Portalen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 sep. 2014
  • Opdateret: 12 feb. 2015
  • Status: Færdig
Prøv at leve i en tid, der ikke er ens egen. At finde ud af sandheden, om hvem man er. Sandheden og en kamp for hvad man har kær. En prins mod en ond fyrste, hvem vil vinde? og hvem vil tabe?

4Likes
2Kommentarer
357Visninger
AA

3. Et møde og sygdom

En aften da vi var gået ind i spisesalen, så jeg på tjenestefolkene. Det var stadig meget underligt for mig, at de bukkede for mig, men sådan var det jo. Jeg tog om mit vin glas, da en tjener hældte bin op til mig som det første. Jeg tog lidt mad i munden, og ville så tage min vin. En ung tjenestepige kom hen til mig, hun slog flasken ud af tjenerens hånd, og glasset ud af min. Jeg så overrasket på hende. Vagterne greb fat i hende, og ville slæbe hende væk. "Stop! Miss hvorfor slog De vinen ud af mine og tjenerens hænder?" sagde jeg. "Deres vin er forgiftet! Jeg så nogle af den mørke fyrstes mænd hælde en grøn væske i, og det kan kun være gift Deres højhed" sagde hun, og så virkelig meget bange på mig.

Hvorfor mon hun var så bange, hvad mon der plagede hende sådan. Men jeg var taknemmelig, for hun havde reddet os. "Slip hende" sagde jeg til vagterne, og de slap hende skam også. Jeg gik hen til hende, og rakte hende blidt min hånd. "Miss jeg siger mange tak, fordi De reddet os... Hvad må jeg kalde Dem?" sagde jeg, og gav venligt hende hånd et kys. Hun rødmede, og lagde lidt hår bag øret. "Mit navn er Merlinda, jeg er desværre den sorte fyrstes datter, så nu har jeg sagt det" sagde hun, og så ned. Jeg smilede blidt, og tog hende med hen til bordet. Hvis hun var her, så ville fyrsten jo sikkert være rasende, da jeg jo var søn af hans fjender. "Frøken Merlinda, De er i sikkerhed her" sagde jeg blidt. Hun så ned, og jeg kunne se tåre løbe ned af hendes kinder. Det gjorde mig trist, så jeg lagde beroligende min hånd på hendes skulder. Jeg gav hende et lommetørklæde, og så bekymret på hende. "Jeg er bange, for om min fadet finder mig her. Jeg er virkelig bange for ham" sagde hun, og begyndte at hive efter vejret. Jeg greb hende, da hun sank i knæ. "Hvad sker der?" sagde jeg. Men før nogen svarede, lyste min hånd, og jeg kunne høre, at hendes vejrtrækning blev helt normal igen.

Da vi alle havde spist, gik jeg tilbage til mit rum, med en slem hovedpine. Jeg havde ikke andet end lige lagt mig, da der blev banket på døren. "Hvem er det?" spurgte jeg, og tog mig til hoved. Jeg følte at lt bare snurrede rundt for mig. "Det er ridder Laus Deres højhed, kan jeg komme ind" sagde den velkendte stemme bag døren. "Ja, kom bare ind, der er åben" sagde jeg, og krøb ned under min dyne. Døren gik op, og ridder Laus kom ind, og gik direkte hen til mig. Han lagde sin hånd på min pande, og så uroligt på mig. "Er De okay deres højhed, De gik så hurtigt efter middagen" sagde han.  Jeg nikkede bare, og valgte at ligge mig til at sove, i håb om at min hovedpine ville forsvinde.

Jeg fik sovet lidt tid, og da jeg vågnede, stod min mor og Merlinda der sammen med lægen "Hvad sker der? Hvorfor står I alle her?" spurgte jeg, og fik sat mig lidt op. Jeg mærkede, at jeg fik meget kvalme. Merlinda fik mig ned at ligge igen. "De har feber Deres højhed, så det er bedst at De bliver i sengen" sagde hun. Det kunne jo ikke passe, for jeg havde jo bare hovedpine. Jeg rejste mig, for at komme ud på wc. Da jeg ville vaske mig i ansigtet. Dog endte jeg med at kaste meget op, og besvimede så efter det, og blev liggende på gulvet, uden at røre mig.

