Portalen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 sep. 2014
  • Opdateret: 12 feb. 2015
  • Status: Færdig
Prøv at leve i en tid, der ikke er ens egen. At finde ud af sandheden, om hvem man er. Sandheden og en kamp for hvad man har kær. En prins mod en ond fyrste, hvem vil vinde? og hvem vil tabe?

4Likes
2Kommentarer
358Visninger
AA

2. Sandheden

Den aften efter mit tøj var blevet ændret endnu engang, stod jeg i den store gang, og så på nogle store billeder. Det måtte være billederne af kongen, hans dronning, og deres søn prinsen. Det var helt ufatteligt hvor meget den dreng lignede mig. Jeg så på ridder Laus, og så på billedet igen. "Ridder Laus hvem er den unge dreng på billedet her?" spurgte jeg. Ridder Laus sukkede lidt. "Det er den unge prins, han forsvandt år tilbage. Det tog meget hårdt på vores konge og dronning" svarede ridder Laus. Hvor trist at opleve sit barn forsvinde på den måde, jeg fik helt ondt af dem. "Ridder Laus, kan De fortælle mig hvad der skete den dag" sagde jeg, og lænede mig lidt op af et vindue. "Man mener at den unge prins blev kidnappet af en ond fyrste, det siges at prinsen sad under et træ og læste, da nogle mænd i sorte klæder tog ham. Det er vel ca 12 år siden nu, sikke et kryb at tage en fem årig dreng fra hans hjem. Desværre snakker vi ikke ret meget om prinsen, da den sidste der nævnte ham, nu ligger død på kirkegården" sagde han og så på mig. Jeg tog mig til hoved, og så på ham. Jeg skulle lige til at sige noget, men besvimede og faldt om.

Da jeg kom til mig selv igen, så jeg at jeg var i værelset. Jeg så rundt, og så ridder Laus med en klud. Han lagde den på min pande, og tjekkede mig for feber. Jeg sukkede over det, og kunne høre døren gå op. En mand med fine klæder kon ind, det var kongen. Havde kun set ham en gang før, og det var da jeg blev budt velkommen. "Hvad skete der Laus, hvorfor ligger vores gæst nu i sengen igen?" spurgte han. "Han faldt om Deres højhed, efter at have kigget på maleriet af Dem og Deres familie" svarede ridder Laus. "Javel, hm De kan gå.." sagde kongen. Ridder Laus bukkede, og gik derefter ud af rummet.

Kongen gik hen til mig, og satte sig på en stol. Jeg tog mig til hoved, og fjernede kluden fra mine øjne. Jeg satte mig så op med et sæt, og mærkede mit hår være vådt af sved. Kongen så på mig, og smilede venligt. "De blev vist dårlig før unge mand, ridder Laus fortalte, at De besvimede efter at have set maleriet" sagde han. "Ja Deres højhed, det er sikkert sandt. Jeg så på maleriet, og fik det så meget underligt. Som om jeg så mig selv som barn, da jeg kiggede på maleriet" sagde jeg. 

Med et sukkede han meget trist, og jeg kunne fornemme hans sorg. Jeg kløede mig lidt i håret, og rettede det silkebånd der sad i mit hår. Hvorfor mon hans suk påvirkede mig sådan, de lød mig så bekendte. Det var ikke til at finde ud af, syntes jeg selv, og svang mine ben over sengekanten. Jeg begyndte at undskylde, da jeg følte, at jeg måske havde såret ham. Det var helt underligt, hvordan jeg lød som en der undskyldte til sin far. Dog var jeg faktisk nysgerrig angående prinsen, og det lignede ellers ikke mig. "Deres højhed, hvad var Deres søns navn? Hvis jeg altså må få det af vide?"  spurgte jeg, og så lidt på ham. Han så på mig, og sendte mig blidt et smil. "Det må De gerne vide. Min søns navn var Sigfried, han ville have haft en alder af 17år. Hvis han var her nu" svarede han, og sank en klump. Hørte jeg rigtigt? Var prinsens navn Sigfried? "Det hedder jeg skam også" sagde jeg, og gik hen efter skjorten, som ridder Laus havde lagt til mig. Da han åbenbart havde taget den af mig, da han bragte mig ind i værelset, efter at jeg havde haft besvimet.

