I'm Your Goodgirl And You're My Badboy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2014
  • Opdateret: 27 nov. 2014
  • Status: Igang
Melanie Colin på 17 år går i High School. Begge hendes forældre er alkoholikere, og kan derfor aldrig tænke klart så alle deres problemer går udover hende. Meget bedre går det heller ikke oppe i skolen, hendes bedste veninde er ved at gå fra hende, mest fordi hun er så ivrig efter at blive populær, og det kan man ikke ligefrem sige Melanie er. Hun bliver mobbet af skolens slæng som består af Justin, Christopher, Jannik og Jason. Er de virkelig badboys, eller er det bare en skjul facade Opdager? Finder de ud af hvor forkert det er at mobbe andre? Finder de ud af hvad der sker hjemme ved Melanie? Kommer der Kærlighed? Og hvad kommer der i det hele taget til at ske? Find ud af det i I'm Your're Goodgirl And You're My Badboy.

188Likes
671Kommentarer
32518Visninger
AA

15. Kapitel 13

Justins synsvinkel

 

Jeg havde siddet ved Melanies side i en uge, jeg havde fået fri hele ugen af min far, han vidste udmærket godt hvordan jeg havde det lige nu. Han havde fået det hele af vide, og han siger at jeg ikke skal bebrejde mig selv, men det gøre jeg. Det hele er min skyld, hvordan kunne jeg dog mobbe hende. Tårerne begyndte langsomt at glide ned af kinderne på mig igen, jeg havde grædt helt uafbrudt hele ugen. Jeg havde snart mistet håbet om at hun kom tilbage. Jeg kunne snart ikke klare det her mere, hvorfor skulle jeg dog gøre det?

"Er du okay?" Spurgte en bagved, jeg vente mig om og så det var Christofer. Han forstod mig altid så jeg var egentlig meget glad for at det var ham der kom, og ikke nogle af de andre. De ville bare se mig som en svag person, men lige nu kunne de rende mig et hvis sted, jeg vil bare gerne havde Melanie tilbage.

"Nej." Kom det hviskende ud af min mund, jeg kunne næsten ikke sige noget. Christofer kom helt hen til mig, han tog en stol og satte sig ved siden af mig. Han aede mig blidt på ryggen, men det hjalp ikke rigtigt.

"Du kan virkelig lide hende, ikke?" Spurgte han om, jeg nikkede svagt. "Sådan rigtig?" Spurgte han igen, og igen nikkede jeg bare. Jeg havde ikke lyst til at snakke, det eneste jeg havde lyst til er at græde min sorg ud.

"Lægerne tror ikke at hun overlever." Sagde Christofer midt ude i det blå, mit hjerte stoppede med at banke. Hun skal overleve.

"Hun overlever bare vent." Sagde jeg skarpt til ham, der er ingen der skal sige at Melanie ikke overlever. Jeg tror først på det, når jeg kan mærke at hun ingen puls har, og det har hun stadig, så der er stadig et lille håb.

"Justin kig på mig." Jeg kiggede op på ham, med mine helt røde øjne. "Lad hende være, lægerne kan ikke gøre noget." Sagde han, jeg kunne ikke fatte det, hvordan kan han stå og sige det til mig. Fatter han ikke at jeg elsker hende, hun skal være min, hun skal overleve.

"Skrid med dig Christofer, jeg gider ikke at høre på dig mere, det eneste du lukke ud er lort." Jeg var begyndt at blive virkelig vred nu, han skulle gå ud nu inden jeg ville gå helt amok. Det kunne han heldigvis godt se, så han gik hurtigt ud af døren.

Jeg bukkede mig ned, og lagde mine læber blidt på hendes. De var helt kolde, slet ikke dejlig varme som til festen, hvor jeg ødelagde det hele. Bare tanken om det får mig til at græde, hvor dum kan jeg lige være?

Jeg satte mig ned på stolen igen, jeg havde holdt hende i hånden hver dag uden at give slip. Jeg kunne pludselig høre noget som begynde at bippe, jeg kiggede over mod alle de ting der var om Melanie og fandt hurtigt ud af at det var hendes ting der bippede. Lægerne strømmede ind, hvad sker der.

