Når fingrene fortæller

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 sep. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Igang
Hvad sker der når fingrene bestemmer? Fortæller de deres egen historie, eller bliver de inspireret af den musik du hører? Dette er de historier mine fingre har skabt når de på helt uventede tidspunkter bare glider hen over tastaturet, og sender nye idéer til min hjerne, der sultens æder idéerne og bringer dem til live i historierne.

4Likes
7Kommentarer
249Visninger
AA

3. Dystre stunder.

(Denne tekst er inspireret af sangen "Det Gode Liv" af Sivas)

 

Jeg trak vejret hurtigt imens jeg diskret kiggede ned af gaden. Ganske rigtigt - han stod der. Jeg overvejede i et øjeblik mulighederne; skulle jeg få det eller skulle jeg springe fra nu? Tankerne fór rundt i mit hoved, og jeg kunne hverken finde hovede eller hale i dem.

Helt automatisk satte jeg det ene ben foran det andet og bevægede mig hen imod ham. Nu var det for sent at bakke ud - jeg måtte se i øjnene hvad jeg havde gang i. Det var noget rigtigt pis, det vidste jeg godt. Men min hjerne havde brug for klarhed, og jeg vidste at det ville give mig klarhed mere end noget andet. Jeg tænkte på hvad min mor plejede at sige til mig. Pust ind og pust ud. Ind og ud. Som et univers i balance - hvor alting spiller godt i takt med hinanden. Jeg mærkede min vejtrækning blive roligere, og jeg løftede hovedet og kiggede på ham.

Jeg kunne ikke se hans øjne for solbrillerne, der dækkede hans ru ansigt. Mon han vidste det var mig der skulle have det

 

 

--- --- --- --- ---

 

 

Det er underligt at det vi nogengange frygter allermest, er det der til andre tider driver hele vores liv. Det kan være mange ting - for mit tilfælde var det kærlighed, død og smerte.

Kærligheden fascinerede mig; det var fantastisk at se hvordan to mennesker kunne elske hinanden og gøre hinandens verdener fuldendte. Men hvad hvis den ene pludselig ikke følte den samme lykke mere? Det hele kunne briste ved en enkelt sætning. Et enkelt stød. Jeg havde aldrig selv prøvet det, men jeg havde set folk der var blevet forladt af deres elskede - smerten man kunne se både fysisk og psykisk på dem var ikke til at glemme. Det var derfor jeg kun stolte på mig selv. I starten havde jeg troet, at hvis jeg bare stolede på mig selv, var der ingen der kunne forråde mig. Men jeg tog fejl. Når jeg så klart, kunne se se hvor meget jeg tog fejl - og jeg fortrød det inderligt. For jeg kunne forråde mig selv; når jeg ikke så klart. Når hele min verden blev sløret, og når mine handlinger blot føltes som en handling i et spil. Det var forfærdeligt, og jeg tror jeg følte den samme smerte, som folk der mistede deres elskede gjorde. Det var en smerte der ikke kunne beskrives med ord - fordi den er så inderlig og individuel.

På samme måde så jeg døden. Til tider var den det der skræmte mig mest, og jeg var villig til at rejse til de alleryderste af Verdenens hjørner, for blot at slippe for den - men man kan ikke flygte fra døden, det indså jeg. Den ville komme på et tidspunkt, ligemeget om jeg ønskede den eller ej. Jeg tænkte tit tilbage på det citat som jeg så ofte havde set før. Livet er et spil - døden er målet, sygdomme er genveje og selvmord er snyd. Noglegange ville jeg ønske at jeg kunne bruge snyd, men til sidst måtte jeg indse, at jeg måtte leve med genvejene. Genveje, der hver dag formørkede mit liv of blændede mit klare syn. Måske var det genvejenes skyld at jeg til sidst bestemte mig for at snyde? Jeg vidste det ikke - det var der ingen der gjorde . Måske gjorde Gud, hvis han da eksisterede. Det vidste jeg heller ikke om han gjorde. Faktisk vidste jeg ikke særlig meget - for jeg var stadig ung. Jeg havde et helt liv foran mig, men jeg magtede ikke at leve det. Hvem gjorde også det? Ihvertfald ikke mig.

Det var derfor jeg valgte at snyde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...