Strong - One Direction (HH2B)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2015
  • Status: Igang
Dette er 2'eren af "Happy Home [1D]", så jeg vil anbefale at læse den først :) Tjek eventuelt min liste med serien, så er det lettere at finde den ;) Credit til: Annabell B.<3

20Likes
4Kommentarer
5488Visninger
AA

7. I Am In A Surpriseparty

"Vent… hvad hedder du egentlig?" fniser jeg, da timen er slut og vi stort set hele timen har siddet og snakket. 

Det er det gode ved at sidde bagerst i klassen.

"Sophie, jeg gætter på at du hedder Ella." 

Jeg bukker hovedet og smiler. Nikker og tager tasken under armen. Historie var kedeligt… ellers så var det bare fordi det  kedeligt ud. Gamle konger, middelalderen og 2. verdenskrig er ikke lige mig. 

Min mobil vibrere pludselig, ret pludseligt faktisk, og jeg undskylder med et smil til Sophie, da hun var i gang med at snakke om hendes familie.

"Det er helt okay."

"Tak!" jeg smiler stadig undskyldende. "Harry er lidt nede for tiden, men lad vær med at sige det til nogen, for… det ville bare trække ham mere ned, da han får tusindvis af beskeder fra fans med spørgsmål om rygter."

"Selvfølgelig."

Harry: 

Kommer du snart hjem? Savner dig. ;(

"Er der noget galt?" spørger hun, da hun ser mit ansigtsudtryk. 

"Som jeg sagde… Harry er nede."

Mig:

Søde mus. Jeg er i skole. Kommer hjem så hurtigt jeg kan, Luke kan sikkert opmuntre dig :)

"Hey, Mrs. Styles. Hvordan går det?" Molly og hendes veninder træder pludseligt ind foran mig og Sophie.

"Jo, tak. Det går da fint nok," svarer jeg lidt usikkert, men da jeg møder Mollys blik bliver det pludseligt selvsikkert. Hun står som hun aldrig plejer at stå; lille, krumrygget og med blikket nede i jorden.

"Sophie… hvad fanden laver du her?" Lily tropper pludselig op og går foran Molly og de andre. Står helt oppe i Sophie og kigger hende i øjnene. 

"Æh… ikke noget…" svarer Sophie usikkert.

"Så smut dog!" skriger Lily hende ind i ansigtet.

Jeg tør ikke sige i mod, men drejer bare om på hælen og skrider. Jeg gider ikke det der pigefnidder. De har ikke andet end Harry i hovedet. Tror de kan være bedste veninde med mig og så snup! I et snuptag tager de ham fra mig. 

"Hey… Ella!" skriger pigerne, men jeg går videre. 

Bare et hint: Jeg gider dem ikke. Bidronninger er snu og lusket, men hvis man konfrenterer dem er de små sølle bier.

Jeg kigger bagud, og de er allerede forsvundet. Jeg skynder mig over til Sophie, som står ved skabene og lægger bøger ind.

"Er de altid sådan?"

"Altid." 

"Hvorfor?"

"Fordi de er som de er," Sophie stirrer tomt på mig.

"Det' jeg ked af," siger jeg og krammer hende.

"Helt i orden. Det er hverdag for alle," smiler hun. 

 

"Jeg er hjemme!" råber jeg, og der høres et glad pust inde fra stuen. Harry rejser sig fra sofaen, han ser ikke ud som om han har det specielt dårligt mere.

"Hvor er Luke?" spørger jeg. 

"Badeværelset."

"Er du okay?" spørger jeg og han smiler tilbage. "Ja, da." svarer han, men da jeg kigger på ham, ser han totalt ødelagt ud stadigvæk.

"Hvordan gik det så?" spørger han. "Altså i skolen."

Jeg trækker på skulderen og får et stik i siden. "Fint. Jeg har fundet mig en ny veninde. Hun hedder Sophie."

"Var du ikke sammen med de fem piger?"

"Jo, men de er bidronninger."

"Årh, nederen."

Harry går hen til køkkenet, laver noget te, imens går jeg ind på badeværelset, hvor jeg bliver mødt i et kram af Luke, som er ved at sætte sit hår, da han skal ud med sine venner i aften.

