Scream I Niall Horan A.U Short story (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2014
  • Opdateret: 14 okt. 2014
  • Status: Færdig
Et var at jeg var hunderæd, da vi havde ti sekunder tilbage, inden at spillet virkelig gik i gang, og vi så blev sendt ind i de små rør, der førte os op til arenaen. Dog havde jeg lige hurtigt kigget til min side og set at Niall stod på platformen ved siden af min. Og for første gang lignede det han havde bare en lille smule form for frygt i sit blik, da han hurtigt havde fået øjenkontakt med mig. Dog var det kun kort, inden den lille form for følelse forsvandt og han hurtigt sagde: "Du bliver den første, der ryger." og så var kanonen startet og spillet var gået i gang, mens mit værste mareridt begyndte.

32Likes
30Kommentarer
1595Visninger
AA

3. Last part

Der gik et par dage, hvor der ikke skete særligt meget. Vi var nu 4 tilbage, der var spredt ud over den kæmpe store arena, hvilket nok forklarede den stille aktivitet. Jeg havde prøvet at holde et lille regnskab oppe i mit hoved, omkring hvem der var tilbage. Og hvis jeg var korrekt, var pigen fra 3, Ambizoneren Harry fra 1, Niall og jeg tilbage. Det begyndte at blive nervepirrende.

De sidste par timer havde Niall og jeg prøvet at finde noget mad, mens vi gik imellem alle træerne i det store skovområde. Jeg gik hurtigt over til en busk og prøvede at hive nogle rødder op, som jeg genkendte der hjemme fra. Niall gik lidt foran mig og prøvede at hægte et egern han havde dræbt med min kniv, fast til sit bælte. Jeg rettede mig hurtigt op og gik over ved siden af ham, mens jeg prøvede at pille bladene og jorden af rødderne.

"Argh, jeg gider ikke spise flere rødder!" Sagde han klagende. Jeg grinede lidt.

"De er ellers gode for dig." Prøvede jeg, men han mimede bare at han kastede op, hvilket hurtigt fik mig til at slå ham på skylderen. Han grinede kort, inden at hans hånd forsigtigt ramte min, og han så tog fat i den. Jeg mærkede straks varmen inden i mig, mens han forsigtigt holdt min hånd i sin.

Jeg kunne ikke rigtig huske hvornår det var startet. Måske dagen efter at han havde varmet mig om natten, og vi så var vågnet op helt viklet ind i hinanden morgenen efter. Det havde stillet så mange spørgsmål hos mig.

Hvorfor var han pludselig sådan? Jeg kendte ham, det her var ikke noget som nogen nogensinde ville have troet Niall kunne gøre. Han var ikke sådan her... Så hvordan kunne han være det? Hvordan kunne han grine med mig, i stedet for af mig? Hvordan kunne det være, at han lagde armene om mig, i stedet for at skubbe til mig? Hvorfor holdt han min hånd... Og hvorfor fik han de her følelser frem i mig?

"Niall?" Spurgte jeg forsigtigt, mens vi gik. Han hmm'ede bare og kiggede så på mig, så jeg kiggede ind i hans krystalklare blå øjne. Jeg følte mig altid så lille, når jeg kiggede ind i hans øjne. De virkede så... tryllebindende. Jeg prøvede at vågne lidt op og kiggede så ned på vores hænder, der holdt trygt om hinanden. Jeg kiggede hurtigt op på Niall, der kiggede ned på vores hænder, og da jeg skulle til at åbne munden, så slap han min hånd.

"Niall, hvorfor hørte du min stemme hos sladredroslerne?" Spurgte jeg lige ud, selv om min stemme sikkert virkede lav og meget usikker. Han stoppede med at gå og kiggede så på mig.

"Niall, please... Du bliver nødt til at fortælle mig hvad der foregår.. Jeg er så forvirret!" Tilstod jeg og kiggede på ham. Han blev dog bare ved med at kigge ned i jorden.

"Det er kompliceret.." Sagde han lavt, så jeg hurtigt kunne mærke frustrationen ramme mig.

"Kompliceret? Niall, jeg beder dig. Jeg er ved at blive sindssyg... Hvorfor opfører du dig sådan her... Du er ikke..."