"Giv slip på hende nu." Sagde en læge, men så hurtigt kan de altså ikke få mig væk.

"Nej." Svarede jeg lægen.

"Nu." Kom det strengt fra lægerne. De kunne da ikke mene at jeg skulle give slip på hende, dog gjorde jeg det alligevel. De begyndte at kører hendes seng, hvor de skulle hen vidste jeg ikke. Jeg havde rejst mig op fra stolen da tingene begyndte at bippe, men nu satte jeg mig ned igen.

Bliv ved mig Melanie, sagde jeg midt ud i det blå. Hun kunne ikke forlade mig.

 

Melanies synsvinkel

 

Det hele var gået i stå, jeg følte at jeg ikke kunne trække vejret, selvom jeg gjorde det. Det her blev mere og mere underligt, jeg havde ikke valgt noget endnu. Dog havde jeg en ide om hvad jeg ville vælge. Jeg havde siddet og lyttet til Justin stå og råbe af Christofer, og først der fandt jeg ud af at han virkelig holder af mig. Hvordan kan han bebrejde sig selv, det er jo mit ejet valg.

Jeg gik op på værelset hvor mine bedsteforældre er, de havde virkelig det pæneste af dem alle sammen. Og det har været virkelig rart at være lidt sammen med dem, det har været så længe siden jeg har været sammen med dem, så det gjorde mig virkelig glad.

"Har du valgt?" Kom det fra min bedstemor.

"Ja." Svarede jeg hende, jeg var overhovedet ikke sikker på om det her ville være det rette valg, men lige nu synes jeg at det er. Om jeg kommer til at fortryde det ved jeg dog heller ikke.

Jeg lukkede øjnene og med det samme blev det hele mørkt, jeg var klar.

 

Justins synsvinkel

 

Jeg sad ude i vente rummet, hvor jeg snart havde siddet i to timer. Jeg havde kigget over mod værelset hvor Melanie var inde med alle lægerne, hvad der dog er sket ved jeg ikke. Men hvis hun er ved at dø nu, dør jeg nærmest selv.

Døren til hendes værelse gik op og alle lægerne gik ud, jeg kunne svagt se en af lægerne komme hen mod mig. Ville det være godt nyt eller ikke?

"Du kan godt gå ind til hende nu." Sagde lægen.

"Hvad skete der?" Spurgte jeg lægen om.

"Hendes puls forsvandt." Svarede han, mit hjerte slog et ekstra slag, var hun ved at dø?

Lægen gik væk, jeg tog mig sammen til at gå ind til Melanie igen. Jeg satte mig på stolen, den var lidt hårdere end den anden, men det kunne være fuldkommen lige meget nu. Det eneste der betød noget lige nu var at jeg skulle blive her, og at hun i det mindste ikke er død.

Jeg tog hendes hånd som jeg havde gjort alle de andre dage, jeg kyssede den blidt og satte mig lidt bedre til rette i stolen.

"Justin." Kom det svagt fra en stemme, jeg kiggede ned mod Melanie og fandt ud af at hun havde åbnet sine øjne meget svagt. Tårerne rendte ned af mine kinder, hun levede jeg kunne næsten ikke fatte det. "Jeg valgte dig." Hvad hun mente med det vidste jeg ikke, men jeg var også ligeglad. Det eneste der betød noget var at hun levede, jeg var næsten sikker på at jeg skulle til at sige farvel nu.

"Bare lig dig ned og slap af, det har du vidst brug for." Sagde jeg til hende, mens jeg slet ikke kunne holde op med at smile.

"Vil du ikke godt ligge her oppe med mig?" Kom det fra hende, hvor hun rykkede sig lidt så der var plads til mig. Jeg slap hendes hånd og gik om på den anden side for at ligge mig ned.

Jeg rykkede mig helt hen til hende så vi lå ret tæt, jeg lagde min arm rundt om hende og trak hende lidt tættere på mig.

"Tænk virkelig du lever." Sagde jeg med så meget glæde i min stemme som muligt, jeg havde stadig ikke fattet det.

"Mmm." Kom det fra hende. Nu skulle det hele nok blive godt igen, håber jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...