Parallel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2014
  • Opdateret: 13 sep. 2014
  • Status: Færdig
Claras morfar er lige gået bort, og hendes verden er ved at synke i grus. Dette er et lille novelle jeg har skrevet som bidrag til The maze runner konkurrencen.

1Likes
0Kommentarer
187Visninger
AA

1. Knust

Det store hvide kirkerum var køligt og fyldt med mennesker Clara ikke kendte. Hun sad ved siden af sin mor og far og stirrede med tårevædede øjne op på den hvide kiste for enden. Manden, der lige nu stod og holdt endnu en tale til minde om Claras morfar, havde, ligesom alle de forrige talere, tydeligvis ikke kendt ham personligt. De talte kun om hans videnskabelige præstationer og store indflydelse på teknologien, og Clara blev mere og mere vred over, at ingen af dem bare gad lade som om at de syntes han også var en rar mand. Og som hun sad der på stolen og stirrede på de mange mennesker, der påstod at have kendt hendes morfar, lod hun tankerne vandre til en anden verden. En verden hun havde besøgt med sin morfar, en verden som kun få kendte til, og som var fyldt med alverdens fantastiske mennesker og steder. Clara blev brat revet ud af sine tanker, da hendes mor puffede til hende. Folk i kirken havde rejst sig op, og Clara kiggede ned på buketten af anemoner i sit skød. Hun tog stille buketten og rejste sig. De fleste var gået ud af kirken nu, så Clara og hendes forældre kunne uforstyrret gå hen til kisten. I noget tid stod de bare sammen og kiggede på kisten. Claras mor hulkede stille og faren så mere alvorlig ud end ellers. Clara lagde forsigtigt buketten på toppen af kisten, og da hendes forældre vendte sig om, for at gå ud af kirken, trak hun en halskæde med to hundetegn over hovedet. Hendes morfar havde for længe siden lavet den til hende, fordi hun havde været fascineret af hans gamle ting fra, da han var i hæren. Han havde hængt den om hendes hals og sagt at hun nu var soldat med alt hvad det indebar. Nu trak hun det ene hundetegn af kæden og lagde det ved siden af buketten, så vendte hun rundt og kunne mærke tårerne overmande sig.

 

Clara gik gennem den oplyste gang mod den gammeldags trædør til morfarens arbejdsværelse. Hun tog i døren lagde stille skulderen mod den og skubbede den op. Hun havde ikke været her siden hendes morfar døde. Det store rum var svagt oplyst af solens sidste stråler, der trængte ind under gardinet og lagde et gyldent skær over værelset. Her lugtede let metallisk med en snært af gammelt papir og læder. Clara kastede et blik rundt i værelset og kunne pludselig ikke få vejret. Hun havde det som om hun havde fået en mavepuster, og hvis hun havde haft noget i maven, ville hun have kastet det op igen. Hele hendes morfars arbejdsværelse lå i ruiner, alt var splittet ad. Bøger, papirer og maskindele var flået i stykker og ødelagt, og en knust blæk flaske havde dannet en sort sø på gulvtæppet. Clara følte et stik af sorg og vrede da hun så sin morfars ”Parastella” ligge ødelagt på gulvet. Olie dryppede taktfast fra den, som blod fra et sår. Clara tog uendelig forsigtigt Parastellaen op, som var det et såret dyr. Hun prøvede at se på skaderne om de kunne repareres, men verden flød ud for hendes blik, og hun kunne mærke de varme salte tåre trække striber på sine kinder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...