Scream I Niall Horan A.U Short story (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2014
  • Opdateret: 14 okt. 2014
  • Status: Færdig
Et var at jeg var hunderæd, da vi havde ti sekunder tilbage, inden at spillet virkelig gik i gang, og vi så blev sendt ind i de små rør, der førte os op til arenaen. Dog havde jeg lige hurtigt kigget til min side og set at Niall stod på platformen ved siden af min. Og for første gang lignede det han havde bare en lille smule form for frygt i sit blik, da han hurtigt havde fået øjenkontakt med mig. Dog var det kun kort, inden den lille form for følelse forsvandt og han hurtigt sagde: "Du bliver den første, der ryger." og så var kanonen startet og spillet var gået i gang, mens mit værste mareridt begyndte.

32Likes
30Kommentarer
1594Visninger
AA

1. Part 1

Jeg vågnede ved lyden af de høje kanoner, som med det samme fik mig til at spjætte i kroppen, så jeg hurtigt kiggede rundt, for at se om jeg var alene. Til mit store held, var jeg mutters alene.

Jeg kiggede forsigtigt op mod himlen for at se på billederne af de afdøde sonere. Begge fra distrikt 8, den kvindelige fra 10 og de sidste to fra 11. Det var fem mere siden i går.

Vi var nu 11 tilbage.

Jeg kunne mærke hvordan angsten voksede op i mig, da jeg rejste mig og kiggede på såret fra gårdagens kamp med pigen fra 11. Hun var træt og udmattet, så hun havde været nem, men alligevel, så hadede jeg følelsen bag efter. Men hvad skulle jeg gøre? Hvis jeg ville overleve i det her spil, var jeg nødt til det. Her hjalp undskyldninger ikke noget.

Det her var ikke distrikt 7.

Jeg havde ikke helt styr på hvor lang tid, der var gået. Jeg vidste bare, at siden det startede havde jeg i hvert fald sovet et par gange, men sådan som de vendte op og ned på solen og månen hele tiden, havde jeg efterhånden mistet overblikket. Jeg vidste bare at jeg havde en kniv, og at jeg ville prøve at bruge den så lidt som muligt. Zayn havde godt nok fortalt mig det omvendte... Men alligevel, så kendte han mig også for meget til at vide, at jeg aldrig nogensinde havde fulgt hans råd. Ligesom jeg heller ikke havde gjort, da han næsten råbte mig i hovedet om at jeg skulle lade vær med at forstørre mine chancer endnu mere, ved at putte flere sedler i puljen med mit navn i, for at min familie kunne overleve. Men som sagt, Zayn var en idiot, der burde lære at jeg aldrig nogensinde havde lyttet til ham...

Men åh gud, hvor jeg ønskede jeg havde lyttet til ham.

Og åh gud, hvor jeg savnede ham.

Zayn var jo nærmest min bedste ven der hjemme. Han var den, der forstod mig bedre end alle de andre, også selv om han var det ældrere end mig. Hvilket også havde været derfor, at jeg havde set lettelsen i hans øjne, da han fyldte 19. For nu han var sikker... Han kunne ikke blive valgt mere, han kunne ikke frygte at blive valgt mere... Dog var lettelsen hurtigt skiftet til dyb sorg, da mit navn så blev råbt op ved høsten.

Jeg kunne stadig huske tårerne i hans øjne, da han mod reglementet løb ud af rækken og hen mod mig, da jeg var blevet ført op til scenen af fredsvogterne. Hvordan han havde skreget mit navn i dyb sorg, da jeg blev stillet på plads og var dette års kvindelige soner, mens jeg hurtigt kunne se hvordan han derefter blev slæbt væk fra rækkerne, så jeg ikke kunne få lov til at sige ordentligt farvel.

Det var så hjerteskærende. I sær fordi jeg så hvordan hans søstre begyndte at græde på hans vegne. De vidste godt hvad det her betød, lige så meget som jeg selv gjorde.

Zayn og jeg kom Ikke til at se hinanden igen.

Og oven i det, så havde mit mareridt udviklet sig endnu mere, da den mandlige soner blev nævnt...

