I'm Your Goodgirl And You're My Badboy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2014
  • Opdateret: 27 nov. 2014
  • Status: Igang
Melanie Colin på 17 år går i High School. Begge hendes forældre er alkoholikere, og kan derfor aldrig tænke klart så alle deres problemer går udover hende. Meget bedre går det heller ikke oppe i skolen, hendes bedste veninde er ved at gå fra hende, mest fordi hun er så ivrig efter at blive populær, og det kan man ikke ligefrem sige Melanie er. Hun bliver mobbet af skolens slæng som består af Justin, Christopher, Jannik og Jason. Er de virkelig badboys, eller er det bare en skjul facade Opdager? Finder de ud af hvor forkert det er at mobbe andre? Finder de ud af hvad der sker hjemme ved Melanie? Kommer der Kærlighed? Og hvad kommer der i det hele taget til at ske? Find ud af det i I'm Your're Goodgirl And You're My Badboy.

188Likes
671Kommentarer
32501Visninger
AA

25. Kapitel 23

Melanies synsvinkel

 

Jason havde været her i ret lang tid, vi havde hygget os rigtig meget. Det er måske lidt svært at tro på, men han er faktisk virkelig flink. Alle de ting som han havde sagt om Justin giver faktisk rigtig god mening, som at han altid har været en der udnytter piger, og at han slet ikke havde følelser for mig. Lad os bare sige at Jason havde sagt rigtig meget Justin, og jeg er ved at begynd at tro på hvad han siger. 

Lige nu sad mig og Jason nede i stuen og så en film, vi havde faktisk nærmest kun set film. Jeg lå og puttede mig hos ham, ja det lyder måske mærkeligt når mig og Justin lige har slået op, men jeg havde virkelig brug for en, og nu hvor jeg ikke har nogle veninder så blev det Jason. 

"Skal vi ikke snart lave noget andet?" Spurgte jeg ham om, for jeg var ved at blive godt træt af at se film. Når man har set så mange begynder det altså at blive lidt små kedeligt.

"Jo, det kan vi godt." Svarede han, han kiggede lidt rundt, men stoppede hurtigt. Han blev ved med at kigge det samme sted, hvad det var han kiggede på anede jeg ikke. Jeg skulle lige til at vende mit hoved rundt for at se hvad det var han kiggede på, men i det jeg skulle til at vende det smeltede han vores læber sammen. Jeg forstod virkelig intet af det her, men langsomt begyndte jeg at kysse med. Jeg lukkede øjnene og frem kom Justin, det her er bare virkelig ikke det samme, hvorfor skulle jeg tænke på Justin når jeg kysser Jason, okay det måske ret klart at jeg tænker på Justin når jeg stadig er helt vild med ham.

Pludselig kunne jeg høre et ordenligt bump, jeg kiggede hurtigt over på vinduet hvor Jason havde kigget. Jeg gik der hen hvor jeg hurtigt fik øje på Justin, havde han set det hele? Han løb hurtigt væk med tårerne ned af kinderne da han så mig. Hvordan kunne jeg dog også være så dum at slå op med Justin også bagefter kysse med Jason, det her var overhovedet ikke fair over for Justin. Var det her mon en plan Jason havde lagt, nu hvor han havde kigget ud af vinduet, han havde sikkert set Justin og derfor kysset mig.

Jeg løb hurtigt ud døren med Jason i hælene men han kunne rende mig hvis sted lige nu, det eneste jeg skulle lige nu var hjem til Justin. Jeg ville give ham en forklaring og jeg ville også gerne vide hvorfor han var kommet, det er jo tredje gang i dag så der må jo være en god grund.

"Hvad skal du?" Kunne jeg høre Jason råbe efter mig.

"Hjem til Justin." Svarede jeg ham helt enkelt, for det var jo det jeg skulle.

"Hvorfor det?" Spurgte han, jeg orkede ikke at svare ham så jeg lod bare være.

Jeg løb hen ad fortovet, Jason var endelig stoppet med at følge efter mig. Jeg drejede rundt om et hjørne jeg kunne endelig se Justins hus. Jeg løb helt hen til døråbningen, jeg tog en dyb indånding før jeg ringede på. Mine ben stod og trippede lidt, jeg var virkelig nervøs for at se ham.

Døren åbnede og frem kom Justin, han skulle lige til at lukke døren igen men jeg tog min fod ned til døren så den ikke kunne lukkes.

"Hvad vil du?" Spurgte han såret.

"Snakke med dig." Svarede jeg ham, jeg kunne slet ikke lide at se ham så ked af det, jeg tror i hvert fald ikke at det er skuespil.

