Strong - One Direction (HH2B)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2015
  • Status: Igang
Dette er 2'eren af "Happy Home [1D]", så jeg vil anbefale at læse den først :) Tjek eventuelt min liste med serien, så er det lettere at finde den ;) Credit til: Annabell B.<3

20Likes
4Kommentarer
5480Visninger
AA

17. Hot Winter & Winter Coats.

Jeg mærker kropsvarmen fra Harry's krop, og mærker hvordan han saligt trækker vejret imod mig. Det giver mig en tryghed, som ingen andre kan. Klokken er sikkert mange, jeg vil gætte på 2 om eftermiddagen, men jeg er ligeglad. Harry har alligevel været i byen til klokken fem i nat, og jeg har ingen planer for i dag, udover at putte med Harry i sengen. Jeg ved ikke, hvad Luke laver og jeg ved heller ikke, om han overhovedet er i lejligheden. Jeg har ikke sovet siden klokken 10, men jeg vil ikke vække Harry, så jeg forbliver bare i sengen, selvom jeg keder mig. 

  Jeg kunne godt bruge noget kaffe - Cappuccino, hvis jeg rigtig skal være rigtig krævende, som Liam ville sige. Jeg savner drengene sådan, også selvom det kun er en måned siden, vi var ude på tour. Jeg forstår pludselig Harry's trængsel til at se dem hele tiden; når man er sammen med dem 24/7 bliver man pludselig helt underlig, hvis ikke man ser dem 24/7. Især Liam er jeg helt vild med. Han er så rar - man behøver ikke snakke sammen hele tiden, og alligevel bliver det aldrig akavet. Han er så... nede på jorden. Lige at gå til uden problemer. 

  Jeg hører en stønnen bag mig, og jeg håber sådan, at han vågner... men nej. Jeg beslutter mig for at gå over til mit makeupbord for at tjekke min mobil. Jeg er ligeglad om Harry virkelig vågner, for han har fået rigelig søvn nu, vil jeg sige. Når man først er vågen om natten, forstår man virkelig, hvor meget man egentlig sover og hvor meget søvn man egentlig har brug for. Døgnet er jo så meget længere, end man lige går og tror. Man ser jo kun 2/3 af hele døgnet. Jeg er poetisk, når jeg ikke sover. Det må være det. 

  Jeg befrier mig fra Harrys arme, og prøver at rejse mig fra sengen, men så snart jeg kommer på benene, falder jeg ned, da mine ben er for trætte til at reagere. Jeg lander med et bump, og jeg kigger over på Harry, som gnider sine øjne af forskrækkelse. 

  "Hvad så, baby?" mumler han søvnig. "Hvad laver du dernede?"

Jeg smiler bare, og får mig op fra gulvet - dér uden besvær. "Sov bare videre, Harry."

Han nikker gabende, og vender sig om for lyset ved vinduet. Jeg har mit makeupbord stående lige ved mit vindue, som fylder hele vinduet, og selvom jeg har mørklægningsgardiner, strømmer der alligevel lys ind fra hjørner og sider. Jeg griber fat i min telefon, og jeg har over 30 ulæste beskeder fra min fan, eller hvad det nu er. Vi har skrevet sammen i 1 1/5 måned nu, og jeg kan næsten ikke begribe alle de beskeder jeg får dagligt, når jeg ikke ved, hvem personen er. Det var noget andet med Harry dengang. Han var så stille og rolig, og det var ikke for meget, som det er nu. Jeg burde nok blokere personen, men jeg er for nysgerrig til at gøre det. 

   Nogle af beskederne lyder sådan:

"Fan" har jeg døbt ham.

Du ved jo godt, hvem jeg er!

Lyv nu ikke!

Jeg savner dig, baby!!

Harry får kamp til stregen!

Han er så heldig at have dig!!

Vi skal ses i eftermiddag i London. 

Jeg er i London nu og til i morgen.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, men jeg er for nysgerrig og for spontan til at gøre noget andet, end jeg gør nu. 

Fint! Vi mødes på Starbucks på Oxford Street, den der er nærest ved Hyde Park kl. 16. Mød op, ellers blokere jeg dig.

Hvad har jeg gjort?

 

   "Nå, hvad skal du så i dag, baby?" spørger Harry da vi en time efter sidder og spiser pandekager ved spisebordet. Han hælder noget sirup over, og grabber efter nogle blåbær i skålen med blåbær. Det er Harrys femte pandekage, og jeg er stadig overrasket over, at han ikke snart stopper. Det er er tåbelige købe pandekager med tåbeligt, billigt sirup og blåbær der er fragtet fra Langtbortistan, men Harry lader til at kunne lide det anyway. Jeg har kun spist én, men jeg har allerede kvalme ved tanken. 

  "Ehm... jeg har noget, jeg skal fortælle dig," begynder jeg, men Harry når at afbryde mig.

  "Også mig! Lad mig starte!" råber han højt, og pejer yndigt på sig selv. "Jeg skal på Starbucks klokken kvart over fire, for at mødes med én! Jeg ved ikke, hvem det egentlig er, men jeg tænkte på at spørge dig, om du vil med? Bare for at... jah, være sikker på at det ikke bare er en fan, der vil mig noget... seksuelt."

