Portalen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 sep. 2014
  • Opdateret: 12 feb. 2015
  • Status: Færdig
Prøv at leve i en tid, der ikke er ens egen. At finde ud af sandheden, om hvem man er. Sandheden og en kamp for hvad man har kær. En prins mod en ond fyrste, hvem vil vinde? og hvem vil tabe?

4Likes
2Kommentarer
359Visninger
AA

1. Portalen

Jeg gik forbi en skov, det var begyndt at blive mørkt. Men når man så ind i skoven, så den meget mørk og kold ud. Jeg bukkede mig ned, for mine sko var gået op. Jeg hørte et skrig, og rettede mig hurtigt op. Jeg løb mod lyden, og løb ind i skoven. Jeg kom til skov ruinen af en gammel borg, som lagde midt i en lysning. Jeg stoppede, og så på den. Jeg var så sikker på, at jeg havde hørt en skrige efter hjælp.

Jeg gik hen til en gammel dør åbning, og satte min hånd mod dør kanten. En brændende smerte for igennem min hånd, så jeg hev den til mig. Jeg gik væk fra ruinen, og begav mig hjem ad. Jeg så ned i gruset der lagde i skovens bund. Jeg så på min hånd, hvad var det der lige var sket. Jeg stoppede op ved en parkeringsplads, som var tæt ved skoven, for at vaske min hånd. Da vandet ramte min hånd, sveg det meget. Ligeså meget som hvis man havde brændt sug, og kold vand ramte brand mærket. Jeg havde lyst til at skrige, for det sveg rigtig meget. Men jeg skreg ikke, for det ville være pinligt, jeg var trodsalt en dreng på sytten år. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor min hånd skulle svig sådan, som den gjorde. Jeg havde jo hverken brændt mig, eller overhoved slået mig nogen steder. Jeg kløede mig i nakken med den anden hånd, for dette forstod jeg ikke.

Så jeg begyndte at løbe, men af en eller anden grund vendte jeg om, og løb mod skoven igen. Jeg løb imod ruinen, for jeg ville finde ud af, hvorfor og hvordan jeg havde brændt mig. Jeg stoppede foran ruinen, og så på den dør, som jeg havde stået op af. Jeg fandt døren, og satte hånden op af den. Jeg hørte igen et skrig, det var fra en pige, og skriget lød som om det kom fra ruinen. Jeg gik ind i et stort rum, som var midt i ruinen. Ifølge en gammel bog om ruinen, så havde dette rum engang været en smuk balsal. Jeg troede ikke het på det, for ruinen var meget gammel. Jeg fortsatte ind i et andet rum, hvor der var en trappe. 

Jeg gik op af trappen, og så at jeg var inde i det eneste tårn, som ikke var gået i stykker i ruinen. Der var en dør for enden af trappen. Jeg tog min rygsæk af ryggen og kiggede i den. Jeg fandt bogen om ruinen og åbnede den. Jeg fandt siden hvor denne dør blev nævnt. Jeg læste siden og kiggede lidt på døren. Ifølge den historie om døren, så låste en fyrste en ung pige inde i dette tårn, og lod hende dø i tårnet. Selvom jeg vidste, at pigen ikke havde levet i min tid, så følte jeg et had til den mand, som dengang havde låst pigen inde. Jeg satte hånden mod døren, og med et var det som om, at jeg kunne se pigen i rummet bag døren. Jeg lukkede mine øjne for at samle mine tanker. For det her måtte være en drøm, der kunne da ikke være en levende pige inde i det værelse bag døren, efter så mange år. Det kunne ikke være muligt, overhovedet ikke muligt. 

Jeg lagde bogen i tasken igen, og så at min dumme lillesøsters bog om magiske steder og portaler lå i min taske. Jeg tog den op og kiggede i den. Sjovt at tænke på at min søster troede på magi. For og jo bare overtro, for der fandtes jo hverken feer, hekse, troldmænd, magiske prinser og havfrue pier i den rigtige verden. Jeg så i bogen, og så et kapitel om en dreng som lukkede sine øjne ved en dør som denne. Da han så åbnede sine øjne, var han i en anden verden. Det var det værste sludder og vrøvl  jeg længe havde hørt tænkte jeg, men satte dog min hånd mod døren og lukkede mine øjne. Den brændende smerte for igennem min hånd, og gennem min krop, så jeg besvimede.