"Jeg gider ikke at snakke med dig." Snerrede han af mig.

"Justin jeg kan forklare det." Sagde jeg, hvis han ikke snart lukker mig ind ved jeg virkelig ikke hvad jeg gør, eller jo jeg ligger mig sikkert til at dø.

"Jeg gider ikke at høre på dine forklaringer, hvordan kunne du få dig selv til det?" Spurgte han helt arrigt, jeg forstod ham godt, det var totalt dobbeltmoralsk det jeg havde gjort.

"Jeg ved det ikke okay." Svarede jeg ham, "Hvorfor kom du overhovedet?" Spurgte jeg ham om lidt efter. Jeg havde virkelig dårlig samvittighed.

"Jeg ville bare vise dig det her." Svarede han mig, han kastede sin mobil hen til mig, jeg stod og kiggede helt forvirret på ham. "Læs beskederne med Jason." Sagde han lidt efter, han vendte sig om og lukkede døren. Jeg satte mig ned på det lille trappetrin, og begyndte at læse dem. 

Fra hver besked jeg læste fik jeg det bare endnu dårligere, hvordan kunne jeg være så dum at være sammen med Jason. Tårerne rendte ned af kinderne på mig, jeg ville have Justin tilbage selvom han var mig utro, men i det mindste ved jeg hvorfor, hvordan kunne Jason finde på sådan noget. Hvorfor troede jeg ikke på det Justin sagde, jeg burde vide at han elskede mig når han havde sagt det til mig. Nu er det helt sikkert for sent at få ham tilbage, hvad fanden har jeg gjort?

 

Justins synsvinkel

 

Hvordan kunne hun få sig selv til at gøre det? Jeg forstod virkelig ingenting lige nu, det eneste jeg lavede var at ligge i min seng med hovedet nede i hovedpuden. Jeg var virkelig knust lige nu, aldrig havde jeg følt sådan en smerte som nu, nu ved jeg i det mindste hvordan det er at have kærestesorg. Nu ved jeg hvordan alle de piger jeg havde været sammen med har haft det, næsten dem alle sammen har sagt at de havde følelser for mig, men jeg havde det bare ikke på samme måde.

Melanie havde stået og banket på i jeg ved ikke hvor lang tid, hun havde helt sikkert læst alle beskederne igennem. Det kan godt være at hun var knust til festen, men nu er det mig der er knust. Mit hoved kørte virkelig på højtryk lige nu, jeg kunne virkelig ikke tænke klart. Måske ville det være meget godt hvis jeg kom lidt væk herfra, et sted hvor jeg kunne være mig selv i lidt tid. Jeg tog min mobil som lå på mit natbord, jeg tastede hurtigt nummeret ind, den sagde som altid den normale bib tone. Jeg kunne svagt høre en stemme i telefonen, min mor havde heldigvis taget den.

"Mor?" 

Spurgte jeg hende helt forsigtigt, man kunne tydeligt høre at jeg stadigvæk græd, jeg kunne slet ikke få ordene ordenligt ud.

"Hvad er der sket skat?" 

Spurgte hun helt enkelt, hun lød helt bekymret, men det er også klart for jeg plejer aldrig at græde.

"Kan jeg ikke komme op til dig i et par dage?" 

Spurgte jeg hende om, jeg havde virkelig bare brug for at komme lidt væk fra alt det her drama.

"Selvfølgelig må du det skat, men hvad er der sket?"

Hun var altid så forstående og det elskede jeg virkelig ved hende, hun var desværre også alt for nysgerrig. Men det kommer skam heller ikke bag på mig at hun gerne vil vide hvad der er sket, nu når jeg ringer hvor jeg næsten ikke kan sige noget for alt den gråd.

"Tak mor, du ved pige problemer."

Svarede jeg hende, hvor jeg snøftede et par gange, bare tanken om Melanie gøre mig helt trist.

"Gud har du fundet en pige?"

Spurgte hun helt overrasket, hun kendte jo godt at jeg bare var sammen med piger når jeg ville, så det kom nok som et chok at jeg lige pludselig ikke er sådan mere.

"Det havde jeg."

Svarede jeg hende, tårerne rendte ned af kinderne på mig, bare tanken om at hun var min pige men ikke mere, det gør sindssygt ondt.

"Du kommer bare skat."

Jeg nikkede lidt for mig selv, hun var altid så forstående. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre mor.

"Tak."

Sagde jeg, jeg afsluttede vores opkald. Jeg skyndte mig at lave en lille taske med tøj og alt det jeg skulle bruge, jeg havde virkelig brug for at komme væk.