"Jeg er ikke sådan her, det er hvad du prøver at sige, ik?" Spurgte han hurtigt og løftede så endeligt sit hoved op, så han kiggede på mig. Jeg rystede straks på hovedet.

"Nej... Det er ikke det jeg.."

"Indrøm det, Olivia... Du tror ikke på, at man kan ændre sig. Jeg vil altid være drengen ovre i hjørnet som alle frygter og ikke vil omgås, ik?" Spurgte han og hævede pludselig sin stemme, så jeg hurtigt kunne høre hans velkendte skræmmende tone.

"Nej... Det er ikke det jeg siger... Jeg... Hvorfor..." Jeg prøvede at finde mine ord, men de sad fast. Han fnyste hurtigt.

"Ved du hvad? Det her var en fejltagelse. Man kan ikke tilknytte sig til nogen i den her situation." Sagde han, mens han rystede på hovedet og begyndte at bevæge sig væk fra mig, men jeg var hurtigt til at løbe over og gribe fat i hans hånd igen.

"Niall, please, du kan ikke gå. Ikke nu... Jeg har brug for dig.."

"Ja, du har brug for mig indtil det kun er os to tilbage, og jeg er nødt til at slå dig ihjel. Nej, Olivia. Det har du ikke." Sagde han og kiggede på mig med et underligt blik i øjet. Jeg mærkede vreden pumpe op i mig.

"Du kan sgu da ikke bare komme her og... Og så bare skride... Niall, du kan ikke forlade mig!" Råbte jeg frustreret, mens jeg så til at han bare hev sin hånd til sig og begyndte at gå, uden at kigge sig tilbage. Det kunne han da ikke mene?

"Niall!" Råbte jeg, da han langsomt forsvandt ind mellem træerne. Jeg tog mig frustreret til hovedet. Hvorfor skulle han altid være så lukket, så mystisk? Var han bange for at folk kom for tæt på? At de skulle se hans bløde sider... Som jeg havde gjort.

Men jeg kunne godt lide hans bløde sider. Ja, de havde været overraskende i starten, men det viste bare, at der var meget mere bag facaden. Niall var ikke bare ham drengen, der var ligeglad med alting og kunne sende en de samme nedværdigende blikke, der kunne få en til at føle sig som hans eget personlige bytte han ville slagte hvert minut. Nej, der var faktisk en dreng inde bag den hårde facade, der rent faktisk kunne bekymre og tænke på andre folk, end bare sig selv.

Det var dog et tab, at han ikke ville stå ved det.

Jeg prøvede at finde ham igen, men Niall var jo som sagt den mystiske dreng, der altid forsvandt og dukkede op, når han havde lyst. Så selv om jeg ikke brød mig om tanken om, at vi hele tiden var tæt på at blive færre og færre i det her såkaldte Hunger Games, så prøvede jeg at skubbe frygten til side. Så kunne det også være, at det måske ville gå hurtigere det hele, hvis jeg prøvede ikke at fokusere på noget.

Men frygten nåede ikke at væk i længe, inden at den straks dukkede frem igen, da jeg var nået hen i en del af arenaen, som jeg havde været i før, men bare ikke kunne huske hvad indeholdt. Og et højt skrig kunne høres, mens det kort blev efterfulgt af den høje kanon.

Jeg mærkede straks panikken stige op inden i mig, så det fik mit hjerte til at banke hårdt mod mit bryst og mine fødder til straks at spurte igennem krattet, for at løbe hen mod der hvor skriget var kommet fra.

"Please, ikke vær ham... Please, please!" Bad jeg for mig selv, mens jeg skubbede blade og grene væk fra min vej, så jeg kunne løbe hen til skrigets placering, så hurtigt jeg kunne. Dog stivnede jeg hurtigt, da jeg nåede hen til en åben del af arenaen, hvor solnedgangens lys næsten fik hele den åbne skovbund til at lyse op, mens liget lå for fødderne af sin drabsmand. Jeg frøs i hele kroppen, da jeg kiggede op på den ambizonefyren fra distrikt 1. Jeg gispede hurtigt, da jeg så blodet fra liget, der var splattet ud i Harrys ansigt, mens han smilende kiggede over på mig.

"Jamen, er det ikke den lille 7'er tøs? Goddag igen, smukke." Sagde han og skubbede til liget med sin fod, så personen vendte sig om og jeg så ansigtet.