Ikke engang for at overdrive, men min krop frøs rent ud sagt. Hvorfor ham? Hadede de almægtige mig virkelig så meget, at de valgte ham? Hvordan havde de forestillet sig, at jeg skulle kunne overleve hele turen til Capitol, sammen med ham? Skulle jeg hver dag være nødt til at være i samme rum som ham? Se på hans blå øjne, der i så mange år altid havde kigget på mig, som om jeg var ukrudt. Se hvordan han kunne have sit dybe underlige blik i øjnene, som om jeg var et bytte han havde i sigtekornet? Hver dag se hvordan han ville smile skumelt til mig, mens han ville føre en hånd igennem sit blonde hår... Åh gud, nej.

Og ikke engang der, var mit mareridt stoppet. For et var, at jeg ikke fik lov til at sige farvel til Zayn, fordi han havde skabt for meget påstyr, men Niall og jeg skulle også holde i hånden og hæve vores hænder for folket, så han havde klemt min hånd hårdt i sin. Gud, jeg hadede den dreng.

Zayn og jeg havde altid snakket om, hvordan han sammen med sine venner, kunne kigge på en, som om at man var et stykke kød han lige havde slagtet, og gjorde klar til at fortære når som helst.

Værst var dog, da vi kom om bord på toget, og jeg kiggede det hele igennem og så mødte ham i gangen mellem vores værelser, hvor han så hviskede mig i øret på forbifarten:

"Sov godt, smukke." Det havde sendt kuldegysninger igennem hele min krop. Og sådan fortsatte det i de to dage det tog at rejse. Hver dag ville han kigge mere og mere hungrende på mig, end før, og hviske sine hæse klamme ord i mit øre. Jeg hadede ham virkelig. I sær til fremvisningen i Capitol, da alle sonerne skulle mejes ud til den helt store guldmedalje, og han så igen hviskede i mit øre:

"Så lækkert." Jeg var sikker på, at jeg kunne have slået ham ihjel lige på stedet, men vi var de næste, så jeg ventede til vi kom hjem, så jeg kunne flippe ud. Og det gjorde jeg.

"Hvad er dit problem?!" Havde jeg råbt ham ind i hovedet, da vi den aften rent faktisk "stødte" ind i hinanden. Eller rettere sagt, mig der gik helt ind til væggen, for at røre ham så mindst som muligt, på forbivejen fra badeværelset til vores sovekamre, men han så alligevel havde skubbet til mig med sin skulder. Da havde det nået min grænse.

"Hvad snakker du om?" Havde han bare spurgt, som om intet var hændt.

"Gider du for helvede ikke sige, at du har et problem med mig, i stedet for at terrorisere mig på den måde?!" Jeg husker tydeligt, hvordan jeg næsten havde råbt det ud i hovedet på ham.

"Lyder som om du har et problem med mig, prinsesse." Havde han bare sagt tilbage med sin smartass-attitude. Gud, hvor jeg hadede ham!

"Gud, hvor jeg dog godt forstår, at ingen var kede af, at du blev trukket op!" Havde jeg råbt. Jeg vidste godt, at det var ondt, og at jeg ikke burde have sagt sådan. Plus at det var mærkeligt, fordi jeg aldrig havde kunnet fundet på at sige sådan til folk. Men Niall fik bare det værste frem i mig. Dog fik jeg ham faktisk til at stivne i sit blik, og gjorde ham mundlam.

"Du er sådan en stor idiot! Jeg forstår sgu godt, at ingen var kede af, at du tog af sted." Når jeg nu var i gang, kunne jeg lige så godt slutte det ordentligt.

"Det ved du intet om!" Havde han dog svaret igen med sin hårde og ondskabsfulde tone, men alligevel prøvede jeg, at holde mig stærk.

"Jo, for hvordan kan noget så grufuldt, overhovedet have nogen til at holde af sig, når du ikke engang selv holder af nogen!" Havde jeg råbt og var begyndt at gå forbi ham, men han havde hurtigt taget fat i mig igen, og trukket mig hen til sig, for at presse mig op mod væggen, så han kunne stille sig helt tæt på mig.