Merlinda gik hen til badeværelset, for at se hvorfor det tog mig så lang tid. Hun skreg, da hun fandt mig på gulvet. Hun troede noget slemt var sket med mig. Ridder Laus for hen til mig, og løftede mig op. Han lagde mig i seng, og tog mor med ud. Merlinda blev siddende ved mig, og lagde en kold klud på min pande. Jeg åbnede mine øjne, og så på hende. Jeg satte mig op, og tog mig til hoved, da jeg begyndte at hoste. Hun skænkede vand op i et glas, og rakte mig det. Jeg tog imod det, og drak det. Hun smilede lidt glad, og tog glasset igen. Mon hun havde været bange og urolig, siden at hun virkede så glad, over at jeg oppe og sidde? "De gav os virkelig et chok Deres højhed" sagde hun. "Du behøver altså ikke at kalde mig for Deres højhed, du kan bare kalde mig for Sigfried. Det er jo trodsalt mit navn" sagde jeg med et smil. Hun så noget overrasket på mig, og nikkede lidt. Der ville sikkert gå tid, før at det ville sidde fast. Jeg smilede over det, før at jeg begyndte at hoste igen. Det gjorde helt ondt i min hals, og jeg sukkede over det.

Med et gik Merlinda, hvilket undrede mig lidt. Jeg så hen mod vinduet, og tænkte på, om jeg mon havde sagt noget forkert. Hun kom dog hurtigt igen, med en kop varm te, så det ud til. Hun rakte mig den, og jeg takkede. Jeg tog imod den, og drak den langsomt, da den jo var meget varm. "Smager teen Dem Deres høj.... Jeg mener smager teen Dem Sigfried?" spurgte hun blidt. Jeg smilede venligt og nikkede. "Den smager virkelig godt Merlinda" svarede jeg, og tømte så koppen. Hvilket føltes virkelig godt i min hals. Merlinda tog koppen, og ville forlade rummet. Men jeg greb hurtigt fat i hende, og bad hende blive, da jeg helst ikke ville være alene lige nu. Hun så lidt på mig, og forstod ikke hvorfor hun skulle blive. "Hvorfor ønsker De jeg skal blive Sigfried?" sagde hun og rødmede så, hun havde uden at tænke over det, ikke sagt Deres højhed. Jeg smilede over hende, for hun så virkelig sød ud, når hun sådan rødmede. Hun rystede hurtigt på hoved, og valgte så at gå.

Jeg sukkede lidt, da hun var gået, og valgte så at stå op af sengen. Jeg gik direkte ud på badeværelset, og fik skiftet mine klæder.  Sulten havde meldt sig, trods for at det vist kun var en time siden vi havde spist. Men jeg havde jo heller ikke spist særlig meget under middagen. Jeg fandt vejen ned til køkkenet, og så den store kurv med æbler. Der var virkelig mange i køkkenet, så ingen ville sikkert opdage, hvis jeg lige tog mig et æble. Men der tog jeg fejl, kokken opdagede mig, da jeg lige havde taget fat i æblet og nogle boller. "Hvad bilder De Dem ind, det er snacks til kronprins Sigfried" sagde hun, og tog kagerullen. Jeg prøvede på at forklare hende, hvem jeg var, men det lykkes ikke rigtig for mig. Jeg ville da også have fået en på hoved, hvis ikke ridder Laus var kommet ned i køkkenet, og havde stoppet kokken. "Hvad sker der lige her Siana?" sagde han. "Denne dreng forsøger at sjæle mad, og så bilder han mig ind at han er vores kronprins" svarede hun. Ridder Laus så på mig, og blev meget overrasket. "Deres højhed hvad laver De dog oppe, og hvorfor vil de tage maden?" sagde han. Jeg sukkede og fik hevet mig fri. "Jeg blev sulten, og ville derfor hente mig lidt" sagde jeg, og kløede mig i nakken. Kokken stivnede og sank så ned på knæ, og begyndte at tigge om tilgivelse. Jeg sukkede over det, og hev hende så op at stå igen. Jeg forklarede hende, at hun ikke skulle være bange, jeg tilgav hende. Hun sukkede lettet, og forsikrede mig om, at hun nok skulle komme med bakken. Jeg smilede blidt, også da ridder Laus hev mig tilbage i rum. Jeg måtte ikke forlade det, før at jeg var helt rask igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...