I'm Your Goodgirl And You're My Badboy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2014
  • Opdateret: 27 nov. 2014
  • Status: Igang
Melanie Colin på 17 år går i High School. Begge hendes forældre er alkoholikere, og kan derfor aldrig tænke klart så alle deres problemer går udover hende. Meget bedre går det heller ikke oppe i skolen, hendes bedste veninde er ved at gå fra hende, mest fordi hun er så ivrig efter at blive populær, og det kan man ikke ligefrem sige Melanie er. Hun bliver mobbet af skolens slæng som består af Justin, Christopher, Jannik og Jason. Er de virkelig badboys, eller er det bare en skjul facade Opdager? Finder de ud af hvor forkert det er at mobbe andre? Finder de ud af hvad der sker hjemme ved Melanie? Kommer der Kærlighed? Og hvad kommer der i det hele taget til at ske? Find ud af det i I'm Your're Goodgirl And You're My Badboy.

188Likes
671Kommentarer
32518Visninger
AA

7. Kapitel 5

Justins synsvinkel

 

Jeg ankom til skolen sammen med Jason, jeg gik hurtigt op til mit skab og tog mine bøger ud. Vi skulle lave videre på vores projekt i denne time, jeg havde faktisk slet ikke set Melanie i dag måske er hun syg. Jeg gik ind i klassen og satte mig på en stol. Eleverne strømmede ind, i mængden kunne jeg svagt se Melanie.

Melanie satte sig ved siden af Amy, de var på et tidspunkt virkelig gode veninder, men det er de vidst ikke mere.

”I skal finde sammen i jeres grupper og lave videre på jeres projekt. ” Sagde vores lære som stod ved hans bord. Jeg gik hurtigt over til Melanie og Jason.

”Skal vi gå ud på gangen? ” De nikkede begge to. Jeg fandt hurtigt et bord hvor jeg satte mig, Melanie og Jason kom lidt efter og satte sig over for mig.

”Har du fundet på et emne Melanie? ” Jeg prøvede at lyde flink, og det kunne man tydelig se på Jason, han så helt forvirret ud.

”Jeg har altså ikke haft tid til det, undskyld virkelig undskyld. Please lad hver med at slå mig. ” Sagde hun mens hun tog sine arme op om hovedet.

”Det er fint, og slap af vi slår dig ikke. ” Sagde jeg mens jeg kom med et lille fnis, hun gik jo totalt i panik. Hun pustede ud som om hun ikke havde trukket vejret i et par minutter.

”Tak. ” Var det eneste hun kom med.

”Vi bliver altså nød til at finde på noget, hvad med et projekt om totur? ” Jeg mente det ikke seriøst jeg ville bare gerne se hvordan Melanie reagere, for efter det Jason sagde i morges er jeg sgu blevet lidt bekymret for hende, og det plejer jeg altså aldrig at blive. Hvad fanden sker der med mig?

Melanie kiggede lidt ned i bordet men nikkede så. ”Det kan vi godt. ” Sagde hun lige så stille, jeg kiggede over mod Jason som gav mig et lille nik, en hentydning til at det var en fin ide.

”Okay så bliver det om totur. ” Sagde jeg mens jeg smilede lidt.

Jeg kiggede ned på Melanies bog og så hurtigt en lille tårer falde ned. ”Hey hvad er der i vejen? ” Hun kiggede hurtigt op, men skyndte sig dog hurtigt ud på pigetoilettet.

Jeg kiggede undrende på Jason, som også kiggede undrende på mig. Jeg rejste mig op og gik mod pigetoilettet, jeg åbnede svagt døren og kunne hurtigt hører nogle små hulk fra et af båsene.

”Melanie kom ud nu. ” Sagde jeg for jeg kunne sagtens regne ud at det var hende der var der inde. Der blev helt stille, jeg kiggede lidt på låsen og så hurtigt at den gik fra rød til grøn. Jeg åbnede døren og så Melanie sidde med benene oppe på toiletbrættet med hovedet nede i sine knæ.

Jeg gik over til hende og nussede hende lidt på ryggen, ja jeg kan altså godt være flink, jeg er ikke kun en badboy jeg har faktisk følelser.

Hun tog sine hænder lidt op i vejret så hendes ene ærme faldt lidt ned, jeg studerede lidt hendes arm da jeg pludselig kunne se små ar. Havde hun skåret i sig selv, jeg kiggede hurtigt fra det. Var det min skyld, var det seriøst min skyld at hun havde cuttet i sig selv? Havde jeg virkelig fået hende til at føle sig så dårlig tilpas? Jeg er jo et monster.

