I'm Your Goodgirl And You're My Badboy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2014
  • Opdateret: 27 nov. 2014
  • Status: Igang
Melanie Colin på 17 år går i High School. Begge hendes forældre er alkoholikere, og kan derfor aldrig tænke klart så alle deres problemer går udover hende. Meget bedre går det heller ikke oppe i skolen, hendes bedste veninde er ved at gå fra hende, mest fordi hun er så ivrig efter at blive populær, og det kan man ikke ligefrem sige Melanie er. Hun bliver mobbet af skolens slæng som består af Justin, Christopher, Jannik og Jason. Er de virkelig badboys, eller er det bare en skjul facade Opdager? Finder de ud af hvor forkert det er at mobbe andre? Finder de ud af hvad der sker hjemme ved Melanie? Kommer der Kærlighed? Og hvad kommer der i det hele taget til at ske? Find ud af det i I'm Your're Goodgirl And You're My Badboy.

188Likes
671Kommentarer
32521Visninger
AA

16. Kapitel 14

Justins synsvinkel

 

Jeg kunne stadig ikke fatte det, hun var virkelig vågnet. Jeg var ellers næsten helt sikker på at alt håbet var væk, men det var det åbenbart ikke alligevel. Mine tanker snoede sig om til hvad der ville ske i skolen, ville jeg nu gå hen og blive et totalt nul? Jeg håber det selvfølgelig ikke, men noget i mig kunne godt fornemme at det ville jeg blive. En ting er sikkert nu, jeg har Melanie, og det er jeg mere end taknemmelig for.

"Hvad tænker du på?" Kom det fra Melanie, som stadig ligger i sin hospital seng. Hun må vidst først komme hjem i aften, men hun kommer ikke helt hjem for jeg har en lille overraskelse i ærmet. Nu har jeg kun et ønske mere, og det er at det her ikke går hen og bliver en fiasko, det ville være så pinligt.

"Det kan være lige meget babe." Svarede jeg hende. "Sov lidt, det har du godt af." Sagde jeg til hende, for lægerne havde sagt at det ville være godt hvis hun fik sovet en masse, så hun ville være lidt mere udhvilet til når hun skulle hjem fra hospitalet.

"Jeg kan ikke sove mere." Svarede hun, jeg nikkede dog bare. Jeg ville jo helst have at hun skulle sove så jeg kunne være helt sikker på at hun kom hjem i dag, og ikke i morgen. Ellers ville alt mit arbejde jo gå til spilde.

"Skal vi ikke lave et eller andet?" Spurgte Melanie mig om, men helt seriøst man kan jo ikke lave noget her. Det eneste man kan lave er at sove, se tv, gå en tur på hospitalet og det er det. Et hospital er jo næsten ligesom et fængsel, udover at man bliver rask her, og i et fængsel er det en straf.

"Man kan jo ikke lave noget her." Svarede jeg hende, det her kommer til at tage tid. Der er så lang tid til at hun skal ud, faktisk præcis fem timer og enogtyve minutter. Men som jeg bliver ved med at sige inde i mit hoved, jeg har ventet i jeg ved ikke hvor mange dage, så kan jeg vel også godt vente i de fem timer som der er tilbage. Det ville være dumt hvis jeg gik nu.

"Nej, det har du vel ret i." Sagde hun, jeg kunne høre et par små hulk fra hende. Jeg kiggede bekymret over på hende, gør det mon ondt på hende et sted? Skal hun så være her i længere tid?

"Hvad er der i vejen?" Spurgte jeg hende om, i mens jeg kiggede bekymret på hende. Hvis jeg skulle vente meget længere her inde ved jeg virkelig ikke hvad jeg gør. Man kan virkelig ikke lave noget, selvfølgelig er det meget rart at have Melanie at snakke med nu, men alligevel.

"Jeg vil bare gerne ud nu." Svarede hun, "Jeg kan ikke lide at være her inde." Sagde hun, hvor der igen kom små hulk ud af hendes mund, og hvor tårerne begyndte langsomt at trille ned af hendes kind.

