I'm Your Goodgirl And You're My Badboy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2014
  • Opdateret: 27 nov. 2014
  • Status: Igang
Melanie Colin på 17 år går i High School. Begge hendes forældre er alkoholikere, og kan derfor aldrig tænke klart så alle deres problemer går udover hende. Meget bedre går det heller ikke oppe i skolen, hendes bedste veninde er ved at gå fra hende, mest fordi hun er så ivrig efter at blive populær, og det kan man ikke ligefrem sige Melanie er. Hun bliver mobbet af skolens slæng som består af Justin, Christopher, Jannik og Jason. Er de virkelig badboys, eller er det bare en skjul facade Opdager? Finder de ud af hvor forkert det er at mobbe andre? Finder de ud af hvad der sker hjemme ved Melanie? Kommer der Kærlighed? Og hvad kommer der i det hele taget til at ske? Find ud af det i I'm Your're Goodgirl And You're My Badboy.

188Likes
671Kommentarer
32504Visninger
AA

14. Kapitel 12

Justins synsvinkel

 

Jeg løb hen ad vejen, det som Melanie havde sagt for godt og vel en halv time siden, havde virkelig sat sig ind i mit hjerte. Jeg vidste udmærket godt hvad hun ville gøre, men jeg kan forhelved ikke lade mit livskærlighed gå. Hun skulle være min, jeg ville passe på hende. Hvordan kunne jeg dog gøre det mod hende, jeg havde jo hele tiden troet at det med hendes far var en joke, men det kunne jeg vel godt sige at det var det ikke. Det var jo virkelig slemt, hvordan kan man gøre det mod sin egen datter. Bare tanken om de åbne sår, får mig næsten til at kaste op.

Jeg kiggede til min højre side og så Melanie løbe med en kniv og et reb, jeg løb stille efter hende. Hun skulle ikke opdage mig nu, jeg skal først se om hun virkelig mener det. Hun løb ind i skoven, og jeg løb langsomt med. Det var efterhånden ved at blive lidt mørkt, så det var lidt svært at se hvor hun løb.

Hun standsede brat op, og gjorde noget med rebet hun havde i hånden. Hun kastede det op i træet, og kravlede selv der op. Hun bandt rebet og tog en dyb indånding, jeg kunne virkelig ikke klare at se på det her.

"Stop." Råbte jeg, hun hoppede et lille hop og faldt ned af træet. Jeg gav vidst hende et chok, hvis hun havde rebet rundt om hendes hals der, havde jeg jo nærmest dræbt hende. Hvad fanden tænker jeg på, jeg tog en dyb indånding igen.

"Hvad fanden laver du Justin, jeg vil væk." Græd hun, jeg kunne ikke klare det her, så jeg begyndte selv at græde.

"Lad hver med at gøre det Melanie, tænk på det gode i dit liv." Sagde jeg til hende, for at forhindre hende i at gøre det.

"Forhelved Justin, der har aldrig været noget godt i mit liv, ud over dig." Svarede hun mig, det hele var min skyld. Hvis jeg bare var sød mod hende, ville det her aldrig ha været sket, vi kunne sikkert sidde og se en film, og spiser slik.

"Undskyld." Sagde jeg.

"Det er ikke nok, Justin." Svarede hun mig. Tårerne rendte ned af hendes kinder og det samme gjorde de ved mig. Det er sjældent jeg græder, men jeg kunne virkelig ikke andet lige nu.
Jeg gik over til hende og lagde min arme om hende, jeg trak hende tættere på mig. Hun måtte ikke forlade mig ikke nu, først om mange år.

"Undskyld Justin." Sagde hun, jeg kunne mærke hun lavede nået ved hendes hænder, hvad det var vidste jeg ikke. Der kom et svagt støn ud af hende, og efterhånden lukkede hun sine øjne. Hvad fanden sker der? Jeg vendte hende rundt og først der så jeg at hun havde stukket kniven ind i hende. Jeg trak den ud med et hurtigt greb og bar hende hurtigt op i mine arme.
Jeg begyndte at løbe, mens mine hulk overhovedet ikke kunne stoppe. Det her måtte bare ikke ske, hun måtte ikke dø. Ikke nu.

"Jeg elsker dig forfanden." Sagde jeg, mens mine hulk overhovedet ikke stoppe. Hun blinkede svagt med øjnene, hvordan kunne det her dog ske.

"Jeg elsker også dig Justin." Svarede hun, jeg brød fuldstendigt sammen. Jeg kunne ikke gå mere, så jeg skyndte mig at ringe efter en ambulance. Jeg lagde mig ned ved siden af hende, og prøvede at stoppe blodet, men det var umuligt. Blodet samlede sig i en klump for neden, jeg kyssede hende forsigtig på munden og kunne allerede der mærke hvor kold hun var.