Det var zoneren fra distrikt 4.

Men det bragte ikke lys over min egen situation.

Jeg fokuserede hurtigt på Harry, der desværre kom tættere på mig. Jeg holdt hurtigt vejret, og begyndte at gå langsomt bag ud. Han grinede hurtigt på den der skræmmende måde, som han havde gjort første gang jeg stødte ind i ham. Den gang var de tre ambizonere mere. Jeg havde selv fjernet en af dem, og de to andre var faldet efter, så Harry var den sidste.

"Hvor er din helt nu, hva?" Spurgte han, mens han trak sin kniv ud af sit skæfte. Jeg mærkede straks panikken.

"Jeg ved ikke hvad du taler om." Sagde jeg lavt, mens jeg trådte baglæns, men så stødte ind i et træ. Han grinede lumskt igen.

"Godt, for han er her desværre ikke til at redde dig nu, smukke. Du er alene." Sagde han og trådte helt hen til mig, så jeg hurtigt kunne mærke hvordan min vejrtrækning kom ud af kontrol.

"Aww, bare rolig, jeg skal nok gøre det langsomt." Sagde han og trak sin kniv op mod min kind, og forsigtigt pressede den mod huden, så smerten kunne mærkes med det samme og jeg skreg.

"Ja ja, skrig hvad du vil. Ligesom min Julia gjorde, inden du tog hende fra mig." Sagde han og begyndte at hive kniven langsomt og pinefuldt ned af min kind, så mine skrig blev højere. Smerten var pinefuld og jeg kunne mærke hvordan mine ben vaklede under mig, men det var kun i et kort sekund, inden et højt råb kunne høres og smerten forsvandt sammen med Harry. Jeg fik straks øje på personen, der havde skubbet Harry væk fra mig og nu bankede ind i hinanden.

"Niall!" Skreg jeg hurtigt ved synet af ham og løb så over og skubbede Harry væk fra ham, så Harry vaklede lidt baglæns og så kiggede grinende på at Niall hurtigt trak mig ind bag ham og holdt mig ind til mig.

"Flyt dig, knægt!" Vrissede Harry med en dyb rasende tone. Niall vrissede dog bare endnu højere.

"Du rører hende ikke. Hvis du vil dræbe hende, må du dræbe mig først!" Jeg kiggede forstenet på Niall, der holdt sit blik rettet mod Harry, der hurtigt tørrede noget blod væk fra sin mund.

"Med glæde." Sagde han og satte i løb hen mod os, mens jeg straks skreg og prøvede at vrikle mig ud af Nialls hårde greb om mig, som han hurtigt slap, for at skubbe mig væk fra ham, så jeg faldt til jorden og så hvordan Harry bankede ind i Niall, så de røg tilbage. Jeg mærkede frygten tage over mig, og kiggede rundt om mig, for at se om jeg kunne finde noget, der kunne hjælpe mig. Men der var intet, så jeg nåede desværre at råbe, inden jeg fik tænkt det igennem:

"Jeg overgiver mig!" Harry slap hurtigt taget i Niall, mens hans kniv kun var enkelte centimeter fra hans strube og kiggede på mig.

"Jeg overgiver mig." Gentog jeg, mens jeg så hvordan noget ændrede sig i Nialls blik. Det var det samme blik som da jeg så ind i hans øjne hos sladredroslerne.

"Aww, du overgiver dig, så du er før din lille kæreste. Hvor sødt." Sagde Harry grinende, mens han rejste sig og gik over mod mig, med den lange kniv fyldt med gammelt blod fra hans tideligere ofre. Jeg vaklede hurtigt på benene.

"Du behøver ikke vente længe, din lille kæreste kommer lige efter dig." Sagde han og hævede kniven op i luften, så jeg tog min sidste indånding og ventede på mørket. Men det eneste der skete, var lyden af et lavt gisp og lyden af kød, der blev flænset op. Jeg åbnede hurtigt mine øjne, men det jeg så, var ikke Harry, men en høj ryg, der stod foran mig, mens armene oppe ved skuldrene holdt om et sværd, der var stukket ind i en frosset Harry.