Med et mærkede jeg, at kongen havde fat i min ene arm. Jeg så lidt forvirret på ham, hvorfor havde han dog fat i mig. "Mærket på Deres skulder, det ligner min søns kongemærke!" udbrød han, og kaldte på ridder Laus. Der gik ikke særlig lang tid, før at ridder Laus kom ind i  rummet og bukkede. "De kaldte Deres højhed" sagde han. Kongen bad ham hente dronningen, da han skulle spørge hende om noget. Ridder Laus hentede hurtigt dronningen. Da jeg så hende, syntes jeg, at hun var virkelig smuk. Hun gik hen til kongen og smilede. "Laus siger du gerne vil tale med mig min kære William" sagde hun kærligt. Han nikkede og tog om hendes hænder. "Min kære Nicolina, du er den eneste af os to, som helt ved hvordan vores Sigfrieds kongemærke ser ud. Så vil du være sød, at se på det som den unge dreng har på sig. Så kan vi finde ud af om det ikke er det samme som vores Sigfried har, eller om jeg tager meget fejl" sagde han. Hun nikkede, og gik hen til mig. Jeg sænkede hurtigt hoved, da jeg kunne føle mig selv blive varm over kinderne. Det var så pinligt at jeg rødmede, bare fordi en smuk kvinde kiggede på mig, hun var jo også ældre end mig. Hun så på min skulder, og nikkede så til kongen. "Det er Sigfrieds mærke, det er det kongelige svane mærke" sagde hun. 

Jeg bakkede, de måtte da være helt skøre. Jeg kom jo fra 1999, så jeg kunne da ikke høre til her. Tiden her var jo flere år før jeg blev født, så jeg var ret sikker på at det ikke var min tid. Det lød alt for mærkeligt for mig, at jeg skulle komme fra denne her tid, men okay jeg var nu den eneste i 1999, som kunne skriften fra denne tid. Jeg rystede på hoved, og sukkede. "Unge Sigfried kan De fortælle os hvad riget her hedder?" sagde kongen. Jeg syntes han lød tosset, men valgte dog at svare, hvad kunne der ske ved det. "Riget hedder Swan Lake, på grund af den store sø, hvor svanerne lander hvert år" sagde jeg, og fik faktisk et chok over hvad jeg selv sagde. Kongen og dronningen nikkede til det jeg sagde, men hvor mon jeg kendte riges navn fra. 

Kunne det virkelig passe, at jeg kom her fra. Det forvirrede mig meget. "Men hvorfor forsvandt jeg så fra riget, den del kan jeg overhoved ikke huske, det står tåget for mig" sagde jeg, for efter jeg var kommet her til, havde jeg haft tåget minder. "Sigfried riget her har en magtfuld fjende, den sorte fyrste som bord i Den sorte døds skov, den ligger i udkanten af vores rige. Da du blev født, bandede fyrsten over din fødsel. Ser du, hans eget barn var nemlig en pige, hun hedder vist Merlinda, dog er jeg ikke sikker. Så vi tror at fyrsten var så vred over din fødsel, at han tog dig fra vores have, og sendte dig til... ja jeg ved ikke hvor, men sikkert en anden tid end vores" svarede dronningen, som nu viste sig at være min mor. "Men ved du hvor fyrstens datter holder til...mor?" spurgte jeg. Der ville gå tid før jeg ville have det helt på det rene, at det var min mor. Hun rystede lidt på hoved, hun vidste det ikke. Men det kunne man nu heller ikke forlange af hende, at vie hvor fjendens datter var. Der måtte da være en måde, at redde fyrstens datter fra sin far. Mon det kunne være den pige, som jeg havde læst om i bogen, måske kunne det, hvis fyrsten var så ond, som mine forældre nu sagde.

Med et kunne jeg høre min mave knurre, så jeg forsøgte at skjule det, hvilket ikke var let. De så på mig og smilede. "Du er vist sulten Sigfried" sagde de, og bad ridder laus om at give tjenestefolkene besked om det. Jeg så på mine forældre og nikkede, jeg havde jo heller intet spist i ret så lang tid, da jeg var dårlig til at huske det. Så vi gik alle mod spisesalen, så jeg kunne få noget mad i maven. Jeg syntes det var underligt, at dette var mit hjem, og at 1999 ikke var. Men det gjorde mig også glad, for så vidste jeg jo hvor jeg hørte til. Dog slog det mig lidt ud af fatning, da alle inde i salen begyndte at bukke for mig. "Alle er bare glade for, at deres prins er tilbage Sigfried" sagde mor. Jeg nikkede, og nød den dejlige middag med min familie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...