Jeg gik hen og lagde mig i hendes seng, jeg lagde forsigtigt armen rundt om hende så vi lå helt tæt på hinanden. Mit hoved nærmede sig hendes ører. "Jeg forstår dig udmærket godt babe, men husk på der er kun fem timer tilbage." Sagde jeg, og kyssede hende på kinden. Hun nikkede svagt en hentydning til at hun havde forstået at der faktisk slet ikke var så lang tid tilbage.

"Skal vi ikke se noget fjernsyn?" Spurgte hun, "Vi har jo alligevel ikke andet at lave." Kom det fra hende. Jeg nikkede og kyssede hende igen på kinden. Hun fandt hurtigt en kanal som hun gerne ville se, jeg vidste egentlig ikke hvad det var, men hvis hun ville se det så var det helt fint med mig.

Melanies synsvinkel

 

De fem timer var nu gået, det var gået utroligt stærkt, det var nok kun fordi jeg havde Justin som selskab. Jeg kan stadig ikke fatte at han har været her hele tiden i mens jeg har ligget her, det betyder virkelig meget for mig. Jeg kan nok heller ikke benægte at jeg hader ham mere, selvom han har gjort alt det mod mig. Utroligt nok kan jeg ikke rigtig huske noget da jeg lå i koma, der er kun nogle små ting som jeg kan huske som at jeg så et hvidt skær, og nogle af de ting Justin sagde ellers er alt andet helt forsvundet. Om det er noget godt eller dårligt har jeg ingen anelse om, jeg ved bare at jeg virkelig fortryder at jeg prøvede at begå selvmord.

"Kommer du?" Spurgte Justin, jeg nikkede til ham og tog mit normale tøj på igen, jeg havde dog stadig lidt ondt i ryggen, sikkert fra da min far slog mig. Tanken om at skulle tilbage til den mand igen gjorde mig virkelig bange, hvad ville han mon gøre når jeg kommer hjem? Vil han tæske mig igen? Ville han stoppe? Okay jeg regner ikke ligefrem med at han ville stoppe, men man kan vel altid have et lille håb. Inderst inde ved jeg jo godt at det aldrig kommer til at ske.

Jeg rejste mig op og gik sammen med Justin ned til hans bil, han havde lovet mig at han ville køre mig hjem. Om jeg gad hjem egentlig ikke, nu ville jeg nærmest hellere blive på hospitalet for altid. Alting var bedre end min far, han var et uhyre, jeg vil virkelig ikke have noget med ham at gøre, kunne han ikke bare forsvinde ud af mit liv.

Vi gik begge to ind i hans bil, han tændte bilen og begyndte at køre. Jeg lagde mig lidt tilbage i sædet så jeg sad lidt bedre, jeg lukkede forsigtigt mine øjne, jeg var blevet godt træt af at køre bil. Jeg åbnede mine øjne og kiggede over mod Justin, han sad med et smil klistret til hans mund. Han var åbenbart glad over et eller andet.

"Du må altså godt sove babe." Sagde han, hvor han hurtigt kiggede smilende over på mig, men kiggede derefter hurtigt tilbage til vejen. Han skulle jo nødig køre galt.

Jeg orkede ikke rigtig at svare ham så jeg lukkede mine øjne, og begyndte at tænke på alle mulige ting. Noget jeg altid plejer at gøre så jeg nemmere kan falde i søvn.

*  *  *

 "Babe du skal op nu, vi er her." Kunne jeg høre Justin sige, han havde prøvet at vække mig i to minutter, jeg var egentlig vågen jeg gad bare ikke ind til min far, selvom jeg jo bliver nød til det.

"Jeg gider ikke ind til ham Justin." Sagde jeg, nu vidste han i det mindste at jeg var vågen. Mit liv ville være meget bedre hvis han ikke eksisterede, kunne han ikke bare dø? Okay det der lød virkelig ondt, men jeg mente seriøst hvad jeg sagde.