Jeg så hvordan Niall hev sit sværd ud af maven på Harry, der med det samme bukkede i benene og faldt sammen. Jeg mærkede hvordan mine indåndinger blev tungere, mens at Niall vendte sig om mod mig, så vores øjne mødtes. Jeg mærkede straks lettelsen skylle over mig, så inden jeg havde nået at gennemtænke det, lagde jeg mine arme om hans hals og kyssede ham. Jeg prøvede ikke at tænke over konsekvenserne, men nød bare hans læber der med det samme bevægede sig i takt med mine, mens han hev mig ind til sig.

Og selv om jeg vidste at dette her var et spil, hvor det at holde sine øjne lukkede, var en meget stor risiko at løbe, fordi man altid var nødt til at være på vagt alle døgnets timer. Så åbnede jeg først mine øjne igen, da et højt gisp lød fra Niall, mens hans hænder omkring mine kæber stivnede og hans øjne kiggede frosent ind i mine. Jeg så Harry lige bag ham, med sin hånd om skæftet på Nialls sværd, presset ind i ryggen på Niall. Jeg så hurtigt ned af Niall og kiggede rædselsslagen op på ham, da enden af sværdet viste sig i midten af hans overkrop, og så hurtigt blev trukket tilbage, mens Harry hurtigt åndede ud og faldt om på jorden, så kanonen lød højt.

Jeg kiggede hurtigt rædselslagent på Niall, der med det samme bukkede sammen i benene, så han forsigtigt faldt ned.

"Nej... Nej, nej nej... NIALL!" Råbte jeg og satte mig lynhurtigt ned, for at han ikke skulle falde ned på den hårde jord, men i stedet landede forsigtigt oven på mig. Jeg lagde hurtigt hånden oven på hans, der lå på den blodfyldte plet på hans mave. Jeg prøvede ikke at panikke, da blodet silede op gennem hans fingre, så de også flød gennem mine.

"Niall..." Sagde jeg, mens min underlæbe begyndte at skælve sammen med resten af min krop. Han lagde hurtigt hovedet tilbage, så et højt smertefuldt skrig kom fra ham.

"Niall, rolig. Vi klarer det her... Vi er de sidste. De henter os snart!" Sagde jeg og lagde min hånd på hans allerede blege kind. Han kiggede hurtigt op på mig.

"Olivia... Der må kun være en' vinder." Sagde han og vred sit ansigt i smerte. Jeg klemte hurtigt min hånd stramt om hans.

"Nej... Jeg nægter at lade dig gøre det her. Jeg vil ikke vinde uden dig." Sagde jeg bestemt og vendte hans hoved mod mit, så han kunne kigge mig ind i øjnene. Han smilede skævt og grinede så bag efter.

"Din idiot." Sagde han og vred sit ansigt sammen igen. Jeg kunne mærke hvordan min underlæbe skælvede endnu mere, mens at resten af min krop så småt begyndte at gøre det samme.

"Lige siden den første dag jeg så dig, har du altid været en idiot." Sagde han og pressede om min hånd, mens han hurtigt hev efter vejret. Jeg mærkede straks hvordan den første tåre trillede ned af min kind. Niall kiggede på mig og førte forsigtigt sin hånd op til min kind.

"Ja, jeg husker det så tydeligt. Det lange lyse hår og den lange blå kjole. Du kunne virkelig forveksles med en prinsesse fra alle eventyrene." Sagde han smilende. Jeg kiggede hurtigt på ham.

"Husker du det?" Spurgte han, mens han hev efter vejret endnu en gang. Jeg rystede lidt på hovedet, mens jeg hurtigt kiggede på hans blodige åbne sår, der efterhånden havde sølet hele hans jakke til i blod.

"Dengang du fandt mig." Sagde han, så jeg hurtigt kiggede på ham, da noget inden i mig rørte på sig, da han sagde det.

"Husker du, Olivia?" Spurgte han og vred så hurtigt sine ben, så jeg kiggede panikslagent på hans krop, men han hev bare mit ansigt mod sit igen, for at få mig til at svare.

"Den gang du løb væk." Sagde jeg stille. Han lyste op i et smil og nikkede svagt.

"Jeg troede virkelig at jeg havde fundet et ordentligt gemmested, men det var åbenbart ikke særligt hemmeligt alligevel. For da jeg have siddet der i krattet et par timer... så kom du." Sagde han, så jeg hurtigt stivnede i kroppen.

