Unn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2014
  • Opdateret: 7 jun. 2015
  • Status: Igang
"Jeg hedder Unn. Og jeg er tretten år, men det kan egentlig være lige meget." Hun har mistet sin mor, og har ikke rigtig nogle venner. Hendes søskende kan ikke se på hende, og hendes far slår hende. Unn er bare en helt almindelig pige. Næsten. Hun er født med forbandede øjne, som ingen kan se ind i uden at føle mørke og skam. Hun flygter. Hun flygter til en anden by, og håber på at kunne starte et nyt liv baseret på løgne, men det går ikke helt som planlagt... Denne movella er inspireret af Lene Kaaberbøhl's "Skammerens datter"

3Likes
2Kommentarer
283Visninger
AA

3. Kapitel 2

Jeg er bange for det ukendte. Fuldstændig rædselsslagen. Det har jeg altid været og det vil jeg blive ved med at være. Jeg er bange for gyderne ved Torvet, hvor der er mørkt og hvor jeg aldrig har været. Jeg er bange for de tætte dele af skoven om natten. Jeg er bange for at gå steder hen, hvor der ikke er nogen Ester til at passe på mig, når jeg får et anfald. Derfor er det da forståeligt at jeg får kolde fødder over det med at stikke af ikke? 

Ester mener, jeg skal gøre det og det synes jeg helt klart også. Om ikke andet så bare gemme mig et sted og ligge mig til at dø. Det er i hvert fald min nødplan. Jeg vil gøre et forsøg på at rejse til nabobyen. Sige, jeg kommer langvejsfra. Måske kunne jeg endda komme til at gøre nytte med mine øjne. Bruge dem til at straffe kriminelle eller komme i lære hos en heksejæger eller noget i den dur. Jeg håber bare, folk vil tage imod mig uden at gå amok og brænde mig på et bål. Det ville være rart.

* * * 

"Nej, Unn. Det er forkert at lyve!" Ester står i køkkenet med sine hænder i siderne. De er stadig beskidte efter svinestien. 

"Årh, for pokker. Tror du, folk ville tage imod mig, hvis jeg fortalte dem at jeg er fra nabobyen - deres rivaler, Ester - at jeg er datter af en heks," jeg fortryder at have sagt det allerede før det kommer ud af min mund. "- på en måde. At jeg er forbandet med de her dræberøjne og skal leve med dem til evig tid. Jeg kan lige se det for mig... 'Nå, så du er fra en by, som har hånet os i årtier. Og åhh, du har også forbandede øjne, som burde plukkes ud af skallen på dig. Og neej, hvor fint du er også datter af en heks, jaså? Vil du have et luksusværelse ved vinduet?'" Jeg gør hvad jeg kan for at pointere min sarkasme og jeg tror, hun forstår. Hun holder hænderne frem i overgivelse. Hun har lidt svært ved at forholde sig seriøs. Hun går ud og sætter sig på bænken ude foran huset. Jeg følger efter og sætter mig ved siden af hende. 

"Okay, okay!" siger hun og tager sig til panden. "Jeg kan godt se, hvad du mener. Måske behøver du ikke lige fortælle hvor du er fra. Og angående øjnene kan du måske sige, du mødte en ond heks på vejen, som forbandede dig?" 

Jeg kan ikke holde en fnisen tilbage. 

"Ja, selvfølgelig," siger jeg sarkastisk. "og jeg kan også sige at jeg uheldigvis rendte ind i et ulvekoppel. Det ville forklare mine lidt-af-hvert kvæstelser." Jeg peger rundt på min krop på alle mine skrammer. Da jeg faldt ude i svinestien og blev trampet lidt på. Brændmærker fra da mit badevand havde kogt for længe og var alt for varmt.

De gange, min far har været alt for sur og fuld. 

"Hallo, jeg mener det faktisk!" Hun puffer mig på skulderen. "Jeg mener.. Det er en god start at sige, du kommer med fred og gerne vil undskylde på vores bys vegne. Så får vi også en fredning med i købet."

Jeg ler. Det virker så underligt ikke at skulle have stunder som denne med Ester mere. Helt trist. Jeg bliver alvorlig igen.

