Parallel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2014
  • Opdateret: 13 sep. 2014
  • Status: Færdig
Claras morfar er lige gået bort, og hendes verden er ved at synke i grus. Dette er et lille novelle jeg har skrevet som bidrag til The maze runner konkurrencen.

1Likes
0Kommentarer
184Visninger
AA

3. Røg, Gråd og Farvel

Clara satte sig mat ved sin morfars skrivebord og sank ned i kontorstolen. Hun havde småsnøftende meddelt sine forældre at hun ikke ville forstyrres og låst døren til arbejdsværelset indefra. Hun havde brugt den sidste halvanden time på at rydde op, sortere små og store maskindele og gøre værelset rydeligt. Nu sad hun og kiggede på den ødelagte Parastella og en betragtelig mængde smådele, skruer og glasskår. Solen var gået ned og Clara havde tændt skrivebordslampen for at kunne se. Hun gik metodisk frem, som hendes morfar havde lært hende, og undersøgte hver enkelt del for at finde ud af hvor den hørte til. Arbejdet skred langsomt frem, mens Claras tanker hvirvlede rundt ude af kontrol. Hun så Nordstjernen for sig, slotspladsen og Noahs ansigt omkranset af blondt hår. Hun skulle have været der for to dage siden og have deltaget i festlighederne, der ledte op til stjerneoptoget, men hendes morfars død havde sat alting i stå. Hun savnede Noah, og hun ville sådan ønske, at han var her nu til at trøste hende og sige at alt nok skulle blive godt igen.

Clara prøvede at koncentrere sig fuldstændigt om arbejdet, for ikke at begynde at græde, og det lykkedes næsten. Kun en enkelt tåre faldt på et mat glasskår. Hun havde næsten samlet hele maskinen, men noget manglede stadig. Clara tog åndsfraværende glasskåret op og tørrede det af med fingeren. Hun kunne se det var et stykke af Parastellaens linse, og hunbegyndte forsigtigt at lime glasskårene sammen til en hel linse.

Da den lille viser på uret i arbejdsværelset passerede 11, havde Clara sat alle delene på plads i Parastellaen, men det føltes alligevel forkert. Hun tog alligevel Parastellaen op, hun ville så gerne af sted, ville så gerne væk fra denne verden. Clara kiggede gennem Parastellaen, og fokuserede på Nordstjernen. Hun forstillede sig hvordan hun ville dukke op på slotspladsen, og hvordan Noah ville komme hende i møde og omfavne hende. Men tankerne blev brutalt af brudt da Parastellaen gav et ryk og røg stille sivede frem og dannede en sky foran hende. Clara, der havde fået et chok, udstødte en opgivelsens suk og kunne mærke tåre presse sig på igen, da farver begyndte at flimre i røgen. Langsomt blev billedet af slotspladsen på Nordstjernen mere og mere tydeligt i røgen.

 

 

Et knald lød i den allerede støjfyldte nat, men denne lyd var ikke glædens støj. Denne lyd var fortvivlet og fortabt, og den fik store dele at sterneoptoget til at stoppe op. Noah stod i mængden sammen med Hjalte, der ragede lidt op over de andre. Noah stoppede og så sig omkring efter lyden, uden at vide hvad han kiggede efter. Så fik han endelig øje på den røg, der vældede frem midt på pladsen. Farver flimrede i røgen, som et utydeligt billede. Claras ulykkelige og tårevædede ansigt blev langsomt tydligt i røgen og Noah løb frem mod det. Han kunne sin egen glæde over at se hende afspejlet i hendes øjne da han kom fri af mængden og hen mod røgen. Noah stod foran røgen og kiggede på hende, men hun var så fjern, og han kunne ikke høre de ord hun prøvede at sige til ham.

Clara var holdt op med at tale, da det gik op for hende at Noah ikke kunne høre hende. Hun lod sig i stedet opsluge af hans dybe blå blik, der hvilede på hende. Han føltes så nær, og Clara rakte ud efter ham, men fik ikke fat i andet end røg. Hun lod frustreret hånden falde og så indtrængende på Noah, som om det kunne bringe hende til ham. Noah løftede hånden som om han ville gribe efter hende, men han lod hånden hænge midt i luften. Clara spejlede hans bevægelse, og et øjeblik kunne hun næsten mærke hans håndflade mod sin. Røgen begyndte langsomt at lette, og med den afspejlingen af Nordstjernen og Noah, der før havde været så nær. Hans blik var kærligt men sorgmodigt og fortalte Clara, at han vidste hvad hun ville have sagt, hvis hun havde været der. Hans farvel blev kvalt af den stadigt svindende røg, og snart var der intet andet end en tynd stribe røg, der rejste sig fra den sammenbrudte Parastella. Clara faldt på knæ og gemte ansigtet i hænderne. Hun rystede af gråd og trak kun vejret i halv kvalte stød. Hun kunne fjernt høre sin mor på den anden side af døren, men hun krummede sig sammen i fosterstilling på gulvtæppet og græd til hun ikke havde flere tåre tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...