"Dig med dit lange lyse hår og din lille blå kjole... Og dine øjne... Dine øjne, der kiggede forskrækket på mig, da du så mig... Husker du?" Spurgte han og klemte hårdere omkring min hånd, mens han trak vejret tungt ind og vred sine krop i smerte. Jeg fældede flere tårer, inden jeg nikkede.

"Ja... Jeg blev forskrækket, fordi du havde revet dig på tornene, så du havde blod silende ned af armen." Sagde jeg og huskede mere og mere, synet af den lille dreng, der sad inde i det lille krat en lille kilometer væk fra byen. Han havde skræmt mig i starten, fordi han havde kigget virkelig underligt på mig, men jeg var blevet mere bange fra synet af blodet, end synet af ham.

"Kan du huske hvad jeg sagde til dig?" Spurgte han, mens han hev vejret desperat ind. Jeg snøftede, inden jeg forsigtigt nikkede.

"Du sagde jeg skulle skride..."

"Kan du huske hvad du gjorde?" Spurgte han, mens han klemte øjnene hårdt sammen. Jeg fældede flere tårer og nikkede.

"Du var sådan en idiot. Tænk at du blev... Hvorfor lyttede du ikke til mig?" Spurgte han. Jeg trak vejret tungt ind.

"Jeg ville hjælpe... Jeg troede du ville forbløde, så jeg ville hjælpe." Sagde jeg stille. Han grinede lidt igen.

"Du var så forsigtigt. Sådan som du hev dit lommetørklæde op fra din lomme og forsigtigt duppede mod såret. Du kiggede så uskyldigt på mig." Sagde han og kiggede mig så i øjnene, så jeg kunne se hvordan hans blå øjne funklede. Jeg prøvede at finde hoved og hale i hvad han hentydede til... Men efterhånden som det hele faldt på plads, begyndte de sidste dage, uger... År for at være ærlig, at vise sig for mine øjne.

Den lille pige, der havde hjulpet den unge dreng og derefter gav ham sit brød og forlod ham, fordi hun kunne se at han ikke ønskede at blive fundet... I hvert fald ikke foreløbig. Pigen, der flere uger efter, så hvordan drengen altid kiggede underligt på hende. Ligesom han ville fortsætte med flere år efter. Men blikkene blev på en måde anderledes, pigen var et bytte i hans øjne. Drengen kiggede altid på hende, som var han parat til at løbe over og overfalde hende når som helst, og selv om det skræmte hende, og havde frustreret hende, da hun blev sendt i døden med ham, så blev han ved med at have det samme blik. Selv når han råbte hende i hovedet, at hun burde tage sig sammen og gjorde hende helt opgivende, men også når han ville hive hende gennem skoven, for at flygte fra forskellige fare... Og da hun fandt ham skrigende hendes navn.

Der var der at det hele på en måde faldt på plads. Drengen, der altid så ud til at kigge på hver bevægelse pigen lavede, og altid så ud til at være lige i nærheden. Han så hende ikke som et bytte han ville fortære... Han så hende som noget han beskyttede.

Lige siden den dag jeg mødte Niall for første gang i det krat, hvor han var løbet hen og jeg havde hjulpet ham, selv om han havde bedt mig lade vær. Så havde Niall altid kigget sådan på mig.

Niall ville ikke dræbe mig...

"Du beskyttede mig.." Sagde jeg lavt for mig selv, da jeg indså det og kiggede så chokeret ned på ham. Han smilede lidt, men sukkede så.

"Du er den eneste, der nogensinde har villet mig noget godt, Olivia." Sagde han og kiggede ned på min hånd, der lå klemt sammen med hans oven på det stadigt blødende sår.

"Jeg kunne ikke lade den smukkeste sjæl jeg nogensinde havde mødt, ske noget ondt... Så hver dag siden, holdt jeg øje med at folk var ordentlige ved dig." Sagde han, så jeg mærkede hvordan mit hjerte sprang et slag over.

"Jeg ville dø, hvis der skete min noget med, min Olivia." Sagde han, så jeg hurtigt udslap et enkelt hulk, inden jeg lænede mig ned og pressede mine læber mod hans.

"Hvorfor sagde du det ikke bare til mig?" Spurgte jeg med tårer trillende ned af mine kinder. Han grinede hurtigt.

