I'm Your Goodgirl And You're My Badboy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2014
  • Opdateret: 27 nov. 2014
  • Status: Igang
Melanie Colin på 17 år går i High School. Begge hendes forældre er alkoholikere, og kan derfor aldrig tænke klart så alle deres problemer går udover hende. Meget bedre går det heller ikke oppe i skolen, hendes bedste veninde er ved at gå fra hende, mest fordi hun er så ivrig efter at blive populær, og det kan man ikke ligefrem sige Melanie er. Hun bliver mobbet af skolens slæng som består af Justin, Christopher, Jannik og Jason. Er de virkelig badboys, eller er det bare en skjul facade Opdager? Finder de ud af hvor forkert det er at mobbe andre? Finder de ud af hvad der sker hjemme ved Melanie? Kommer der Kærlighed? Og hvad kommer der i det hele taget til at ske? Find ud af det i I'm Your're Goodgirl And You're My Badboy.

188Likes
671Kommentarer
32510Visninger
AA

8. Kapitel 6

Justins synsvinkel

 

Dagen i går gik lige efter planen, tænk virkelig at Melanie var så let. Tænk virkelig at hun sagde ja til at blive venner, pigen er jo snotdum. Jeg har mobbet hende i virkelig lang tid også tror hun at det er forbi nu, det kan hun hvis godt droppe. Jeg ved godt at jeg måske havde lidt skyldfølelse i går, men den er fuldstændig væk nu.

Jeg gik hen mod døren til klassen, jeg gik hurtigt ind og fandt en plads ved siden af Melanie. Hun skal jo nødig finde ud af min plan. Jannik og Christopher ved den godt, men Jason tør jeg ikke at sige det til, han kan jo på en måde godt lide hende, så han vil helt sikkert fortælle det til hende. Og på den måde vil min plan jo gå i vasken, og det skal den bare ikke.

”Hey. ” Sagde jeg og smilede sødt til hende.

”Hej Justin. ” Hun smilede sødt tilbage, hun har faktisk et virkelig flot smil.

Jeg studerede hende lidt, og igen i dag har hun taget masser af tøj på. Sikkert fordi hun prøver at skjule alle hendes ar. Jeg kan godt indrømme at det gjorde pænt ondt at se hende med alle de ar og at det faktisk er min skyld at hun gør det. Tænk på alt det hun har været igennem og alligevel er jeg et sygt menneske, som har lavet en plan for at hun skal få det endnu dårligere.

Skal jeg bare droppe planen? Eller skal jeg blive ved? Nu har jeg jo sagt det til mine venner så kan jeg jo ikke bakke ud, det er for ydmygende, selvfølgelig bakker jeg ikke ud jeg skal jo leve op til min popularitet.

Vores lære var godt i gang om at fortælle noget som jeg var fuldkommen ligeglad med, vi havde matematik og man kan vidst ikke ligefrem sige at det var mit ynglings fag. 

”I skal lave de her opgaver sammen med jeres side makker. ” Sagde vores lære.

Hun delte papirerne ud, jeg kiggede lidt på den. Og kunne hurtigt se at jeg ikke ville kunne finde ud af dem, måske en kunne jeg.

”Kan du finde ud af det? ” Spurgte jeg Melanie om, det her er faktisk lidt pinligt.

”Ja, jeg skal nok vise dig hvordan man gør. ” Svarede hun, og smilede svagt til mig.

”Tak. ” Jeg smilede til hende, noget jeg aldrig plejer, jeg plejer næsten altid at have mit stoneface, men med Melanie er det noget helt andet. Hun har fået en særlig effekt på mig, en effekt jeg ikke bryder mig om.

