Jazz, jordbær, regnvejr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 sep. 2014
  • Opdateret: 6 sep. 2014
  • Status: Færdig
På samme vis som levende mister deres sanser, får døde dem forærende. // En forvandlingshistorie i tre kapitler.

6Likes
4Kommentarer
567Visninger
AA

1. Jazz

Folk tænker på os som sådan nogle følelsesløse gåder, i stedet for individer. Jeg har følelser, følelser over det hele, følelser der sidder uden på det tøj jeg ikke har på. Jeg ryster af følelser, græder ikke-eksisterende tårer og griner en højlydt men lydløs latter. Jeg er Cassielle. Asfalten er våd, men vandpytterne skinner udenfor, og John fejer gulvet mens han lytter til ”it's a beautiful day.” Jeg er inde i pladebutikken, og der er kun os to. Jeg mener, der er kun ham. Han rokker med hovedet, og hvis jeg kunne se det, ville jeg sige at det så ud som om han hyggede sig. Det gør han ikke. Han er ked af det, og det er derfor jeg er her.

 

Det er svært at forstå, men det er også derfor jeg skriver.

 

Jeg er en følelse.

 

Hvis jeg havde fødder ville jeg liste, og hvis jeg havde fingre ville jeg knipse. Hvis jeg havde en mund ville jeg ryge en lang cigaret og lave røgcirkler som steg til vejrs. Jeg har ikke noget, men jeg giver. Tårer.

 

Folk tænker ikke blot at vi er følelsesløse, de tror også at vi er en slags usynlige mennesker, som går rundt i lange hvide kjoler og ligner syngende santa-lucia brude. Det er vi ikke. Hvis jeg havde en farve, skulle den være blå, ligesom blues.

 

Min størrelse afhænger af gråden. John får mig til at fylde en hel butik, og alligevel fylder han mig op. Hvis jeg havde været latterens engel, eller varmens engel havde måske været mindre overfølsom, mere overfladisk. Men jeg er så sensitiv at jeg analyserer hver tåre så længe jeg kan.

 

Og jeg bliver stresset, for jeg ved aldrig hvorfor jeg er kommet, og jeg ved ikke hvorfor John græder. Jeg ved aldrig hvorfor de græder. Og da han er færdig med at græde er det meningen at jeg skal videre, jeg skal være evigt uvidende om hvad der ligger til grund for al den pine. Og det er mærkeligt, for selvom der er andre mennesker som har brug for at græde nu og her, lader jeg dem være. Jeg bliver hos John og tonerne i pladebutikken. You give me fever.

Og da er det der sker noget, som ikke kan ske, noget umuligt. Jeg mærker en tåre. Min egen tåre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...