I'm Your Goodgirl And You're My Badboy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2014
  • Opdateret: 27 nov. 2014
  • Status: Igang
Melanie Colin på 17 år går i High School. Begge hendes forældre er alkoholikere, og kan derfor aldrig tænke klart så alle deres problemer går udover hende. Meget bedre går det heller ikke oppe i skolen, hendes bedste veninde er ved at gå fra hende, mest fordi hun er så ivrig efter at blive populær, og det kan man ikke ligefrem sige Melanie er. Hun bliver mobbet af skolens slæng som består af Justin, Christopher, Jannik og Jason. Er de virkelig badboys, eller er det bare en skjul facade Opdager? Finder de ud af hvor forkert det er at mobbe andre? Finder de ud af hvad der sker hjemme ved Melanie? Kommer der Kærlighed? Og hvad kommer der i det hele taget til at ske? Find ud af det i I'm Your're Goodgirl And You're My Badboy.

188Likes
671Kommentarer
32525Visninger
AA

13. Kapitel 11

Justins synsvinkel

 

Jeg lukkede mit skab med et brag, det jeg gjorde mod Melanie til festen var overhovedet ikke okay. Hun kunne være min pige lige nu, men sådan skulle det åbenbart ikke være. Jeg havde prøvet at ringe til hende hele weekend, men jeg fik aldrig noget svar. Det var nok heller ikke så underligt at hun ikke tog den, eller ringede tilbage. Jeg var en idiot og jeg fortryder det, mere end noget andet. Ville det mon gå selvom jeg har mit ry at se op til? Det kunne vel godt gå, hvis jeg gjorde de rette ting. Måske skal jeg prøve at få hende tilbage, jeg kan jo godt lide hende, og det fik jeg da også helt bekræftet efter det kys jeg gav hende. Kysset var helt fortryllende, aldrig i mit liv har jeg fået sådan et kys, alle de sommerfugle som baskede nede i min mave, det var en helt fantastisk følelse, som man ikke kan beskrive.

Og angående Jason, han er helt vildt vred på mig, det kan jeg selvfølgelig også godt forstå, men jeg havde godt nok ikke regnet med at det ville være så slemt. Han gider overhovedet ikke snakke med mig, det eneste han laver er at prøve at komme i kontakt med Melanie, men ligesom mig får han heller ikke noget svar. Så det er da et lille bonus for mig.

Jeg kunne høre klokken ringe så jeg gik med meget langsomme skridt hen mod mit klasseværelse, eleverne strømmede ind i klassen, og til allersidst kom jeg ind. Jeg kiggede lidt rundt omkring for at finde en plads, og uheldigvis skulle jeg sidde ved siden af Melanie. Eller det er uheldigvis for hende, men heldigt for mig, selvom jeg ikke ligefrem regner med at hun vil snakke med mig.

Jeg gik ned mod hende, og som jeg havde regnet ud gik hun nærmest i panik da hun så at jeg var på vej ned til hende. Bordet nærmede sig, og efter få sekunder var jeg helt fremme. Jeg satte mig ned ved siden af hende og prøvede at få øjenkontakt med hende, men det lykkedes desværre ikke.

"Undskyld." Sagde jeg lidt lavt, men intet svar kom tilbage. "Undskyld." Sagde jeg igen, jeg kiggede over på hende, og fandt ud af at hun allerede kiggede på mig. "Undskyld." Sagde jeg igen, hun kiggede koldt på mig, som om hun ikke ville have noget med mig at gøre.

"Undskyld okay." Råbte jeg ud over hele klassen, alle eleverne kiggede på mig, og Melanie fik store øjne. Det var dog ikke meningen at alle skulle høre det, men nu hvor jeg var i gang kunne jeg vel ligeså godt gøre det færdig. "Melanie virkelig undskyld, jeg ved ikke hvad der gik af mig." Sagde jeg, men hun kiggede stadig koldt på mig, hvordan kan jeg overhovedet få hendes tillid tilbage? Jeg har fuldkommen ødelagt det hele.

Den pige jeg godt kan lide, gider mig ikke mere, jeg har fuldkommen ødelagt det hele. Hvordan kunne jeg dog gøre det mod hende, hvordan kunne hun lide mig? Man kan vidst godt gætte sig til at det kan hun ikke mere... Hun er ligeglad med mig, og der er intet jeg kan gøre.