Jeg gik hen til gangen og tog mine sko og jakke på, jeg åbnede døren og gik ud. Melanie stod stadig på det lille trappetrin, jeg orkede virkelig ikke at snakke med hende så jeg hørte slet ikke efter hvad hun sagde. Jeg gik hurtigt ind i min bil og begyndte at køre, jeg skulle bare væk og det skulle være lige nu.

 

Melanies synsvinkel

 

Jeg var endelig kommet hjem fra Justin, jeg fattede virkelig ikke hvor han skulle hen i den fart. Det hjalp heller ikke så meget at jeg kunne se at han havde taget en taske med, sikkert hvor der lå tøj og alt muligt han skulle bruge. Hvor lang tid skulle han mon blive væk, ville det være lang tid.

Mit hoved var begyndt at gøre vildt ondt, sikkert fordi jeg havde grædt så meget. Kunne denne her dag dog blive meget værre, hvis jeg skulle være helt ærlig så tror jeg det ikke. Jeg kunne svagt høre at døren gik op nedenunder, kunne det mon være Justin? Jeg rejste mig op med det samme og stormede ned i gangen, jeg kiggede lidt rundt omkring men der var ingen. Jeg gik hen til døren som førte ind til stuen, jeg åbnede den lige så forsigtigt. Jeg kiggede lidt rundt, men igen kunne jeg ikke se nogen.

"Har du savnet mig." Kom det fra en virkelig klam stemme, som kun kunne være min far. Var han seriøst kommet hjem nu, hvorfor kunne han ikke bare blive væk for altid. Jeg vendte mig om og rigtig nok stod min far med det mest luskede smil. Hans pupiller var blevet helt store, han var helt sikkert på et eller andet. Hvorfor var min mor ikke kommet ind, var hun mon stadig i bilen.

"Hvor er mor henne?" Spurgte jeg skarpt om.

"Ja det ville du vel gerne vide." Svarede han skummelt, jeg blev mere og mere nervøs for hvad han havde gjort. Det kunne godt være at min mor også slog mig, men det havde aldrig været lige så slemt som min far.

"Ja." Sagde jeg helt enkelt, kunne han ikke bare sige hvor hun er.

"Hun er kommet i fængsel for et mord." Sagde han, kunne det virkelig være sandt. Ville min mor seriøst dræbe et andet menneske?

"Du lyver." Sagde jeg, jeg ville overhovedet ikke tro på det han sagde, han lyver mig sikkert direkte op i ansigtet.

"Nej jeg lyver ikke, hun er kommet i fængsel selvom det ikke er hende der har lavet mordet det var bare mig der gav hende skylden." Mit blik flakkede rundt, hvordan kunne min far gøre sådan noget. Jeg kunne pludselig mærke noget varmt ned af mine kinder, skulle jeg virkelig til at græde nu selvom min mor på en måde fortjente det.

"Er du sindssyg eller hvad?" Råbte jeg ham, hvorfor kunne han ikke bare komme i fængsel så kunne det hele blive meget bedre, så kunne jeg måske få et normalt liv.

"Du skal ikke snakke sådan til mig, forstået?" Snerrede han af mig, jeg kunne slet ikke kende ham, han var blevet helt anderledes, man skulle nærmest tro at han var blevet endnu mere hård efter den lille rejse de havde været på.

"Jeg gider dig kraftedme ikke mere." Råbte jeg ham, jeg var så træt af ham jeg gider simpelthen ikke finde mig i hans opførsel, jeg vil hellere dø end at være ved ham resten af mit liv.

Han kom tættere og tættere på mig, og efter lidt tid var han helt henne ved mig. "Nu holder du bare din kæft din kælling." Sagde han, jeg kiggede op på ham med vrede øjne. Jeg kunne pludselig mærke en stor smerte i min kind, han havde givet mig en lussing, jeg tog mine fingre op på min kind, den var blevet helt varm efter slaget.

"Skrid fra mig, jeg gider dig ikke, jeg er så træt af dig og dit pis." Råbte jeg af ham, jeg kunne slet ikke holde min vrede inde. Hans ben løftede sig, og fløj direkte ind i maven på mig, jeg gik et par skridt tilbage for at få pusten igen. Han kom helt hen til mig og gav mig en knytnæve i ansigtet, jeg kunne svagt mærke blodet løbe ned fra mine næse. Skulle mit liv virkelig endes sådan her, hvis jeg var heldig ville han en dag tæske mig ihjel, så kunne jeg i det mindste få fred fra ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...