I'm Your Goodgirl And You're My Badboy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2014
  • Opdateret: 27 nov. 2014
  • Status: Igang
Melanie Colin på 17 år går i High School. Begge hendes forældre er alkoholikere, og kan derfor aldrig tænke klart så alle deres problemer går udover hende. Meget bedre går det heller ikke oppe i skolen, hendes bedste veninde er ved at gå fra hende, mest fordi hun er så ivrig efter at blive populær, og det kan man ikke ligefrem sige Melanie er. Hun bliver mobbet af skolens slæng som består af Justin, Christopher, Jannik og Jason. Er de virkelig badboys, eller er det bare en skjul facade Opdager? Finder de ud af hvor forkert det er at mobbe andre? Finder de ud af hvad der sker hjemme ved Melanie? Kommer der Kærlighed? Og hvad kommer der i det hele taget til at ske? Find ud af det i I'm Your're Goodgirl And You're My Badboy.

188Likes
671Kommentarer
32527Visninger
AA

17. Kapitel 15

Justins synsvinkel

 

Jeg lukkede bildøren, og kunne også hurtigt høre at Melanie lukkede sin. Jeg havde stadig ikke fattet at hun seriøst ville være min, efter alt det jeg havde gjort mod hende. Noget inden i mig siger at jeg overhovedet ikke har fortjent hende, og det er på en måde også rigtigt.

Jeg gik over på den anden side og tog Melanie i hånden, det var nu vi skulle se hvordan skolen reagere på at vi har fundet sammen. Jeg anede ikke om der var nogle der allerede vidste det, men det var der nok højt sandsynligt, det er jo mig hun er sammen med. Okay der lød jeg virkelig selvglad, men det er jeg jo også. Jeg ved godt at jeg er en pæn dreng, og at alle piger vil have mig. I starten ville Melanie jo ikke have mig, men det vil hun nu, så ja nu er det seriøst hele skolen.

"Er du klar babe?" Spurgte jeg hende om, hun kiggede lidt skræmt på mig, men nikkede lidt efter. Jeg var sku heller ikke helt tryk ved det her, men det hele skulle nok gå. Hvis mine venner virkelig var mine venner ville de forstå det, ellers er vi bare ikke venner mere, så det er faktisk deres problem.

Jeg åbnede forsigtig døren til skolen, og vi gik sammen ind. Eleverne kiggede på os som om de ikke anede hvad der sker. Jeg kyssede hurtigt Melanie farvel, for derefter at gå over til mit skab. Jeg kiggede lidt efter hende og kunne tydeligt se at hun også skulle hen til sit skab.
Jeg lukkede skabet op og tog mine bøger, jeg lukkede skabet igen og så hurtigt Christofer komme hen til mig.

"Hva' så bro, hvad sker der med dig og Melanie?" Spurgte han om, hvor han løftede øjenbrynene, så jeg kom med et lille fnis.

"Ja hvad sker der med os, vi er sammen." Svarede jeg ham, han lavede store øjne.

"Sådan seriøst?" Spurgte han, hvor han kiggede underligt på mig.

"Ja hvorfor?" Spurgte jeg ham.

"Du ved jo godt at Jason kan lide hende." Svarede han mig, men det var jeg faktisk røv ligeglad med om han kunne, Melanie er min, og jeg kan lide hende.

"Bare fordi Jason kan lide hende betyder det ikke at jeg ikke kan lide hende." Svarede jeg ham skrapt, nu måtte han tage sig sammen, bare fordi Jason kan lide hende.

"Kan du overhovedet lide hende?" Spurgte han, hvorfor skulle han stille så mange spørgsmål.

"Nej, det er kun derfor jeg har været på hospitalet lige indtil hun vågnede." Jeg var ved at blive godt sur på Christofer, kan han ikke bare forstå at jeg rent faktisk godt kan lide Melanie, og at hun skal blive ved med at være min.