"Du ved intet om at holde af nogen!" Havde han sagt, og igen kigget på mig med sit hungrende og dræbende blik.

"Jo, jeg gør! Jeg har mange jeg holder af, og som jeg vil gøre alt for at se igen. Så derfor vil jeg gøre alt for at sådan en uelskværdig person som dig, der ikke engang selv kan være sød mod nogen, skal stå i vejen for mig!" Og så havde jeg vredet mig ud af hans greb, og stormet væk fra ham.

Jeg kendte Niall. Jeg vidste godt, at han ikke var i stand til at holde af. Der hjemme havde man altid hørt om hvordan han sagde han ikke elskede nogen, og altid svinede piger til, hvis de så meget som nævnte følelser overfor ham. Han var iskold...

Følelsesløs.

Heldigt for mig havde han ladet mig være resten af turen. Han ikke engang skænkede mig et blik, eller et enkelt ord. Det føltes helt lettende, hvilket også gjorde, at jeg derefter kunne fokusere ordentligt på spillet.

Et var at jeg var hunderæd, da vi havde ti sekunder tilbage, inden at spillet virkelig gik i gang, og vi så blev sendt ind i de små rør, der førte os op til arenaen. Der var en stor rund ø, med vand i centrummet, og jeg kunne svagt høre hvordan uret talte ned til at det hele startede. Dog havde jeg lige hurtigt kigget til min side og set at Niall stod på platformen ved siden af min. Og for første gang lignede det han havde bare en lille smule form for frygt i sit blik, da han hurtigt havde fået øjenkontakt med mig. Dog var det kun kort, inden den lille form for følelse forsvandt og han hurtigt sagde:

"Du bliver den første, der ryger." og så var kanonen startet og spillet var gået i gang, mens mit værste mareridt begyndte.

 

Så her sad jeg, flere dage efter. Træt, udkørt, udmattet og opgivende. Jeg savnede alle dem der hjemme så meget! Jeg savnede tryghed, at føle mig sikker. At kunne sove roligt, og vågne op helt udhvilet og ikke skulle frygte at blive slået ihjel i sin søvn, i løbet af natten. At kunne føle en lille form for håb, for at det her måske kunne gå... At føle sig mæt.

Jeg var så sulten! Jeg havde følt hvordan min mave havde rumlet mere og mere for hver time det sidste døgn. Jeg var ikke vant til det her. Jeg var så træt, så sulten... så opgivende.
Men jeg kunne ikke give op. Jeg var nødt til at komme hjem. Jeg kunne ikke efterlade min familie, de havde brug for mig. Min mor, min far, mine søskende, mine bedsteforældre... Zayn.

Jeg kunne ikke efterlade Zayn... Hvem skulle hjælpe ham? Hvem skulle sørge for, at han var okay? Hvem kunne elske ham lige så meget som jeg gjorde? Jeg var ikke en gang sikker på svaret, hvilket betød, at jeg havde endnu mere brug for at holde ud, så jeg kunne komme hjem.

Jeg gik lidt igennem skoven og kunne huske at have gået her før... Men det var dage siden. Jeg havde ikke helt forstået systemet endnu... Kun at den del med det store træ, hvor det ville lyne til midnat, var et sted jeg skulle holde mig væk fra. Det samme med den del, hvor der en gang om dagen ville komme den her kæmpe flodbølge, som næsten ødelagde alt på sin vej. Jeg prøvede at finde ud af systemet, men jeg var ikke klog nok.

Jeg havde gået i ret lang tid, da jeg hurtigt hørte knækkende grene bag mig og høje smertefulde skrig. Jeg stoppede op og kiggede bag ud, da jeg så de her tre skabninger komme spurtende ned af bakken.

"Løb!" Skreg en ung pige med langt rødt hår, sammen med en høj ranglet fyr. Det var sonerne fra distrikt 12. Jeg kunne huske dem fra interviewsene i Capitol. Jeg blev hurtigt skubbet forover, da den unge dreng skubbede mig væk fra sin vej, så han kunne spurte gennem skoven. Jeg faldt bagover og kiggede op, da den her høje blonde fyr med det samme løb forbi mig, men så stoppede op. Jeg frøs med det samme i hele kroppen.

