Lille røde nål - Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 sep. 2014
  • Opdateret: 5 sep. 2014
  • Status: Færdig
Det der med at flygte, ikke? Det er ikke altid en god idé.

3Likes
2Kommentarer
205Visninger
AA

2. Lille røde nål

Med hurtige skridt gik jeg hen over verandaen. Det var let at se de foretrukne ruter hen over brædderne, for som en sti igennem skovbrynet, havde snavset sat sig fast i den maling, der tidligere havde været hvid. Selvom jeg var hurtig, så var jeg ikke hurtig nok. Tilråbene overhalede mig og nåede min øregang. ”Du kan ikke løbe fra det her, Jonathan!” Hendes stemme blev skinger, i det hun råbte. Som et ekko, der blev kastet frem og tilbage mellem husene i villakvarteret, gentog ordene sig i mit hoved. En hadet sang, der hele tiden kørte på replay.

Efter at have rodet kort med nøglerne gav bilen et lille bib fra sig, da den blev låst op. På grund af mørket gik mine fingre og den sorte lak næsten i et. Det lykkedes mig dog alligevel hurtigt at finde frem til dørhåndtaget. Nøglen blev drejet og speederen trykket i bund allerede før de genkendelige sæder nåede at kærtegne min ryg. ”Jeg havde også tænkt mig at køre,” mumlede jeg mest for mig selv og svang bilen ud af indkørslen.

Jeg vidste ikke, hvor jeg var på vej hen. Alligevel så tøvede jeg ikke med at dreje om hjørner og tage beslutninger hver gang jeg nåede til et T-kryds. Der var ikke mange at tage hensyn til. Der var jo ingen der var tossede nok til at køre på dette tidspunkt, hvis de da overhovedet var vågne. De lå sikkert alle sammen derhjemme i sengen og drømte videre. Levede på deres egen hvide sky.

Jeg drejede. Et sving fra eller til gjorde vel ikke så meget. Vejen var lige så fremmed for mig som den var øde. Fornemmelsen af at være alene trængte endelig igennem. Det eneste lys var det fra forlygterne, der kun lige viste de næste par meter af asfalten og buskadset langs vejkanten.. Jeg tændte ikke for det lange lys. Det kunne man ikke i virkeligheden. Man kunne ikke bare lige dreje på en knap, og så vide, hvad ens valg ville føre til på længere sigt. Sådan fungerede det ikke.

Af ren vane kiggede jeg i bakspejlet, men der var intet at se. Rødligt lys fra baglygterne og det mørke landskab jeg lagde bag mig. Passagersædet så ud som jeg efterlod det. En tom colaflaske på gulvet og en krøllet pose fra McDonald’s, der skulle være smidt ud allerede i går. Duften af fedt og pommes frites hang stadig svagt i luften, hvis jeg trak vejret dybt. Hobbykniven var ikke til at se i mørket, men jeg vidste præcis hvor den lå henne i forhold til der, hvor sædet var gået lidt i stykker.

Jeg var kørt for at kunne tænke. Men selvom jeg nu var alene, og alt tid i verden var min, så var det ikke godt nok. Hver eneste tanke skreg efter at blive sagt højt, men alle forblev de tavse. Der var ingen til at lytte. I stedet for at få følelserne ud igennem ord, så røg drivkraften ned til foden på speederen, med øget fart og motorstøj som resultat. Det var en behagelig og ensformig lyd bilen gav fra sig.  Motoren der spandt hæst, imens meter efter meter blev tilbage lagt. Fartgrænsen blev i den grad overskredet, men det var ikke den eneste grænse der i dag, var blevet udvasket.

Efter et kort suk tændte jeg for radioen, der blæste ud med hårde toner og aggressive beskyldninger mod en gammel ekskæreste. Det var stadig ikke nok. Tankerne pressede stadigvæk på. Volume knappen blev drejet om på maks. Bassen dunkede i bilen og mine trommehinder dansede med til beatet. Selvom mine øre ikke var taknemlige, så var min hjerne det. Den overdrevne larm tog pladsen fra alt det andet. Efter at have hørt omkvædet en enkelt gang kunne jeg højt synge med, selvom det var klingende falsk og hvert andet ord var forkert, hvis ikke mere.

Måske var det der, at det gik galt. Det gik galt lige der, hvor det føltes som om, at det hele nok skulle blive okay. Falsk alarm. Falsk alarm. Jeg svævede ikke i skyerne, men styrtede i stedet direkte mod undergrunden. Da man var mindre stod forældrene, altid på bunden med stor madras eller i det mindste en pude, så man landede blødt. Det var længe siden at nogen sidst havde stået på bunden for at gribe mig, men det var også længe siden, at jeg faldt ud over kanten. Bunden var bare faretruende tæt på efterhånden, og måske var det endda derfor, at det hele føltes okay.

Den lille røde nål på instrumentbrættet bevægede sig yderligere op af skalaen, som en doven kat, der strækker sig. Langsomt passere nålen tal efter tal. Lige indtil den pludselig stopper op, da jeg træder hårdt på bremsen i et håbløst forsøg på at undgå, det der pludselig står på vejen. Dådyret der som ved et trylleslag stod midt på vejen stirrede skræmt og bebrejdende på mig, med store øjne, der var blændet af forlygterne. Det var som om, at dets paniske hjerteslag blev overført til mig. Galoperende i en rus af adrenalin, der fik den til at fryse på stedet og mig til at handle. Med foden hårdt på bremsen flåede jeg i rettet, så dækkene hvinede og sikkert trak hjulspor. Det var en fejl. Bilen skred. Det hele snurrede rundt. Lyset gik ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...