"Tro mig. Jeg er den følelsesløse fyr, jeg ville have skræmt dig, hvis jeg sagde det." Sagde han, så jeg hurtigt hulkede endnu en gang.

"Du er sådan en kæmpe idiot!" Sagde jeg og snøftede hurtigt, for så at smile til ham. Han grinede lidt.

"Hvor tror du jeg har det fra?" Spurgte han og blinkede så til mig, inden at han krummede sig sammen i kroppen og udstødte et højt smertefuldt skrig, så jeg mærkede tårerne trille voldsomt ned af mine kinder.

"Please, Niall, hold ud... Vi er snart hjemme." Bad jeg, mens jeg holdt min hånd ned mod det store åbne sår.

"Olivia... Stop.."

"Nej! Du får ikke lov til det her... Du må ikke..." Sagde jeg grædende. Han smilede bare og lagde sin hånd på min kind.

"Jeg er allerede død, Olivia. Du kan ikke redde mig. Ikke den her gang..."

"Jo! Jeg holder dig i live. Jeg forlader dig ikke!" Hulkede jeg svagt, men han rystede bare på hovedet.

"Du kan ikke redde mig. Jeg kan næsten mærke mit sidste åndedræt..." Men han nåede ikke at fuldføre sin sætning, inden jeg greb fat i hans ansigt med begge mine hænder.

"Nej! Du kan ikke forlade mig, Niall. Vi har brug for hinanden... Jeg har brug for dig, Niall!" Råbte jeg og kiggede ham i øjnene

"Ingen har brug for mig.." Sukkede han tungt, så jeg vrissede frustreret.

"Jeg har! Jeg har brug for at du holder ud... Niall, vi vinder det her sammen!"

"Nej, Olivia. Du vinder det her. Du er vinderen... Du vandt spillet." Sagde han og kiggede halvt smilende på mig.

"Nej, Niall... Du er her stadig, jeg vinder det ikke uden dig. Jeg vil ikke vinde."

"Olivia... Du har allerede vundet. Efterlad mig nu bare, de kommer alligevel efter mig snart.."

"Hold op! Jeg efterlader dig ikke... Hvis du ikke kommer med mig.." Hulkede jeg, mens rædslen og frygten for at han skulle dø i mine arme, indtog mig mere og mere.

"Olivia, det kan jeg ikke.."

"Så dør jeg sammen med dig!" Sagde jeg hurtigt og fattet. Niall tog hurtigt fat i mine kinder

"Olivia, lyt til mig nu. Jeg er intet værd at samle på... Jeg er blot en selvoptaget nar... Folk er ligeglade, hvis jeg forsvinder. Men dig... Olivia, du er det smukkeste i hele den vide verden. Hvis du ikke tager tilbage, vil det ikke kun være et tab for dem der hjemme, men hele verden vil tabe dig... Olivia, folk elsker dig og holder af dig... Ikke af mig..."

"Det gør jeg! Jeg holder af dig, Niall." Hulkede jeg og ønskede for alt i hele verden, at det her var alt andet end den bitre og barske virkelighed.

"Olivia, hold nu op..."

"NEJ! Niall... Hvis du kæmper, så sørger jeg for at vi begge kommer hjem, og så lover jeg dig at jeg vil holde af dig for evigt... Jeg lover det, Niall. Bare kæmp lidt mere... Så skal det nok gå." Sagde jeg med så meget håb jeg kunne, men han smilede bare hurtigt af mig, inden han nussede mig forsigtigt på kinden.

"Undskyld jeg ikke tog mig sammen og fortalte dig sandheden noget før." Sagde han. Jeg hulkede højt og kunne mærke hvordan hans ord skar i mit hjerte.

"Men Olivia, vil du ikke love mig, at du tager hjem og lever lykkeligt til dine dages ende. Jeg ville blive knust, hvis du tog hjem og ikke levede ligesom før... Så please, min smukke Olivia, tag hjem." Sagde han, mens jeg kunne se at hans vejrtrækninger blev roligere og roligere.

"Nej... Du må ikke forlade mig... Jeg.."