Niall.

"Hvad fanden laver du? LØB!" Råbte han og kiggede skrækslagent op mod toppen af bakken, hvor en form for tåge bevægede sig ned mod os. Jeg rejste mig forsigtigt op og så at han var løbet lidt ned, men stadig kiggede bag ud på mig. Jeg kiggede hurtigt på tågen, mens jeg så til at den kom nærmere. Lige indtil den var omkring nogle meter fra mig og jeg så følte en hånd tage hårdt fat i min.

"Din idiot!" Råbte han og hev mig af sted, så vi begge spurtede ned gennem skoven. Jeg så hurtigt hvordan Niall holdt om min hånd med sin egen, der var fyldt med nogle underlige former for blærer, indtil jeg kiggede op på hans ansigt og så at han havde blod løbende ned af siden af hovedet, fra et blodigt sår i panden, mens de samme former for blære sad i lidt mindre størrelser ved hans hals.

Vi spurtede indtil vi nåede de to sonere fra distrikt 12, der hurtigt rev til i os, indtil vi faldt ned på jorden, og jeg så hvordan tågen nåede os, men så ramte noget, der kunne minde om en form for usynlig mur. Jeg prøvede at få vejret og mærke lettelsen i min krop mens jeg kiggede chokeret på tågen, der tårnede sig over os. Dog blev jeg hurtigt vækket fra min choktilstand, da Niall hev mig op, og så skubbede hårdt til mig.

"Din fucking idiot! Jeg sagde du skulle løbe!" Sagde han, da jeg kom op på benene. Jeg kiggede forbavset på hans vrede øjne, der kiggede dybt ned i mine.

"Undskyld..." Sagde jeg lavt, og kunne sagtens høre udmattelsen i min stemme. Han vrissede hurtigt, inden han skubbede til mig igen, så jeg trådte et par skridt tilbage og kiggede på ham med tårer i øjnene. Jeg var så udmattet... Jeg kunne ikke mere.

"Lær at red din egen røv en anden gang!" Sagde han, inden han vinkede til de to sonere fra 12, og så gik videre, uden at kigge sig tilbage. Jeg sukkede rystende og satte mig så ned på hug, mens tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg krummede mig sammen og satte mig ned på jorden. Hvis jeg fik et' ønske i hele verden, så var det at komme hjem. Jeg ville ikke mere... Jeg kunne ikke mere.

Jeg savnede Zayn og min familie så meget, og jeg vidste snart ikke, hvor lang tid mere jeg kunne holde til det her. Jeg havde lyst til at skrige... Jeg var så frustreret. Jeg ønskede allermest bare at jeg kunne lægge mig til at sove, og at jeg så ville vågne op og se solen ind gennem mit vindue, inde på mit værelse der hjemme.

Jeg ville så gerne hjem.

Men jeg måtte holde ud... For min familie og Zayns skyld, så jeg rejste mig op og børstede jord af fra mine bukser, inden jeg tørrede mine våde kinder, og så kiggede mig rundt. Her føltes varmt og klamt, så jeg tog min vindjakke af og bandt rundt om mit liv, inden jeg fortsatte med at gå lidt op af en lille bakkeskråning. Den var virkelig stejl, og med de få kræfter jeg havde, følte jeg mig virkelig død, da jeg nåede toppen, så jeg smed mig med det samme ned på knæ, for at få vejret tilbage.

"Så hørte jeg altså rigtigt." Sagde en stemme pludseligt. Jeg kiggede hurtigt op, og til min store skræk, så jeg en brunhåret pige sammen med en høj krølhåret fyr, der stod foran mig, mens to andre sad bag dem ved et bål.

Ambizonerne.

Jeg var dødsens.

"Vi troede bare vi hørte syner, da vi hørte din lille makkers beklagelser over dig. Men vi tog ikke fejl, kan vi se." Sagde den krølhårede fyr og greb fat i mit håndled, så han kunne få mig op at stå.