"Prøv at kig." Svarede Justin, jeg gad nærmest ikke kigge, men alligevel tog jeg mig sammen og lukkede mine øjne op. Jeg blinkede et par gange for at få mit syn ordentlig tilbage, jeg kiggede lidt rundt omkring for at finde mit hus, men det var væk. Hvor var vi? Hvad skulle vi?

"Øhm... hvorfor er vi her?" Spurgte jeg ham om, jeg var virkelig forvirret, hvorfor var vi inde i en skov? Det her gav mig virkelig dårlige billeder i hovedet, bare tanken om det reb jeg havde med, bare tanken om træer. Hvordan kunne jeg gå så langt ned, at prøve at tage mit ejet liv.

"Kom." Han åbnede sin egen dør, og lidt efter kom han ud og åbnede min. Vi gik sammen ind i skoven, jeg kiggede lidt rundt omkring. Pludselig fandt jeg en sø, hvor der var helt klar til en picnic.

"Skal vi på picnic?" Jeg kiggede over på ham, mens jeg løftede mit ene øjenbryn.

"Ja, er det ikke okay?" Han kiggede over på mig, han lød lidt nervøs, troede han mon at jeg ikke kunne lide det?

"Jo, det er mere end okay." Svarede jeg ham, han begyndte at smile, og det smittede af på mig. Efter så lang tid kom der endeligt et rigtig smil frem på mine læber.

Vi gik sammen hen og satte os, han havde gjort det rigtig flot, der var forskelligt mad som så virkelig godt ud. Der var blandt andet masser af frugt og jeg elsker virkelig frugt. Det er sundt også smager det virkelig godt, så det var helt sikkert noget af det jeg elskede allermest.

Vi havde været her i godt og vel en time, det var begyndt at blive lidt mørkt, og man kunne godt fornemme stjernerne på himlen. Det var virkelig smukt her ude, alle minderne var helt forsvundet selvom vi var ude i en skov, Justin gjorde noget ved mig som jeg aldrig havde følt før, jeg følte mig virkelig tryg i hans selskab.

"Undskyld Melanie, virkelig undskyld for alt det jeg har gjort." Kom det ovre fra Justin, jeg kiggede over på ham hvor vi fik en intens øjenkontakt. Det her øjeblik var virkelig fantastisk.

"Det er helt okay Justin." Svarede jeg ham, lige i det her øjeblik havde jeg glemt alt om det.

"Nej det er ej." Sagde han, i mens han kiggede trist på mig. Han rykkede sit hoved tættere på mit, og til sidst var der kun få centimeter fra vores hoveder, Jeg kiggede ned på Justins læber, de så virkelig bløde ud selvom det var mørkt. Han rykkede sit hovedet helt tæt på mit så vores læber mødtes, vi kyssede stille og roligt noget jeg virkelig fandt beroligende. Jeg kunne mærke Justins tunge på min læbe et tydeligt tegn på at han ville udvikle det, jeg åbnede forsigtig min mund, hvor Justins tunge så kom ind. Vi snavede i et par sekunder helt stille og roligt. Jeg trak mig tilbage for at få lidt luft, jeg lagde mit hoved på Justins pande så vi kiggede hinanden direkte i øjnene.

"Vil du være min?" Spurgte han, jeg kiggede med store øjne på ham. Mente han seriøst det her, eller er jeg virkelig døv hvor jeg bare tænker?

"Det er ikke nogle joke denne her gang vel?" Spurgte jeg for en sikkerheds skyld, han kiggede lidt skuffet på mig. Man kunne jo aldrig vide så jeg blev nød til at spørger om det.

"Nej selvfølgelig ikke." Svarede han, hvor han kiggede lidt trist på mig igen.

"Så vil jeg med glæde være din." Sagde jeg, han smilede over hele hans ansigt og mit smil kunne heller ikke skjules. Jeg kyssede ham forsigtigt igen, han havde virkelig de blødeste læber.

Endelig fik jeg drengen som jeg elskede, og intet kan stoppe vores kærlighed til hinanden, tror jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...