"Shhh! Rolig, jeg vil altid være her... Det lover jeg." Sagde han, så jeg hurtigt kiggede ham i øjnene og så hans store vide smil, så jeg ønskede, at jeg havde nået at se det smil mere, end bare de her sidste uger. Jeg hulkede endnu en gang, mens at han stille og roligt fjernede min hånd fra såret på hans mave, og lagde den i mit skød. Jeg kiggede hurtigt på ham, mens han smilede til mig og stille og roligt trak vejret.

"Undskyld." Sagde han stille, så jeg hurtigt rystede på hovedet.

"Det er okay." Sagde jeg stille, mens jeg lagde min anden hånd på hans hoved for at kærtegne ham.

"Lov mig, at du bliver lykkelig." Sagde han. Jeg grinede grådet, mens tårerne trillede ned af mine kinder og jeg nikkede.

"Det lover jeg." Sagde jeg, da han forsigtigt lukkede sine øjne og tog sin sidste indånding, som han brugte på at sige:

"Du ved ikke hvad det vil sige at holde af." Jeg tog en dyb indånding, mens jeg så at han åndede tungt ud og hans hånd så gled ned fra min kind og lyden af kanonen lød over mig og en høj og klar stemme sagde.

"Mine damer og herrer. Vinderen af det 81. Hunger Games.... Olivia Richards."

 


Det er så underligt hvordan det føles at se synet af noget velkendt efter så lang tid. Suge duften ind af den velkendte landsby. Mærke det genkendelige grus under mine sko... Se de samme mennesker igen.

Det føltes så underligt. Jeg havde sådan en underlig følelse, da mine mentorer førte mig fra rådhuset og ud til pladsen, hvor jeg havde stået sammen med resten af byens unge noget tid tideligere, og havde frygtet at jeg aldrig skulle se det igen. Og her stod jeg så.

Det var underligt. Jeg var hjemme... Jeg havde vundet mit livs største mareridt.

Men jeg var ikke glad.

Selv om jeg havde lovet ham, at jeg ville blive lykkelig. Så kunne jeg ikke lade vær med at føle mig helt underlig inden i kroppen, da jeg så min familie og Zayn gå mig i møde henne af Rådhuspladsen, og jeg så bare var gået forbi dem. Jeg vidste at jeg burde have forklaret mig, men jeg kunne ikke se dem i øjnene, inden jeg havde gjort det her først. Så jeg gik bare direkte over til huset, hvor en ældre kvinde stod og snakkede med en ældre mand. Kvinden opdagede mig hurtigt, da hun så mig gå hen i mod hende og hendes mand, med min familie og Zayn bag efter mig, men det var slet ikke så stort et overrasket udtryk, som da jeg trådte hen og slog armene om halsen på hende.

Jeg ved ikke om det var fordi, at tanken om at de var en del af ham, måske kunne bringe mig tættere på ham... Eller at det bare var sorgen, der stadig sad i mig, som fik mig til at omfavne kvinden, så hun hurtigt hev sin mand over til sig og han så lagde armene om os begge to. Jeg vidste bare, at jeg ikke kunne sige goddag til nogen eller noget som helst, før at jeg fik sagt tak.

Jeg kan stadig huske sorgen inden i mig, da jeg så den enkle tårer, der trillede ned af kvindens kind, da jeg slap hende fra omfavnelsen og så endelig gik over til min familie.

Men selv om jeg vidste, at det var et kæmpe tab for både kvinden og manden... Og mig selv. Så prøvede jeg alligevel at forsikre dem... Og mig selv om, at Niall ikke døde uelsket.

Selv om han i al den tid jeg havde kendt ham, altid havde kigget på mig på den der mystiske og skræmmende måde, og altid opført sig totalt respektløst overfor alle. Så forstod jeg det hele til sidst. Niall var ikke en ondsindet person... Niall var en forsigtig dreng, der inderst inde havde et stort og varmt hjerte af det pureste guld. Og selv om det skar i mig, at hans fremtid ikke blev længere end det her, så var jeg alligevel glad for at jeg havde nået at se den smukke del af ham, som altid ville være i mit hjerte.

Og selv om det i den første tid gjorde ondt at vide, at han ikke var der mere... Så vidste jeg på en måde, at han stadig var der. For hver aften, inden jeg gik i seng, så kiggede jeg altid op mod stjernerne og smilede, fordi jeg vidste, at hvis jeg skulle komme til at savne ham, så kunne jeg altid kigge der op, fordi jeg vidste at han altid ville være der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...