Unn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2014
  • Opdateret: 7 jun. 2015
  • Status: Igang
"Jeg hedder Unn. Og jeg er tretten år, men det kan egentlig være lige meget." Hun har mistet sin mor, og har ikke rigtig nogle venner. Hendes søskende kan ikke se på hende, og hendes far slår hende. Unn er bare en helt almindelig pige. Næsten. Hun er født med forbandede øjne, som ingen kan se ind i uden at føle mørke og skam. Hun flygter. Hun flygter til en anden by, og håber på at kunne starte et nyt liv baseret på løgne, men det går ikke helt som planlagt... Denne movella er inspireret af Lene Kaaberbøhl's "Skammerens datter"

3Likes
2Kommentarer
288Visninger
AA

1. Prolog

Jeg har altid vidst, jeg er anderledes. At jeg ikke passer ind. Jeg ved, der er noget ved mig, som ikke er helt normalt. Noget, som ikke burde være der. Folk vil ikke omgås mig. De vil ikke ses med mig. De vil ikke engang gøre så meget, som at se mig i øjnene. Og jeg forstår dem udmærket. Der er noget ved mig, som folk vil kalde gustent. Andre folk vil kalde det direkte uhyggeligt. Ligesom Ragna. Hun er troldkvinden i min landsby. Jeg kan stadig huske den første gang, jeg så hende. Ganske tydeligt.

 

Jeg var ikke særlig gammel. Måske seks eller syv år. Det var under vinter halvåret, og der var meget mørkt. Men man kunne se Ragna alligevel, for hun havde et smykke om halsen, som lignede rav, men som helt sikkert ikke var det, for det lyste som stjerner i den mørke nat. Jeg var på vej hjem. Jeg havde været ude i skoven, for at plukke julestjerner. Det gør jeg altid om vinteren. Mor plantede dem, og fik dem til at gro ved hjælp af trolddom, til trods for, at det er koldt i vejret. De kommer stadig om vinteren inden sneen falder. Jeg plejede at plukke dem i skoven, og give dem til min mor. Hun stillede dem altid i vinduet i en blå vase. Hun er død nu. Døde under min lillesøsters fødsel.

Jeg så den lysende sten danse om Ragnas hals. Jeg grinede, fordi den dansede så sjovt. Lyden af min latter fik stjernen til at holde op med at danse, og jeg hørte hastige skridt nærme sig. Det var Ragna. Jeg kunne se hendes ansigt i det svage skær fra hendes hals. Jeg åbnede munden for at spørge til stjernen. Hvordan havde hun fanget den? Var den mon kommet ned af sig selv? Hvordan forhindrede hun, at den fløj sin vej? Men hun kom mig i forkøbet.

"Hvad laver du herude på denne tid af aftenen?" spurgte hun "Du burde være hjemme nu." Først nu trådte hun helt tæt på mig. Så tæt, at jeg kunne lugte hendes ånde og se, hvordan hendes blanke øjne flakkede rundt. Jeg blev bange. Min mor havde advaret mig mod hekse, men jeg havde kun kunnet forestille mig dem. Ragna stemmede fuldstændigt med mine fantasier om dem. Hun har gråt hår, som stritter i alle retninger, hendes næse er meget skæv og kroget, som om den har været brækket, hendes mund skjuler et tandløst gab, som lugter forfærdeligt. Hun går rundt i gamle, grå gevandter med tykke grå sjaler om skuldrene, og hun har aldrig sko på. Selv ikke om vinteren, når det er så koldt. Men det er nok fordi hun kun meget sjældent viser sig udenfor sin hyttes trygge døre. Men det, som skræmte mig mest, var hendes øjne. Hendes grå, stikkende øjne, som ser ud til at gennembore en helt ind til sjælen. Men de er stadig intet i forhold til mine egne. Hun åbnede munden for igen at sige noget, men så kom hun til at se ind i mine øjne. Kun et kort øjeblik. Hun slap mit blik lige så hurtigt som hun fangede det, og hun gav et skrig. Jeg fik et chok, da hun skreg.

"De øjne," gispede hun. Hendes stemme var skinger og havde et strejf af overraskelse i sig. "De..."

Men hun sagde ikke andet. Hun begyndte at mumle noget på et uhyggeligt, fremmet sprog, som jeg aldrig havde hørt før, og gøre nogle sære fagter i luften. Jeg begyndte langsomt at bakke væk fra hende. Så vendte jeg mig om, og satte i løb.

"De øjne er uhyggelige," råbte Ragna efter mig. "Uhyggelige siger jeg dig!"

Jeg holdt først op med at løbe, da jeg var hjemme, men da indså jeg, at jeg havde tabt julestjernerne på vejen.

 

Jeg ved godt, hvorfor folk er bange for at se ind i mine øjne. Det fortalte mor mig inden hun døde. Når folk ser direkte ind i mine øjne, ser de deres synder. De ser ting, som de har gemt inde i deres sind hele deres liv, som andre folk ikke må se. De ser mørke. De ser det mørke, de selv har skabt, og jeg ved hvordan de har det. Det tror jeg i hvert fald. Til tider får jeg nemlig et anfald, som jeg ikke kan styre. Jeg bliver blind, og kan kun se mørke. Mørke og skam. Jeg ved, det er på grund af mine øjne. Når jeg får et anfald, så falder jeg. Jeg falder ned i et hul, som jeg ikke kan komme op af, før mit anfald er forbi. Jeg falder ned i et hul, og jeg er bange for mørket, som er på bunden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...