"Aww, se hende lige, Harry. Hun er jo helt smadret." Sagde den brunhårede ambizone-pige med et klamt smil på læben. Jeg kunne mærke hvordan min puls sad helt oppe i min hals, da den krølhårede ambizone-dreng også grinede af mig, inden han skubbede til mig og trak en lang kniv op fra pigen rygsæk.

"Ærgeligt din lille blonde hund, ikke er her til at redde dig, hva?" Sagde han og trak hånden op i luften, for at få tilløb til at hamre kniven ned i mig. Men heldigvis, nåede jeg at rulle om på siden, så han ramte jorden ved siden af mig, og jeg hurtigt fik fumlet mig op, så jeg kunne løbe væk og ned af bakken.

"Efter hende!" Råbte drengen. Jeg kunne mærke hvordan jeg skreg i smerte, da noget skarpt og smertefuldt snittede min arm, og jeg kiggede bag ud og så pigen havde skudt en pil efter mig. Den havde snittet min arm, så jeg blødte.

"Jeg har hende!" Råbte hun, og hoppede nærmest ned mod mig, så hun bankede ind i mig og skubbede mig til jorden.

"Hvad gør du mon nu, blondie?" Spurgte hun grinende og skar mig i kinden med spidsen af en pil, så jeg med det samme udslap et højt smertefuldt skrig.

"Ja, ja... Bare skrig. Din hund er løbet for længst!" Sagde hun og vendte mig om, så hun sad på min mave. Jeg prøvede dog at skubbe hende af mig, men hun sigtede med det samme en pil mod mit bryst, så jeg stivnede. Dog nåede jeg at gribe fat i den, selv om dens modhagerer skar i mine hænder. Brunetten grinede igen, og jeg kunne mærke tårerne trille ud af mine øjenkroge, indtil at en knækkende lyd lød, og jeg til min store overraskelse, men pigens forbavselse, så at pilens træ var ved at knække. Hun kiggede skræmt på mig et øjeblik, inden jeg knækkede resten af pinden og kunne vende den spidsen mod hende, og bore ind i hendes bryst. Hun kiggede hurtigt på mig, inden jeg hørte hendes skrig i mine ører, og hun så hurtigt hev pilen ud af brystet, men kun for at blod så fik hele hendes jakke til at fyldes med blod, og hun så faldt ind over mig.

"JULIA!" Hørte jeg Ambixone-drengen Harrys råb, og jeg brugte hurtigt al min styrke til at skubbe ambizone-pigen af mig og hurtigt løbe væk, men kun for at høre Harrys vrede råb og skrig, mens jeg spurtede væk. Jeg havde tabt min jakke, men havde nu pigens blod ud over mig. Jeg stoppede henne ved et træ, da kanonen lød og et højt drenget vredesskrig kunne høres tilbage derfra.

Det var mit andet drab.

 

Solen var begyndt at gå ned, da jeg vågnede op, efter at have faldet om i et krat nogle timer tideligere. Jeg kunne mærke den fugtige og klamme lugt af blod ud over mig, og kiggede på mine blodige hænder og min blodige trøje. Den største kvalme kom frem i mig, men jeg var ikke typen, der havde let ved at kaste op, heldigvis. Lugten var dog stadig kvalmefrembringende. Jeg prøvede at få styr på mit snurrende hoved, der føltes at snurre rundt og rundt med 100 kilometer i sekundet, da et skrig kunne høres. Jeg kiggede mig hurtigt frygtfuldt omkring, da skriget kunne høres igen, men denne gang efterfulgt af et råb.

"NIALL!" Jeg stivnede hurtigt i kroppen. Stemmerne var tæt på, sammen med skrigene, så jeg rejste mig hurtigt op og prøvede at følge dem.

"Niall, slap af, det er ikke virkeligt... Ni... NIALL!" Skreg en ung stemme, som jeg ville mene at have hørt før. Jeg følte hurtigt hvordan mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, da nogle blade vislede foran mig, og en person kom frem. Det var drengen fra 12. Hans ansigtsudtryk var skræmt for vid og sans.

"Oli..." Han nåede dog ikke at fuldføre mit navn, inden endnu et højt skrig kunne høres, men denne gang endnu mere smerte- og sorgfuldt end før. Jeg kunne med det samme genkende stemmen, hvilket fik mig til at sætte i spurt gennem krattet.