"Vi har slet ikke snakket om, hvad der skal ske med dig og Gyda og far," siger jeg. "Hvad nu hvis far bliver stik tosset? Hvad hvis I ikke kan klare ham? Hvad med Gyda? Tror du, hun vil savne mig?"

"Selvfølgelig vil hun det, og det vil jeg også! Du skal ikke være bekymret for far. Han vil sikkert ikke engang opdage at du er væk. Men hvis han gør, så siger vi bare at... at du er taget afsted for at gifte dig. Tænk ikke på os, Unn. Vi klarer os. Stol på det." Esters øjne flakker. Hun ville ønske, hun kunne se mig på mig. Men i stedet kigger hun på sine beskidte hænder i hendes skød. Hendes ord gør mig glad og trist på samme tid.

"Jeg burde ikke gøre det her. Jeg..." begynder jeg, men hun afbryder mig.

"Jo, du skal, Unn og du ved det godt," siger hun. "Du vil tusind gange bo i en anden by. Du er bare ikke helt klar over det. Men jeg har set hvordan det piner dig at stå op hver morgen. Jeg har set, hvordan du kigger ud af vinduet. Du tænker kun på os og det er det, der holder dig tilbage. Du tror ikke, vi kan klare os, men skal jeg sige dig en ting? Det kan vi, Unn. Så se nu og få pakket og gør dig klar til rejsen."

Jeg tager mine hænder op til mine tindinger, bøjer mig ned og ligger mit hoved i mit skød. 

"Hvorfor er det så vigtigt for dig, at jeg tager afsted?" spørger jeg.

"Fordi jeg du ikke er den eneste, der drømmer." Hun sukker. "Du bliver nødt til at gøre det. For min skyld. Jeg bliver nødt til at vide at drømme rent faktisk kan blive virkelighed. Lige nu er du alt, jeg har at klamre mig til. Og når du er væk.. Så ved jeg, at din drøm gik i opfyldelse og at min også kan." Hendes øjne er blanke.

"Hvad er din drøm da?" Jeg har på fornemmelsen at jeg ikke burde spørge. 

Hun svarer ikke. Men hun smiler selvom hun nok er mere ked af det, end jeg er klar over. Jeg lægger min arm omkring hende og trækker hende ind til mig. Det er meget sjældent at jeg opnår så fysisk tæt kontakt med et andet menneske. Men jeg holder hende ind til mig ligesom mor plejede at holde mig. Jeg begraver mit ansigt i hendes hår og indånder duften af blomster og lidt af valle, som er duften af min søster.

"Tak, Ester," hvisker jeg. "Det betyder så meget for mig."

 

* * *

Ester er det menneske i hele verden, som jeg elsker højest. Selvfølgelig elsker jeg Gyda og også min far, men Ester er bare den eneste, der forstår mig. Hun bakker mig op og argumenterer med mig. Jeg ville ikke kunne snakke med andre om mine rejseplaner. Gyda ville nok have jeg skal blive uanset om jeg vil det eller ej, fordi jeg er den ældste, fordi jeg kan håndtere far og fordi jeg minder hende sådan om mor. Far ville nok bare være ligeglad med mine beslutninger. Men Ester hun ser så fornuftigt på alting. Hun er så utrolig moden. 

Hvad hvis jeg aldrig nogensinde kommer til at se dem igen? Hvad hvis jeg farer vild i skoven? Eller glemmer alt om mit gamle liv? Hvad hvis jeg dør?  Hvis nu mit nye hjem ikke tager så godt imod mig, som jeg håber på? Der er så meget som kan gå galt. 

Måske er det den forkerte beslutning?

Måske er det ikke?

 

Alt dette tænker jeg på mens jeg pakker mine få ejendele ind i et tørklæde, som jeg engang vævede med min mor. Det er tidligt. Jeg håber på at kunne tage afsted før de andre vågner.