"Okay, men pas på Jason, han har vidst noget i ærmet." Sagde han, jeg kiggede nysgerrig på ham.

"Hvad er det?" Spurgte jeg ham om.

"Det ved jeg ikke." Svarede han mig, jeg kiggede lidt skeptisk på ham, men han vidste det ikke. Jeg kan altid se på ham når han lyver og denne gang lyver han ikke. Hvorfor skulle der hele tiden opstå problemer mellem mig og Melanie, kan vi ikke bare være sammen i fred.

 

Melanies synsvinkel

 

Jeg lukkede mit skab og gik ind mod min klasse, jeg spottede hurtigt Justin på vej der ind. Han så ikke ligefrem glad ud, hvad var der mon sket? Er det noget med hans venner?

Jeg gik ind i klassen og satte mig hurtigt ved siden af Justin, han skænkede mig ikke det eneste blik, hvad fanden er der i vejen med ham. Han kiggede ned i bordet uden at sige noget, jeg begyndte at blive lidt bekymret og lidt bange, hvad nu hvis han vælger sine venner frem for mig, hvad sker der så?

"Justin hvad er der i vejen?" Spurgte jeg ham om, han løftede sit hoved så vi havde øjenkontakt.

"Ikke noget babe." Svarede han og smilede, jeg elskede virkelig hans smil, det kunne rede hele min dag.

"Er du sikker?" Spurgte jeg.

"Helt sikker." Svarede han mig, jeg smilede lidt for mig, det var godt at han ikke var trist eller sur, selvom jeg næsten er sikker på at der har været et eller andet drama.

"Hvad sagde dine venner." Spurgte jeg ham om da der var gået et par minutter, hvor der bare havde været helt stille, udover at vores lære underviste os.

"De har ikke rigtig sagt noget." Svarede han mig.

"Justin og Melanie hører i overhovedet efter." Jeg kiggede op mod tavlen og så vores lære stå og kigge strengt på os. "Som jeg sagde har jeg lavet grupper, hvor i skal lave en fremlæggelse foran klassen." Sagde vores lære, jeg kiggede spændt op på tavlen, please lad mig være sammen med Justin. "Grupperne er Justin og Amy den næste gruppe er Melanie og Jason." Jeg kiggede op på vores lære Justin skulle bare ikke være sammen med Amy, min gruppe var jo egentlig fin nok, jeg havde slet ikke noget i mod Jason så det var helt fint for mig.

Jeg kiggede over på Justin, men som før kiggede han bare ned i bordet. Man kunne tydeligt se at han spændte i kroppen, hvad var der lige med ham. Jeg lagde blidt min hånd på hans arm, han kiggede op på mig og så virkelig vred ud.

"Seriøst Justin hvad er der i vejen?" Jeg var ved at blive godt irriteret over at han ikke gad sige det, jeg havde sagt alt om min far i det hele taget har jeg sagt alt hvad der foregår i mit liv, også kan han ikke engang fortælle mig hvad der er i vejen, det er simpelthen dårlig stil.

"Ikke noget." Svarede han mig igen.

"Det passer forhelved ikke Justin, jeg har fortalt alt om mig også kan du ikke engang fortælle mig hvad der er galt." Jeg kiggede såret på ham, og man kunne tydeligt høre på min stemme at jeg var blevet godt vred. Jeg rejste mig fra stolen og gik hen mod døren, jeg åbnede den hurtigt. Mine tårer begyndte langsomt at trille ned af kinderne på ham, hvorfor kunne han ikke bare fortælle mig det. Har han allerede dummet sig? Hvad er det han har gjort? Har han overhovedet gjort noget?

Alle de spørgsmål som jeg har inde i hovedet ville jeg så gerne have svar på, men det var åbenbart ikke muligt, når han ikke gider at fortælle mig en skid.

Jeg fandt hurtigt pigetoilettet hvor jeg satte mig i en af båsene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...