Unn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2014
  • Opdateret: 7 jun. 2015
  • Status: Igang
"Jeg hedder Unn. Og jeg er tretten år, men det kan egentlig være lige meget." Hun har mistet sin mor, og har ikke rigtig nogle venner. Hendes søskende kan ikke se på hende, og hendes far slår hende. Unn er bare en helt almindelig pige. Næsten. Hun er født med forbandede øjne, som ingen kan se ind i uden at føle mørke og skam. Hun flygter. Hun flygter til en anden by, og håber på at kunne starte et nyt liv baseret på løgne, men det går ikke helt som planlagt... Denne movella er inspireret af Lene Kaaberbøhl's "Skammerens datter"

3Likes
2Kommentarer
282Visninger
AA

2. Kapitel 1

Jeg hedder Unn. Jeg er tretten år, men det kan egentlig være lige meget. Jeg er datter af en ganske almindelig bonde, som tager sig af mig og mine to søstre, Gyda og Ester helt alene. Min far hedder Håkon. Han er almindelig, men alligevel noget for sig selv. Siden min mor døde, har han opført sig meget underligt og fraværende. Han sidder bare ved ilden dagen lang. Stirrer ind i flammerne. Kaster et fortabt blik på min mors gamle gyngestol. Drikker lidt for meget mjød. Sådan har det været i seks år. Dag ud og dag ind sidder han der og venter på døden. Overlader arbejdet til mine søstre og jeg. Slår en gang i mellem, hvis vi piver for meget og laver for lidt. Når vi spørger om hjælp til at malke geden eller kløve brænde siger han, "I morgen, Gyda. I morgen, Ester. I morgen, Unn." Men han gør aldrig andet end at sidde foran ilden og se elendig ud. 

 

Unn betyder "At elske", men der er ikke ret megt elskværdigt over mig. Se på mig. Jeg er venneløs, forældreløs (stort set) og uelsket i det hele taget. Jeg har kun Gyda og Ester at elske,men de kan alligevel ikke se mig ind i øjnene. Det er der ingen der kan.  Alle har en smule skam i livet, som de ikke har spor lyst til at gense i mine øjne. Hver morgen vågner jeg og føler mig vred og alene, men jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg kan jo ikke gøre for, at jeg er forbandet med mørke. 

 

"Unn... Unn? Du skal op nu. Det er morgen." Jeg genkender Esters stemme med det samme. Min lillesøster med de klare, blå øjne og det lyse hår, som stråler som en glorie omkring hendes hoved. Hun er lige så smuk som min mor var, men hun ligner min far mest. Det er mig, som ligner vores mor. Hun havde også mørke-øjne hun var den eneste, som forstod mig. 

Jeg slår øjnene op, og ser på Ester. Hun har vendt sig om, og lader som om hun studerer en dolk  på mit bord, men jeg ved, det er for at undgå mit blik. 

"Er far stået op?" spørger jeg. 

"Nej," svarer hun kort. Stadig uden at se på mig. "Kom, Unn. Få noget tøj på. Vi skal fodre grise idag, så tag praktisk på. Der er morgenmad om lidt." Hun vender sig om og går ud af mit værelse. Jeg sætter mig op i sengen, gnider mine øjne og kører en hånd gennem mit rødsorte hår. Jeg stiller mig ud op det stampede lergulv og klæder mig på. At fodre grise er faktisk sværere end det lyder. Især når de er meget sulte. Og det er de hele tiden. Så jeg tager en gammel bluse på, som er syet ud af en sæk, et par af mine fars bukser, som jeg har fået, men som er alt for store og en læder snor om livet. Mit hår sætter jeg op med et hårbånd, som min mor havde knyttet til mig til når mit hår er i vejen. Hun ville aldrig lade mig klippe det, og jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg tager er kappe om skuldrene og et par skindsko på fødderne, som når helt op til knæene. 

Jeg går ud i køkkenet og finder Gyda og Ester siddende rundt om bordet.

"Godmorgen, Unn." Smiler Gyda og ser på min hage. I det mindste ser hun på mig, men hun er også kun seks. Hun forstår ikke så meget af det der sker med mig. Det eneste hun ved er, at hun ikke ser rare ting i mine øjne. Hun ser nok alle de knappe-øjne, som hun har bidt af mine og Esters dukker.

"Morgen," siger jeg og nikker. "Så den står på grise-madning i dag, hvad?"

"Ja," siger Ester "Jeg har sat en sæk med madrester derude." Hun smører fedt på sit brød. Det er lang tid siden vi sidst har haft fedt og brød i huset. Vi slagtede vores fedeste so i sidste uge, så pludselig var der både råd til både kød og brød. 

"Hvor er far?", spørger jeg, selvom jeg godt kender svaret.

"Han er stadig inde i sengen, den dovne rad," svarer Ester med et lille grin, "Klager over, at han har ondt i maven."

Jeg sukker og vender mig mod soveværelset. "Far kom nu op! Du skal hjælpe med at fodre grisene. Du kan ikke bare ligge derinde og have ondt af dig selv, for pokker!" Jeg plejer ellers ikke at bande, men nogen gange kan manden bare drive mig til vanvid. 

"Det nytter ikke noget, Unn," siger Ester.

Jeg kan høre far stønne og vende sig i sengen.