Jeg pakker min praktiske sække-trøje, det ene par bukser jeg har og min pæne lyseblå kjole, som også har været min mors. Det var egentlig meningen at den skulle gå i arv til Ester og Gyda, for den var dyr. Men jeg må bare se om jeg kan sælge den, når jeg ikke kan passe den mere. Jeg tager min grønne hverdagsbluse på og en nederdel, som jeg selv har syet på, et sjal udenover og et par skindsko, som jeg snører stramt om mine bare fødder. Jeg snører min byld sammen med min lædersnor, som jeg bruger som et bælte. Jeg binder mit hår op og sætter min dolk fast i min nederdel. Jeg bliver nødt til at finde mad på vejen. Jeg har ikke plads til mere.

Jeg lister ud af mit værelse i håb om ikke at vække nogen, men jeg bliver mødt af et besynderligt syn:

De sidder allerede ved bordet. Ester, Gyda og min far.

"Hvad i alverden?..." begynder jeg. Min far bliver afbrudt i sin samtale med Ester og ser på mig. Han har vasket sit ansigt, så han ikke er så beskidt og svedig. Hans blonde, gråsprængte hår er friseret om i nakken. Han har barberet sig, og det får ham til at se et par år yngre ud. Han er muskuløs, for før min mor døde, arbejdede han meget i marken. Hans ansigt er blevet slankere, men han spiser også meget lidt. Hans kindben og kæber er meget tydelige. Han er en flot mand. Og han ser slet ikke så elendig ud som han plejer. 

"Godmorgen." siger han som om det var helt normalt for ham at deltage i familien. Han smiler og ser mig direkte ind i øjnene. Det giver et sæt mig. Jeg havde fuldstændig glemt det. Han kan se mig ind i øjnene. Han er immun. Det var derfor han forelskede sig i min mor. Han var den eneste, som kunne se hende, som den hun virkelig var. Et menneske. En utrolig smuk og fantastisk kvinde, som ikke bare er en heks eller forbandet. Jeg kan virkelig godt lide fornemmelsen af at kunne se nogen ind i øjnene, men jeg har næsten helt glemt hvordan det føltes.

"Hej," kvækker jeg. Jeg sætter mig ned mellem ham og Gyda. 

"Ester har fortalt os det," siger Gyda. Hun stirrer på sin kludedukke, Eli, som sidder ved siden af hendes tallerken. "Rejser du?" Jeg kan se, hun har blanke øjne, og hun hænger så meget med hovedet at hun dypper sit lange røde hår i sin vælling. Jeg rømmer mig.

"Ja, Gyda. Jeg rejser," jeg retter min ryg, så jeg sidder helt rank på min stol. Jeg slår blikket ned og stikker til min mad. Jeg har helt mistet appetitten. "Jeg har tænkt mig at rejse til nabobyen. Jeg tager afsted idag. Jeg har allerede pakket." Jeg nikker over mod min byld, som jeg har tabt af forundring da jeg gik ind i køkkenet.

"Jamen.. Det må du da ikke! Far, sig hun ikke må tage afsted." Tårer begynder at løbe ned af hendes fregnede kinder, men hun ser på far og ikke på mig.

"Gyda..." begynder Ester, men far kommer hende i forkøbet.

"Unn er blevet voksen, Gyda. Hun er klar til at flytte hjemmefra. Hun skal finde en, som kan se på hende, ligesom jeg kunne med mor." Han rækker ind over mig og tager hendes hånd over bordet. "Vi bliver bare nødt til at holde sammen herhjemme, ikke også?" Han har smilerynker omkring øjnene. 

Gyda tørrer sin næse i sit ærme. "Det forstår jeg godt. Jeg kommer bare sådan til at savne dig." Hun slår armene om mig og græder ind i min skulder. Jeg aer hende over håret. Snurrer en af hendes bløde krøller omkring min finger. 

"Shh. Du må ikke græde. Jeg kommer jo måske hjem om noget tid. Og jeg kan sende breve og den slags. Det er jo ikke fordi vi aldrig skal ses igen." siger jeg til hende.

Hun snøfter og ser op på min næse. "Lover du det?"

"Ja, det lover jeg."

Jeg rejser mig op og går over og samler min byld op. 

"Jamen så farvel," jeg går over og tager Esters hånd. Jeg kæmper for at holde fatningen.

"Ikke sig farvel," siger Ester. "Sig vi ses."

"Vi ses." hvisker jeg, før jeg slipper hendes hånd og går ud af døren.

Og jeg ser mig ikke tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...