 

 

 

Melanies synsvinkel

 

Jeg havde ignoreret Justin og hans slæng hele ugen, jeg kan stadig ikke fatte hvad Justin havde gjort. Jeg var blevet en endnu større taber end hvad jeg allerede var, og min gamle bedste veninde Amy er også begyndt at mobbe mig, kan det blive meget værre? Det tror jeg sgu ikke lige.

Angående Justin bliver han ved med at skrive og ringe til mig, men jeg lader være med at svare ham. Han har skam også sagt undskyld oppe i skolen, men om jeg gider at tilgive ham, ikke en skid man. Det han har gjort er ikke noget jeg kan tilgive, i hvert fald ikke lige nu. Jeg savner ham ja, men det vil bare ikke blive det samme igen. Måske tilgiver jeg ham på et tidspunkt, hvis jeg overhovedet er her på det tidspunkt.

Jeg tog mine bøger og lukkede mit skab, jeg vente mig om da jeg blev slået ind i mit skab. Jeg kiggede op og så Amy, med hendes nye populære veninder. I starten var Amy faktisk en virkelig smuk pige, men nu hvor hun bruger så meget make up ligner hun noget der er løgn.

"Hold dig væk fra Justin og hans slæng, er du med?" Kom det skarpt fra en af Amys veninder, jeg var faktisk fuldkommen ligeglad med dem, de tøser kunne rende mig et hvis sted. Aldrig i mit skal jeg blive som dem, snoppede og kun tænker på popularitet.

"Det bliver skam heller ikke noget problem." Svarede jeg Amys veninde som jeg ikke kender navnet på, hun bruger aldrig sit rigtige navn.

"Du skal ikke snakke sådan til mig, er du med?" Sagde Amys veninde mens hun skubbede mig hårdere ind i skabet. Smerten begyndte at komme, efter alle de slag med den klamme pisk som jeg fik i går. Ja min far var ikke ligefrem stoppet med den, det er blevet hans nye legetøj mod mig. "Luder." Sagde hun, og gav mig en lussing. Jeg tog mig selv til kinden, den brændte, og det skulle ikke undre mig hvis man kunne se hendes finger aftryk.

"Slip hende så." Råbte en, det var helt klart en stemme jeg havde hørt før. Personen kom tættere på, og først der opdagede jeg at det var Justin, der nærmest lige havde redet mig fra de her tøser. "Slip hende." Kom det skarpt fra ham igen. Amys veninde slap mig, og jeg faldt langsomt ned af skabene og begyndte at græde, min kind gjorde ondt og min ryg sveg.

Amy og hendes veninder gik, nok fordi de havde respekt for Justin, ellers var det fordi de synes han er lækker, og det kan jeg kun give dem ret i for det er han.

Justin satte sige ved siden af mig, og begyndte at nusse mig lidt på ryggen. Jeg kom med nogle små støn som betød at det gjorde ondt, og det kunne han vidst godt fornemme for han holdte virkelig hurtigt op med at nusse mig. "Er du okay?" Spurgte Justin, det lød rent faktisk som om at han var bekymret.

"Jeg har det fint." Svarede jeg, med hovedet nede i min knæ.

Han løftede forsigtig op i mine bluse, og før jeg havde noget at trække den ned havde han allerede set min ryg, hvor alle de åbne røde streger var.

"Hvad fanden er der sket?" Spurgte han helt overrasket, man kunne tydeligt høre at det kom som et chok. Jeg havde alligevel ikke noget at miste så jeg kunne vel godt sige det til ham.

"Min far." Kom svagt fra mig, jeg brød hurtigt sammen. Hvorfor skulle mit liv være sådan her, jeg vil ikke mere, jeg kan ikke mere.

"Hvorfor?" Kom det svagt fra Justin, han snøftede svagt, græd han?

Jeg trak på skuldrende for jeg vidste det jo virkelig ikke, hvorfor skulle jeg lige udsættes for denne totur? Hvorfor kunne han ikke bare lade mig være i fred, og være en helt normal far.

"Jeg kan ikke mere Justin, jeg vil ikke mere, jeg vil væk." Sagde jeg, jeg rejste mig hurtigt op og løb ud af skolen. Jeg skulle væk og det skulle være lige nu, jeg vil op til mine bedsteforældre som der virkelig holdte af mig. Et sted hvor der var fred, hvor ingen kunne gøre mig noget. Jeg ville få helt ro, og ingen kan stoppe mig i det valg jeg vil tage nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...