"I morgen, Ester," klynker han. Jeg bliver vred. Jeg kan mærke blodet bruse for mine ører. Kan han ikke engang kende forskel på sine egne børn? Men jeg er ikke fornærmet. Tværtimod. Jeg ville ønske jeg var lige så sød, smuk og normal som Ester, men det er jeg ikke. Jeg knytter hænderne og bider mig hårdt i læben.

"Kom," siger Ester. "Lad os gå. Gyda, bliv her. Hvis jeg kender far ret, får han brug for noget. Og hvis - eller rettere, når - han gør det, så gør du som han siger, er du med?", hun griber Gyda om skuldrene. "Ellers bliver han sur, og det vil vi ikke have." Hun smiler lidt. Hun er så fornuftig, min lille ti-årige søster. Vi ved alle hvad der sker, når far bliver sur. Han begynder at råbe at vores mor ville blive så skuffet, og bagefter bliver der delt slag ud. Et over fingrene med bagsiden af hans lommekniv og et i ansigtet med en flad hånd. Han er en stærk mand, min far, og det gør altid frygtelig ondt. Men vi kan intet gøre, bortset fra at holde masken, holde tårerne tilbage og vente på at det er overstået. Og i dag virker han temmelig afkræftet. Heldigt for Gyda i dag, hvor hun har ansvaret. Jeg nikker og rejser mig fra min stol. Jeg kan høre min far klynke inde på sit værelse. 

"Gyda," klynker han. Han har åbenbart hørt at Gyda har ansvaret. "Hent mig et krus mjød gider du?" Det var ikke et spørgsmål. Når han spørger os om noget er der altid noget truende i hans stemme. Han kunne lige så godt have sagt, "Hent mig et krus mjød, din elendige tøs og lad det gå lidt tjept!" Jeg kender min far. Kommanderende, det er han i hvert fald. Jeg ser bekymret på Gyda, men hun nikker alvorligt til mig. Så Ester og jeg sætter kurs mod svinestien. 

Jeg kan godt lide at omgås dyr. De kan se mig ind i øjnene. De har ingen skam i livet. Intet mørke. Det skulle da lige være at de spiser for meget og laver for lidt. Jeg ved faktisk ikke om mine øjne har samme effekt på dyr som på mennesker. Det er også lidt svært at vide, når dyr ikke kan tale. Når jeg ser grisene ind i øjnene stirrer de bare tilbage, grynter og graver i jorden. Altid.

Jeg finder sækken frem med gamle madrester og skræller fra grøntsager, som grisene er så glade for, og Ester og jeg fylder deres trug op med det. I tavshed. Den eneste lyd er grisene, som grynter og smasker med høje, stønnende vejrtrækninger. Det er afskyeligt, men de er jo også svin. De er nok glade for at vi har råd til mad for tiden. De små godtroende grise. De ved ikke at de spiser mad, som er købt for en af deres venner. Men de tænker nok ikke så intelligent som mennesker. Tænker mennesker overhovedet intelligent? Det gør de vel nok. 

"Det kan godt være at Gyda og far tror på dig," siger hun pludselig og afbryder mig fra mine meget sofistikerede tanker. "Men mig kan du altså ikke nare. Jeg ved udmærket godt, hvad der foregår inde i dit hoved."

Jeg rynker brynene, men inderst inde ved jeg godt, hvad hun mener.

"Hvad snakker du om?" jeg prøver at virke overrasket, men jeg ved, Ester kender mig for godt. Hun hæver øjenbrynene.

"Lad nu være. Vi ved jo begge to, at du ikke bliver her ret meget længere. Du overvejer at stikke af. Du har lyst til at skride derud, hvor græsset er grønnere. Du vil starte et nyt liv. Du kan ikke klare at være her. Jeg kender dig," hun sukker.

"Ester jeg..."

"Nej, Unn. Jeg forstår dig. Jeg ville ikke tøve, hvis jeg var dig. Jeg ville være stukket af for længe siden hvis jeg var den ældste, hvis jeg ikke havde ansvaret - du ved, jeg er den mest ansvarlige, lad være med at modsige det," indskyder hun med et smil på læben, da hun ser at jeg åbner munden for at kommentere. "Og hvis jeg ikke havde... du ved... øjne som dig."

Det overrasker mig lidt, når Ester tager mod til sig og bemærker mine øjne. Det er meget sjældent, hun gør det. Og hendes øjne flakker altid rundt. Fanger mit blik og skyder sig at kigge væk.

"Måske har du ret," siger jeg. "Måske burde jeg stikke af. Du ved. Bo i skoven eller i en helt anden by." Mine drømme om at starte forfra på et nyt liv har aldrig rigtig båret frugt, og jeg har aldrig tænkt yderligere over det eller overvejet det, men det at Ester bakker op om det giver mig mere og mere lyst til at rejse.

"Det er i hvert fald bedre end at gå herhjemme og være sur og halv-deprimeret hele tiden." Hun smiler svagt og puffer en gris væk, som lige kom lidt for tæt på. Jeg ved, jeg burde finde bemærkninger som den fornærmende, men når det er Ester, som står der med sin lasede kjole og sit lyse hår strålende om hovedet kan jeg bare ikke lade være med at smile. 

"Ved du hvad, Ester? Jeg tror, jeg gør det!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...