"Det bliver SÅ nice!" råber han og krammer mig så hårdt, at jeg må skubbe ham fra. 

Jeg går ind til Harry igen, som sidder og kigger ned i sin te. Da han ser mig, smiler han som om han overhovedet ikke har været ked af det. "Er du okay?" spørger jeg. Han nikker bare, drikker noget af sin te og kigger ned i bordret. 

Jeg sætter mig overfor ham, tager min hånd frem og griber fat i hans. Han kigger på mig. De krystal blå øjne rammer mig, hans søde læber, hans sårede ansigtsudtryk og hans kolde hænder. Det føles dejligt, men alligevel dårligt. Han er så sød, men alligevel er han også lidt skræmmende. Han øjne bliver koldere og koldere i farven og hans læber bliver mindre og mindre så det til sidst danner et minus.

"Niall stadigvæk?"

"Jah.."

Sådan er vores samtale. Der siges ikke mere indtil Luke kommer. Han er for en gangs skyld i godt humør, lidt ked af det på vores vegne men ellers energisk.

"Vi ses, skat!" råber han til Harry.

​"Vi ses…" mumler Harry.

"Og min snut, pas godt på ham. Det har godt nok været svært at få ham i godt humør i dag," siger Luke, nusser mig på kinden og spæner ud af døren med en taske over armen.

Jeg smiler. Men så opdager jeg Harry, der sidder og muler og får det straks dårligt. "Søde. Du skal være glad for, at Luke var her i dag. Han er trådsalt en god kammerat."

"Stop."

"Jeg mener det. Niall er da ikke…"

"Stop."

Jeg stopper. Niall er ikke en god kammerat nu, men jeg er måske heller ikke en god kæreste, hvis jeg råber sådan op om en af hans bedste venner. Niall er jo alt. Alt for ham. Han er jo sammen med ham 24/7 udover nu, hvor de har en pause, men de mødes stadig for at lave nye sange til nye albums, og de er også sammen hele tiden, når Harry er hjemme.

"Harry."

Han stønner. 

"Det skal nok gå."

"Nej."

"Jo. Forresten… hvad sagde Niall, udover det du fortalte mig i morges?"

Harry rejste sig fra bordret. Jeg vidste det var hemmeligt. Men jeg var nødt til at vide det. Ellers kunne jeg ikke tale med ham. Han var jo ligesom nødt til at sige det. Ellers nytter det jo ingenting, det her. Jeg får pludselig en sms, og jeg gisper lettet, da det ikke er Niall. Det er Sophie.

Sophie:

Kommer du over?

Jeg sukker. Jeg ved ikke. Sophie er rigtig sød, og jeg kunne godt tænke mig at være venner med hende, men Harry er ked af det, og jeg kan ikke bare rende over til veninder, for så bliver han da helt knust. 

Mig:

Desværre søde, kan ikke lige nu :)

Jeg står lidt og stirrer ud i luften, da Harry pludselig kalder på mig. Han har sådan en underlig stemme, og jeg tror faktisk, han græder. Jeg skynder mig ind i soveværelset, hvor han står med hovedet nede i telefonen. Hans krøller omfavner hans ansigt, så jeg kan ikke se hans udtryk. 

"Hvad er der?" spørger jeg, og rykker tættere på så jeg kan se, hvad der står på telefonen.

"Turnéen er rykket. Jeg skal ud om en uge," hvisker han. 

Hans stemme er pludselig blevet en lille stemme, som ligeså godt kunne tilhøre en på fem. Tårene begynder at trille ned af kinderne på mig. Det var først om 5 måneder han skulle ud. Ikke om en uge. Jeg smider mig ned på sengen, hovedet begravet i dynerne, og makeuppen løbene ned af kinderne på mig. Hvorfor?

_______________________________

Hej!

Tak fordi du læste.

Btw, så skriv gerne en kommentar. Det ville jeg være rigtig glad for,

for så ved jeg, hvad jeg skal gøre bedre, og hvad jeg skal blive ved med!

Byeeeeeee.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...