Hvis hun dør, ved jeg virkelig ikke hvad jeg gøre ved mig selv.

 

Melanies synsvinkel

 

Jeg anede ikke hvor jeg var, der var helt mørkt. Jeg kunne intet se, men høre og føle kunne jeg udmærket godt. Justin havde været her hver eneste dag, jeg ved ikke helt hvor lang tid jeg har ligget her. Men smerten ved at høre Justin græde gjorde virkelig ondt, jeg kunne ikke lide at høre ham være så ked af det. Og så når det er på grund af mig får jeg virkelig dårlig samvittighed. Hvorfor skulle han dog også lige komme, hvad forstod han ikke ved at jeg ville væk fra det hele.

Det kunne jo være at jeg var så heldig at lægerne ikke kunne rede mig, det er så også kun det eneste håb jeg har lige nu. På den anden side vil jeg jo også gerne tilbage til Justin, men jeg ved udmærket godt selv at det her bedst for mig selv. Nogen gange bliver man nød til at tænke på en selv, og ikke andre.

Jeg kunne pludselig se et lys, det var lidt mærkeligt men jeg prøvede at gå der hen. Jeg ved ikke hvordan man kan sige at jeg går der hen, om det er i min fantasi ved jeg heller ikke. Jeg kom helt hen til lyset, men efterhånden forsvandt det, og jeg faldt langsomt ned i et stort hul. Jeg lukkede øjnene og der gik det hele væk, jeg kunne pludselig ikke høre Justin eller lægerne mere. Er det virkelig nu jeg skal dø, det jeg har ventet på næsten hele mit liv.

*  *  *

Jeg kiggede pludselig rundt, jeg var åbenbart ikke helt væk. Jeg kunne se lyset igen, og gik der hen igen. Jeg kiggede rundt, det lignede et slags slot. Det var helt hvidt, det kunne godt forestille de prinsesseslotte man lejede med da man var lille.

Jeg gik ind af porten til slottet, jeg prøvede at finde vej, hvad det var jeg prøvede at lede efter ved jeg dog ikke. Jeg vil bare gerne finde ud af hvor jeg er, det kan da ikke være rigtig at der ingen mennesker er her. Jeg gik op af nogle store hvide trapper, det her var jo nærmest helt uvirkeligt.

"Melanie er det virkelig dig?" Kunne jeg høre en stemme sige bag mig, jeg vente mig om og så mine bedsteforældre. Er det her virkelig sandt, kan jeg endelig være sammen med dem jeg elsker. Er jeg virkelig kommet væk fra den verden som har gjort alt det mod mig?

"Ja." Svarede jeg, i mens der røg et par tårer ned af kinderne på mig. Mine bedsteforældre stod også med tårer i øjnene, jeg var endelig kommet til et bedre sted.

"Hvad laver du dog her, hvad er der sket?" Spurgte min bedstemor om, jeg svarede hende ikke, i stedet løb jeg ned af trapperne og gav dem begge et kæmpe kram.

"Er jeg virkelig død nu?" Spurgte jeg med glæde i stemme, kunne det her virkelig passe?

"Søde dog, det tror jeg altså ikke." Svarede min bedstefar, hvad snakkede han dog om. Var jeg ikke død alligevel?

"Hvad mener du?" Spurgte jeg ham om.

"Du har et valg, du kan enten give op og komme her op i himlen sammen med os, eller du kan tage tilbage til jorden hvor en dejlig Justin venter på dig." Svarede min bedstefar, dejlig Justin. Han er ikke en skid dejlig, tænk lige på hvad han har gjort.

"Justin, han er ikke dejlig." Sagde jeg lidt skarpt. ”Har i slet ikke set hvad han har gjort mod mig? ”

"Jo det har vi Melanie, men nu kan vi jo ligesom også høre hans tanker, han kan lide dig søde." Sagde min bedstemor, kunne det virkelig være sandt, kan han seriøst lide mig? Mit liv kunne jo forandres hvis vi blev venner igen, eller fandt sammen. Han sagde jo også at han elskede mig, og det lød meget troværdigt.

Nu har jeg et valg, skal jeg blive sammen med mine elskede bedsteforældre, eller skal jeg tage tilbage til jorden. Hvor jeg måske aldrig bliver mobbet mere, og får et ordentlig liv. Hvor jeg måske kunne gå mod min far. Valget er jo mit.

"Jeg vil tænke over det." Sagde jeg til dem, og sammen gik vi op af trapperne og hen mod et rum hvor der var alt…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...