”Hvorfor fuck har du skåret i dig selv? ”

 

Melanies synsvinkel

 

Mine tåre kunne slet ikke stoppe, han havde fundet ud af det, skolens badboy havde fundet ud af at jeg cutter. Det skulle ikke komme bag på mig hvis han fortæller det til alle for at gøre mig endnu mere til grin.

”Det behøver du ikke at vide Justin, men bare gør det, fortæl det til alle. ” Jeg kiggede såret på ham mens tårerne trillede ned af kinderne på mig.

Han kiggede lidt forvirret på mig. ”Melanie jeg vil jo bare hjælpe, og selvfølgelig siger jeg det ikke til nogen. ” Sagde han, han lød faktisk som om han var bekymret for mig, selvom det selvfølgelig også bare kan være en joke han laver på mig.

”Tror du virkelig at jeg vil have hjælp fra dig, tror du ikke at du har gjort nok. Du kastede mig forhelved i søen. ” Jeg kiggede skarpt på ham, selvom jeg ikke rigtig tror at han lagde mærke til det. Jeg var sur, minderne kørte rundt i hovedet på mig, alle de gange hvor han havde gjort nogle modbydelige ting mod mig.

Han kiggede såret på mig, jeg ved ikke hvorfor men han så altså såret ud, om det gav mening egentlig ikke.

”Undskyld. ” Hørte jeg lige rigtig sagde han virkelig undskyld.

”Hvad. ” Jeg kiggede lidt underligt på ham, jeg fattede virkelig ikke noget af det her.

”Undskyld fordi at jeg har mobbet dig. ” Han kiggede lidt ned i jorden, som om han skammede sig.

”Det er fint, det er alligevel ikke noget nyt at der er nogle der slår mig. ” Jeg holdte hurtigt min hånd op foran min mund, jeg havde lige afsløret mig selv. Hvis jeg skulle være heldig havde han måske ikke hørt mig.

”Hvad? ” Han kiggede underligt på mig, men alligevel lød han lidt nysgerrig, jeg tog åbenbart fejl han havde hørt mig.

”Ikke noget. ” Skyndte jeg mig at sige.

”Jo nu siger du det, jeg går ikke før jeg har fået det af vide. ” Sagde han meget bestemt, måske skulle jeg bare sige det.

Jeg kunne svagt mærke nogle tårer som løb ned af mine kinder, igen var jeg begyndt at græde. Der kom nogle små hulk ud, han lagde hurtigt en arm rundt og mig og vuggede mig lidt. På en eller anden måde gjorde det mig lidt tryk, selvom han havde gjort alt det mod mig. ”Det er fordi… fordi. ” Jeg kunne simpelthen ikke sige sætningen færdig.

”Fordi hvad? ” Sagde han, okay Melanie nu tager du dig sammen og siger det hele.

”Min mor og far slår mig der hjemme. ” Jeg sagde det ud i en lang kører i håb om at han ikke hørte mig.

”Hvad gør de. ” Han lød helt ophidset. ”Hvordan kan de gøre det mod sin egen datter. ” Han kiggede vredt ud i luften. ”Så det er altså ikke min skyld at du cutter? ” Han åndede lettet ud, men det var jo også på en måde hans skyld.

”Øhm, det er på en måde også din skyld. ” Han kiggede såret på mig, men kunne tydeligt se at han fortryder alt det han har gjort. ”Men det er lige meget Justin. ” Sagde jeg for at berolige ham lidt, selvom det måske skulle være omvendt, for mine tårer løber som et vandfald ned af mine kinder.

”Nej det er ikke lige meget, jeg har jo ødelagt dig fuldstendigt. ” Sagde han, på en måde havde han jo ret, men det var jo ikke kun hans skyld.

”Det er jo ikke kun din skyld Justin. ” Jeg prøvede at opmuntre ham lidt, men det hjalp hvis ikke særlig meget.

”Nej, men alligevel. Undskyld, virkelig undskyld for alt det jeg har gjort. ” Han kiggede ned i skødet på sig selv.

”Det er okay. ” Sagde jeg, jeg vil bare gerne have at det her mobbe noget stopper, og måske har jeg endelig en chance for at det stopper.

Han kiggede op på mig, vi havde lidt øjenkontakt. ”Venner? ” Spurgte han.

”Hellere end gerne Justin. ” Svarede jeg ham

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...