"NIALL, LUK DET UD. DET ER IKKE RIGTIGT!" Skreg den unge pige fra 12, mens hun bankede på et eller andet, der så ud til ikke at være der.

"Clarice!" Råbte district 12 drengen bag mig, så pigen straks kiggede lige så forbavset på mig, som drengen havde gjort.

"Hvordan kan du...?" Spurgte hun chokeret, men blev afbrudt af endnu et smerteskrig. Jeg løb hurtigt forbi hende, men blev stoppet af noget, der gjorde jeg blev skubbet tilbage, som hvis jeg havde løbet ind i en mur. Jeg kom hurtigt op på benene igen og fik så øje på personen lidt foran os. Han havde krummet sig helt sammen nede på jorden, mens han desperat prøvede at dække sit hoved og ører så meget som muligt, mens nærmest flere hundrede sladredrosler dykkede ned over ham og skreg ham ind i hovedet. Jeg kiggede chokeret til, da district 12 pigen bankede hårdt på barrieren foran os igen og råbte:

"NIALL!" Jeg kunne mærke frygten stige i mig, da drengen rettede sig lidt op, så jeg kunne se hans forpinte sammentrukkne ansigt.

"Hvad sker der med ham?!" Råbte jeg, men inden nogle af dem nåede at åbne munden var det som om at fuglene blev kaldt tilbage, og straks fløj højt op mod himlen og forsvandt i en stor klump, mens at barrieren foran os også forsvandt. Jeg tænkte ikke, men løb bare straks over og smed mig ned på knæ foran Niall, der som et virkelig underligt syn, rystede over hele kroppen, mens han bad dem stoppe. Jeg havde godt hørt om sladredroslernes del i spillet og kunne straks se hvilken forfærdelig virkning det havde haft på Niall. Spørgsmålet var bare, hvad der havde knækket ham?

"Niall... Rolig. Det er slut nu." Prøvede jeg og tyssede på ham, mens jeg forsigtigt prøvede at fjerne hans hænder fra hans ører, men han havde flere kræfter end mig. Selv om jeg inderst inde hadede den dreng som pesten, så stak det alligevel i mig, at se ham på den her måde. Det her var en helt anden Niall end ham fra District 7.

"Hvad skete der?" Spurgte jeg og kiggede om mod de to sonere fra district 12. Pigen kiggede i chok på drengen.

"Vi hørte skrig... Og Niall blev helt underlig..." Jeg kiggede endnu mere forvirret på dem.

"Han begyndte at løbe tilbage... men da han så jakken og..."

"Blodet." Svarede pigen for drengen, så han nikkede og kiggede på mig med et chokeret udtryk.

"Han blev ved med at løbe, og vi prøvede at stoppe ham, men så kom vi her til." Han stoppede, og de kiggede hurtigt på hinanden, inden de kiggede på mig.

"Hvad skete der?" Spurgte jeg utålmodigt. Pigen kiggede usikkert på mig.

"Han hørte et skrig og begyndte at følge efter, men vi kender sladredroslerne, så vi sagde han ikke skulle tro dem... men han ville ikke lytte." Sagde hun helt sorgfuldt. Jeg kiggede hurtigt på Niall, der stadig rystede i kroppen.

"Hvem hørte han?" Spurgte jeg og kiggede om på dem igen. De kiggede forsigtigt på hinanden.

"Vi hørte et skrig, og så kanonen og han løb straks tilbage... Han skreg og skreg, og vi prøvede at stoppe ham... Men han ville ikke lytte..."

"HVEM HØRTE HAN?!" Råbte jeg denne gang, så de begge igen kiggede chokeret på hinanden, inden drengen svarede samtidig med at jeg kiggede tilbage på Niall, som løftede sit hoved, så jeg kunne se hans sorgfulde øjne stirre chokeret ind i mine. Hvilket var den allerførste følelse jeg nogensinde havde set ham vise sådan rigtigt over for mig... Men det gjorde også at hele mit hjerte skippede et slag, da drengen fra distrisk 12 sagde:

"Dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...