Når fingrene fortæller

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 sep. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Igang
Hvad sker der når fingrene bestemmer? Fortæller de deres egen historie, eller bliver de inspireret af den musik du hører? Dette er de historier mine fingre har skabt når de på helt uventede tidspunkter bare glider hen over tastaturet, og sender nye idéer til min hjerne, der sultens æder idéerne og bringer dem til live i historierne.

4Likes
7Kommentarer
247Visninger
AA

2. Pinslen at se.

(Denne tekst er inspireret af sangen "Det Gode Liv" af Sivas)

 

Den kravlede igennem gaderne, og kiggede på forskellige mennesker - der var et utal af dem. De var overalt. Dens ben bevægede sig hurtigt som lyn over asfalten, der var mørk på grund af regnen der silede ned. Den kunne se på menneskene at det regnede, for de fleste gik med paraplyer og skuttede sig. Selv kunne den ikke mærke regnen, den nåede faktisk ikke at mærke særlig meget når den bare nærmest fløj gennem gaderne.

Dens ben, der som myg på en varm sommeraften, bare pilede hen over asfalten, og menneskene der var for optagede af deres egen verden til overhovedet at lægge mærke til den. Skønt, de nok ikke engang kunne se den. Og så var det eneste den lavede bare at kigge og tænke. For den så. Og den så tilmed rigtig meget.

Derovre stod en kvinde uden ret meget tøj - hun måtte fryse. Den undrede sig lidt over hvorfor kvinden var så letpåklædt, men den fandt hurtigt svaret. Menneskene havde ikke samme tankegang som den selv, så det var da klart at de ikke kunne tænke så langt frem. Måske havde vejret været fantastisk da kvinden gik hjemmefra, men senere var det gået hen og blevet regnvejr. Ja, der var mange muligheder, og derfor elskede den altid at gætte på hvad de forskellige mennesker lavede.

I den butik stod en mand, og prøvede at ny bluse. Gad vide hvorfor? Den forstod ikke hvorfor menenskene havde brug for at købe nyt tøj, for i dens egen verden var det en komplet umulig situation at havne i; tøj var overvuderet. Manden havde set meget forvirret ud i ansigtet. Måske han havde fundet to par bukser han ikke kunne vælge imellem? Den var ofte meget fascineret af alle de udtryk menneskene kunne lave. Glade, triste, forbavsede eller fortabte - og det var ikke engang dem alle! Den vidste ikke om den selv havde nogle udtryk, den vidste ikke engang om den var til. For et kort øjeblik dukkede de store filosofiske spørgsmål op i dens hoved. Hvad hvis alt den så, bare var en dårlig version af virkeligheden? Den kom til at tænke på hvad en filosof havde nævnt for mange år siden.

Hvis man placerede to mennesker i en mørk hule, med ryggen mod udgangen, sørgede for at de ikke kunne bevæge sig, og at det eneste de kunne se var skyggebilleder på hulemuren af de rigtige ting uden for hulen, ville de så tro at det de så var virkeligheden? Den var ret sikker på at det var et ja, da den kom i tænkte om noget den engang havde hørt en kvinde sige i en telefon. Forestil dig en farve du aldrig har set før. Det kan du ikke, vel? Nemlig, for du har jo aldrig set den før! På samme måde var den ret sikker på at hvis de to mennesker kun havde set skyggebillederne af den rigtige verden hele deres liv, ville de tro på at det var virkeligheden.

Men hvordan ville de så reagere hvis de en dag fik muligheden for at bevæge sig, vende sig og kunne se virkeligheden? Den havde ingen idé. På samme måde var den i tvivl om hvordan den selv ville reagere hvis den en dag opdagede at verdenen som den så den nu kun var en dårlig version af hvad den i virkeligheden var.

Den suste videre i gaden med lysets hast. De små pen pilede af sted, dog var det nu på en grusvej. Den måtte have været så optaget af sine tanker at den ikke lagde mærke til hvor den løb - men det gjorde nu heller ikke noget. Den så verdenen i slowmotion, nok fordi den var så hurtig. Den så nu en bil komme kørende, og i bilen sad en mand med en lille pige ved siden af. Det var nok far og datter, tænkte den. Den vidste ikke om den selv havde en familie, den vidste ikke engang om den var til. Pludselig fik den et deja-vu; var det her ikke sket før? Den lukkede blot sine øjne, og nød stilheden den havde fået. Det var ganske dejligt at kunne se alting og kunne holde øje med verdenen, men til tider kunne det blive som at være fanget i en ond cirkel - den kunne aldrig få ro. Aldrig.

Altid og atter altid var den tvunget til at se.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...