg lukkede forsigtigt mine øjne i også...

Jeg havde dem dog ikke lukkede længe, inden at jeg mærkede hvordan Niall greb fat under min arm og begyndte at hive i mig, så min krop vendtes, så jeg lå med min front ind mod ham. Jeg kiggede forsigtigt op på hans ansigt, og det så helt fredfyldt ud... Men alligevel, så var det som om at jeg kunne tyde et lille smil på hans læber, hvilket fik den lille varme frem i mig igen.

Jeg lukkede mine øjne og rykkede mig så helt ind til ham, mens at han lagde armene sikkert og trygt om mig, mens at jeg kort mærkede hvordan et par bløde læber forsigtigt mødte min pande, inden at han lagde sig ind til mig hals igen og sagde:

"Olivia."

____________________________________________________________________________

Der er en del mere af denne historie, som er slut.

Jeg ved at kapitlerne er lange, men jeg kan sagtens dele dem op, så de måske er mere overskuelige at læse, og der derved kommer flere kapitler.. Er det noget, eller er tre kapitler okay?

Og tak for likes og favoritter allerede!! Kommenter også meget gerne, da det her var en spontan ide, jeg fik ud af det blå :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...