For helvede. Fuck. Mit. Lor-te-liv. Jeg kan jo ikke fortælle Harry nu, at jeg også skal. Og hvad hvis det er to fans, der vil os noget ondt, eller... det er jo fuldstændig tilfældigt. Det var jo ikke min fan, der bestemte, hvornår vi skulle mødes. Det var jo mig. Det er heller ikke mere end en time siden, at jeg meddelte det, og Harry vil aldrig mødes med én han først er begyndt at skrive med for en time siden. Aldrig. 

  "Fantastisk."

  "Ja, så du vil gerne med?"

   "Jah... jeg skal faktisk... ehm.... et... erne før det. Kan vi så ikke bare mødes på... Starbucks. Klokken kvart over fire?"

Han tager en mundfuld, men nikker lidt tøvende. "Joh... da. Jo - jo, det kan vi da godt. Hvilket erne?"

Jeg tøver lidt, og nipper lidt til min halvspiste pandekage. "Sophie. Jeg skal hen til Sophie og... aflevere en... gave. Hun har lige haft fødselsdag for et par dage siden. Jeg skal jo lige nå at aflevere."

   "Kan du ikke gøre det efter?" spørger han irriteret med munden fuld af pandekage.

   "Jeg har jo lovet hende det..." mumler jeg, og jeg må gentage mig selv, da jeg sagde det for lavt. Jeg har ikke lyst til at se ham der fan'en, men så alligevel. Jeg vil gerne se, hvem der har et crush på mig, hvem der vil konkurrere med Harry, for bare at være sammen med sølle mig. Jeg har jo aldrig haft en kæreste før Harry, og nu har alle bare et crush på mig... endda uden jeg ved det.

  Jeg går ind på mit værelse, og skifter mit nattøj til noget lidt pænere tøj; en crop top, en nederdel med uldprikker, nogle lange tykke knæstrømper og nogle brune høje hæle med lidt snøre. Jeg krøller mit hår i løse krøller og ordner min makeup med lidt mørk læbestift. Ærlig talt, hvis jeg skulle sige det selv, ser jeg rimelig godt ud. Jeg poster lige et billede på Instagram med mit outfit, og allerede lidt efter kommer der tusindvis af likes og kommentarere. Famous, famous. 

  "Du er så smuk, baby," Harry kysser mig, og kommer pludselig i tanke om min mørke læbestift, som han nu har fået på læberne... og lidt udenfor dem også. Vi begge står så ved spejlet, og ordner læberne. Vi griner lidt og jeg skynder mig ud af døren. Harry skal først af sted et kvarter efter, så jeg skynder mig bare alt det jeg kan. Klokken er allerede 10 minutter i fire, og jeg begynder pludselig at stresse lidt. Jeg løber hele vejen ned til bussen, og da jeg sætter mig ved vinduet forrest på øverste etage i bussen, kommer jeg pludselig i tanke om da jeg skulle møde Harry. Jeg var så nervøs, så nervøs at jeg ikke kunne tænke på andet. På det tidspunkt havde jeg kun Luke, ikke en kæreste eller noget. Det føles som lang tid siden, men så alligevel ikke. Jeg ser næsten ikke Luke længere - også selvom vi bor sammen. Jeg er tit ovre ved Harry, når han er hjemme, og han er tit ovre hos sine venner, eller i byen eller på studiet når jeg er hjemme. Jeg savner ham utrolig meget, for selvom jeg kan snakke med Harry om rigtig mange ting, kan jeg alligevel snakke med Luke om flere ting. Vi har jo kendt hinanden i meget længere tid end Harry og jeg har, og vi har oplevet både gode og dårlige ting sammen, som vi kan kigge tilbage på. Jeg indser pludselig, hvor meget man egentlig har brug for ham, og jeg vil du gerne være sammen med ham - alene, snart. 

Bussen ankommer til Oxford Street, og jeg springer af. Det er isende koldt udenfor, og jeg skynder mig på Starbucks, så hurtigt jeg overhovedet kan. Da jeg mærker duften af kaffe, møder jeg pludselig to havblå øjne, som jeg genkender. 

  Det er Niall. 

 

 

________________________________

Hej Venner. 

Jeg er  ked af, at jeg ikke har fået skrevet i månedsvis,

men jeg har startet en digtmovellas op, som jeg er utrolig bidt af.

Jeg er virkelig glad for at skrive digte, 

men min kærlighed til at skrive er alligevel større. 

 Jeg beslutter mig for, at jeg vil ende den her movella, og så vil jeg

nok skrive videre på de andre, men den her er nu vigtigt for mig.

Jeg elsker jer utrolig meget, og tusind, tusind, tusind, tusind, tusind mange tak for de 5000 VISNINGER PÅ HAPPY HOME!!!

(snart 6000, what!!!)

JEG KAN IKKE FATTE DET!!!

Jeg elsker jer utrolig meget.

- Bellaz.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...