 

 

 

 

Melanies synsvinkel

 

Der var cirka gået en uge, og mit venskab til Justin var blevet virkelig godt. Det er helt underligt at være så gode venner med ham når han har mobbet mig i jeg ved ikke hvor lang tid, det er helt dejligt ikke at frygte ham mere for i virkeligheden er han en vildt sød fyr. En fyr jeg godt kunne finde på at falde for, altså jeg har ikke følelser for Justin han er bare en rigtig god ven.

Jeg gik hen mod mit skab, det var fredag i dag, og på mandag skal vi på lejrskole til London. Vi må selv bestemme hvem vi skal sove sammen med, så selvfølgelig har jeg aftalt at jeg skal sove sammen med Justin, Christopher, Jannik og Jason.

Mit skab lukkede med et brag, jeg hoppede en smule og tog mig selv til mit hjerte.

”Det der gør du aldrig igen. ” Sagde jeg meget bestemt mens jeg kiggede bestemt på Justin, jeg har aldrig fået sådan et stort chok før.

”Undskyld babe. ” Sagde han mens han grinede. Han blinkede kækt med øjet, noget han er begyndt at gøre meget, ligesom han er begyndt at kalde mig babe. Det er lidt underligt, men også meget nyt for jeg er jo aldrig blevet kaldt det før.

”Det er altså ikke sjovt. ” Sagde jeg, jeg var blevet godt irriteret på ham. Jeg hader virkelig at få choks det er så ubehageligt.

”Undskyld sagde jeg jo, men skal vi ikke gå til time? ” Spurgte han, han begyndte at fnise lidt igen. Jeg gav ham en lille lammer for at forklarer ham at det slet ikke var sjovt.

”Av.” Peb han, man kunne tydeligt høre hans ironi i hans stemme.

”Hvor er du dum. ” Jeg fniste lidt, han kunne bare gøre mig så glad, glemme alt. Alt om mine forældre, alt fra dengang ham og hans slæng mobbede mig. Alligevel kommer minderne engang imellem frem når jeg er helt nede.

Vi gik ved siden af hinanden, vi kom til døren til vores klasseværelse. Vi gik begge to gik ind, det var lidt svært at komme igennem døren når vi går ved siden af hinanden.

”Fede. ” Sagde jeg mens jeg grinede lidt.

”Kaldte du lige mig fed? ” Spurgte han, han prøvede at lyde vred det virkede bare ikke særlig godt så jeg kom til at grine lidt mere. Han løftede det ene øjenbryn.

”Ja det gjorde jeg vist. ” Sagde jeg. ”Men du ved jo godt at jeg har ret. ” Sagde jeg hvor jeg blinkede med det ene øje.

Han lavede et lille fnøs, ”Du har ikke en skid ret man.” Sagde han. ”Se selv. ” Han løftede op i blusen så hele klassen kunne se hans mave. Man kan vidst godt sige at jeg tog fejl, selvom jeg selvfølgelig godt vidste at han ikke var fed. Jeg sad og overgloede den lidt, den mave var jo gud.

”WOW, jeg troede ikke at du var så fed, du har fandme 6 deller. ” Jeg lavede store øjne, jeg kunne tydeligt høre hele klassen grine.

”Babe, du ved jeg for min hævn. ” Sagde han flabet, hans hævn hvad kunne det mon være?

”Du kan sikkert ikke finde på noget alligevel, din svans. ” Sagde jeg for at provokere ham lidt.

”Nu holder du din kæft, smatso. ” Sagde han surt og frustreret. Jeg troede da godt at han kunne klarer det, det var jo bare for sjov.

”Ej undskyld Justin. ” Sagde jeg, det var måske heller ikke særlig sjovt han er jo blevet gjort til grin foran hele klassen. Jeg ved jo godt hvordan det føles, hvorfor gøre jeg de ting som jeg selv er blevet udsat for, jeg ved jo hvor ked af det man bliver.

”Hvad kan jeg bruge en undskyldning til? ” Spurgte han, han vente sig om og gik ud af klassen. Hvad har jeg dog gang i, er jeg snot dum eller hvad?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...