Da jeg åbnede mine øjne igen, lagde jeg i en stor blød seng inde i et værelse. Men værelset så ikke nutidig ud, det så gammelt ud, som hvis man var i middelalderen. Jeg sukkede, for mit hoved gjorde ondt. "Åh mit hoved" sagde jeg, og satte min hånd mod min pande. "Nå De er vågen unge herre" lød der, og en mand kom ind. "Hvem er det... eller rettere hvem er du?" spurgte jeg. Manden lignede  et spørgmålstegn. "Åh undskyld, jeg mener hvem er De" sagde jeg. Mon manden så forstod mig, det vidste jeg ikke. "Jeg er ridder Laus, og vi riddere fandt Dem uden for borgen" sagde han. "Javel... hvilke år er det" sagde jeg. "Det er år 1681... men hvem er De, der bruger taleevnen så fjern" sagde ridder Laus. "Mit navn er Sigfried... vent sagde De at året var 1681?" sagde jeg. Ridderen nikkede og så på mig. "Hvorfor vil De vide hvilke år det er unge herre?" spurgte ridder Laus. "Jeg ville bare vide det, stil mig ikke så mange spørgsmål" svarede jeg. Han nikkede og bukkede. "Som De ønsker" sagde han.

Jeg ville rejse mig fra sengen, men så at jeg kun var i undertøj. "Hvor er mit tøj?" spurgte jeg og blev i sengen. "De klæder som De havde på unge herre, de er smidt ned til vaske konerne" svarede ridder Laus. Jeg kløede mig i nakken, mente han en vaskemaskine, eller vaskede kvinder tøjet med hænderne. "De forstod vist ikke, hvad jeg mente unge Sigfried" sagde ridder Laus. "De har ret, jeg forstod Dem ikke" sagde jeg. "Javel, alles tøj her på stedet kommer ned til kvinderne i køkkenet, og de vasker det" sagde ridder Laus. "Okay, men hvad skal jeg så have på" sagde jeg. "Okay? Hvad betyder det?" spurgte ridder Laus. "Det betyder vist, har forstået det" svarede jeg. "Javel, Deres nye klæder ligger inde i omklædningsrummet" sagde ridder Laus. "Javel, og hvor er dette rum?" spurgte jeg. "Denne vej unge Sigfried" sagde ridder laus, og åbnede en dør, som førte hen ind til et lille rum. 

Jeg gik ind i rummet og så på ham. "Jeg klare det selv her fra" sagde jeg, og lukkede døren. Jeg tog fat i det tøj som var lagt frem og jeg tog min gamle undertrøje af. Da jeg havde fået tøjet på, gik jeg ind i rummet, som jeg havde sovet i. Jeg gik hen til et spejl, og så hvor langt mit hår var.  Det fik mig helt til at grine, for jeg troede ikke, at det gik helt ned til midten af min ryg. Jeg smilede en smule, mon nogen mænd i denne tid, havde lige så langt hår som jeg havde.

Jeg hørte en banke på døren, og så mod den. "Kom ind" sagde jeg, og lagde mit lange sorte hår ned over min ene skulder. Døren gik op, og ridder Laus kom ind. "Maden er klar, så jeg skulle sige fra kongen, at De skulle komme sir Sigfried" sagde ridder Laus. "Jeg kommer med det samme" sagde jeg, og gik med ham. Mens vi gik, så han lidt på mig. "Skal De ikke have noget i Deres hår sir Sigfried?" sagde han. Jeg så på ham og trak bare på skuldrene.

Med et stod vi foran en stor smuk dør, da ridder Laus gav mig et bånd til mit hår. Jeg takkede ham, og bandt båndet i mit hår. "Hvilke rige kommer De fra sir Sigfried?" spurgte ridder Laus. "Jeg kommer fra et rige, som er meget langt langt borte" svarede jeg. Ridder Laus så lidt så mig. "Javel, er De adelig sir Sigfried?" spurgte ridder Laus. Jeg rystede lidt på hoved. "Nej, det mener jeg ikke" svarede jeg lidt forvirret over ham. "Gør det noget, hvis jeg tjekker Deres nakke?" spurgte han. Jeg syntes han spurgte lidt sjovt, men det gjorde ikke spor. "Nej, tjek bare" sagde jeg, og mærkede hvordan han rykkede ud i nakken af min trøje. 

Han slap ret hurtigt igen, og bukkede så for mig. Jeg så meget forvirret på ham, hvorfor i alverden bukkede han nu. "Hvad er det dog De laver?" spurgte jeg. Han holdt hoved bukket. "Jeg bukker for Dem Deres højhed" svarede han. Der stod jeg helt af, kaldte han mig lige højhed. "Højhed? Den må De altså lige forklare mig" sagde jeg ret så forvirret. Han smilede til mig, og rettede sig op. "De bære et konge mærke på Deres ene skulder, det kunne jeg se, da jeg hev ud i Deres klæde. De er adelig, altså De er prins" sagde han. Han måtte da helt tage fejl, mig pris. Nu havde jeg da aldrig hørt magen. Jeg rystede på hoved af ham. "De laver sjov med mig" sagde jeg, for tænkte at han nok lavede en joke. "Nej, det gør jeg skam ikke Deres højhed. De er prins, og det passer jo også meget godt med Deres navn, det er adeligt, og faktisk også det fineste en prins kan få" sagde han, og skubbede mig hele vejen tilbage til kammeret. Imens jeg blev ved med at udbryde, at jeg altså ikke var prins, men man kunne vist ikke sige ham imod.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...